Den fortsat gældende Kyoto-aftale om klimabeskyttelse rummer to smuthuller, som fuldstændig kan underminere en kommende global klimaaftale, hvis ikke de lukkes under de igangværende forhandlinger.

Det advarer EU’s klimakommissær Connie Hedegaard om i en ny analyse af forhandlingssituationen. I værste fald kan hullerne betyde, at de rige landes aktuelle tilsagn om CO2-reduktioner i 2020 helt fortoner sig.

»Hvis disse svagheder, som vedrører regnskabsreglerne for emissioner fra skovbrug og håndteringen af overskydende nationale emissionsrettigheder fra perioden 2008-2012, får lov til at bestå, vil det medføre risiko for, at de industrialiserede landes nuværende tilsagn om emsissionsreduktioner mindskes til næsten ingenting,« hedder det i teksten fra Kommissionen.

Hullerne i Kyoto-aftalen handler om østlandes ubrugte udledningstilladelser og om bogføring af CO2-udledninger fra skov- og jordbrug.

Rusland, Ukraine og andre østlande, der gik økonomisk i knæ efter 1990, har ifølge Kyoto-aftalen ret til at overføre deres ubrugte udledningstilladelser på over 10 milliarder ton CO2 fra Kyoto-perioden til en ny klimaaftales forpligtelsesperiode, dvs. 2013-2020. Hvis det sker, og bl.a. Rusland efter 2012 begynder at sælge ud af denne såkaldt ‘varme luft’ til i-lande med ondt i CO2-regnskabet, kan det mere end opveje de lovede reduktioner.

Til dato har i-landene sammenlagt lovet at mindske udledningerne med ca. 13 pct. i 2020, målt i forhold til 1990-niveauet, fastslår EU. Nogle lande vil gå længere, hvis der indgås en ambitiøs global klimaaftale, og i så fald kan ambitionsniveauet stige til knap 18 pct.

Men »en fuldstændig overførsel af (østlandenes varme luft) til den anden forpligtelsesperiode vil beskære ambitionen for i-landenes udledninger med 6,8 pct.« påpeges det i papiret fra klimakommissæren. Det fælles ambitionsniveau om ca. 13 pct. CO2-reduktioner i 2020 vil således svinde ind til blot 6,4 pct., hvis de ubrugte udledningstilladelser bliver udnyttet af i-landene.

LULUCF

Det er det ene smuthul i Kyoto-reglerne. Det andet er ifølge Connie Hedegaard de løst formulerede regler om, hvordan ændringer i skovbrug og i anvendelsen af jord kan indregnes i de enkelte landes CO2-opgørelser - de såkaldte LULUCF-regler.

Landene kan på dette område fuldt lovligt hævde og medtage bestemte CO2-reduktioner, uden reelt at foretage sig noget, der bringer klimaforbedringer.

»I et ekstremt scenarie vil de værste LULUCF-regnskabsregler svække i-landenes reelle ambitionsniveau med yderligere ni pct.,« advarer Kommissionen.

Udnytter i-landene begge smuthuller kan det derfor i værste fald betyde, at et løfte fra i-landene om 13 pct. CO2-reduktion i 2020 forvandles til en reel vækst i udledningerne på 2,6 pct. i forhold til 1990-niveauet.

Connie Hedegaard indleder nu på EU’s vegne et intensiveret internationalt klimadiplomati i håb om at kunne rydde nogle af de mange forhindringer for en ny global klimaaftale af vejen. Et opgør med hullerne i Kyoto-reglerne er ét af mange punkter på listen. Østlande som Rusland og Ukraine samt skovlande som Finland og Canada kan blive dem, man skal lægge arm med.