Efter det overvældende nej til Icesave-loven ved den islandske folkeafstemning 6. marts, må vi - befolkningen og regeringen - træde i karakter, og den danske presse må forsøge at komme med retvisende informationer.
Så vidt det er mig bekendt, havde Island ingen juridiske forpligtelser til at erstatte de britiske og hollandske indskydere i Icesave-filialerne i disse lande. Island var alene efter EØS forpligtet til at oprette en indskydergarantiordning, der også omfattede filialer af islandske banker i udlandet. Men hvis kontingentbetalingerne hertil ikke var tilstrækkelige, var der ingen yderligere EØS-krav. Og derfor var der heller ingen juridisk bindende krav om herudover at friholde indskyderne i Icesave i Holland og Storbritannien. Noget andet er, hvad den islandske regering måske efterfølgende har stillet i udsigt.
Men der er demokrati i Island, og den islandske regering har naturligvis kun mulighed for at opfylde indgåede aftaler, hvis den får tilstrækkelig opbakning hertil. Det burde vi som danskere af alle jo være fuldt fortrolige med, idet Maastricht-traktaten jo også faldt ved en folkeafstemning i Danmark, selv om regering og folketing havde accepteret denne.
Personligt finder jeg det usmageligt, at Holland og Storbritannien nærmest forsøger sig med kanonbådsstrategier over for Island og den islandske befolkning, givet den retlige situation. Jeg håber derfor, at Danmark nu kommer på banen og meget klart demonstrerer, at vi forventer, at også Holland og Storbritannien anerkender, at Island er et demokrati. Dette kan meget tydeligt gøres ved, at Danmark straks frigiver de midler til Island, som vi under betingelse af en aftale med bl.a. IMF har givet tilsagn om. Efter folkeafstemningens klare tilkendegivelse bør denne betingelse ophæves.
Jeg håber, at den danske befolkning i stor udstrækning og også regering samt folketing kan gå ind herfor. Men skal dette ske, må der også gives retvisende information. Og det gør Information ikke i artiklen ‘Islands nej kan koste dyrt’ fra 8. marts. Her fortsættes ret kritikløst - under medvirken af såkaldte eksperter - med at forstærke det trusselbillede, som forsøges opstillet. Og der informeres ikke om det egentlige retlige problem, der jo også burde være afgørende i et demokrati.
Hermed ikke være sagt, at demokratiet er uden problemer. Det ved vi fra Danmark, og det ved vi også nu ikke mindst fra Island, hvor politiske klaner på en helt uantagelig måde udnyttede den politiske magt til forsøg på personlig økonomisk vinding, som den islandske befolkning nu lider under. Som udenlandsk iagttager forbløffes jeg af den arrogance, som bl.a. den islandske statsminister har udvist over for folkeafstemningens resultat. Men det er heldigvis den islandske befolkning, der må tage bestik heraf.
Christen Sørensen er professor ved Syddansk Universitet og Fhv. overvismand
Kommentarer
Lunkne! ja, også når en professor og forhenværende overvismand begynder at argumentere med folkelighed og folkestyre.
Lunkne? Den historiske erfaring gnaver lidt på selv den folkeligste folkeopbakning. Blot tre eksempler:
Et nordisk samarbejde har altid været vanskeligt med Island. Island gik sine egne veje i verdenskrigene. I den første lod de sig styre fra London, i den anden slog de hånden af Danmark, og på det sidste har vi mødt unge islandske pengemænd på strandhugst. værre end Brixtofte.
Islændingene har som Laxnes og sagafolket på islændere en stærk vilje til opgør og frihed, men hvis folkeopstanden på Island er opgøret med kapitalismens ågerkarle, jaså, lunkne, nej!
Som du så klart anskueliggør er islændinge ikke et folk, der kan tages alvorligt.