Jurister, økonomer og statskundskabere der ansætter flere jurister, økonomer og statskundskabere. Det ser ud til at være rutinen i landets ministerier, hvor 80 procent af de ansatte i departementerne er medlemmer af DJØF. Og 60 procent af dem er enten uddannet økonom, cand.scient.pol. eller jurist.

Ifølge professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet hersker der ikke en bevist frasortering af de nye og anderledes uddannelser. Problemet er, at systemet er på autopilot, og at man vælger folk med samme uddannelse, som man selv har.

»Jura, statskundskab og økonomi er kendetegnet ved, at de, der sidder i ministerierne, kan det i forvejen. Man ender tit med at nedprioritere folk med andre uddannelser, selvom de har de rigtige kompetencer, fordi de ikke ligner en selv, eller fordi man ikke kender dem fra systemet,« siger han.

Tal fra DJØF viser, at hele 38 procent af deres medlemmer i statsadministrationen er uddannet jurister, otte procent er økonomer og over 15 procent har en uddannelse i statskundskab. Ifølge ansættelsesdokumenter fra Undervisningsministeriet er der ansat næsten 160 økonomer, statskundskabere og jurister i ministeriet. Derimod er der noget længere mellem medarbejderne med akademisk pædagogisk baggrund. Ifølge ministeriets egne dokumenter, er der kun to ansat, der har en uddannelse som cand.pæd.

I Udenrigsministeriet tilhører næsten en tredjedel af de akademisk ansatte gruppen af cand.jur., cand.polit. og cand.scient.pol. Den store ensretning kan have konsekvenser for den måde staten driver virksomhed på, mener professor Bent Greve fra Roskilde Universitet, der har en doktorgrad i offentlig administration.

»Med de tre uddannelser kan man let blive for kortsigtede i sine betragtninger. Problemet er, hvis for mange er procesorienterede og ikke faktuelt orienterede,« siger Bent Greve, som opfordrer ministerierne til at tænke mere bredt, når de ansætter akademikere: »Man kan få folk med forskellige humanistiske baggrunde, for eksempel historisk, som tænker på en anden måde. Det gælder jo for alle arbejdspladser, at det er vigtigt, at de ansatte har forskellige kompetencer,« siger han.

Rip, Rap og Rup-effekt

Det har ifølge Bent Greve været en klar tendens til Rip, Rap og Rup-effekt i statsadministrationen, hvor man har ansat nye ansigter, der lignede de gamle. Og det er et problem.

»Der er en risiko for, at man blive blind over for nye tendenser og nye udviklingstræk, når man udelukkende bruger nogle, der er indsocialiserede i en bestemt forståelse af, hvordan vores samfund skal indrettes. Man risikerer ikke at tage nye idéer ind i samme tempo, som man kan have brug for,« siger han.

Centerleder på Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet, Stig Jensen, mener, at der er et stort problem med vanetænkning i ministerierne. Han er ikke overrasket over tallene, og kender fra sin egen hverdag problemet med et offentligt apparat, der ansætter i ring. På Afrikastudier er især Udenrigsministeriet populært som arbejdsplads, men de små uddannelser har det, ifølge Stig Jensen, hårdt:

»Jeg oplever, at det er ufatteligt svært at komme ind for mine kandidater, med mindre de har nogle helt særlige kompetencer ud over det, de er uddannet til. Hvis de kan et særligt sprog, har en særlig tillægsuddannelse eller har beskæftiget sig med noget, der er hipt lige for tiden,« siger han.

En naturlig fordeling

Ifølge professor fra International Center for Business and Politics ved CBS, Carsten Greve, er der ikke umiddelbart noget odiøst i, at der er en overvægt af jurister, statskundskabere og økonomer:

»Det bør udligne sig med tiden. Historisk set var det netop jurister, der styrede statsadministrationen, så kom økonomerne og så scient.pol’erne. Det er mit indtryk, at man ansætter bredere nu, end man gjorde tidligere,« siger han. Han medgiver dog, at der en tendens til, at netop de faggrupper ofte bliver ansat som studentermedhjælpere i ministerierne.

Det er Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet enig i, og han mener, at det er en del af forklaringen på, hvorfor de tre grupper er så stærkt repræsenterede.

»En væsentlig forklaring er, at der er rigtig mange, som stifter bekendtskab med ministerier gennem studiejob. Man har en tradition for, at man bruger økonomer, statskundskabere og jurister som studentermedhjælpere og de kommer ind den vej,« siger han. Igen slår han fast, at der ikke nødvendigvis ligger ond vilje bag, men at systemet i sin opbygning er konservativt og stift. »Det er ligesom, når man ikke får rekrutteret kvindelige ledere. Man ved, at man bør gøre det og vil gerne. Men i hverdagen tænker man ikke særligt over det og får i stedet rekrutteret dem, der ligner en selv. For eksempel, når man nedsætter arbejdsgrupper og kommissioner, hvor der ofte følger forfremmelser i slipstrømmen. Man er ret tryg ved dem, der har den samme baggrund som en selv. Det er ikke ond vilje, men på godt og ondt et naturligt handlingsmønster,« siger han.

Denne artikel er anbefalet af: