I 2007 vedtog folketinget Lov om professionshøjskoler primært begrundet i behovet for kvalificering af den professionelle indsats på de store offentlige områder i kommuner og regioner. Loven betød som bekendt, at man skabte et mindre antal professionshøjskoler som erstatning for de gamle seminarier, sygeplejeskoler mv. Loven skulle være startskuddet på en generel kvalificering og professionalisering af uddannelsesområdet og en velkommen erstatning for en gammel seminarie-struktur, der ikke var tidssvarende.
I 2009 udgav Professionshøjskolerne i Danmark en politik for videnbasering for at gøre opmærksom på det paradoks, at netop uddannelse til de professioner (pædagoger, lærere, sygeplejersker, socialrådgivere mv.), der varetager centrale opgaver i forhold til den offentlige sektors udvikling, og befolkningens velfærd er undtaget muligheden for systematisk at skabe en forskningsplatform under egen virksomhed. I Norge, Sverige, Island og Finland har man forskningsbaserede professionsuddannelser og dermed en integreret sammenhængende uddannelsesstruktur, hvor de, der arbejder med uddannelserne og deres kvalitet, også har både mulighed for og pligt til at gøre dette på et kvalificeret forskningsmæssigt grundlag.
To ministerier
Sådan er det som bekendt ikke i Danmark. Her er der fortsat en politisk og administrativ opdeling i to ministerier, der betyder, at professionshøjskolerne så at sige skal stå med hatten i hånden og købe forskning på universiteterne. En så rigid og svag fundering af professionsuddannelsernes videngrundlag ses efterhånden kun i Danmark.
I oktober 2007 udgav Forsknings- og Innovationsstyrelsen rapporten ‘Professionsuddannelserne - Baggrundsrapport vedrørende et strategisk forskningsprogram’ om professionshøjskolernes arbejdsfelt. Det strategiske forskningsprogram skal skabe grundlag for, at professionshøjskolerne »kan udbyde professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser, der er funderet i den nyeste viden, og som matcher arbejdsmarkedets behov«. Med til afdækning af arbejdsfeltet hører en analyse af professionshøjskolerne, der ifølge rapporten skal forholde sig til kravene fra omverdenen og til den eksplosion af viden, der aktuelt aflejres såvel i professionernes arbejdsfelt som i uddannelsessystemet. En væsentlig del af programmet tager således udgangspunkt i en undersøgelse af, hvilke typer af læringsmiljø og uddannelsestænkning professionshøjskolerne skal udvikle med henblik på at sikre fremtidige uddannelser, der uddanner kvalificerede og motiverede medarbejdere til offentlige og private virksomheder.
Citeret direkte kan man ikke være i tvivl om, at der er tale om væsentlige spørgsmål, der berører helt centrale opgaver for samfundet, professionerne og deres uddannelser, og man skulle dermed tro, at disse forskningsmidler, der som bekendt er skattefinansierede, ville tilgå de uddannelsesområder, der arbejder med udvikling af professionsuddannelse og velfærdssamfund.
Men nej. Stort set alle midlerne undtagen ganske få er gået udenom de aktører, der har ansvaret for at løse opgaven. I stedet er midlerne fordelt mellem nogle få universitære partnerskaber, og de har ikke og får næppe nogen som helst effekt ned i de professionshøjskoler, der skal uddanne de kommende lærere, sygeplejersker, pædagoger mv., ligesom de næppe får nogen effekt blandt de ansatte eller hos de borgere, som må leve med problemerne.
Udvikling hindres
Den offentlige sektor står i de kommende år med en meget stor opgave i forhold til at honorere stigende og berettigede krav og forventninger fra både borgere og politikere. Komplekse behandlingsforløb på hospitalerne, en folkeskole under stærk ekstern kritik, en kommunal opgaveløsning og -struktur, der er presset osv., kræver, at de, der har ansvaret og opgaven for uddannelserne, også får andel i de økonomiske midler såvel som andel i en politisk opmærksomhed. Spørgsmålet er, hvor længe det er muligt at fastholde en uddannelsesstruktur i Danmark, hvor man lader de forskningsmidler, der skal udvikle kvaliteten i velfærdssamfundets centrale opgaveløsning, gå forbi de, der arbejder med og har ansvaret for opgaven?
Hvor længe ønsker folketinget at fastholde professionshøjskolerne i en position, hvor de reelt forhindres i at udvikle sig og yde den kvalitet, som loven beskriver. Hvornår får professionshøjskolerne mulighed for at blive ligestillet med sine kolleger i de skandinaviske lande og i EU, dvs. en ret til at skabe en udvikling og viden om de områder, man har ansvaret for?
Søren Gytz Olesen er forskningsdirektør, Professionshøjskolen VIA University College i Århus
Kommentarer
Høre man “DJØF’ere ansætter DJØF’ere”?
Jeg kunne også godt ønske at professionshøjskolerne havde en mere profilerende stemme i den offentlige debat. Som ofte kommer med forskningsmidler. Men svært er det at slippe afsted med at tage ‘stærk ekstern kritik’ til indtægt for ens argumenter. Når kritikken rammer professionshøjskolen forbi. Da skal man passe på med hvad man ønsker sig.
Så ville den offentlige prestige og det kvalificeret grundlag for samarbejde med højere læreanstalter samt reformivrigt folketingsflertal være en ønskværdig nødvendighed.
Søren Gytz Olesen har helt ret i, at det er et kæmpe problem, at professionshøjskolerne skal løse en politisk stillet opgave, de ikke har ressourcer til.Det gælder i forhold til uddannelserne, og det gælder i forhold til videncenterfunktionen overfor blandt andet de store velfærdspro-fessioner.
Professionsbachelorer som fx lærere, sygeplejersker, socialrådgivere og pædagoger, skal have forskningsbaseret viden stillet til rådighed som en ressource i den daglige praksis. Et frugtbart og gavnligt samarbejde mellem professionshøjskoler og universiteter er en forudsætning for udvikling af kvaliteten i indsatsen i forhold til elever, patienter, klienter og borgere og for en effektiv og dynamisk velfærdssektor, der bidrager afgørende til at sikre Danmarks sammen-hængskraft og konkurrenceevne. Men det samarbejde kommer ikke af sig selv.
Søren Gytz Olesen beskriver helt rigtigt de nedskæringer i professionshøjskolernes ressourcer til udvikling af viden som et af de problemer, som vi tumler med i dag. Ressourcer til videnud-vikling er en afgørende forudsætning for, at professionshøjskoler kan indgå i et ligeværdigt samarbejde med universiteternes forskningsmiljøer om udvikling af ny viden, der formidles gennem grunduddannelser, efter- og videreuddannelser og gennem udviklingsprojekter i sam-arbejde med fx kommuner eller regioner.
FTF fremlagde i april 2009 sammen med KL, Danske Regioner og Professionshøjskolernes Rektorkollegium en national strategi for velfærdsuddannelserne, som bl.a. drejer sig om at sikre høj kvalitet i uddannelserne gennem en målrettet udviklingsindsats. Det drejer sig om et styrket samarbejde med universiteter og andre forskningsmiljøer om udviklings- og forsk-ningsviden. Det drejer sig også om at skaffe basisbevilling til professionshøjskolernes arbejde med videnudvikling inden for en langsigtet strategi og om at kunne kvalitetssikre den viden, som udvikles på højskolerne.
Strategien fik pæne ord med på vejen af både Bertel Haarder og partiernes uddannelsesordfø-rere. Men det er bare ikke nok. Da det kom til stykket i efterårets fordeling af nye midler fra globaliseringspuljen var skævdelingen mellem universiteter og professionshøjskoler til at få øje på. Med aftalen blev 6,1 milliarder kr. udmøntet til forskning og udvikling i perioden 2010-2012. Heraf 65 mio. kr. årligt - i alt 195 mio. kr. - til professionshøjskolerne, til at styrke en mere systematisk videnopbygning, blandt andet køb af forskningsydelser på universiteter og deltagelse i strategiske forskningsprojekter. Det er langt fra tilstrækkeligt, og der er i høj grad brug for at politikerne genovervejer prioriteringen af de forskningsmidler, der skal fordeles ved forhandlingerne om globaliseringspuljen i efteråret 2010.”