Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bliver beskyldt for at løbe fra det løfte, den danske regering gav udviklingslandene, da den tilsluttede sig Copenhagen Accord under COP15 i december.

I december lovede Danmark sammen med en række andre lande at bidrage med »nye og ekstra ressourcer« på 30 milliarder dollar. Men i regeringens nye konvergens-program står det sort på hvidt, at pengene skal komme fra den eksisterende udviklingsbistand.

Alligevel afviser Lars Løkke Rasmussen, at der er tale om et løftebrud.

»Vi står ved de løfter, vi har givet om at afsætte penge til hurtig finansiering af en klimaaftale på linje med en række andre europæiske lande. Det sker så inden for rammerne af den samlede udviklingsbistand,« siger han.

I SF raser formanden for Folketingets miljøudvalg, Steen Gade, over regeringen.

»Statsministeren begår et klokkeklart klimaløftebrud - og det kun to måneder efter, accorden blev vedtaget i København,« siger han.

Både før, under og efter COP15 har regeringen lagt vægt på, at opstartsfinansieringen til udviklingslandene skulle være nye penge.

Så sent som i januar angav klima- og energiminister Lykke Friis (V), at pengene til Den Tredje Verden skal komme fra nye midler.

»Regeringen arbejder for, at klimafinansiering til udviklingslandene, herunder offentlig finansiering, skal være ny, additionel og forudsigelig,« skriver hun i et svar til Enhedslistens miljøordfører, Per Clausen. ritzau

Denne artikel er anbefalet af: