Der er ikke noget, der kommer af sig selv - undtagen lommeuld. Når Jesper Jespersen føler behov for at citere Storm P., når talen falder på ‘produktivitet’, er det fordi, han gerne vil understrege, at mirakelpillen ikke i sig selv løser problemerne. Og at den bestemt ikke er gratis.
»Man betaler for den på den ene eller anden måde. Og ideen om, at en stigning i arbejdsproduktiviteten i sig selv kan være med til at understøtte vores velfærd, er simpelthen forkert,« fastslår den kritiske økonomiprofessor fra Roskilde Universitet.
Han vil gerne slå proportionerne fast: »Virkeligheden er jo, at produktiviteten i stedet for at ville stige med 2,5 procent vil stige 1,5. Det eneste, det egentlig betyder, er, at det vil tage 45 år at fordoble arbejdsproduktiviteten i stedet for 30 år. Det er altså ikke armod og aske, vi taler om.«
Vi hører det ellers alle vegne: Den danske produktivitet er dalende og skal i vejret. Erhvervslivet taler om det, medierne bruger ordet i flæng, og målet står helt centralt i det nye regeringsgrundlag. Da Berlingske Business lavede en rundringning til de tunge i dansk erhvervsliv med spørgsmålet om, hvad de forventede af den nye erhvervs- og økonomiminister Brian Mikkelsen (K), var ønskelisten samstemmende. Den største opgave var at øge produktiviteten.
»Vi står over for en stor udfordring i forhold til erhvervslivets produktivitet. Vi er nødt til at øge den enkelte medarbejders produktivitet,« sagde TDC’s topchef Henrik Poulsen.
Allan Nørby Johansen, formand for Falck, optegnede udfordringerne.
»Det er åbenlyst, at vi har et stort efterslæb, når det gælder produktivitet i forhold til de lande, vi kæmper imod.« Og regeringen kvitterede. I arbejdsgrundlaget -der overordnet sigter på at gøre Danmark til verdens rigeste land - hedder det: »Ud fra en økonomisk betragtning kan vi øge Danmarks velstand på to måder: Ved at være mere flittige og ved at arbejde klogere - det vil sige at få mere ud af ressourcerne gennem en højere produktivitet.«
Ingen knap
Torben M. Andersen, økonomiprofessor ved Aarhus Universitet og tidligere vismand, har bidt mærke i det nye fokus: »Det er virkelig blevet et buzzword i den offentlige debat. Produktivitet, produktivitet, produktivitet,« siger Torben M. Andersen, der mener, at der er et element af pludselig opvågning i det nye fokus.
»Før finanskrisen var vi lidt i en tornerosesøvn af, at alt går godt,« siger Torben M. Andersen. Problemet er, at der ikke er nogen knap, man kan trykke på.
»Der er ikke noget politisk instrument, der lige nu og her skaber højere produktivitet. Den har en lang løbetid, fordi det blandt andet handler om at øge uddannelsesniveauet. Når man taler om, at den skal løse krisen her og nu, er det derfor meget tvivlsomt,« fastslår Torben M. Andersen.
Ikke mere sved
Man udregner oftest produktivitet ved at beregne forskellen mellem salgspris og de omkostninger, der er ved at frembringe en vare eller en ydelse. Det skulle derved afspejle produktionen pr. beskæftiget og en væsentlig faktor og antallet af betalte arbejdstimer pr. produceret enhed. Torben M. Andersen mener, at det er vigtigt at få på plads, hvad økonomer taler om, når de taler om produktivitet.
»I almindelig hverdagssprog bruges produktivitet ofte som noget, der dækker over, hvor meget jeg som person giver på min arbejdsplads - står sveden fra mig eller hænger jeg lidt for meget på netavisen? Økonomer snakker om værdiskabelse pr. arbejdstime. Det handler altså om alt muligt andet, der hæver værdien i processen,« fastslår han.
Nye sektorer
Spørgsmålet er, om det er meningsfuldt at se på tallene for den danske produktivitet overordnet uden at gå ned i detaljer på de enkelte sektorer. Ifølge Jesper Jespersen afspejler de ‘dårlige’ tal nemlig primært den såkaldte sektorforskydning.
»De er udtryk for, at vi vokser i sektorer, der har en lavere produktivitet, og hvor det er svært at højne den. Det ser altså gennemsnitligt dårligt ud, men hvis man går ind og ser på de enkelte traditionelle sektorer, ser det knap så galt ud,« siger Jesper Jespersen og understreger, at industrien er den sektor, der har haft den højeste produktivitetsstigning. Problemet er, at det ikke længere er den, der driver værket: »Vi har bevæget os over i en serviceøkonomi, og den sektor har ikke de samme muligheder for at øge produktiviteten, som landbruget og industrien har haft,« fastslår Jesper Jespersen.
»Selv byggesektoren er i tilbagegang, men vi er blevet så stenrige, at vi efterspørger specialbutikker på Østerbro. De små butikker er jo proppede, men det er vanskeligt at øge deres værdi pr. arbejdstime, fordi de udgør en anden type værdi - hvis man elsker Mozarts sonater så meget, at man vil høre dem alle, er det stadig ikke en god idé at spille dem hurtigere, end partituret tillader.«
Torben M. Andersen følger det argument en del af vejen.
»Men det er jo ikke rigtigt, at en designer ikke bidrager til værdien og ikke kan have en større produktivitet, hvis produktet tillægges mere værdi. Men med voksende velstand er det ofte forskellige typer af omsorgstjenester, som efterspørges. Og det giver ikke mening at bede en pædagog om at lege hurtigere med børnene, da servicen jo handler om nærhed og omsorg,« siger Torben M. Andersen.
Arbejdsløshed
Og Danmark er ikke alene om den megen fokus på produktivitet. Fra Storbritannien til Frankrig runger ordet i krisevinden. Men er det ikke sært, når arbejdsløsheden samtidig stiger? Skulle man ikke bare lade flere mennesker lave det samme? Torben M. Andersen medgiver, at det kan virke barokt, at hele Europa taler om at få mere ud af hver arbejdstime, når de arbejdsløse står i kø.
»For på kort sigt vil øget produktivitet fjerne arbejdsplader. Den klassiske er jo en maskine, der kan styres af en, men som laver det arbejde, der før krævede ti. Men når samfundet har tilpasset sig, har det det med at skabe nye arbejdspladser. Et godt eksempel er it-sektoren. Computeren tog jo i første omgang job, men skabte også nye ved at generere nye behov,« fastslår Torben M. Andersen.
Skal ud
Arbejdsløse eller ej: Flere penge i samfundet giver mere i statskassen, og sådan finansierer man velfærden. Det lyder umiddelbart som økonomi for børn, men det er ikke så simpelt, understreger de to økonomer.
»Produktivitetsstigningen i de private erhverv sektor giver - afhængig af konjunktur, magtforhold osv. - nemlig i lange stræk reallønsstigninger i det offentlige,« fastslår Jesper Jespersen. Torben M. Andersen mener, at der eksisterer en stor og ofte gentaget misforståelse i den offentlige debat: At produktivitetsstigning automatisk vil hjælpe os med at finansiere velfærd.
»Hvis vi nu forestiller os, at vi fandt på en smart måde at øge produktiviteten og derved skabte større velstand, så ville det faktisk også belaste den offentlige sektor. Det lyder underligt, da større velstand jo ville give mere på indtægtssiden via skatten, men nu er det jo sådan, at den offentlige sektor har to store udgifter: Lønninger til de ansatte og overførselsindkomster,« fastslår Torben M. Andersen.
Med øget velstand ville kravet til servicen også øges og der vil blive brug for endnu flere læger og sygeplejersker. Det ville i sig selv øge udgifterne, da de også lønmæssigt skulle følge med lønningerne i det private.
»Og hvis vi ønsker, at dem på overførselsindkomster også skal have del i velstanden, ville de udgifter jo også stige,« fastslår han.
Skal en produktivitetsgevinst altså også lette presset på den offentlige sektor, har vi derfor to muligheder, understreger han: Man kan skrumpe den offentlige sektor eller acceptere større indkomstulighed.
»Begge dele er jo politisk kontroversielt. Så øget produktivitet gør det ikke per automatik nemmere at være offentlig sektor. Derfor er det for nemt, når det i den offentlige debat fremføres, at det hele bare handler om at øge kagens størrelse.«
Ingen tør sige …
Og pengene skal jo også finde vej ind i vores velfærd. Også det kræver politisk velvilje. Når der i den politiske debat slås på, at mirakelpillen for vores skrantende velfærd er mere produktivitet, undrer Jesper Jespersen sig ofte over alt det, man ikke tør sige: Pengene skal nemlig ud af den private sektor og ind i den offentlige, hvis det skal være tilfældet.
»Pengene finder jo ikke selv derhen. Hvis man skal have finansieret offentligt forbrug, kan man øge beskatningen eller gå over til mere brugerbetaling - i så fald finder købekraften selv derhen. Fogh forbød os at tale om skatten, så det tør Socialdemokraterne og SF jo heller ikke at sige.«
Er det det, vi vil?
Virker det, virker det ikke? Hjælper det det offentlige, gør det ikke?
Diskussionerne er mange og komplicerede, men over det hele hænger ifølge Jesper Jespersen en større diskussion: »Centralt i det hele er jagten på vækst i BNP og den er vi i dag blevet slaver af. Problemet er, at vi bliver blinde for alt det, der ikke er indeholdt i BNP. Det er for det første naturomkostningerne, men også de immaterielle værdier i vores samfund. Som vi opererer i dag, slider vi hver dag på naturen, mens vi ved at bruge af f.eks. vores olie sælger ud af arvesølvet,« fastslår Jesper Jespersen og slutter:
»Og bliver vi gladere af en høj produktivitet, der skaber et gigantisk nationalprodukt? Det er der i hvert fald ikke imperisk grundlag for. Men de damer og herrer, der går rundt i de småbutikker på Østerbro, ser da egentlig meget glade ud - selv om de understøtter en sektor med en elendig produktivitet.«
God diskussion
Torben M. Andersen medgiver, at det er en relevant indvending. »Men så er vi ovre i en økonomisk diskussion, der vedrører en afregning mellem de materielle og ikke materielle værdier,« siger Torben M. Andersen, der ikke mindst mener, at den er relevant i Skandinavien.
»Regeringen har besluttet, at vi skal være et af verdens rigeste lande, men vi har jo haft en lang tradition for at afbalancere øget velstand over for et højt velfærdsniveau og en lige indkomstfordeling. Det er i høj grad blevet en aktuel og væsentlig diskussion at tage.«
Kommentarer
Først tak for en god artikel og interessante synspunkter. ”Der er ikke noget, der kommer af sig selv - undtagen lommeuld” – og lommefilosofi, så her kommer lidt lommefilosofi.
Det er helt rigtigt at produktiviteten er ved at være et dårligt mål for flittighed og kvaliteten af det arbejde der udføres. Det er vel hele koncepten i hvordan aktiviteten i samfundet måles som BNP. Det beskrives også i en artikel http://www.information.dk/204164.
Produktiviteten er et buzz-word pt, og egentlig ikke særlig interessant for hverken den økonomiske krise.
En produktivitets stigning vil jo ikke nødvendigvis skabe flere job, men blot at de arbejde skaber mere BNP pr time. Det kan måske give en kortvarig økonomisk fordel for de offentlige finanser.
Inden for livs cyklus analyser (LCA) gøres der jo et ihærdig og rimeligt vellykket indsats for at måle pærer og bananer i forhold til hinanden (global opvarmning, ozonnedbrydning, forsuring mm). Så det burde være muligt at udvikle økonomiske værktøjer der kan inkludere områder som omsorg, lykke mm.
Der skal værktøjer til der også inddrager de negative sider af økonomisk vækst som f.eks CO2 udledning til atmosfæren.
De nuværende størrelser som BNP og produktivitet høre industrisamfundet til og er repræsentative for vores forståelse af tilfredshed og lykke i dag.
Mht. produktivitet er det vel naturligt at den har en tendens til at falde mens der er høj konjunktur, hvor der nok er en vis over kapacitet i produktionen, fordi der er råd til det. Hvorimod under lav konjunktur vil produktivitet pr arbejdstime stige fordi der fyres folk, og mange arbejdsopgaver bliver ikke mindre fordi produktions volumen falder.
Det danske samfund er jo et interessant spejlbillede af oldtidens græske demokrati - for dengang gik det jo ud på at minimere arbejdsindsatsen for borgeren (hvilket slaveriet muliggjorde, og hvilket maskinerne i dag burde muliggøre), så man kunne bruge sin tid på væsentlige ting som statens styring, åndelig og fysisk vækst og andet i den boldgade. Rigmænd havde en særlig ærefuld placering i byens politiske liv, idet man ved lodtrækning afgjorde hvem, der skulle udruste bystatens krigsskibe og betale for dramaopførelserne til ære for hhv. Apollon og Dionysos.
Det var med andre ord ærefuldt, ja ligefrem meningen med det hele, at kunne yde stort til samfundet - mens de mange almindelige borgere ofte fik deres udkomme vil deltagelse i folkeforsamlingen eller - hvis de ved lodtrækning var udpegede - i folkedomstolen.
Dette er vel det klassiske eksempel på borgerløn, hvor netop udøvelsen af borgerretten blev betalt af fælleskassen (i høj grad finansieret af det sølv, slaver brød i Attikas statsminer) - men hvor enhver våbenfør man så også måtte være villig til at kæmpe for staten med udstyr, han selv bekostede.
Et nyere eksempel er de mange lande med forholdsvis mange indvandrere, f.eks. Monaco, hvor befolkningen er sikret visse lukrative minimumsgarantier for indtægt og bolig.
Sjældent at se etablerede økonomer sætte spørgsmålstegn ved så sakrosante økonomiske begreber som
- Produktivitet (hvad betyder det egentlig? giver det mening at spille Chopins Minutvals på et halvt minut?)
- BNP (måler det de rigtige ting?) - og så den helligste af alle køerne:
- Væksten (hvor vigtig er den, og er den lige vigtig for alle grupper i samfundet? er det blændværk at tro på vigtigheden af vækst for et godt liv?).
Glæder mig til at se Christiansborg-politikerne, Dansk Industri og LO diskutere sådanne spørgsmål. Nå ja, de sidste er der vel snart ikke mange, der regner med længere.
Kan dog frygte, at jeg kommer til at vente ret så længe. Men al begyndelse er som bekendt svær – og rummer jo også risikoen for forandring, så det er nok klogt ikke at sætte forventningerne for højt.
@Peter Hansen:
Enig! Vi kan stadig lære meget af de gamle grækere, fx at stille de rigtige spørgsmål.
Tak for en god artikel. Bare en lille side bemærkning ved øget produktivitet øges stress også og flere vil blive nedslidte eller får flere sygedage hvilket bliver en udgift for det offentlige både ved sygedagpenge og mindre skatteindtægter mv.
Sagsbehandleren producerer kontrol-, undskyld jobsamtaler, afdelingslederen producerer mødeaktiviteter og strukturændringer, P-vagten og togrevisoren producerer bøder; men det tæller åbenbart ikke alligevel. Tilbage til Taylor! har det egentlig heddet længe, omend lidt uofficielt. Taylor opfandt minuttyranniet og produktionspligten og er sikkert rigtig, rigtig populær i Kina, Japan, Indien og de andre lande, vi skal konkurrere méd om at være dygtigst i hele verden og have det største BNP pr. indbygger af dem alle.
Den amerikanske ingeniør Frederick Winslow Taylor udgav bogen “The principles of Scientific Management” i 1913
Artiklen kommer ind på flere spændende kerne-områder i nationaløkonomien.
Men underligt at internationaliseringen ikke berøres. De stadigt mere åbne grænser for både arbejdskraft og kapital medfører, at produktiviteten også skal ses i internationalt perspektiv.
Virksomheder flytter til udlandet eller importerer billig arbejdskraft i jagten på større produktivitet og dermed større profit. Så den danske lønmodtager er under pres - jf det magre resultat af de aktuelle overenskomstforhandlinger.
I USA har lønningerne stort set været konstante i de sidste 20-30 år. Men da produktivitsstigningen har været kolossal, har lønnen pr. produceret enhed været faldende. Dvs produktivitetsgevinsterne er tilfaldet arbejdsgiverne i form af aktiestigninger og høje lønninger til den snævre elite.
Virksomhedernes stadige jagt på større produktivitet i en globalisret verden vil via det enorme verdensomspændende udbud af billig arbejdskraft til syvende og sidst medføre reallønsnedgang, nedslidning mv.
Samtidig vil den øgede privatisering og større brugerbetaling medføre, at reallønsreduktionen - udover lavere løn pr produceret enhed - også manifesterer sig ved, at flere ydelser skal betales ud af de i forvejen pressede lønninger.
Jeg synes generelt indfaldsvinklen er helt forkert. Den hellige gral er ikke effektivitet eller en stærk økonomi, men livsglæde for befolkningen. Der er mange måder at opnå livsglæde; minimering af irreterende begreber såsom brugerbetaling, human behandling på arbejdsmarkedet og et godt socialt sikkerhedsnet. Alle andre begreber er nogle som økonomer roder rundt med fordi de mener at alt skal kunne kvantiseres.
Produktivitet er udmærket, hvis altså det der produceres ikke er noget lort (for nu at tale dansk). Nogle gang kan man godt få på fornemmelsen at der produceres for meget lort, således at en lavere vækst eller ligefrem en negativ vækst måske slet ikke er så skadelig, som man lige går og tror. Men det er et vanskeligt emne at sige noget fornuftigt om, så det afstår jeg fra.
Man kan i med sikkerhed konstaterer at artiklens konklusion er den radikalt modsatte af OECDs i deres netop offentliggjorte rapport.
Nej, pædagogen skal skam ikke lege hurtigere med børnene; han skal lege med x antal flere børn, for at hendes produktivitet kan stige.
Og det skal hun, fordi dansk bondelogik siger, at når 1200 grise er bedre end 800 grise og 800 grise er dobbelt så godt som 400 grise, ja så må pædagogen da altså også kunne forstå, at det at lege med 12 børn øger hendes produktivitet (mere end) end ved kun at lege med 4 eller 6 børn.
Dejlig artikel, der udfordrer visse diskurser i den politiske debat, diskurser som truer med at få en stakkels ung mand som mig selv, til at miste interessen for politik i almindelighed.
For er det ikke et regulært politisk spørgsmål, om ikke vores allerede historisk høje produktivitetsniveau burde udnyttes til at nærme os antik-græske idealer, som dem Peter Hansen (#11) beskriver?
Med hvilket mål for øje er midlet højere vækst, højere produktivitet og færre arbejdsløse?
Eller er højere vækst målet?
Lad embedsmændene og husholdningerne trille med kuglerammer, så offentligheden kan beskæftige sig med reelle politiske spørgsmål.
Produktivitet og konkurrenceevne er bare fine ord for profit. Så prøv at udskifte ordne, så bliver talen meget mere klar.
Karl Marx har jo vist os, at en af de bagvedliggende årsager til kriserne, er profitratens fald på grund af overproduktion, og den eneste måde kapitalismen kan overkomme krisen, er ved at destruere den overskydende del af produktionsapperatet.
En forøgelse af produktionen, af det der i forvejen er for meget af, vil kun gøre det hele værre. Og derfor er vi helle ikke på vej ud af krisen, det er bare bølgeskvulp.
Højere vækst er målet! Så fat det dog!
Produktivitet: Hvor meget BNP der skabes pr. arbejdstime.
Det er arbejderens skyld at produktiviteten falder, de er dovne og gider kun arbejde for direktørlønninger! Det er fakta………….siger Klaus Hjlort og Lars Ulykke, mens Anders Savlsen hepper…………og så er det sådan kan i nok forstå, i dumrianner!
Det er jo selvfølgelig også arbejderens skyld at produktionsmidlerne (Maskiner og sligt) er så nedslidte at de tit står stille så arbejderne bare kan fede den. Det er jo også arbejderens skyld at der skal to direktøre til at forkludre en direktørs arbejde, for slet ikke at tale om at det er arbejderens skyld at aktieejere ønsker profitten øget fordi det derved øger aktieværdien, finaskapitalisme hedder det.
Det er jo også arbejdernes skyld at det er svært at uddanne sig, selvfølgelig er det deres skyld at der ikke kan optages flere på uddannelser, de er selvfølgelig også skyld i at folkeskolen efterhånden er så udsultet at det old-Danske særkende, kreativite, må betegnes som en by i Kina.
SC
PS! Beklager evt. tastefejl og stavefejl.
PPS! Årsagen til den her og kommende kriser er nok ikke profitratens fald, men det modsatte.
PPPS! Måske er jeg heldig med at landets ministre og folkevalgte ikke er omfatte af regler majestætsfornærmelse.
Denne kommentar er anbefalet af:
Artiklen udfordre ikke noget som helst, på længere sigt er det fornuft i kategorien IQ 90.
Landets beslutningstagere, lederen og ejere lider bare ikke af skavanken “på længere sigt” de tænker her og nu, på dem selv og på i morgen. I overmorgen og dagene derefter er de totalt flintrende med.
SC .