Ville du dele feriebilleder med Stasi?

BERLIN - Stifteren af Facebook, amerikanske Mark Zuckerberg, vakte stor furore, da han i begyndelsen af året tilsyneladende uden betænkeligheder erklærede privatlivet for »dødt«. Ifølge Zuckerberg må vi som netbrugere vænne os til, at vores personlige oplysninger er offentligt tilgængelige og udgør kommercielle objekter, som Facebook kan jonglere med i den nådesløse kamp om annoncekroner.

Men Zuckerbergs kyniske holdning til folks personlige oplysninger vækker mistro hos et voksende antal europæere. Især i Tyskland, der har håndgribelige historiske erfaringer med intens overvågning af privatsfæren, nærer befolkningen en heftig modvilje mod firmaer, der baserer deres indtjening på at indsamle data. Og den stadigt mere intense tyske debat om internet og overvågning synes at pege i retning af, at der ved at ske en ændring i offentlighedens tiltro til internetgiganter som Google og Facebook.

For nylig pådrog søgemaskine-firmaet Google sig massiv vrede verden over, da det lancerede tjenesten Google Buzz som et svar på de stadigt mere populære sociale medier som Twitter og Facebook. En teknisk fejl under lanceringen bevirkede, at den nye funktion gjorde millioner af brugeres hyppigste korrespondancepartnere synlige for alle og enhver.

En kort overgang kunne censurkomiteer og efterretningstjenester i alverdens stater ved hjælp af Googles teknologi slå ned på systemkritikere via en kortlægning af deres kontakter.

Fejlen blev hurtigt rettet, jovist, men situationen var særdeles uheldig for Google, der for kort tid siden trak sig ud af Kina i protest mod statslig censur af søgemaskinens resultater.

Den indflydelsesrige internet-ekspert Evgeny Morozov, der blogger for tidsskriftet Foreign Policy, skrev i den forbindelse:

»Den er den slags forretningsbeslutninger, der gør mig meget mistænksom over for Googles højtflyvende retorik om deres dedikation til at forsvare ytringsfriheden.«

Hvad der begyndte med at være små firmaer, udviklet af sympatiske unge it-nørder med lige dele idealisme og innovationskraft, er således ved at udvikle sig til semi-totalitære udgaver af Orwells Big Brother, der rækker langt ind i privatsfæren. Det mener i hvert fald et voksende kor af kritikere.

Syrebad til identiteten

Men bør vi reelt frygte disse firmaer, der lever af vores frivillige udlevering af personlige oplysninger og vaner?

Ja, siger Constanze Kurz, der repræsenter Europas største sammenslutning af hackere, den såkaldte Chaos Computer Club. Ifølge Kurz bliver ‘privatlivet er dødt’-debatten ført på forkerte præmisser, som kun tjener til fordel for dem, der lever af at indsamle data.

»Zuckerberg forsøger sig med en argumentation, der lyder: ‘Privacy is dead, get over it’. Men efter min mening er der imidlertid stadig et stort slag at udkæmpe,« siger Kurz til Information.

»Jeg tror, vi skal til at opfinde nye sociale normer, men også nye juridiske regler, der kan forhindre, at teknologiens indtog i privatsfæren opfattes som noget selvfølgeligt,« siger Constanze Kurz, der til daglig underviser i Informatik ved Humboldt Universitet i Berlin.

Kurz og Chaos Computer Club tilhører den stadigt voksende skare af europæiske kritikere, der forholder sig kritisk over for internetgiganter som Google og Facebook, der i disse år udsætter traditionelle forestillinger om privatesfæren for et veritabelt syrebad.

Brugere af Facebook og søgemaskinen Google afgiver frivilligt personlige informationer til firmaernes databaser og indvilger til gengæld i at modtage målrettede reklamer. Google og Facebook er dybt afhængige af personlige data for at kunne sælge annoncer, og i Googles tilfælde er søgemaskinens effektivitet også baseret på, at brugerne lader deres internetvaner nøje registrere. Tilhængere af teknologien forsvarer byttehandlen med, at Googles software er med til at raffinere og skabe orden i det kaotiske internet.

Europæisk skepsis

Kritikerne hævder derimod, at virksomhederne er skruppelløse, når det gælder indsamlingen af data. Kritikken mod de amerikanskbaserede firmaer som Google og Facebook har først og fremmest rejst sig i Europa. Og noget tyder på, at det skyldes væsentlige forskelle i den europæiske og amerikanske opfattelse af privatlivet.

I USA anskues privatliv af historiske årsager som noget, der skal beskyttes mod statens indblanding, mens den europæiske tradition i højere grad er tilbøjelig til at bruge lovgivning til at beskytte privatlivet mod indblanding fra eksempelvis private firmaer. En lang række domme ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har f.eks. markeret klare grænser for paparazzi-fotografer, når de fotograferer kendte i det offentlige rum.

Et godt eksempel på den europæiske holdning til privatlivet kom for nylig frem i Italien, da tre Google-chefer for få uger siden blev kendt skyldige ved en italiensk domstol. Stridens kerne var en bruger-uploadet video på et Google-site med optagelser af en autistisk dreng, der bliver mobbet af jævnaldrende. Selv om Google fjernede videoen efter to måneder, holdt den italienske domstol internetfirmaet ansvarlig for at have forbrudt sig mod den mobbede drengs privatliv. I praksis gør dommen Google ansvarlig for det indhold, som brugerne uploader på firmaets tjeneste.

I USA ville en sådan dom være utænkelig. Den såkaldte Communications Decency Act fra 1996 friholder webbaserede selskaber for ansvar for det indhold, som andre brugere uploader på deres sider.

I Danmark er debatten imidlertid stort set fraværende, og selv de mere liberalt sindede politikere ser ikke de store problemer med at argumentere for mere overvågning. Ifølge blogger og internetekspert Lars Hvidberg er det af gammel vane, at danskerne ikke interesserer sig for emnet:

»Vi har vænnet os til, at staten ved stort set alt om os, og at den er god og rar og ikke gør slemme ting med oplysningerne. Den tillid overfører vi måske på de teknologiske muligheder, eksempelvis Google«, siger Lars Hvidberg til Information.

»Det hører med til at være et lille, homogent samfund, at der er stor tillid og stor gennemsigtighed - også når det egentlig ikke er velbegrundet.«

Tyske erfaringer

Anderledes er det i Tyskland, hvor den udbredte mistillid til enhver form for overvågning har rod i de grelle historiske erfaringer med totalitære regimer i forskellige klædedragter. I sine erindringer fra 1997 med titlen Mig og Stasi - om sagen Romeo skriver den britiske forfatter og journalist Timothy Garton Ash:

»Præcis fordi tyske lovgivere og dommere ved, hvordan det var at leve i en Stasi-stat og før det i en nazistat, har de vogtet mere nidkært over disse ting (privatlivet, red.) end vi briter, der har taget dem for givet. Man sætter mere pris på at være rask, når først man har været syg.«

Muligvis er netop Tysklands historie en væsentlig årsag til, at Google siden efteråret har befundet sig i et politisk stormvejr i Tyskland. Senest har forbrugerminister Ilse Aigner (CSU) langet kraftigt ud efter internetfirmaer, der benytter sig af datalagring.

»Forbrugerne må have kontrol over deres personlige data. Firmaerne må tillade alle brugerne indblik i, hvilke personlige data, der lagres, og hvad der sker dem. Det må være muligt at få slettet data, hvis man ønsker det,« sagde Aigner til Süddeutsche Zeitung.

Tidligere på året har den liberale justitsminister Sabine Leutheusser-Schnarrenberger ligeledes kritiseret Googles indsamling af data for at være udtryk for »storhedsvanvid«. Og Leutheusser-Schnarrenberger har også luftet muligheden for juridiske sanktioner mod funktionen Google Street View, som har fotograferet gader og stræder i europæiske storbyer til brug for et online-gadekort. Tilfældigt filmede optagelser kan i visse tilfælde betragtes som et overgreb mod privatlivet, mener justitsministeren.

Ikke alle vinde blæser dog mod Google og Facebook. Interneteksperten og sociologen Stephan Humer har ikke meget til overs for de politiske udmeldinger, som han anskuer som baseret på fordomme og frygt:

»I Tyskland siger politikerne ofte, at der er tale om et problem med monopoler som Google og Facebook, men de kommer ikke med nogle løsninger på problemet,« siger Humer, der til daglig forsker i digitale identiteter.

»Det største problem med privatliv og internet er folks manglende evne til at omgås problemet. Det er et spørgsmål om teknisk kompetence. Det kan vi fastslå igen og igen. Mange mennesker har ganske enkelt svært ved at håndtere problematikken, og de handler, før de tænker,« siger Humer til Information og nævner debatten om VHS-maskinens skadelige indvirkning på ungdommen i 80’erne som et eksempel på manglende viden om nye medier.

»Hvis folk var klar over, hvilke betingelser de går ind på, ville det ikke være så slemt.«

Databrevet

Helt blottet for ideer er de tyske politikere imidlertid ikke. Et af de konkrete løsningsforslag, som har vundet politisk gehør på øverste niveau i Tyskland, er forslaget om det såkaldte databrev, der blandt andet har vakt indenrigsminister Thomas de Maizières (CDU) interesse. Kort fortalt er databrevet tænkt som en juridisk foranstaltning, der skal forpligte firmaer, som anvender databaser med personlige oplysninger, til at udsende en årlig underretning til de kunder, som er blevet registreret. På den måde er borgere og forbrugere som et minimum klar over, at deres data bliver anvendt i kommerciel sammenhæng.

Ideen til databrevet er undfanget hos hackersammenslutningen Chaos Computer Club, der har holdt lobbymøder med førende tyske politikere.

Ifølge Constance Kurz ser databrevet muligvis ud som en lettere anakronistisk anordning i en gennemdigitaliseret verden, men netop derfor har det også en praktisk rækkevidde, som kan afskrække virksomheder fra unødigt at ophobe data om tyske borgere:

»Databrevet er et led i en strategi, som handler om at opnå et paradigmeskifte. Det er blandt andet en konkret måde at ramme virksomheder på, som virkelig ikke har brug for at samle data. Ved at forhøje transaktionsomkostninger, fordi de skal sende et brev ud, kan man påvirke dem til at skille sig af med de oplysninger, de ikke har brug for.«