Berlusconi arbejder målrettet på det. Kinesiske diktatorer forsøger at holde fast i det. Nordkoreanerne er tæt på det.

Men det danske kongehus har lige præcis det, alle statsoverhoveder drømmer om. Ligesom deres kollegaer i Thailand og Saudi-Arabien har de en fuldkommen følgagtig og underdanig presse.

I Danmark produceres der stadig mere spytslikkeri, samtidig med at kritisk journalistik om kongehuset bliver sjældnere. Der leveres naturligvis masser af kulørt stof og sladder i dele af ugepressen og ikke mindst på det stadigt voksende antal elektroniske platforme. Men ser man bort fra en sjælden artikel eller leder i dagbladene Information og Politiken, er der kun én kritisk journalist tilbage i Danmark, der dækker kongehuset, nemlig Ekstra Bladets Jan Körner. Til gengæld bruger TV 2 og DR millioner på at producere den ene propagandaudsendelse efter den anden, hvor kongehuset og dets medlemmer hyldes på det mest tåkrummende. Dertil kommer naturligvis de hyppige indlæg i den almindelige nyhedsdækning, hvor selv de mindste royale tildragelser akkompagneres af skiftende nyhedsværters højlydte sukkersøde savlen.

Myten om det travle liv

Udviklingen er kulmineret over de sidst par uger, hvor DR ikke alene har leveret et timelangt indslag om renoveringen af Frederik VIII’s Palæ. I torsdags sendte kanalen første del af en serie på seks programmer under overskriften: Kongehuset Indefra produceret af den teknisk meget dygtige og følsomme Anders Agger.

Her går det over stok og sten med splitflag, hofmarskal, meget vigtige ceremonimestre, kampfødende prinsesser, balkonvinkende royal familie, bizare hedenske overgangsritualer, tyggegummihadende prinsgemal, bukkende og skrabende Lille Lars fra Græsted og så de to store nyheder:

Monarken taler ikke i mobiltelefon, og knap så overraskende: Hun holder fast i scepteret, til bedemanden skal rette hendes fingre ud.

Men værst er manipulationen: Myten om det travle liv. Enhver med en smule kendskab til den royale familie vil vide, at chancen for pludselig død af overanstrengelse er beskeden. Et af de få eksempler på kritik af kongefamilien i medierne og et par i øvrigt royale bøger har netop været deres magelighed kombineret med en forkærlighed for at supplere de 3-400 millioner kroner, de i alt koster staten, med klækkelige sponsorater fra erhvervslivet.

Med til bords

Hvis tematikken fra første udsendelse holdes ved lige, vil de fem næste afsnit fortsætte med at tegne et billede af en travl familie, der udelukkende handler til gavn for landet.

Hvorfor vælger DR så udelukkende at fungere som propagandamaskine for en anakronistisk institution, der både konstitutionelt kluntet og udemokratisk er syltet ind i grundloven?

Uden at ty til nogen form for ondsindet motivfortolkning kunne tre bud være:

For det første giver de mange ‘Royality Shows’ højere og bredere segmenterede seertal end Paradise Hotel med videre.

For det andet har store institutioner en naturlig tilbøjelighed til at understøtte ro og orden i samfundsgeledderne, og illusionen om det konstitutionelle monarkis stabilitetsskabende egenskaber er vidt udbredt.

Og endelig den personlige. Producenten af Kongehuset Indefra, Anders Agger, formulerer det over for Danmarks mest royale avis, BT således:

»Jeg er ikke venner med dem, men jeg skal med til næste havefest hos Kronprinsparret, og jeg vil blive ret skuffet, hvis jeg ikke sidder ved siden af Dronningen.«

Her er Agger muligvis tættere på sandheden om den danske elites forhold til Kongehuset, end han må forventes at komme i resten af seriens seks afsnit.