Foreløbig seneste bidrag i læsernes mangehovede web-diskussion ovenpå sidste Frie Ord (FO) om de økonomiske vismænds klima-alarm indløber først en uge efter. I lige den skrivende stund, mandag 8. marts, da næste FO ellers skulle skrives. Man bliver så bevæget, at det forstyrrer planerne om det kommendes indhold. Lettere forstyrret bliver man da helt rundt på gulvet, når man så læser, hvad en erklæret ateist af en læser åbenbart er blevet mere eller mindre FO-inspireret til at bekende:

»’Af de diendes mund har Du beredt Dig lovsang’, står der i Bibelen, her citeret af en ateist, der godt kan lide ord, der leder hen til noget andet. I samme bog står der også, at ‘Han har gjort de vise til skamme’. Blev bogen læst rigtigt, ville vores materialistiske kultur blive blæst omkuld, men bogen er uden virkning. Naturen har overtaget dens plads som straffende myndighed. Ingen tilgivelse her!«

Gud-hjælpe-os

Læseren hedder Niels-Simon Larsen. Og denne skinbarlige gudsfornægter fortsætter Gud-hjælpe-os:

»Hvem er de diende, og hvem er de vise i dagens kamp om klimaet, og hvad bestiller de? De/vi diende kan ikke gøre så meget andet end betale til foreningen ‘Hjælpsomhed uden grænser’, sætte frimærker på konvolutter i sammenslutningen ‘Aldrig mere dårligt humør’, eller melde os til at være praktiske grise og statister i filmen ‘Ragnarok nu’, alt mens de vise skændes. Det med lovsang er også et problem, for vi har ikke noget at synge om. Tilbage er kun den populære klagesang ‘Uh, hvor er det synd for mig’. Der kommer ingen sang til fælles opmuntring ud af vores mund. Vi kan ikke finde den livgivende brystvorte, og vores evne til at die er forsvundet. Fungerer det for nogle alligevel, er det et nichefænomen. De store klimaforandringer har en pendant i vores egen indre ørkenspredning. Hvordan skal vi tage kampen op med et kæmpeproblem i den ydre verden, når vi ikke har et fast sted at sætte af fra i det indre? (…) Universet er glædesløst og ingen gud holder verden i sin hånd. Naturen er pludselig blevet et ekko af vores handlen, og det er en isnende erkendelse. Vi har sat os selv skakmat. Hvordan har vi kunnet bringe os selv dertil? Det spørgsmål bliver vi nødt til at stille os selv for at komme videre. Hvis verden skal reddes, må bestræbelsen begynde nedefra. Den arketypiske vise, var fattig, omvandrende og gammel. I dag ung, fastansat og rig. Den vise tager fra sin kæmpevilla ind til sit kontor, laver sine beregninger og tager hjem igen, kender ikke de diende og ikke den diende i sig selv. De diende må forstå, at visdommen ligger gemt i dem selv, og at de igen kan finde det livgivende bryst. De vise må finde det diende element i sig selv. Lovsangen handler om glæden over at være til og hverken gøre andre eller sig selv ondt. Enkelt. Forstås af alle!«

Amen! Føjer en - om ikke kristen så dog - erklæret Jesusbekender til. Om bl.a. denne Jesus er det jo, at der er sagt, hvad Larsen, Niels-Simon, citerer:

»Han har gjort de vise til skamme«.

Hvad der virkelig betyder noget, er skjult for de lærde og kloge og kun åbenbaret de umyndige, de sagtmodige, de svage, også de svage i ånden, sagde han. Udtrykkeligt. Hvad der fik Grundtvig til at udbryde:

»Solen står med bonden op/slet ikke med de lærde«.

Rædselsfuld populisme

Det kan der komme, og er der kommet megen rædselsfuld - kristen og ateistisk, venstre-, højre- og des-orienteret - populisme ud af. På høje tid at præsentere Visdommen Herself. Thi visdommen er Guds datter:

»Hør, visdommen råber (…)/ i døråbningerne råber hun:/ Det er jer, mænd, jeg råber til, (…)/ Da han grundfæstede himlen, var jeg der allerede, (…)/ da han lagde Jordens grundvolde fast,/ var jeg ved hans side som hans fortrolige (kan også oversættes og er blevet oversat som: hans fosterbarn, el)/ jeg var til glæde for ham dag efter dag,/ jeg dansede foran ham hele tiden,/ jeg dansede på hans vide jord/ og glædede mig over menneskene.«

Bibelen, Ordsprogenes Bog, kap. 8.

På hebraisk hedder visdommen hochma. På græsk sofie, eller lidt mere græsk og fornemt: Sophia. Vi kender hende i kærligheden til visdom: Filosofi. Hvorfor det hedder: Hør, Sophia råber…, i den græske oversættelse af ‘Ordsprogenes Bog’ i jødernes bibel (Det gamle Testamente), som de selv foranstaltede et par hundrede år f. Kr. Og derfor er kristenhedens hovedkirke ikke Peterskirken i Rom, men Aghia Sophia i Istanbul.

Og derfor slutter Grundt-vig sit livsværk, ifølge stenografisk referat, med at bebude Guds datters fødsel her i Norden, nærmere bestemt Danmark. En profeti, som stadig synes at have lange udsigter. (Skønt vi just har fået en regering med lige mange kvinder og mænd, men hvad hjælper det?).

Det korte af det lange er, at hvis ikke al vores mægtige moderne viden om naturvidenskabelig, teknologisk og pengeøkonomisk beherskelse af naturen omfattes og omfavnes af visdom, stiger viden os til hovedet.

Og vi danser ikke længere på den vide jord. Vi lægger den øde.