Feminister anno 2010 har det på ingen måde nemt. På den ene side må man kæmpe mod borgerlige kræfter, der med den ene hånd forsøger at rulle kvindefrigørelsen tilbage, samtidigt med at de med den anden hånd langer ud efter landets muslimer med påstanden om, at de, og kun de, ikke har realiseret ligestillingens idealer. På den anden side har vi et sammenrend af forskellige såkaldte nyfeminister eller queer-feminister, der grundlæggende set mener, at feminismen skal kæmpe for stort set alt andet end lige præcist kvinders rettigheder.
Queer-feminismen har sine rødder i 1970’ernes radikal-feminisme - og samtidigt er den et så voldsomt opgør med denne, at det efterhånden er svært at se, hvad der skulle være feministisk ved queer-feminismen.
Radikalfeminismen udviklede forestillingen om, at kønsrollerne ikke var biologiske realiteter, men i stedet samfundsskabte og dermed foranderlige - og de kæmpede for at afskaffe de kønsroller, som århundrederne igennem verden over var blevet og forsat bliver brugt til at undertrykke kvinder med. Uheldigvis var en række radikalfeminister ofte blinde over for den mangfoldighed af måder, man kan være kvinde på, f.eks. var man typisk notorisk intolerant maskuline lesbiske.
Queer har utvivlsomt sine rødder i en langt fra altid uberettiget kritik af radikalfeminismen - men i sin iver for at afgrænse sig fra denne er man endt helt i den anden grøft. Queer tager nemlig det radikale skridt, at man benægter, at det giver mening i det hele taget at tale om kvinder, om kvinders erfaringer eller om undertrykkelse af kvinder. Fra en berettiget kamp for at kvindebevægelsen skal være så inklusiv som mulighed i forhold til de mange erfaringer, som dem der identificerer sig som kvinde kan have, er queer blevet til en kamp mod kvindekampen selv. Og dermed er queer godt på vej til at udvikle sig til en kvindefjendsk ideologi, der har potentiale til at spænde ben for kampen for bedre levevilkår for verdens kvinder.
Religion eller klima
Denne udvikling har en række radikalfeminister såvel som mere traditionelle feminister protesteret mod. Til dem hører den svenske feminist Ebba Witt-Brattström, der i november sidste år fik publiceret et indlæg med titlen ‘Nyfeministisk krig mod kvinderne’ i onlinetidskriftet Forum, der har fokus på kvinde- og kønsforskning. Ebba Witt-Brattström langer i dette indlæg heftigt ud mod queerteorien og dens tilhængere, som beskyldes for at føre en teoretisk krig mod selve begreberne ‘kvinde’ og ‘kvindelighed’, hvad underminerer kampen mod patriarkatets undertrykkelse af kvinderne.
To fortalere for queer-teorien fik så i næste nummer af Forum stillet spalteplads til rådighed for et modsvar. Først kommer Lene Myong Petersen til orde med indlægget ‘I krig (og kærlighed) gælder alle kneb?’ Her bruger hun det meste af sin taletid på at ironisere over Ebba Witt-Brattströms krigsmetaforik, men til sidst kommer hun dog ind på sagens kerne: »Selv kan jeg ikke lade være med at tænke, at den krig, som rent faktisk udkæmpes i Witt-Brattströms tekst, er en benhård magtkamp, som handler om, hvad der skal udgøre om-drejningspunktet for feministisk kønsforskning og aktivisme. Og at Witt-Brattström her kæmper indædt for at bevare ‘kvinde’ og ‘køn’ som privilegerede kategorier i et (hvidt) feministisk projekt, hvor ‘kvinde’ og ‘kvindelighed’ skal opskrives og hyldes, alt imens andre feminismer latterliggøres og dæmoniseres. Men, spørger Lene Myong Petersen, hvorfor skal feminisme handle om kvinder? Hvorfor kan den ikke her og nu lige så godt handle om religion eller klima?
Rikke Andreassen forsøger med indlægget ‘Gammel vin på gamle flasker’ en mere historisk orienteret kritik af Ebba Witt-Brattströms indlæg. Her skriver hun bl.a., at den klassiske feministiske kamp for fri abort ikke har været relevant for lesbiske, og hun kommer også ind på den moderne såkaldte postkoloniale feminisme, hvor kvinder fra de såkaldte u-lande afviser hvide feminister påstande om, at alle u-landskvinder hhv. alle de muslimske kvinder skulle være undertrykte. I stedet hævder de, at man ikke kan udtale sig på andres vegne.
Hvem har definitionsret?
Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Lene Myong Petersen grundlæggende set har ret i, at der hersker en krig om, hvem der skal have lov til at definere hvad feminisme er eller kan være - og om hvilke kampe, der er væsentlige for feminister at kæmpe. Men det virker lige lovligt smart retorisk at spørge, hvorfor feminisme ikke kan handle om alt muligt andet end kvinder og kvindelighed. Jeg mener, hvorfor kalde noget, som ikke vil arbejde med kvinder og kvindelighed, for feminisme?
I stedet for at forholde sig konkret til Ebba Witt-Brattströms kritik forsøger både Lene Myong Petersen og Rikke Andreassen sig med en dæmonisering af den feminisme som Witt-Brattström står for. Den er nemlig ‘hvid, middelklasse og heteroseksuel’, og dermed synes det for de to at være klart, at den er ond og uønskværdig. Denne indfaldsvinkel halter imidlertid kraftigt. Hvorfor skulle man f.eks. som lesbisk ikke kunne se manglen på fri abort som en undertrykkelse af kvinder, herunder en selv? Ved Rikke Andreassen ikke, at også lesbiske kan have frivillig eller ufrivillig sex med mænd og derfor også kan blive ufrivilligt gravide? Er kampen for, at kvinder skal have lov til at bestemme over deres egen krop, ikke også en væsentlig kamp for lesbiske? Og sidst, men ikke mindst, hvis lesbiske ikke vil være solidariske med heteroseksuelle kvinder og støtte dem i deres kampe, hvordan kan de så forvente, at de heteroseksuelle skulle føle solidaritet med dem?
Det er rigtigt, at det at være kvinde kan være rigtigt meget forskelligt, og at ordet ‘kvinde’, ligesom alle andre ord, løbende skifter indhold. Men det er blot en udfordring og ikke nogen uovervindelig forhindring for fællesskab. I stedet for at grave grøfter mellem kvinder kunne man forsøge at bygge bro over de grøfter, der måtte være. I stedet for at fokusere på det, der skiller, kunne man fokusere på det, der forener. Men queer ønsker ikke, at kvinder indgår i alliancer, som går på tværs af race, klasse og seksualitet, hvor vi i fællesskab kan kæmpe for bedre vilkår for os alle. Som undskyldning herfor påberåber man sig den såkaldte postkoloniale feminisme og dennes antivestlige retorik. I deres iver for at dekonstruere kvindebegrebet overser Lene Myong Petersen og Rikke Andreassen imidlertid, at begreber som ‘vestlig’, ‘ikke-vestlig’, ‘klasse’ og ‘race’ er begreber, som blev skabt under industrialiseringen og imperialismen, men som her i det senmoderne samfund er blevet destabiliseret af samfundsudviklingen.
Destabiliserer kampen
Giver det her i globaliseringens tidsalder i det hele taget mening at tale om klasse, race og om kultur som stabile meningsfulde kategorier, der kan bevise, at ordet ‘kvinde’ er et tomt begreb uden indhold? Hvorfor er man så inkonsekvent i sin socialkonstruktivisme? Og i øvrigt, hvis ingen kan udtale sig på andres vegne, så må det jo også betyde, at f.eks. Rikke Andreassen ikke på vegne af de såkaldte ikke-vestlige kvinder kan hævde, at disse ikke ønsker indblanding fra de såkaldte vestlige kvinders side af. Det kunne jo nemlig tænkes at der blandt disse flere hundrede millioner af kvinder kunne forefindes betydelige forskelle i, hvordan den såkaldte vestlige feminisme bliver opfattet og vurderet.
Queer synes at være fikseret på at destabilisere kampen for bedre levevilkår for dem, der har identiteten som kvinde, og som lider under den behandling som de, der opfattes som kvinder, får i vores verden. De problemer som mange kvinder må kæmpe med verden over, såsom seksuel vold, underbetaling og mangel på mulighed for at bestemme over sit eget liv, er ikke problemer som queer gider tage sig af. Det må queertilhængerne sådan set selv om, men når de som nu kæmper indædt for, at feminismen ikke må tage disse problemer op - og når man forsøger at forhindre solidaritet mellem kvinder på tværs af etniske, sociale og seksuelle forskelle - ja så allierer man sig grundlæggende set med de kræfter i samfundet, som undertrykker og udbytter kvinder.
Karen M. Larsen er lektor
Kommentarer
Nu da festivitasen omkring kvindekampens 100-årsdag er slut, vil jeg tillade mig at komme lidt malurt i champagnebægeret…
For mig har det altid været et problem at kvindekampen er blevet revet ud af den almindelige klassekamp. Kvindekampen blev kapret af overklassekvinder med god tid og et behov for selvrealisering. Der var masser af gode gerninger man kunne kaste sig over. Overklassekvindernes omklamring af kvindesagen har betydet at kvindekampen primært er blevet til et spørgsmål om ligestilling på direktionsgangene. Kvindekæmperne står ganske stumme med de lyserøde trusser nede om de højhælede overfor flere af kvindekampens virkelige problemer.
Glemt i kvindedebatten er:
Mishandlingen af kvinder i de islamiske lande.
Lavindkomstkvinders daglige kamp med økonomi, børn, arbejde, myndigheder og eksmand.
Prostitution og handlede kvinders vilkår.
Kvindekampens 100-årsdag blev markeret med en række indslag i medierne hvoraf en stor del handlede om seksualitet, om hvilket hul der må bruges og sprøjteorgasme. Tillykke.
Se nu at få den kvindekamp ind som en del af klassekampen…
Bill
Se nu at få den kvindekamp ind som en del af klassekampen…
Så nemt går det ikke eftersom feminismen forlængst har gjort sig uvenner med mænd generelt, og derfor også mænd tilhørende venstrefløjen. Hvem skulle dog være dum nok til at hjælpe radikale feminister, når de nu bider den hånd der fodrer dem. Her tænker jeg naturligvis på rødsokkernes iforvejen kendte dårlige oplevelser med disse kvindechauvinister.
Ellers er jeg enig i at det ikke handler om kvinder, kvinder og atter kvinder, men om mennesker. I den forbindelse undertrykkelse af individet hvor dette måtte finde sted. Hvornår den samlede feminist bevægelse indser dette, sker nok først når de gamle uhelbredelige kompulsive feminister er helt uddøde.
Karen, jeg er meget uenig i din definition på queer og vil her henvise til en alternativ definition på begrebet som jeg mere læner mig op ad: http://forum.anarcho.dk/viewtopic.php?pid=45949#p4…
Den queer-feminisme som du nævner lyder mere som en slags destruktiv feminisme, som modarbejder de traditionelle feministers kvindekamp, hvilket aldeles ikke er den slags holdning at jeg som queer praktiserer. Jeg kan heller ikke genkende den fra andre queers jeg har snakket med gennem mit politiske liv, der er skam respekt og anerkendelse omkring alles kampinitiativer akkurat ligesom på 1. maj. Jeg vil i bedste fald tro at du enten har mødt nogle meget intolerante queers eller i værste fald har misforstået essensen i queerteorien.
Men når det så er sagt, så synes jeg det er en skam at de borgerlige og reaktionære feminister har kuppet 8. marts med henholdsvis deres kritik af kvindelige muslimers påståede undertrykthed og de prostitueredes offerrolle. Kvinden var også en offerrolle da kvindekampen og rødstrømpebevægelsen brød ud i lys lue, men hun formåede at kæmpe selv for sine egne vilkår - uden om staten og uden om mændenes ‘beskyttelse’, præcis som arbejderbevægelsen også gjorde det i tidernes morgen inden de kom til magten og overtog styringen med staten.
Og dermed er vi på linje med Bill Atkins’ påmindelse om den løsrevne forbindelse til klassekampen som stort set kun den radikale feminisme praktiserer nu om dage. Men så kan man også diskutere hvor meget reel klassekamp der egentlig er tilbage i lille, kære Velfærdsdanmark. Jeg holder fortsat på at de eneste seriøse klassekæmpende feminister der findes er SIO og Feministisk Initiativ og - måske - nogle stærke, uorganiserede kvinder i den autonome bevægelse.
@ Bill Atkins:
.”Glemt i kvindedebatten er:
Mishandlingen af kvinder i de islamiske lande.
Lavindkomstkvinders daglige kamp med økonomi, børn, arbejde, myndigheder og eksmand.
Prostitution og handlede kvinders vilkår.”
??? Det forekommer mig nu at dé emner har fået ganske meget spalteplads på det seneste. Dog har det første mest optrådt som forsvar for at skyde irakere og afghanere derude, og diktere muslimske kvinders påklædning under trussel om straf herhjemme, det andet som begrundelse for at enhver kvinde med videregående uddannelse skal holde kæft og tage sin opvask, og det tredie har optrådt som diskussion for og imod forbud, snarere end en diskussion af prostituerede og handledes egentlige behov (idét menneskerne jo altså ikke fordufter det øjeblik der nedlægges forbud).
Og så må jeg sige, at Karen M. Larsens betegnelse af queer som en anti-kvindsk sammensværgelse også harmonerer ret skidt med mine oplevelser med de venner og bekendte som jeg har i den genre.
Som jeg har forstået kritikken (fra queers) går det snarere på, at der i traditionalistiske konservative kvinde-idealer ligger en række træk, som får kvinder til at deltage aktivt i undertrykkelsen af sig selv, og derfor er det værd at bekæmpe idéen om at “go’ gammeldaws” kvindelighed er uforanderlig urnatur.
Markus Lund,
Men så kan man også diskutere hvor meget reel klassekamp der egentlig er tilbage i lille, kære Velfærdsdanmark.
Jeg opfatter demonteringen af den solidariske velfærdsmodel som den allerhøjeste grad af klassekamp. Kampen for etableringen af solidaritet og velfærd er rimelig overkommelig så længe alle stadig kan se den uretfærdighed man bekæmper. Bevarelse og vedligeholdelse af de opnåede resultater på velfærd - de sociale områder - er ulige sværere - især når der burde stå vagt retter øjnene mod regeringens løfter om ‘guld og grønne skove’ og et Danmark blandt de ti rigeste…
Troels Ken Pedersen,
Det forekommer mig nu at dé emner har fået ganske meget spalteplads på det seneste. Dog har det første mest optrådt som forsvar for at skyde irakere og afghanere derude
Præcis - Der er en markant grad af propaganda over kvindesagsdebatten og meget langt til løsningsmodeller for de konkrete problemer. Eksempelvis har Organisationen af Islamiske Stater vedtaget en hensigtserklæring der opregner alle de forhindringer der skal skaffes af vejen for at alle i verden kan få lige adgang til en uddannelse - man nævner ikke overhovedet at der skal etableres uddannelse for piger.
Det er en oplagt sag for kvindebevægelsen i de rige del af verdenen at tage kontakt til kvinder i den islamiske verden for at kæmpe for pigeskoler - men det er ikke en del af debatten. …men jeg har hørt en del inslag om kvoteordning for kvinder i virksomhedsledelserne.
Og jeg som ikke anede, at der var noget, som hed “queer-feminisme”!
For slet ikke at tale om nyfeminisme, radikalfeminisme, klassisk feminisme, hvid feminisme, postkolonial feminisme og sikkert mange flere interessante varianter.
Givetvis dybt alvorligt for de involverede, og det må være afgørende for identiteten at afgrænse sig over for “de andre”.
God fornøjelse!
@Bill Atkins
Kort misforståelse: venstreorienteret klassekamp naturligvis. De rige har sgu altid kørt offensiv, det er rigtigt. ;) Pamperne i S, arbejderklassens selvhævdende ‘beskyttere’ vil jo helst ikke have revolutionære tilstande.
Sjette mand på række i kommentarsporet føles så utroligt kedeligt. At flere af de foregående talere oveni virker ret nedladende, motiverer mig endnu mindre til at “kritisere” artiklen. Men jeg synes der er vigtige ting at kommentere og rede ud.
De forskellige former for feminismer behøver ikke handle om at indtage identiteter, som i “Jeg er queerfeminist” og “Hen er postkolonial feminist”. I stedet handler det om forskellige perspektiver og aspekter af den feministiske tradition. De er alle vigtige. Det er bl.a. derfor Karen M. Larsen lader til at begå samme misforståelse som hun anklager “Queerfeminismen” for (i bestemt ental, som om der var tale om én position).
Karen M. Larsens primære synsvinkel lader til at være kvindefeminismen (for, som hun siger, hvis feminisme ikke handler om kvinder, hvad så??). Forskellen mellem queerfeminisme og kvindefeminisme er netop denne distance til “kvinderne” som målet og midlet for at bryde Mandens samfund (på fint sprog kaldet patriarkatet).
En kort udgave af queer: Køn eksisterer, det gøres meningsfuldt hver dag, hver gang vi giver det vægt. Hver gang kvinder fravælges på forhånd pga. deres køn. Hver gang mænd forstår at det ikke er ok at græde. Hver gang piger bliver hevet ud af fodboldbanen. Hver gang drenge bliver tvunget til at spille smarte i skolen. Men vi kan slippe for køn, hvis vi lærte at ikke give det vægt. At køn ikke længere får vægt, ville betyde at mennesker ikke skulle styres og ledes pga. de forventninger som deres kønnede kroppe giver.
En lidt længere udgave:
Queer handler ikke blot om kvindekamp, men også om at løsrive sig fra kønsidentiteten, dvs. identiteten “at være kvinde”. Mens kvindekampen fokuserer på at ligestille kvinder med mænd, fokuserer queerkamp på at også skabe samfund hinsides køn. I kvindefeministisk perspektiv, byder queer derfor mindre op til en frigørelse af kvinder som kvinder, og mere op til en frigørelse af kvinder fra at være kvinder. Det er ikke modsætningsfyldte strategier. Mens vi befrier os fra hvilken som helst undertrykkelse, frigører vi os også fra den identitet som undertrykkelsen skaber.
Det er i øvrigt forkert at sige, at queerfeminisme nødvendigvis benægter køn, da køn åbenlyst eksisterer som en struktur i vores samfund som det ser ud nu. Derimod må køn ødelægges, eller rettere: alt det som køn indebærer (dets identitet, dets roller, dets forventninger).
Selvfølgelig “findes køn”, og selvfølgelig “piges” og “drenges” og “mandes” og “kvindes” mennesker hver eneste dag. Men køn behøver ikke være så vigtigt – måske behøver det ikke en gang at eksistere. Måske kan det blive så ubetydeligt at vi glemmer det. Queers siger sjældent, at køn ikke findes. Queers siger oftere, at køn ikke burde findes!
Kvindefeminisme og queerfeminisme er ikke strategier der skal følge hinanden kronologisk (først kvindefeminisme og så queerfeminisme, som om “revolutionen” i bestemt ental først skal overstås, før vi kan gå i gang med den forestillede luxusdel, nedbrydelsen af køn). Det er derimod parallelle strategier, som må foregå samtidigt. Mens vi kæmper for ligestilling, og mod Mandens samfund (givet, det er fucking nødvendigt), må vi samtidigt også distancere os fra de identiteter som opretholder hierarkierne. Ned med manden. Men ned med kvinden også. Op med menneskene, i forskellige og og selvbestemte udformninger!
Jeg har utrolig svært ved at genkende queerfeminismen i Karen M. Larsens fremstilling.
I en queerfeministisk optik ses kønnet som en konstruktion. Så langt, så godt. Men Karen M. Larsen har som mange andre misforstået, at det at kønnet er en konstruktion ikke betyder, at det ikke findes. Kønnet findes – som konstruktion, og kan som sådan kritiseres, ændres,omformes og nedbrydes. Det samme gælder i øvrigt klasse og race. Ved at påpege, som queerfeminismen gør, at identitetskategorier- og hierarkier som køn, klasse og race er konstruktioner, udfordrer man disse kategorier som fastlagte, naturgivne og biologiske essenser – hvad der for alt i verden ikke er det samme som at benægte eksistensen af hierarkier eller forfalde til en jublende, liberalistisk individualisme og naiv tro på alles lige muligheder. Queerfeminismen påstår således hverken, at ”klasse, race og [..] kultur [er] stabile meningsfulde kategorier” eller at ”ordet ‘kvinde’ er et tomt begreb uden indhold”. Hierarkierne findes og er konstruerede - og kan derfor ændres. Det er svært, selvfølgelig, men det er muligt.
At se forskellige hierarkiske akser som sammenhængende – det kaldes intersektionalitet – er i det hele taget en vigtig queerpointe. Jeg står derfor fuldstændig uforstående over for en påstand som”[m]en queer ønsker ikke, at kvinder indgår i alliancer, som går på tværs af race, klasse og seksualitet, hvor vi i fællesskab kan kæmpe for bedre vilkår for os alle” - for queerkamp inkorporerer netop en mængde kampe, blandt andet den klassekamp, Bill Atkins efterlyser i kvindekampen. Der findes netværk som Queers without borders, der kæmper for åbne grænser og illegaliseredes rettigheder. Uden for hver eneste topmøde findes queerblokke, der protesterer mod alt fra neoliberalisme til klimakolonialisme.
Selvfølgelig kan man ikke kæmpe alle kampe på en gang. Det ligger i ordet queerfeminisme, at der først og fremmest er tale om en køns- og seksualitetskamp. Men som ambition vil queerfeminismen undgå den faldgrube, det er at kæmpe for én marginaliseret gruppe på bekostning af andre. Man vil hellere udfordre et diskriminerende system end at arbejde for at stige i graderne inden for systemet. I (mine) queerfeministiske øjne er det fx ikke nogen feministisk sejr, at Danmark har fået en kvindelig forsvarsminister, hvis hun har tænkt sig at fortsætte samme linje som sin forgænger. I modsætning til andre feminismer arbejder queerfeminismen ikke for assimilation og accept inden for en norm, men derimod for udfordring af normen – hvad enten denne norm er patriarkatet, kapitalismen, eurocentrismen eller heteronormativiteten.
Det er rigtigt, at queerfeminismens forhold til identitet er komplekst og ofte bliver misforstået.
Lidt abstrakt kan man måske tale om, at man kan tage udgangspunkt i en identitet for at sætte sig ud over en identitet.
Til sidst er Karen M Larsens kritik af queerfeminismens postkoloniale bevidsthed misforstået. Det handler ikke om, at den hvide, vestlige feminisme er ”ond” - enhver kultur har selvfølgelig ret til at have sin egen kulturelt specifikke feminisme - men om ikke at påtvinge andre egne normer, og da den vestlige kultur er globalt dominerende, giver det mening at kritisere den hvide, vestlige feminismes dominans over andres. Og ja, det siger da sig selv, at ”der blandt disse flere hundrede millioner af [ikke-vestlige] kvinder kunne forefindes betydelige forskelle i, hvordan den såkaldte vestlige feminisme bliver opfattet og vurderet”, og det er også sandsynligt, at mange af disse kvinder er venligt stemte over for ”vestlig” feminisme – men det ændrer stadig ikke på, at man må lade kvinderne selv komme til orde. Problemet opstår, når den hvide, vestlige feminist diskvalificerer visse stemmer som tilhørende ofre, der ikke kan tale for sig selv og hvis ord ikke kan tages for pålydende – som det for eksempel er tilfældet med sexarbejdere og kvinder med tørklæde.
Denne kommentar er anbefalet af:
Lise Olivarius ,
queerkamp inkorporerer netop en mængde kampe, blandt andet den klassekamp, Bill Atkins efterlyser i kvindekampen.
undskyld, men gueerkamp skal ikke inkorporerer klassekampen … gueerkamp skal inkorporeres i klassekampen - det er solidaritet.
Bill Atkins, kan du uddybe hvorfor queers ikke skal inkorporere et klasseperspektiv i deres kampe?
Kvindekamp, klassekamp, queerkamp, anti-racistiske kampe, andre kampe. De kan ikke allesammen reduceres til “klassekampen”, i bestemt ental. Derimod må de allesammen foregå samtidigt, og gennemtrænge ethvert politisk projekt, så ingen feministisk politik bliver racistisk, så ingen kønspolitik kun bliver for den økonomiske overklasse, så ingen anti-racistisk politik kun bliver for mænd, og så ingen økonomisk klassekamp kun bliver for heteroseksuelle.
Den slags overlap og sammenhæng mellem forskellige politiske kampe i de projekter vi laver, nævner Lise Olivarius også med et ord, nemlig intersektionalitet. Ingen kamp uden intersektionalitet!
Malte Roed Lundén,
Klassekamp er (efter min opfattelse) at kæmpe for bedre levevilkårne for samfundets - det internationale samfunds - dårligst stillede, og indbefatter alle hvis problemer skyldes andres magtanvendelse …de aller dårligst stillede prioriteres først (solidaritet) - hvilket overruler dit foregå samtidigt - ellers er jeg enig.
Hvis elite kvinder vil hjalpe andre kvinder til mere frigjort liv fri forundertrykkelse, nor tror jeg det vil hjalpe meget hvis man formulerede sig i sprog som, som den gennemsnitlige kvinde kan forsto.
Samt er vigtig at slo fast vi Danmark har en lovgivning der ligestiller mand og kvinder, ikke en lovgivning der bygger po religion, og defor med biblen eller koranen i honden kan retfardiggore undertrykkelse af kvinden.
I muslimske lande er helt sikkert kvinder der ikke oplever sig undertrykt, men det andre ved det faktum de der er bliver det har det vanskeligere i deres samfund.
Samt nor Dagbladet information skriver en artikel om Philippiske kvinder der arbejder som hushjalp i Danmark, under ringe lon vilkor efter danske forhold, so tro mig vel disse forhold er meget vare i muslimske lande for Philippinerne, so selvom alt i Danmark ikke er som det burde vare, so har alle formeldt set rettigheder i vores land i forhold til hvordan behandler og omgos hinanden.
Men hele den feministiske bevagelse som jeg ser den benagter det forhold, at ikke kun mand begor vold eller udnytter kvinder. Men kvinder begor ogso vold imod hinanden bode fysisk og psykisk.
Men hvorfor ser man ikke opror imod kvinderne inde for den offentlige sektor som kommet ud po arbejdes marked og hvad laver de står ved kodgryderne, hvor der masser af andre udviklende aktiviter man kunnne fortage sig.
Samt er det faktum mange kvinder ganske enkelt ikke magter friheden og sto po egne ben, men har brug for et liv i faste rammer, med nogle der kan forsvare dem og specielt inde for vores omsorgs sektor er denne udselvstandighed og mistro mennesker imellem udbredt, som er et omrode med klart overtal af kvinder.
Claes Pedersen Caloocan Metro Manila
Glem kvindekamp som en del af klassekampen. Det kommer bare ikke til at ske.
So simple, so logic as it sounds
Jeg har gennem en årrække samarbejdet med Rikke Andreassen om netop kvinderettigheder, og ved derfor, at det er ukorrekt, når Karen M. Larsen (KML) påstår, at Rikke ikke kæmper mod problemer som seksuel vold, underbetaling og kvinders manglende ret til at bestemme over eget liv. Det ville man også vide, hvis man læste nogle Rikkes artikler eller hendes bog ”Der er et yndigt land. Medier, minoriteter og danskhed”, eller lyttede til nogle af de mange foredrag, hun holder. Samtidig ville man vide, at både hun og Lene Myong på ingen måde ”forsøger at forhindre solidaritet mellem kvinder på tværs af etniske, sociale og seksuelle forskelle”, men tværtimod gennem deres forskning, artikler og aktivisme de sidste ti år netop har arbejdet solidarisk med kvinder – og mænd – på tværs af etniske, sociale og seksuelle skel. Mit eget samarbejde med Rikke er netop en illustration af dette. KML skriver, at begreberne ’vestlig’, ‘ikke-vestlig’, ‘klasse’ og ‘race’ er blevet destabiliseret af af den globale samfundsudvikling og spørger, om det overhovedet giver mening at tale om klasse, race og kultur i dag. Hertil må man svare, som Rikke og Lene Myong viser i deres forskning, at disse begreber aldrig har været stabile, men at de er yderst relevante i dagens Danmark og Europa, hvor fx vores lovgivning og diskrimination i høj grad er præget af netop disse kategorier. Et meget tydeligt eksempel på en lovgivning der har grobund i et menneskesyn, der tillader forskelsbehandling på baggrund af race og kultur er 7-års reglen som betinger at familiesammenførte kvinder forbliver i selv voldelige ægteskaber, for efter 7 år at opnå selvstændigt ophold i et globalforskræmt Danmark.
Uzma Ahmed Andresen, tidligere forkvinder for Foreningen for Etnisk Ligestilling og talskvinde for kvindenetværket Hennah. Ligestillingskonsulent i uzma.dk
Bill Atkins,
Måske er vi enige alligevel. Når du siger dårligst stillede, så er det klart at vi ikke kun snakker om økonomisk stilling, men også andre parametre som vi tilskriver værdi i vores liv: hvorvidt vi diskrimineres fx. pga. køn, hudfarve, seksualitet, relationsform. Det er derfor der ikke er én klassekamp (den økonomiske klassekamp), men en mængde af klassekampe (det rådende kønshierarki har manden i toppen og kvinden i bunden – og transpersoner måske endnu lavere – det er også en klassekamp). Pointen er, at samfundet stratificeres och hierarkiseres på en række forskellige måder, der overlapper og forstærker hinanden. Det er derfor vi skal have gang i strategier der binder dem sammen og bryder deres dominans samtidigt – intersektionel klassekamp.
Malte Roed Lundén
Kan du ikke selv høre hvor rodet det lyder?
I al sin enkelthed er det bare et spørgsmål om hvorvidt kvinderne søger andre job end i de sædvanlige kvindefag. Der er jo ingen der forhindrer dem udover dem selv, ved at vælge fag som de traditionelt gør.
Hvorfor vil de fleste partout være sygeplejesker, pædagoger, lærerer eller et af de andre kvindedominerede fag?
Er det fordi de gerne vil have kvindelige kollegaer og af den vej udvide deres venindeskreds? Jeg er af den opfattelse at svaret skal findes indenfor den simple logiks rækkevidde.
En grund til de ca. 18% branchebestemte lønforskelle der findes, ligger i kvinders ofte elendige evne til lønforhandling, hvor egentlig diskrimination kun kan påvises blandt de sidste 2% af de højestlønnede. Netop sidstnævnte faktum har intet med klassekamp at gøre, eller sagt med andre ord;
Siden hvornår er klassekamp begyndt at handle om de riges lige vilkår?
Iøvrigt må kvinderne da selvom hvad de vælger som fag. Det er da kun feminister og andet godtfolk, der vil afgøre hvad andre skal og må.
Karen M. Larsen har en pointe. Selvom ideen om køn, klasse, race o.s.v., selvfølgelig er håbløst forældede, så peger de jo nok på alligevel på grundlaget for nogle skæve magtfordelinger i samfundet, som queer teori med sin opløsning af selvsammme kategorier, vil få svært ved at opfange. Jeg ved ikke hvor godt queer teori egner sig til, at analysere magtforholdene i samfundet. Slaven kan jo lære, at elske sine lænker og finde sin identitet i det . Det forekommer mig, at det er et forhold som queer teori, med sin tagen folks ord for pålydende, har lidt svært ved at forholde sig til. Så selvom queer teori sikkert er mægtig god til, at analysere hvordan identitet, køn og kønskategorier udvikles, så skal den nok reflekteres og kombineres med andre typer af magtanalyser for, at få nogen frigørende effekt. Queer teori er jo blevet kritiseret for bare, at understøtte den almindelige liberalistiske dagsorden og i værste fald kan queer teori, fordi den har svært ved, at forholde sig til dybere magtforhold, bare være med til, at legitimere den bestående orden, istedet for at bryde den op.