HAR demokraterneendegyldigt tabt slaget, når det gælder USA’s nationale sikkerhedspolitik? Er republikanerne simpelt hen mere konsekvente og klare i spyttet? Og i samme boldgade:
Er præsident Barack Obama uden politisk rygrad? En mand, der anbringer snakken om menneskerettigheder og respekt for retsstaten på sidstepladsen, når meningsmålingerne bliver for barske, Kongressens kritik for højtråbende, og de praktiske vanskeligheder tårner sig op? Begge dele er fristende at konkludere efter weekendens entydige udmeldinger fra Washington - dækket i avisen mandag - om, at præsidenten nu hælder mod at nedsætte et militært tribunal som scene for en kommende retssag mod Khalid Sheikh Mohammed og dennes fire medsammensvorne, der alle er anklagede for at have planlagt terrorangrebet mod World Trade Center og Pentagon 11. september 2001. Borte har taget planerne om en retssag i New York som oprindelig var planlagt. En retssag, hvor de, ifølge myten, stolte og frygtløse New York’ere skulle se de mordere i øjnene, der forsøgte at tilføje den ukuelige by og Guds eget land et banesår i 2001.
DEN KOMMENDE kovending er ikke kommet ud af det blå. Som beskrevet i avisen senest i går, har justitsminister Eric Holders principielle og beundringsværdige kamp for at få de fem 9-11 terroranklagede dømt ved en civil domstol med de rettigheder til de sigtede, der hører sig - herunder retten til ikke at udtale sig og til at have en beskikket forsvarer - været op ad bakke fra dag ét.
Republikanerne har været lodret imod og har portrætteret Holders bestræbelser som »absurde«, »uamerikanske« og »samfundsskadelige«. Men vælgerne har også sagt nej tak til både retssagen - mellem 60 og 80 procent af dem alt efter hvilke meningsmålinger, man tror på - og princippet om at give terrorsigtede alle borgerrettigheder. Ligesom i øvrigt størstedelen af det betydelige efterretningsmiljø samt flere moderate demokrater og indflydelsesrige uafhængige politikere også har.
JUSTITSMINISTEREN har kørt en dobbeltargumentation, der på papiret er overbevisende. Han har vist, at det amerikanske retssystem i mange tilfælde har ekspederet terrorsigtede bag tremmer mere effektivt og i længere tid, end de militære tribunaler har været i stand til. Han har også påpeget, at det ifølge den amerikanske forfatning er ulovligt ikke at give en sigtet juridiske rettigheder.
Endelig har han holdt den principielle fane højt ved igen og igen at understrege, at det amerikanske demokrati viser sin moralske overlegenhed over for terrorens væsen, når USA selv vælger at give de anklagede deres borgerret. »Vi vil ikke vende ryggen til vore værdier og de traditioner, der har gjort dette land fantastisk,« sagde han i februar til tidsskriftet the New Yorker.
IMIDLERTID er alle hans argumenter prellet af som vand på en genstridig gås. Kongressen har nægtet at bevilge pengene både til retssagen og til den beslægtede lukning af fangelejren Guantanamo Bay på Cuba. Forhandlingerne med republikanerne om begge dele er foregået med senator Lindsey Graham fra South Carolina, der ikke har lagt skjul på, at han ønsker det militære tribunal, og at han som mod-ydelse vil være med til at bevilge de nødvendige ressourcer til lukningen af ‘Gitmo’:
»Præsidenten vil vise sandt lederskab, hvis han vælger de militære tribunaler, og det vil give os mulighed for at lukke Guantanamo Bay på en sikker og ordentlig måde,« lød det fra Graham fredag på FOX News. »Det vil blive hilst velkommen af det amerikanske folk.«
I Obamas indercirkel har der hele tiden været splittelse om sagen. Præsidentens hårdtslående og midtersøgende stabschef Rahm Emanuel har talt for den militære løsning, mens Holder - der i teorien tager sine beslutninger uafhængigt af præsidenten - har stået på de civile retssager.
Den formelle beslutning er ikke taget endnu, men alt tyder på, at Obama må bide til bolle. Og at Holder efterfølgende må finde ‘nye udfordringer’, må man gå ud fra.
DEN BITRE FRUGT vil Obama høste efterfølgende. Ikke i Europas forventede skuffelse - den kan præsidenten fint leve med, og som klimaet er lige nu i amerikansk politik, kan en dosis kritik fra EU ligefrem vise sig gavnligt. Nej, nederlaget vil vise sig ved novembers midtvejsvalg, når vælgerne indser, at de lige så godt kan vælge den rene vare, hvis præsidenten alligevel bare leverer en svag afglans af sin forgængers politik.
Og så på det lange stræk i den moderate del af den muslimske verden, der har desperat brug for at vise den ekstreme islamisme, at demokrati faktisk har en hel del at byde på. F.eks. retfærdige og ordentlige retssager med respekt for den anklagede. Noget som mange diktaturer, der påkalder sig islam som lovreligion aldrig tilbyder. Og som USA nu tilsyneladende vil nægte de terrorsigtede, der således har haft succes med at underminere en vigtig del af den amerikanske drøm: respekten for individet og princippet om, at alle er lige for loven.
AG
Kommentarer
USA siges af være frihedens eller frihedsgudindens land. Det må vi dagligt høre meget om og skal/kan/vil ikke bestemme USA’s affærer, men i det hjemlíge er det dog imponerende, at se friheden bruges til at åbne alle døre.
Friheden er blevet et løsen for dannebrog og for Trykkefrihedsselskabet og Fri Debat og anerkender ingen grænser. Alle andre argumenter blegner og smuldrer, uden at de frihedselskende opdager, at friheden er dobbeltægget sværd. Nok kan USA, paradoksalt nok i frihedens navn, bestemme mangt og meget i denne verden, men Obama har måske alligevel fået en modstander blandt frihedsapostlene: Lad os blive fri.
Skulle en lille dråbe frihed dryppe på os, kunne vi måske blive fri for at blive betragtet som en stat i USA, der time for time døgnet igennem skal vide, hvad amerikanerne mener om sig selv og os.
Det er jo frivilligt at benytte sig af medierne som bekendt. Og med det medieudbud der findes i dag 24/7 er der ret gode muligheder for aldrig at høre noget, der handler om USA eller amerikansk politik.