Opslag til denne artikel

Emneord:dyrevelfærd
Personer:Morten Messerschmidt
Organisationer:Dansk Folkeparti, EU, Europa-Parlamentet
Steder:Europa

Thrombin er et »enzym og en serinprotease, der kløver fibrinogen til fibrin og fibrinopeptiderne, ligesom den også katalyserer mange andre koaguleringsrelaterede reaktioner.«

Men i Dansk Folkeparti hænger man sig ikke så meget i detaljerne og sværger i stedet til mere mundrette budskaber. Derfor hedder enzymet i partiets nye kampagne blot »føj«.

For en måneds tid siden besluttede EU, at det hersens thrombin-føj må anvendes i kødprodukter. Det kan lime skinkestrimler sammen til steg, og på den måde kan 100 skinkestrimler og lidt føj sælges til steg-pris. Ergo er det en god forretning at komme føj i maden.

Men det er samtidig ulækkert og udansk, mener Morten Messerschmidt (DF), der fra sit sæde i Europa-Parlamentet har erklæret krig mod dette føj.

I flere landsdækkende aviser kan man derfor i disse dage finde helsidesannoncer, der illustrerer, hvordan en EU-tjener serverer kød, der er søbet ind i føj.

Føj-annoncen kan med fordel hænges op på køleskabet, hvis man skulle være lidt for fristet af føj-mad. Et stort fad med føj-tuber, hakkekød og koteletter, der drypper af gråligt, slimet føj burde fratage mange lysten til både EU og bøf med føj og løg.

Sjov og provokerende

Messerschmidts gruppe i Parlamentet, Europe of Freedom and Democracy, finansierer kampagnen, som DF’erens egen presserådgiver fik idéen til. Den kører endnu ikke i andre lande, så det har ikke været muligt at finde ud af, hvordan føj oversættes til fransk. Men presserådgiveren afslører over for Dagbladet Information, at tanken var at lave en »sjov og provokerende kampagne«, der alligevel var stærk og klar i sit budskab. Der barsles også med en lignende kampagne for dyrevelfærd.

Føj-kampagnen slår dog fast, at EU-modstandernes bedste argument mod øget samarbejde er, at det får klamme konsekvenser for vores mad. Denne gang er det ikke blot nitrit i pølsen, men simpelthen lim i maden. Som det hedder i annoncen, så betyder det, at den lækre bøf i køledisken måske »stammer fra forskellige dyr - og fra forskellige lande. Klistret sammen af EU’s bureaukrater.«

Det er da noget føj.