‘Connie H. slækker på klimaambitioner’, skriver Ritzau og flere dagblade.
Hvad EU’s nye klimakommissær har gjort, er at fremlægge en analyse af den aktuelle internationale forhandlingssituation samt EU-Kommissionens bud på, hvordan EU bør agere for at fremme en ny global klima-aftale. Sammenlagt 32 sider. Analysen rummer bl.a. en temmelig skræmmende opregning af 55 punkter, hvorom der fortsat er konflikt landene imellem. På den baggrund sagde Connie Hedegaard tirsdag:
»Det er klart, at jeg mere end nogen anden håber, at vi kan få en aftale i stand i Mexico (til december,
red.), men på baggrund af de signaler, der kommer fra forskellige store emissionslande, er det realistisk set ikke sandsynligt, at dette sker.«
Derfor går EU-kommissæren og -Kommissionen nu efter at få så mange delelementer som muligt færdigforhandlet på COP16 i Cancun, Mexico, så en global og juridisk bindende klimatrakat kan indgås på det, der så bliver COP17 i Sydafrika til december 2011.
Danmarks klima- og energiminister Lykke Friis gik onsdag ifølge Politiken ‘i clinch’ med sin forgænger med en udtalelse om, at »vi skal gå efter at komme så langt som muligt i Cancun, gerne en juridisk aftale.«
Reelt er der ingen uenighed mellem de to. Lykke Friis og Danmark er stadig og frem til Mexico formel COP-formand i FN-processen, og det er ikke op til formandskabet at dæmpe ambitionsniveauet. Men det var Lykke Friis, som tidligere i år sagde »realisme, realisme, realisme«, da hun blev spurgt om forventningerne til klimamødet i Mexico. Belært af nedturen efter COP15 i København, hvor Connie Hedegaard havde sat alt på ét bræt (»Lad mig advare jer: Den politiske vilje VIL aldrig blive stærkere. Dette er vores chance. Hvis vi taber den, kan det tage år, før vi får en ny og bedre. Hvis nogensinde.«), ønsker hverken Friis eller Hedegaard én gang til at bygge op til en alt-eller-intet situation. For begge kan se, at verden med stor sandsynlighed står samme sted i december 2010 som i december 2009: Med et USA, der ikke har evnet at vedtage en klimalov med ambitiøse reduktionsmål, og et Kina og Indien, der ikke vil påtage sig juridiske forpligtelser, men insisterer på at fastholde Kyoto-aftalens arkitektur med kun juridisk bindende CO2-krav til i-landene, USA inklusive.
Derfor giver detgod mening, at EU-Kommissionen nu har foretaget et
reality-checkpå forhandlingerne og bl.a. besluttet, at Connie Hedegaard skal have endnu et travlt rejseår med optrappet klimadiplomati - turen går først til USA, Mexico, Indien, Japan og Kina - i forsøget på at løse op for nogle af de 55 knuder i forhandlingerne.
Men hvis klimakommissæren og det p.t. marginaliserede EU ikke bare skal blive en hund i de store magters spillen klimakegler, vil det være en god ide at lade dette
reality-checkomfatte EU selv.
Det fremgår f.eks. af en tabel i Connie Hedegaards analysepapir, at EU’s gældende klimamål - 20 procent CO2-reduktion i 2020 i forhold til 1990-niveauet - indebærer
mindrefremadrettede CO2-reduktioner i forhold til ‘dagens’ udledninger (dvs. 2005-niveauet), end lande som Canada, Japan, New Zealand og Norge samt USA’s præsident Barack Obama nu er indstillet på. Når EU kalder sig klima-foregangsregion, handler det altså om, hvad man
hidtilhar gjort, ikke hvad man
fremovervil gøre. Hertil kommer, at 20 procent-målet vil kunne nås næsten uden at løfte en klima-finger i EU. Allerede i 2008 var EU således ifølge Det Europæiske Miljøagentur mere end halvvejs til de 20 procent på grund af hidtidig indsats i kombination med økonomisk afmatning. Den fortsatte afmatning vil dæmpe udledningerne yderligere, og det meste af resten - i snit under én pct. reduktion om året frem til 2020 - vil kunne klares ved køb af CO2-kreditter i u- og østlande.
Selv på papiret er EU’s ambition om 20 procent reduktion i 2020 uden for det af videnskaben anbefalede interval på 25-40 procent, der kan give en rimelig chance for at afværge katastrofale klimaændringer.
Alt taget i betragtninger det bogstavelig talt livsfarligt at forlade sig på forestillingen om en ny, global og bindende klima-aftale som instrumentet, der klarer klimakrisen. Måske kommer den aldrig, og kommer den, bliver den formentlig for uambitiøs. Forhandlingerne om en aftale bør ikke desto mindre fortsætte, og EU’s klimakommissær bør fortsætte klimadiplomatiet i de højere luftlag, men lige nu er det afgørende, at der begynder at ske noget markant, praktisk og jordnært i måden, man producerer og anvender energi på i de enkelte lande.
»Den bedste måde, hvorpå Europa kan udvise overbevisende lederskab, er ved at træffe konkrete og beslutsomme foranstaltninger for at blive den mest klimavenlige region i verden,« skriver Connie Hedegaard.
Hvis den forståelse ikke for alvor indfinder sig hos politikere, erhvervsfolk, organisationer og borgere, kan det snart være lige meget altsammen.
Kommentarer
”Hvis den forståelse ikke for alvor indfinder sig hos politikere, erhvervsfolk, organisationer og borgere, kan det snart være lige meget alt sammen”.
Uha! Hvor ender vi?
Egentlig kunne jeg godt tænke mig at spørge ’de forhv. fodslæbere’ Connie og Lykke, hvad de tænkte på, da Svend Auken var miljøminister, og hvorfor de tænkte som de gjorde dengang?
Niels-Simon,
at personen Svend Auken og hans præstationer blev forsøgt nedbrudt, skyldes vel ikke andet end patriarken Foghs antipati og misundelse?
Et velkendt og grundlæggende tema for Foghs regeringsførelse, på andre områder også.
At så mange lod sig kue af den viljefaste Fogh, og stiltiende accepterede hans position som enehersker og despot, må til gengæld undre. Navnligt det aspekt, så jeg gerne nogle ordentlige forklaringer på…
Det er mildest talt vanskeligt at respekterer de mange, der lod sig kue dengang. Læs: at tro på at de nu har integritet og mod til at handle mere rationelt og ansvarligt.
“For begge kan se, at verden med stor sandsynlighed står samme sted i december 2010 som i december 2009.”
Mon ikke vi kan føre følgende matematiske induktionsbevis for vores stupide civilizations tilstundende undergang? Antag, at vi ingen steder når i år x; og antag, at hvis vi ikke når nogen steder i år x, så når vi det heller ikke i år x+1.
@John: Måske når vi heller ikke nogen steder i år x+2 osv., men vælger vi at leve, må vi gøre, hvad vi kan i den tid, vi er her. Sådan har det altid været. Forskellen er naturligvis, at det er alvor nu, men mennesket desværre det samme.
Vi, der mener, at vi er mere vågne end andre, har ikke ret til at sove, så vi fortsætter med at sige og gøre det rigtige, ikk’?
@Niels-Simon: Jeg kan kun tale for mig selv, naturligvis. Jo, jeg fortsætter velsagtens med at opponere. Men ikke længere fordi jeg tror, at det nytter noget, men fordi indignationen gør det umuligt for mig at lade være, selvom jeg formodentlig hellere bare ville rulle persiennerne og virkelige være ligeglad.
John,
måske ville det være mentalt sundere, hvis du i stedet for at se det som indignation og trodsighed, så det som en måde at bevare sig menneskelige værdighed på? At tillade sig selv mod alle odds ikke kategorisk at afvise, at det er spildte guds ord på ballelars, men at gøre indsatsen i det usandsynlige håb, at fornuften vækker genklang hos andre, i det mindste. Og så naturligvis, fordi at opgive, også er at opgive sig selv. I det mindste må man sige til og fra, for ikke at miste ens menneskelige værdighed.
Det nytter sikkert stadig ikke en s…, men hvis ikke de med evnerne og overskuddet skulle lade deres røst høre, hvem skulle så?
@Heinrich R. Jørgensen: Tak for dine ord. Du har utvivlsomt ret.
Min sidste sætning (i mit forrige indlæg), der skulle have lydt noget i stil med “… selvom jeg velsagtens hellere ville være i stand til at være komplet ligeglad” (altså endegyldigt at tage afsked), er farlig: den leder, som du skriver, til tab af menneskelig værdighed.
Men jeg kæmper hver eneste dag en voldsom indre kamp, specielt når jeg befinder mig i det offentlige rum: Her kan jeg ikke lade være med at fundere over, hvor mange af de mennesker, jeg måtte være omgivet af, rent faktisk er “barbarer i slips” - eller som Sigmund Jensen så passende skriver i hans roman “Hvide dværge. Sorte Huller” fra 2003:
“Er det ikke det vi har bedrevet siden tidernes morgen? Det vi kalder civilisation, er ikke andet end et velorganiseret barbari. Er det ikke det vi allesammen bærer på som en dyb hemmelighed i hjernekisten. Når det kommer til stykket, er ingen af os andet end forklædte neandertalere, huleboere i gallauniform, barbarer i smoking”.
John,
jeg har også vanskeligt ved at tro på, at civilisation er en mulighed, når jeg dømmer ud fra hovedparten af mennesker, man møder. Den åndelige træghed er desværre ofte enorm.
Men det er jo sket gang på gang i verdenshistorien, at nogen har været i stand til at gennemtrumfe forstandige personers tanker, og skabt ordnede forhold, der er til at leve med. Så helt modløs, skal man jo ikke være.
Ofte er min tilgangsvinkel “jamen, der kunne jo blive meget bedre, hvis…”, hvorefter automatreaktionen hos de fleste er, at der ikke er grund til at ændre noget. En ekstrem og dødsensfarlig form for konservatisme, der effektivt både forhindrer en forståelse af de faktuelle vilkår, og hvordan man kommer videre…
God Leder, dejligt med realistiske mennesker, som Connie Hedegaard, der har ansvar og tager det alvorligt.
Man kan godt i sin egen selvforståelse sidde og forfalde til en fælles depression over menneskets dårskaber og nedgøre andre med sin egen ophøjede forståelse af det hele.
Mennesket skal bare lige laves om og økonomien skal bare lige laves om og medens disse intellektuelle overvejelser foregår i de indforståede tankekonstruktionsslotte, kan det få lov at gå ad helvede til.
Godt at vi har praktikere, der realistisk bruger, hvad vi har og målrettet prøver at omforme dette til noget bedre – til løsninger. De løser problemerne medens de andre højrøvede sidder i elfenbenstårnene og bekræfter hinanden.
God Leder, godt gået Connie Hedegaard!
@Heinrich R. Jørgensen: “Men det er jo sket gang på gang i verdenshistorien, at nogen har været i stand til at gennemtrumfe forstandige personers tanker, og skabt ordnede forhold, der er til at leve med.”
Det har du naturligvis ret i, men - og nu er jeg jo ikke historiker af profession, så bær venligst over med mig, hvis jeg tager fejl - så mener jeg at vide, at det som oftest ikke er gået særligt fredeligt for sig, for nu at sige det pænt.
Og jeg har mere end svært ved at forestille mig, at det denne gang skulle være anderledes. Jeg forestiller mig, at vi i de næste årtier - alt imens ressourcerne bliver knappe - vil se flere og flere demokratier ty til undtagelsestilstande, hvor de må sætte militæret ind for at opretholde lov og orden.
Jeg tror ikke længere på (det gjorde jeg velsagtens i min naive ungdom), at det er fornuft, og dermed i mine øjne kærlighed, der styrer verden. Det forekommer mig, at det i stedet er angst, frygt og liderlighed - hvoraf de to første er nogen man af mangel på autenticitetens mod nødig indrømmer at besidde - der styrer verden. Derfor er modstanden i forbindelse med de nødvendige indskrænkelser i vores forbrug forbundet med så stor modstand.
Kapitalismen er i mine øjne det økonomiske paradigme, der mest effektivt muliggør denne flugt væk fra ens egen indre liv af angst og frygt. Derfor er den så svær at forandre, specielt når den forekommer i uhellig alliance med demokratiet: Vi kommer til at stemme os selv lige lukt ned i afgrunden, vil jeg mene.
Rettelse: “Derfor er modstanden i forbindelse med de nødvendige indskrænkelser i vores forbrug forbundet med så stor modstand.” -> “Derfor er modstanden i forbindelse med de nødvendige indskrænkelser i vores forbrug så stor.”
@Svend W. Jensen: “De løser problemerne medens de andre højrøvede sidder i elfenbenstårnene og bekræfter hinanden.”
Jamen dog. Hvorhenne løses problemerne (for alvor)?
John,
jeg er malthusianer, og meget på linje med Albert Bartlett, som du givetvis kender.
Derfor tror jeg egentligt mest på, at lykkes det ikke mennesker i almindelighed at få udnyttet de demokratiske muligheder vi påstås at have, til at påtage os ejerskab af alle udfordring, bl.a. de ressourcemæssige, er det helt naturligt, at andre styreformer vil tage over.
Så kan vi jo ærgre os, når teknokrati, oligarki, meritokrati, teokrati, kommunisme, fascisme eller enevældens genindførelse materialiserer sig, med krav om mindre ressourcebelastninger, men det er jo alternativet.
Et anden mulig, er at de rige dele af verden bliver et gated community, der holder alle fattigrøvene borte og nede. EU er jo “godt” på vej i den retning, der i sidste ende er en strategi der handler om vores overledelse, og de andres undergang. Hvilket jo også er en løsning på den ressourcemæssige udfordring.
Nå, det var nu egentligt meningen, at jeg ville muntre dig lidt op. Det lykkes nok ikke så godt med denne dystopi… ;-)
@einrich R. Jørgensen: “Nå, det var nu egentligt meningen, at jeg ville muntre dig lidt op. Det lykkes nok ikke så godt med denne dystopi… ;-)”
Tænk ikke på det - jeg skal nok fortsætte min svømmetur på bunden af akvariet :-).
PS: Nej, jeg kender rent faktisk ikke Albert Bartlett, og jeg er - foresvæver det mig - slet ikke så velbevandret i de forskellige -ismer m.m., som du tilsyneladende er.
Al Bartlett er en interessant fætter, og en interessant foredragsholder.
Med din baggrund (matematik) kommer hans konklusioner næppe sig en stor overraskelse (hint: eksponentialfunktionens praktiske umulighed), men har er god til at skære pointerne ud i pap.
http://www.albartlett.org/
Hans foredrag på YouTube
@Heinrich R. Jørgensen: Det er måske på kanten af det pinlige - for mig altså, for eftersom han er Professor Emeritus in Nuclear Physics (har lige kort besøgt han hjemmeside), så burde hans navn velsagtens have ringet en klokke inde i mit lille hoved. Jeg kan naturligvis forsøge at undskylde mig med, at mit speciale er indenfor en komplet anden retning.
Men jeg har skam læst hans citat “The greatest shortcoming of the human race is our inability to understand the exponential function” tidligere, andetsteds - vidste bare ikke, eller kunne ikke huske, at han var ophavsmanden hertil.
Under alle omstændigheder er jeg fuldkommen enig med ham angående eksponentialfunktionen. Vores økonomiske paradigme - med tanken om en vist procentuel vækst hvert år - er netop eksponentiel vækst, ikke lineær vækst, som man måske kunne forledes til at tro.
Selvom det er et banalt matematisk faktum, at enhver form for eksponentiel vækst lige pludseligt - og når det sker, så meget hurtigt - vil støde på enhver endelig verdens fysiske grænser - så gør det tilsyneladende intet indtryk på flertallet af økonomer.
Og forklaringen synes jo at ligge lige for: I deres modeller - herunder ideen om “perfect markets” og denne models forvrøvlede uendeligheder og ubegrænsetheder, se http://www.information.dk/224637?page=2#comment-21…, kan de simpelthen ikke se problemet.
Rettelse: “Selvom det er et banalt matematisk faktum, at enhver form for eksponentiel vækst vil - og når det sker, så meget hurtigt - …”.
Det er nu ikke pinligt, John, men lidt overraskende. Ikke pga. den teoretisk fysik, men fordi i begge er meget optaget af bæredygtighed, ud fra en naturvidenskabelig tilgang.
Til gengæld er det pinligt, når ellers opvakte og veluddannede personer, tror at deres matematiske modeller er virkeligheden, og ikke evner at forstå, at matematik også kan benyttes til at erkende, at der er begrænsninger, at sammenhænge kan være komplekse, at simple matematisk modeller sjældent beskriver virkeligheden, osv.
@Heinrich: Tak for den overbærenhed med mine mangler :-).
Jeg tror såmænd, at du kan finde mange andre personer indenfor bæredygtighed og lignende, som jeg ikke kender til, men måske burde kende til.
Årsagen er enkel: Jeg holder mig basalt orienteret gennem nogle få medier, herunder Information. Jeg føler ikke noget stort behov for at læse en masse mere om bæredygtighed, klima, etc., for for mig er situationen allerede helt og aldeles indlysende.
Jeg sætter mig for eksempel heller ikke dybt ind i alle detaljerne om klima, men læser nogle få bøger, herunder James Hansens bog, og nogle få magasiner, herunder New Scientist, for jeg stoler naturligvis på mine videnskabelige kollegaers viden og integritet.