Opslag til denne artikel

Emneord:journalistik, konspirationsteorier, radikalisering, økonomi
Personer:Barack Obama, Beck
Organisationer:FOX
Steder:Oklahoma City, USA, Washington

USA står over for en bølge af regeringsfjendtlige ekstremistiske grupper og væbnede militser, som er drevet frem af den amerikanske højrefløjs stadig mere forbitrede modvilje mod Barack Obama, af vreden over den økonomiske nedtur og af den stigende udbredelse af konspirationsteorier i dele af massemedierne, frem for alt den populære tv-station Fox News.

The Southern Poverty Law Center, USA’s mest fremtrædende borgerretsgruppe, som følger udviklingen i de såkaldte hadebevægelser, bemærker i en netop udgivet rapport, at de ekstremistiske ‘patriotgrupper’ er »vakt brølende til live« og sidste år kunne notere en stigning i antallet af tilhængere på næsten 250 procent, således at der nu er over 500 af disse - flere af dem med bånd ind i konservativ mainstreampolitik.

Ifølge SPLC-rapporten, der har fået titlen Rage on the Right - Raseri på højrefløjen - må denne tendens give »anledning til alvorlig bekymring« i betragtning af nogle af disse gruppers tilbøjelighed til at ty til vold, som det skete under deres storhedstid i 90’erne med kulmination i bombeattentatet i Oklahoma City, der dræbte 168 mennesker. Rapporten analyserer sig frem til, at støtten til sådanne grupper i stigende grad er fremelsket af populistisk agitation i den offentlige debat, og ser »tegn på en voksende radikalisering overalt«.

Allerede tegn på vold

»Patriotgrupperne har fået næring af vreden over de demografiske ændringer, der sker i dette land, den stigende offentlige gæld, den plagede økonomi og en vifte af initiativer fra præsident Obama, som af hans politiske modstandere er blevet stemplet som »socialistiske« eller sågar »fascistiske,« hedder det i rapporten, der også skriver følgende:

»Der er allerede tegn på (…) voldsanvendelse fra det radikale højre. Siden indsættelsen af Barack Obama som præsiden har højreorienterede ekstremister dræbt seks repræsentanter for ordens-magten. Racistiske skinheads og andre er arresteret for påståede planer om at ville myrde landets første sorte præsident. Én mand fra Brockton, Massachusetts, der fortalte politiet, at han fra internetsider, der agiterer for hvidt overherredømme, havde fået den forståelse, at der er et folkemord i gang imod USA’s hvide befolkning, står nu tiltalt for mord på to sorte mennesker og for at have haft planer om at dræbe så mange jøder som muligt på dagen efter Obamas indsættelse. På det seneste er en række personer med regeringsfjendtlige, survivalistic eller racistiske synspunkter blevet anholdt i en række bombesager.« (Survivalistic kaldes paramilitære grupper, som bevæbner sig og skaber selvforsynende minisamfund, imens de afventer, at det større samfund skal bryde sammen, red.)

Rapporten siger ydermere, at patriotbevægelsen »har gjort et betydeligt indhug i den konservative politiske scene«, delvist drevet frem af en stadig mere udbredt opfattelse af den amerikanske regering »som deltager i et komplot for at påtvinge frihedselskende amerikanere en verdensregering.«

»The Tea Party og lignende grupper, der er dukket op i de seneste måneder kan ikke med rette betegnes som ekstremistiske grupper, men er alligevel markant mærket af radikale ideer, konspirationsteorier og racisme,« hedder det i rapporten.

Stoler ikke på regeringen

SPLC-rapporten noterer, at den tiltagende højreekstremisme kommer som del af en voksende desillusionering i forhold til regeringen, som kun en fjerdedel af amerikanerne i dag mener, de kan stole på.

Rapporten citerer en nylig meningsmåling, som viste at skattenægterbevægelsen The Tea Party ses i et mere positivt lys end de demokratiske og republikanske partier.

»Der er tegn på voksende radikalisering overalt. Bevæbnede mænd er mødt op ved Obamas taler med bannere med påskrifter som »Frihedens træ skal vandes med tyranners blod«. I februar afholdtes konferencen Conservative Political Action, som var sponsoreret af grupper som John Birch Society, der mener, at præsident Eisenhower var en kommunistisk agent, og Oath Keepers, en patriotgruppe, som blev stiftet sidste år, og som i sine formuleringer antyder, at regeringen har hemmelige planer om at erklære undtagelsestilstand og internere patriotiske amerikanere i koncentrationslejre,« hedder det i SPLC-rapporten.

Udbredes i medier

I rapporten står der, at Patriotbevægelsens grundlæggende idéer nu til forskel fra i 1990’erne udbredes mere effektivt gennem massemedierne og endda accepteres af visse fremtrædende politikere og mediefigurer som Fox News-tv-værten Glenn Beck.

»Efterhånden som bevægelsen har oplevet en eksplosiv vækst, har dens tanker opnået en større rækkevidde, tilskyndet af kommentatorer og politikere fra det tilsyneladende mainstream,« hedder det:

»Beck har for eksempel pustet nyt liv i en central konspirationsteori blandt patrioter - beskyldningen om, at Federal Emergency Management Agency (USA’s forbundsstatslige nødhjælpsagentur, red.) i al hemmelighed driver kz-lejre - før han omsider endte med at erklære den for nonsens«

I hvor høj grad dette sprog er ved at blive indoptaget i den almindelige politiske diskurs blev i går bekræftet af Politico, et anset webtidsskrift for politisk journalistik, som angiveligt har fået fat i et dokument fra det republikanske partis nationaludvalg, ifølge hvilket der skal være planer om at »føre en aggressiv kampagne for at slå politisk mønt på ‘frygten’ for præsident Barack Obama, herunder udstede løfter om at redde landet fra at glide over i socialisme.«

I kampagnematerialet fremstilles den amerikanske regering som ‘Det Onde Imperium’ i Star Wars og Obama som Jokeren i Batman.

Patriotgrupper og militser planlægger en march i Washington i næste måned. Angiveligt for at forsvare retten til at bære våben.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Fakta: Ekstremisme

SPLC har identificeret 512 grupper, herunder ’patrioter’ og militser, som ifølge borgerretsgruppen agiterer for ekstreme antistatslige doktriner eller politiske konspirationsteorier. Det vurderes, at mange af disse ikke selv er involveret i vold, men bidrager til at nære en potentielt voldelig ekstremisme.

Stater med flere af disse grupper er blandt andre:

Texas med 52 grupper, herunder ’American Patriots for Freedom Foundation’.

Michigan med 47 grupper, deriblandt ’Northern Michigan Backyard Protection Militia’.

Californien med 22, deriblandt ’California Unorganized Militia’.