Jeg har lige læst et af de tåbeligste og mest ondartede dokumenter, der nogensinde er landet på mit skrivebord: Brevet fra den saudiske advokat Ahmed Zaki Yamani til en gruppe danske aviser.

»I de seneste måneder er mit advokatfirma blevet kontaktet af flere tusinder efterkommere af Profeten, som har erfaret om Deres avis genoptrykning af en tegning, hvori deres kære forfader fremstilles som en terroristisk selvmordsbomber med en bombe i turbanen.«

»Som Profetens efterkommere føler de sig personligt krænkede, følelsesmæssigt forulempede og forhånede af genoptrykningen (…). De har derfor pålagt mit advokatfirma at rette henvendelse til Dem … «

Det var den tåbelige del - forestillingen om, at personer, som hævder at nedstamme fra en krigsherre og prædikant fra det 7. århundred, er i position til at sagsøge for sårede følelser. Det ondartede kommer her:

»Såfremt Deres avis går ind på at opfylde ovennævnte betingelser, vil dette efter min bedste overbevisning blive opfattet som tegn på respekt og forståelse i hele den muslimske verden. Herved vil Deres avis kunne bidrage til at løse de alvorlige konflikter, som blev skabt med Deres genoptrykning. Som De muligvis er klar over, påvirker denne konflikt stadig danske og arabiske interesser, især i Mellemøsten, hvor en række danske produkter fortsat boykottes.«

Det er umuligt ikke at bemærke den truende undertone. Der skal ikke meget til for at genopfriske danskernes erindring om den organiserede kampagne for hysterisk gengældelse - fra afbrænding af ambassader til pøbeldrab på civile - som fulgte første offentliggørelse af nogle harmløse karikaturer af profeten Muhammed i 2005.

Yamanis trussel

I 2008 kom det frem, at en celle ivrige mordere havde planer om at dræbe karikaturernes ophavsmænd. I solidaritet med disse og som udtrykke for støtte til ytringsfriheden valgte en række danske aviser at genoptrykke tegningen. Nytårsdag 2010 trængte en somalisk øksemand ind til den 74-årige tegner Kurt Westergaard og hans overnattende barnebarn og var tæt på at slå dem ihjel. Men undskyldningen for alt dette forventes så sandelig ikke at komme fra aggressorerne og hadophidserne, men fra deres ofre. Sidst i februar gik Dagbladet Politiken så med til at indgå et forlig med hr. Yamanis advokatfirma og offentligt undskylde de krænkelser, som genoptrykningen af tegningen måtte have medført for Yamanis klienter.

Da han i sidste uge fejrede Politikens patetiske beslutning på en triumferende pressekonference i Beirut, gentog Yamani sit bizarre krav om at være advokat for ikke færre end 94.923 efterkommere af den forargede profet. Igen fremførte han først en absurd udtalelse og dernæst en ekstremt skummel:

»Efter vores mening fortjener alle religiøse ikoner fra alle religioner, såsom Jomfru Maria, Jesus Kristus, Moses - og andre, som er ikke-religiøse ikoner, men har bidraget til menneskeheden, såsom Mahatma Gandhi, Nelson Mandela, Martin Luther King, Dalai Lama - og andre, såsom Ibn Sina, Ibn al-Haitham og Albert Einstein - at nyde respekt og beskyttelse mod latterliggørelse og ærekrænkelse.«

Tåbelighederne på historisk niveau er af sjældent format. Tilsyneladende mener Yamani, at Mahatma er et fornavn og ikke et hinduistisk ærestilnavn, og at ‘Dalai Lama’ er sekulær. Desuden (og her må man indrømme, at det er et fikst træk at kaste også et jødisk navn på bordet) vil han beskytte den spinozistiske Einstein imod at blive gjort til nar for sine mange forkerte formodninger om Big Bang og kvanteteorien. Men hvor det er indlysende, at han ikke aner spor om sådanne forhold, ved han alt om, hvordan man lader en trussel skinne igennem.

»Det har været vores ønske, at alle de danske aviser, som offentliggjorde tegningerne, ville acceptere at gå ind på et forlig, som Politiken har gjort, og bringe en undskyldning for at undgå flere retsstridigheder og dyre erstatningssummer til fordel for vores klienter.«

Hvis man her vil spørge, om Yamani er mest optaget af den overnaturlige verden eller den jævnt materielle, må svaret ligge lige for. Man kan aflæse det i den måde, hvorpå han fint afbalancerer den bløde tilskyndelse mod den hårde trussel om ubehageligheder: Yamani eller livet.

Det skal stoppe nu

Men det er i den materielle verden, at der udgives aviser og eksisterer love og forfatninger, som garanterer, at aviser har ret til at offentliggøre indhold uden censur og intimidering. Det er også i den materielle verden, at love beskytter bedsteforældre og deres børnebørn imod morderiske religiøse galninge. Skal vi til at opgive disse hårdt tilkæmpede rettigheder for hensynet til de hektiske følelser hos mennesker, der hævder et fjernt slægtskab med en kvasi-mytologisk skikkelse, der var utryg ved at læse og skrive og foretrak at recitere? Dette ville være uden fortilfælde. Skal vi nu plages af retssager fra dem, i hvis årer blodet fra Henry VIII, Mussolini, Columbus eller Ivan den Grusomme kan påstås at strømme?

Hele affæren ville være komplet latterlig, hvis den ikke var så hadefuld, og hvis det ikke var fordi, det er lykkedes at knække standhaftigheden hos en enkelt dansk avis. I Irland blev der for nylig vedtaget en lov mod blasfemi, som gør det til en forbrydelse at krænke følelserne hos ikke blot landets skandaliserede romersk-katolske kirke, men hos alle troende. Samme pseudo-økumeniske tendens kan iagttages i de årlige forsøg fra muslimske stater til at få FN til at vedtage en resolution om forbud mod alle angreb på religion. Det er ikke nok, at tro hævdes at være svaret på alle tilværelsens problemer. Det kræves nu også, at en så absurd påstand skal gøres immun over for enhver granskning, kritik og latterliggørelse.

Dette må stoppe, og det må stoppe nu. Alle demokratiske lande og forsamlinger bør forberede og vedtage love, der som Første Tillæg i USA’s forfatning sikrer retten til åben debat om alle religiøse spørgsmål og tilbageviser al afpresning fra advokatfirmaer og enkeltpersoner, hvis egen sande herkomst næppe holder for en nærmere prøvelse.

© New York Times Syndicate og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen