En kerne i et menneskes karakter kan være svær at finde. Det bidrager til vanskeligheden ved at forestille sig et liv efter døden. Hvem er det, der genopstår? Den afdøde i sine idealistiske 20’ere? Sine magtstræbende 30’ere? Sine bastionsforsvarende 40’ere? Sine kyniske 50’ere eller i sine selvretfærdiggørende sene år?
Mindre end det evige liv kan give anledning til identitetsproblemer. F.eks. hvis Socialistisk Folkeparti vil hylde sin stifter. Hvilken Aksel Larsen er det, SF skal fejre? Der er mange Aksel Larsen’er. Foruroligende mange. Og deres indre sammenhæng er ikke indlysende. Det fremgår af den ajourførte udgivelse af Kurt Jacobsens mesterlige Aksel Larsen-biografi fra 1993.
Aksel Larsens skæbne blev formet af det 20. århundres rædsler. Mere end nogen anden dansker rutsjede han gennem ekstremerne. Til hele tre efterretningsvæsener fik han over tid røbet så meget, at det kunne fælde ham i skandale: Han afslørede hemmeligheder til sovjetspionagen, til nazisternes Gestapo og til sidst til det amerikanske CIA.
Svagelig og kvik
Aksel Larsen kom til verden i 1897 som fjerde ud af ni børn i en fattig, hårdtslidende fynsk familie. Faderen var træskomager. Aksel var et svageligt barn, lysende kvik. Som tiårig fik han friplads på Mulernes Legatskole i Odense. Skolen gav ham påtegningen »et flinkt, bravt og pålideligt ungt menneske«.
Det banede vej for, at han efter realeksamen blev ansat som elev ved Sydfyenske Jernbaner. På tre år blev han trafikassistent med anmærkningen »solid og god«, men banearbejdet kedede ham. 1916-18 var Aksel Larsen medlem af Det Radikale Venstre.
Så flyttede han til København og blev fagforeningsorganisator blandt cykelbude samt socialdemokrat. Da kong Chr. X i 1920 kuppede den socialdemokratisk støttede radikale regering, var Aksel Larsen blandt brandtalerne på Rådhuspladsen. Socialdemokraterne og fagbevægelsen endte med at indgå forlig og aflyste en bebudet generalstrejke.
Det gjorde Aksel Larsen bitter, og han indmeldte sig i Venstresocialistisk Parti, der hurtigt blev til Dan-marks Kommunistiske Parti, DKP.
1920’erne var kaotiske år i DKP. Fraktioner kuppede hinanden og kom i håndgemæng om besiddelsen af hovedkontoret. Revolutionens fortropper måtte tilkalde politiet og søge fogedrettens afgørelse, altimens borgerskabet lo hjerteligt.
Uanset striden var DKP’erne enige om at indordne sig under verdenskommunismen, således som den blev styret fra Moskva. På Aksel Larsens forslag vedtog partiet i 1923 at give Moskva »uindskrænket myndighed« over danske kommunister.
Livsfarligt venskab
Ved Moskvas mellemkomst lykkedes det at skabe en våbenhvile i den danske aflægger, og i 1925 kunne Aksel Larsen drage af sted til Moskvas Internationale Leninskole. På det tidspunkt var Stalin i gang med at udrense sin tidligere kammerat Trotskij, der for sit vedkommende betegnede Stalin som »revolutionens bedemand«.
Aksel Larsen havde sympati for Trotskij og venner blandt trotskister. Efterhånden som Stalin vandt overtaget, blev den slags livsfarligt. I 1928 reddede Aksel Larsen sin pels ved skriftligt at erklære:
»Jeg indrømmer her mine fejl fuldt og betingelsesløst, og jeg vil bestræbe mig på at vise i handling, at de har lært mig meget.«
Med de ord havde Aksel Larsen forskrevet sin sjæl. Han lukkede øjnene for den gru, der var ved at brede sig omkring ham i Moskva. Da han i 1929 vendte tilbage til Danmark, lovpriste han Stalin-styret, uanset at Larsens forbundsfæller nu blev sat på dødsgangene i Moskva.
Aksel Larsen førte hadsk folketingsvalgkamp mod Socialdemokratiet, som han kaldte »det førende reaktionære parti for borgerskabet«.
I den verdensøkonomiske krise var der stemmer i demagogi, og i 1932 blev Aksel Larsen og Arne Munch-Petersen valgt som folketingsmedlemmer for DKP. Siden var det Munch-Petersens tur til at blive sendt til Moskva, og her blev Munch-Petersen arresteret i 1937 - som substitut for Aksel Larsen, som Stalin-vældet ikke tilgav de trotskiske tilbøjeligheder.
Løj om død
Aksel Larsen fik underretning om Munch-Petersens fængsling, men fortav den, lige som han valgte at bortlyve, at han sidenhen fik at vide, at Munch-Petersen i 1940 var død i fængslet. Munch-Petersens enke fik skæld-ud af Larsen, fordi hun blev ved med at bore i, hvad der var blevet af manden.
Op mod Anden Verdenskrig fulgte de danske kommunister Moskvas opportunistiske slingrekurs over for Socialdemokraterne. Først var de klassefjenden, så skulle der dannes folkefront med dem, dernæst var de - uanset Stalins pagt med Hitler - skyldige i nazisternes overfald på Danmark og - under besættelsen - var de landsforrædere. Efter 9. april 1940 var Aksel Larsen gået under jorden, men i anden runde af det danske politis klapjagt på kommunister blev han i november 1942 fanget og overleveret til Gestapo, der også fik fat i hans personlige arkiv. Det gjorde det svært for Aksel Larsen at dække over sit kontaktnet.
I eftertiden har det været omstridt, om han - i betragtning af, at han ikke blev tortureret - røbede alt for meget til Gestapo. Selv erklærede Larsen til sine forhørere, at forløbet gjorde ham »færdig som politisk fører«. Efter forhørerne blev han sendt i koncentrationslejr, hvorfra han først blev udfriet få dage inden, at han tiltrådte som minister i befrielsesregeringen 1945.
Efter 1945 fulgte den kolde krig med nye sovjetiske terrorbølger, nu også i det besatte Østeuropa. Aksel Larsen vedblev at forsvare alle ugerningerne, indtil hans nære ven og partifælle Mogens Fog efter 1956-overfaldet på Ungarn puffede ham til erkende det uholdbare i fortsat Moskva-loyalitet.
Stiftelsen af SF blev følgen.
Agent for mange
Som udførligt omtalt i weekendens udgave Information var Aksel Larsen herefter agent for det amerikanske CIA, som han forsynede med oplysninger om især Sovjets indflydelse på venstreorienterede, SF-lignende partier i Europa.
I sin tid som kommunist havde Aksel Larsen været meddelsom til Sovjets internationale apparat om, hvad han så som »afvigelser« fra partikursen, lige som han i 1957 gav den sovjetiske ambassadør fortrolige oplysninger om militærøvelser til forsvar af Bornholm og Sjælland mod russisk invasion.
Hvor er loyaliteten henne i dette livsforløb?
Det ord, der binder Aksel Larsen’erne sammen er: Tro. Hele vejen igennem Kurt Jacobsens bog omtaler kommunisterne deres »tro« på Moskva. De er som katolikker, der blindt tror på pavemagten og tumler med i dens vildfarelser.
Om sin omvendelse til kommunismen efter Socialdemokratiets pragmatisme i 1920 erklærede Aksel Larsen sidenhen: »Her var virkelig noget at begejstres for og tro på efter påskedagenes skuffelser.«
Og om sine år på Lenin-skolen indrømmede Aksel Larsen i en båndoptagelse i 1969, at de havde gjort ham til »jesuit for livet«.
At troen var brændende, gjorde skuffelsen inderligt bitter, da bruddet endelig kom. Deraf Aksel Larsens vilje til at gøre sig til agent for den forhenværende djævel, CIA.
Det 20. århundredes ismer - fascisme, nazisme og kommunisme - er næppe de sidste kollektive tvangsforestillinger, der hjemsøger europæisk åndsliv.
Som undfanget af de mange Aksel Larsen’er kan SF fornemst forvalte sin arvemasse ved at gøre sine tilhængere aldeles modstandsdygtige, næste gang vanviddet hærger.
Kurt Jacobsen: ‘Aksel Larsen - Stifteren af SF’. 752 s. 299 kr. Informations Forlag
Kommentarer
En diplomat for demokratiet og USA. Socialisten.
Religiøs? Men en folkehelt.
Axel Larsen selv gjorde langt hen sit parti med sin struktur og ubetingede støtte til demokratiet - modstandsdygtig over for vanviddet - i alle dets former Rheling - SF har ikke mere behov for at holde vanviddet stangen end noget andet politisk parti - dit eget gamle parti de radikale iberegnet - så læg din mistro på hylden
Fremragende anmeldelse, kommer godt omkring bogens kærne områder – men jeg vil alligevel brokke mig ledt! Vi få at vide at det er en ajourført udgivelse af 1993 modellen og ikke mere. Som potentiel læsere, ville jeg da gerne vide, om det er strengt nødvendigt at læse den nye udgave, eller jeg kan beholde mit gamle eksemplar, og være glad til! Og så lige en ting til angående bemærkningen om det 20. århundredes ismer så blev den vigtigste ikke omtalt – kapitalismen, ligesom det ikke fremgår at: fascisme og nazisme er underafdelinger af samme! Kun på denne baggrund kan man forstå den kommunisme som Røde Aksel kæmpede for – hans ”tro” eller kald det ”fascination”, var ikke påklistrede, men udsprang af nødvendighedens rige, og var derfor uadskilligt forbundet med hans proletariske identitet, og lysende klasse bevidsthed!
Det er faktisk skidt med alle de forførere, marionetter og agenter, når man står der sammen med alle de andre i solen, godt uden for politik og ser alt i det klare lys. Desværre, for en næste gang findes ikke - næste gang er nu, hvor vanviddet hærger hver eneste dag, men derudenfor er lyset stadig klart.
Og sådan går det for alle Larsner, som man aldrig ka’ få til å vågne op. Det ku, bli’ så godt men nu’ det faktisk skidt. Og skønt Rehlings gode råd til alle politikere i opdrift , kan det tænkes, at både han og SF forbi og end ikke ænser Larsnerne - på deres vej et helt andet sted hen.
Kan man tillade sig at være kritisk over for gengivelsen af historiske begivenheder? Velsagtens, men man bliver næppe taget højtidelig under fagtligt belæg. Derfor kunne jeg opfordre en historiker til at gennemgå artiklens fakta om Aksel Larsen, som er delvis nye for mig og måske også for andre.
Ifølge min tidligere læsning var Aksel Larsen på leninskole sammen med Arne Munch-Petersen i 30’erne, og Arne var faktisk tro leninist, men hvori består den omtalte gru i 20’erne? De opholdt sig i lange perioder i Moskva, gik på skole, var på kursus sammen, og var for Munch-Petersens vedkommende selv ansat som lærer (Elna var også optaget på leninhskolen, mens Arne var lærer dér og tilknyttet Komintern). De og andre fremtrædende kommunister skabte adskillige kontakter ud over hele Europa, og DKP havde sørget for at smugle mange tyske kommunister dertil gennem Danmark. Vi er i 30’erne i mine forestillinger, altså i optakten til verdenskrigen og med spanienskringen i gang. Artiklen fremhæver, at Larsens forbundsfæller nu - i slutningen af 20’erne - blev sat på dødsgangene i Moskva. Mig bekendt sagde Arne i 1937 farvel til først Aksel (de havde i fællesskab skrevet DKP’s manifest, som nu skulle godkendes), så Elna, før han selv blev arresteret af KGB og placeret i to forskellige fængsler.
Dele af historien i artiklen er ny for mig, men jeg vil gerne retledes. Aksels historie er væsentlig, fordi den samtidig er europæisk partihistorie, her ikke særlig venligt over for kommunistpartiet..
(På mit maleri af Aksel, holder han på et stykke papir med begge hænder, ligeledes iført mørkt jakkesæt med slips på hvid skjorte, mens han fra talerstolen former sine slagord og bramfrie udfald med munden. I figuren findes samme dynamik som i Hørup-statuen af Willumsen: folketaleren)
Hvis nogen læser artiklens kommentarer, vil jeg igen opfordre til en debat - fra en anden synsvinkel.
SF blev dannet i 50’erne under ledelse af Aksel Larsen (og andre) og under indflydelse af Den kolde Krig.
Går vi ti år tilbage, var landet præget af en overhåndtagende ‘fædrelandskærlighed’, så jeg vil påstå, at ven og fjende stod sammen og viftede med dannebrog. Det var en nationalisme foranlediget af besættelsen, en kortvarig begejstring, som Dansk Folkeparti med noget held har forsøgt at genoplive.
Fædrelandskærligheden indeholdt krigens landsforræderi-begreb, der nu fik en anden betydning. Under massiv indsats af højrefløjen, der red på sejrens frihedsbølge, blev forbindelsen til Sovjet suspekt og efterhånden landsforræderisk. Det var baggrunden for PET’s omfattende overvågning af venstrefløjen under de skiftende regeringer.
Højrefløjen og socialdemokratiet plejede forbindelsen til USA, og landet blev i stort og småt påvirket af amerikansk livsstil og udenrigspolitik, hvorunder vi indgik i forsvarsalliancer vendt mod Sovjet, og som senere førte til, at vi fulgte USA ind i Iraq og Afghanistan (- regeringen argumenterede oven i købet med besættelsens landsforræderi), og overfor de fremmede folkeslag formulerede et antiterrorberedskab.
Den udvikling betegner SF’s markante omvæltning fra Moskva til Washinton og til Brüssel. Partiet i dag stiller op i Nato og går i krig med USA. Adskillige andre kovendinger er foretaget i overensstemmelse hermed, idet SF også har anerkendt, at Den europæiske Union kan bestemme danske samfundsforhold. Til gengæld er venstrefløjens internationale orientering blevet begrænset til en liberalistisk alliance i en konfrontation med SF’s oprindelige socialisme.
Er opfattelsen af politik endt i en drøm om en tredje vej, hvor venstre-højre ikke findes?