Jeg burde faktisk takke partiet for censuren

BEIJING - Liao Yiwu var klar til afgang. Han havde netop sat sig til rette i flyvemaskinen, da stewardessen henvendte sig til ham: »Hr. Liao, der er nogen, der gerne vil tale med dig udenfor. Det er nok bedst, du tager din bagage med dig ud.«

Ved gaten stod politiet og ventede. »Du kan ikke fortsætte med at opføre dig, som du lyster, og tro, du kan rejse, hvorhen du vil,« sagde en af betjentene, inden Liao blev taget med på politistationen og afhørt i fire timer.

Den 51-årige forfatter og musiker var sidste uge på vej fra hjembyen Chengdu til Beijing, hvorfra han skulle videre til Tyskland. Han var inviteret til lit.Cologne, en litteraturfestival i Køln.

Det er 13. gang, han forsøger at forlade Kina. Hver eneste gang har myndighederne forhindret hans udrejse.

»Min beskrivelse af det kinesiske samfund stemmer ikke overens med kommunistpartiets version. Det er nok derfor,« siger han. »Regeringen er åbenbart nervøs for, hvad jeg vil fortælle uden for Kinas grænser.«

Liao er en uønsket forfatter i Kina. Centralregeringen har forbudt kinesiske forlag at trykke et eneste ord forfattet af ham. Hans bøger, som beskriver de marginaliserede i samfundet, der ikke har nydt godt af den økonomiske vækst, er dog blevet udgivet på flere sprog i udlandet. Senest i Tyskland med titlen Fräulein Hallo und der Baurnkaiser, der skildrer skæbnen for migrantarbejdere, bønder, toiletoppassere, prostituerede, kriminelle og politiske forfulgte.

Ingen stolthed

»Grunden til, at vi inviterede Hr. Liao, er simpel: Han er en stor forfatter,« sagde Traudle Berger, en talskvinde for litteraturfestivalen. »Og Kina burde være stolt af så stor en forfatter.«

Men det er den kinesiske regering netop ikke.

Samtidig med, at Kina øger sin økonomiske rækkevidde, har Beijing inden for de sidste år forsøgt at fremme Kinas kultur internationalt med det udtrykte ønske at modvirke vestlig indflydelse og give landets styre en blødere profil. Det er sket med milliardinvesteringer i blandt andet hundredvis af kinesiske sprogskoler rundt om i verden, nye statskontrollerede tv-kanaler på udenlandske sprog og promovering af regeringsgodkendt kinesisk litteratur.

I kommunistpartiets øjne skal kultureksport udbrede ‘den kinesiske stemme’, men samtidig gør partiet alt i dets magt for at begrænse de stemmer i Kina, der ikke tjener partiets politiske budskab: »At Kina er et moderne, tolerant, succesfuldt samfund i harmoni,« som Liao siger det.

Liao, der i 1990’erne sad fire år i fængsel for at skrive et digt om den blodige undertrykkelse af demonstrationer på Den Himmelske Freds Plads i 1989, er dermed ikke kvalificeret som kulturel ambassadør for Kina.

Partiets kulturfornyelse

»Den kinesiske regering er vant til at styre kulturen her i landet, og nu bruger den samme taktik udadtil for at præsentere et glansbillede af Kina. Den vil vise, at Kina er i gang med en kulturel fornyelse, men den sker under partiets kontrol,« siger Ai Weiwei, en af Kinas mest kendte kunstnere, der har udviklet sig til en af styrets mest fremtrædende kritikere.

Han er også inviteret til litteraturfestivalen i Køln, og regner med at få lov til at rejse ud af Kina.

»De tilbageholder Liao Yiwu, og fængsler andre. Mig har politiet tæsket, men myndighederne lader mig rejse. Regeringen har ingen konsekvent politik, og der er ingen, der ved, hvor linjen går for, hvad man kan tillade sig, og der er ingen, som ved, hvem systemet vil slå ned på næste gang,« siger Ai Weiwei.

Han har skabt kunstværket, som på Langelinie skal vikariere for Den Lille Havfrue, mens hun er i Shanghai til Verdensudstillingen til foråret. Kunstneren fortæller han i Shanghai vil installere overvågningskameraer, der sender billeder af Havfruen direkte til et lærred på Langelinie - »et symbol på overvågningssamfundet, vi alle lever i«, siger han.

»Jeg er ikke populær i Kina på grund af min kritik af styrets magtmisbrug, og jeg er derfor taknemmelig for, at den danske regering stadig er i stand til at foretage et frit valg, og tør vælge mig som kunstner i en tid, hvor mange lande har travlt med at føje Kinas krav,« siger Ai.

Belært æresgæst

Der er grænser for, hvor meget Beijing kan styre Kinas kulturprofil internationalt. Det var den store bogmesse i Frankfurt i efteråret et eksempel på. Kina var inviteret som ‘æresgæst’. Men det, som Beijing håbede ville blive en fejring af landets kulturelle præstationer, repræsenteret ved blandt andet 50 regeringsgodkendte forfattere, udstillede i stedet konflikten mellem kontrol og ytringsfrihed.

Også dengang blev Liao Yiwu forhindret i at tage af sted. På trods af massive kinesiske protester lykkedes det dog journalisten og forfatteren Dai Qing at komme til orde i Frankfurt. Den 68-årige kvinde er kendt for sine kampagner mod politisk undertrykkelse og modstand mod regeringens miljøpolitik.

Ved bogmessen valgte hun censur i Kina som tema for sin præsentation. I bestyrtelse fik det den officielle kinesiske delegation til at udvandre i protest med ordene om, at »vi er ikke kommet hertil for at blive belært om demokrati«.

»I Kina betragtes jeg som en, der forstyrrer freden,« siger Dai Qing om regeringens reaktion over for hende. »Derfor vil regeringen gøre mig tavs, lige meget hvilket emne jeg taler om. Men det er dog slet ikke sådan, at jeg altid taler dårligt om mit land eller vores system. Jeg er ikke en aggressiv aktivist, men en forfatter, som skriver bøger og artikler om temaer som miljøbeskyttelse og historie. Og derigennem ønsker jeg at forbedre mit land. Når jeg kritiserer Kina, gør jeg det fordi, jeg elsker Kina.«

Men det er en kærlighed, regeringen tilsyneladende ikke ønsker at føle.

Forfejlet strategi

Beijings forsøg på at skjule kritiske stemmer inden for kunsten afdækker et styre, som fortsat ikke er komfortabel med dissens, og dermed falder regeringens forsøg på at fremvise en blødere og mere tolerant profil gennem kunsten til jorden.

Både Dai Qing og Liao Yiwu mener, Beijing begår en PR-brøler ved at forsøge at undertrykke deres stemmer.

»Hvis de bare havde ladet mig tage til Frankfurt, ville min tilstedeværelse aldrig være blevet et tema i medierne,« siger Dai Qing. »Jeg ville have talt foran et mindre publikum, og alle ville bagefter kunne sige, at den kinesiske regering udviser tolerance ved at lade mig gøre det. Men som det udviklede sig, kom der er i stedet fokus på Kinas manglende ytringsfrihed.«

Samtidig mener Liao Yiwu, at myndighedernes gentagne blokering for hans udrejse i virkeligheden er den bedste PR, han kunne ønske sig, da det giver en opmærksomhed i udlandet, han ellers aldrig ville have fået.

»Jeg burde faktisk takke regeringen,« siger han.

Selv politibetjentene, der bragte Liao hjem efter det seneste politiforhør, fik øjnene op for hans værker. »De spurgte, om de ikke kunne læse noget af det, jeg har skrevet, for de vidste slet ikke, hvorfor deres overordnede havde beordret dem til at tilbageholde mig,« fortæller Liao med et grin. Han gav dem bøgerne, som han ellers skulle have læst højt af for publikum i Køln.