Det er nødvendigt at handle ud fra et oplyst grundlag, når man skal lave stramninger eller nye tiltag, og derfor er det forhastet og direkte ufagligt at lave om på en masse regler, inden sagen om familien fra Brønderslev er undersøgt til bunds.
Det mener Socialminister Benedikte Kiær:
»Der er jo kommet nye forslag om stramninger hver dag den sidste uge, men nu må vi simpelthen slå koldt vand i blodet. Vi kan ikke lave stramninger, uden at have klarhed over, hvad der er sket. Derfor har jeg bedt Ankestyrelsen om at kulegrave sagen, og derefter må vi se, om der skal gøres mere for at forebygge den type sager,« siger ministeren.
Hun mener, at de nuværende regler er klare og tilstrækkelige:
»Reglerne er gode nok, men det, der er gået galt her, er, at de ikke er blevet fulgt.«
- Men når reglerne ikke bliver fulgt, er det så ikke et udtryk for, at der er brug for opstramninger eller en specificering af reglerne?
»Nej, det nytter netop ikke noget at stramme op, når de i forvejen ikke følger de regler, der er. Hvis kommunerne ikke tager lovgivningen seriøst, så er det ikke stramninger, der skal til, men derimod dialog. Jeg synes, for eksempel at den tidsfrist, Mette Frederiksen taler om, ville være en forringelse i forhold til de nuværende regler, hvor kommunerne er forpligtet til at gå i gang med sagerne, så snart de lander på skrivebordet. Med en tidsfrist kunne de jo sylte sagen i nogle uger,« siger hun.
- Men hvis det ikke sker, så kan en tidsfrist give en garanti - og en tidsfrist behøver jo ikke være formuleret sådan, at de ikke kan gå i gang med det samme?
»Nej, men det ville sende et signal om, at det er acceptabelt at vente med en sag.«
Benedikte Kiær har netop bedt om et møde med Kommunernes Landsforening (KL), så de kan drøfte sagen. Hun mener, at det er vigtigt, at ansvaret forbliver hos kommunerne:
»Det er kommunerne, der er tæt på deres borgere, og det er hos dem, at ekspertisen ligger. Derfor ser jeg ingen pointe i at ansvaret og opgaverne i højere grad skal deles med Socialministeriet, fordi det ville ødelægge arbejdet i de mange kommuner, hvor det går godt.«
En 20-årig kvinde flygter fra sit hjem og melder forældrene til politiet for vold og trusler. Kvindens otte søskende bliver tvangsfjernet til en midlertidig plejefamilie.
Herefter optrevles det i pressen, at familien er blevet undersøgt for omsorgssvigt i flere kommuner, blandt andet i Lolland Kommune og Brønderslev Kommune. Men der er aldrig blevet grebet ind. Familien har flyttet rundt i Danmark og betegnes som en såkaldt ’nomadefamilie‘.
Senest er det kommet frem, at Lolland Kommune gav familien 46.000 kroner til at flytte til Brønderslev Kommune for.
Brønderslev Kommune frikender i en ny redegørelse sig selv for ansvar og konkluderer, at loven skal laves om, hvis kommunen skulle have grebet yderligere ind.







Kommentarer