For en halv snes år siden stødte jeg hos en belgisk psykoanalytiker på en tanke, som har optaget mig siden: at mand/kvinde-modsætningen er en sekundær, afledt modsætning, som dækker over den fundamentale modsætning i den menneskelige eksistens: aktiv/passiv. Den største gru for et menneske er at befinde sig i en helt passiv position, udleveret til andres vilje og handlinger - og ydermere er dette en gru, vi alle har oplevet, fordi det er sådan, vi kommer til verden. Vi er den art, der fødes for tidligt (og med alt for store hoveder), fuldstændig afhængige af, at (og hvordan) andre håndterer os. Mand og kvinde er så den patriarkalske kulturs oversættelse af modsætningen aktiv og passiv til køn. Og i virkeligheden en omvending af den oprindelige modsætning: det lille passive drengebarn udleveret til moderens aktivitet.
Omvending og overdrivelse
Denne tanke genfinder jeg nu hos Valerie Solanas, som frembragte den i 1967, ikke ad den akademiske analyses træge vej, men i den uforfærdede, rasende, knivskarpe, litterære spekulations lynglimt. I starten af hendes dybt provokerende og fuldstændig vidunderlige SCUM-manifest hedder det om manden: »Han hader sin passivitet, så han projicerer den over på kvinder, definerer hankønnet som aktivt, hvorpå han sætter sig for at bevise, at det er, hvad han er (bevise, at han er en mand). Hans foretrukne måde at bevise dette på er ved at kneppe […] At kneppe er således et desperat, tvangsmæssigt forsøg på at bevise, at han ikke er passiv, ikke kvinde. Men han er passiv, og han ønsker at være kvinde. […] At kneppe er for en mand et værn mod hans længsel efter at være af hankøn. Sex i sig selv er en sublimering.«
Nu er der næppe nogen tankefigur, der kan give mig så stor fryd som det at vende tingene på hovedet, og næppe nogen retorisk figur som overdrivelsen, så jeg er helt og aldeles solgt til Solanas. »Sex i sig selv er en sublimering« - hvad siger I så? Eller endnu bedre, som logisk konsekvens af den tese, at manden har projiceret sine egenskaber (passiviteten, forfængeligheden, småligheden, svagheden) over på kvinden: »Bøssen [er den], der accepterer sin hankønsnatur - det vil sige sin passivitet, sin feminitet og den kendsgerning, at han er helt og holdent seksualiseret.«
Den store kunstner
Det bedste eller i hvert fald ærligste, en mand kan blive i Solanas’ univers, er altså bøsse, så vil man forsøge at lede efter forklaringer i manifestet på hendes mordforsøg på Andy Warhol i 1968, kan man altså ikke pege på, at han var bøsse - men snarere på, at han var »den store kunstner«, som er en af de figurer, manifestet nådesløst fordømmer. Såkaldt ‘kunst’ og ‘kultur’ handler ifølge manifestet om at trylle lorte om til ædelsten, at maskere bræk som æstetik: »et desperat, afsindigt forsøg på at tænde på en kedelig verden, at flygte fra en steril og sjælløs eksistens’ rædsler.« Kunstnerne og kunstkritikerne er i den elendige verden, vi lever i, »nødt til at se skønhed i lort, da lort, så vidt de kan se, er det eneste, de nogensinde kan få.« Om litteraturkritikeren føler sig touchée? Ja!
Vild logik
Som litterær genre ligger manifestets æstetiske højspænding i kombinationen af vild, kreativ spekulation og logisk, argumentatorisk form; af idiosynkratiske og affektive præmisser, hvis konsekvenser udfoldes med en egen nøgtern logik.
Den dristige påstand og det glødende raseri modsvares hos Solanas på det herligste af den kølige, logiske form, hvor argumentet deles op i betitlede underafsnit (»Hindring af privatliv«, »Isolation, forstæder og hindring af fællesskab«, »Filosofi, religion og moral baseret på køn«) eller endog i nummererede underpunkter (»Der er ikke-menneskelige, mandlige grunde til at fastholde penge-arbejde-systemet: 1. Kusse […] 3. Magt og kontrol […] 4. Kærlighedserstatning [etc.]«.
Spændingen mellem logisk form og vilde indfald gnistrer ikke mindst i Solanas’ pseudo-kategoriale og pseudo-udtømmende opremsninger, såsom hendes liste over »de mest ondartede og farlige mandetyper«, hvor »voldtægtsmænd«, »politikere« og »familieforsørgere« isprænges »elendige sangere og musikere«, »bangebukse« og »disckjockeyer«(!)
Dildo og varmedunk
Jeg er ikke helt sikker på, at jeg går ind for Solanas’ primære konkrete handlingsplan, tilintetgørelsen af det maskuline køn, selv om min indre radikalist godt vil støtte tilintetgørelsen af arbejds-pengesystemet og af kernefamilien. Til gengæld er jeg sikker på, at Solanas med sin vredes laserstråle får skåret ind til manden og kvinden som positioner i patriarkatet. Og i den henseende bliver hverken manden eller kvinden skånet: Manden er »en maskine«, »en omvandrende dildo«, »en halvdød passiv klump kød uden evne til at give eller modtage nydelse og glæde«, mens kvinden enten er Mor (»en sjælløs administrator af fysiske behov«, »en omvandrende varmedunk med patter«) eller »Farmands pige«: »passiv, tilpasningsdygtig, respektfuld og imponeret af manden«. (Værst er »Farmands pige«, når hun er »uddannet til intellektuelle diskussioner, det vil sige upersonlige foredrag om irrelevante abstraktioner […] såsom bruttonationalproduktet, det europæiske Fællesmarked, Rimbauds indflydelse på den symbolistiske malerkunst.« Touchée? Ja - av!)
Kun en lille eksklusiv skare af kvinder sætter Solanas sin revolutionære lid til: dem, som ikke er »indsyltede i den maskuline kultur«, »dem, der kun stoler på deres egne rendestensinstinkter«, dem, »der gladelig ville stikke en kniv i en mands bryst eller en issyl i hans røv« - »kort sagt dem der efter vores kulturs definitioner er SCUM - nemlig kvinder, der er fandenivoldske og relativt cerebrale og bevæger sig i aseksualitetens grænseland.«
Forlæggeren Charlotte Jørgensen fokuserer i sit efterord på Solanas som aseksuel erotiker, men hermed synes jeg ikke rigtigt, man indfanger den vilde, aggressive (og for mig at læse ikke aseksuelle) energi i hendes manifest, skønt det er rigtigt, at aseksualiteten (hånd i hånd med venskab og kærlighed) er et tema. Til gengæld må man prise Jørgensen for at have fået den islandske forfatter Sjón til at skrive forordet, fordi han med sin begejstring markerer, at dette ikke er en bog for mandehadere, men for litteraturelskere.
Sjón sætter manifestet i en litterær tradition, som han kalder den sorte humor, selv om nogle måske ville kalde den mere sort end humoristisk: Marquis de Sade, Lautrémont, William Borroughs. Selv tænker jeg snarere Solanas ind i min kanon af vrede stemmer i litteraturen - som en stolt arvtager til kvindehadere som Strindberg eller Otto Weininger. Særligt Weiningers berygtede Geschlecht und Charakter randt mig ofte i hu under læsningen af Solanas’ manifest, fordi det er skrevet i samme kategoriske manifest-stil - og Solanas nærmer sig sågar den lige så desperate Weiningers protonazistiske retorik, når hun sætter den »degenererede« kunstner over for den »sunde« kvinde. En årvågen læsning af Weininger vil endvidere vise, at hans fantasier om kvinden som den, der overalt og til enhver tid ønsker at befrugtes af enhver, bekræfter Solanas’ tese: Kvinden er mandens symptom.
- Valerie Solanas
- Oversat af Ellen Boen
- C&K Forlag
- 96 sider
- 199 kr.
Kommentarer
Man kan aldrig, aldrig nogensinde tillade sig at rose, støtte eller beundre mennesker der argumenterer for at dræbe uskyldige ofre.
Solanas ligger ideologisk set på linje med terrorister.
At Lilian Munk Rösing synes godt om Solanas, siger mere om Rösing end om forholdet mellem de to køn.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg fatter ikke at hun af alle mænd - hvor af det jo er mange ‘svin’ kan vi godt blive enige om (især dengang i 60’erne)- vælger Warhol som offer. Jeg tror ikke han var hetero- og da slet ikke typen på en ‘mandschavunist’.
Alle litterærer kvaliteter til trods er manifestet udtryk for en syg tankegang og når man læser om hendes baggrund må man mere se hende som en stakkel og et offer end som et ikon
Jeg har længe ”leget” med en tanke. Den handler om bjørnen Lomberg. Først var han lige som alle os andre, mænd. Han ville redde verden, være populær her og der i begge ender (Han fik sikkert hvad han ville have og var med i Greenpeace). Til sidst blev forskellen den samme for ham, og han sprang ud som bøsse, helt tilfældigt og til ære for offentligheden, den kommercielle selvbeskrivelse, selv om han hele tiden inderst inde havde været den almindelige borgerlige type, altså skabshetero.
Og nu skal jeg fortælle jer noget, som ikke ret mange ved! I virkeligheden, og den er der ikke mange andre end mig der kender, så har han en kone og to børn hjemme i fællesskabet i entreen! De lever derinde i sus og dus for nogle af alle de millioner, som dette samfund har betalt ham for at vende op og ned på al ting! Og hvis i vil modbevise, det jeg her siger, så er i nødt til at få adgang til selve fællesskabet i entreen.
Alle dem jeg mødte, da jeg gik ud igen, de sagde lige nøjagtigt det, som jeg havde forventet, nemlig at der ikke var nogen kone, og der var heller ikke to små bjørneunger. Det passer ind i teorien, og beviser at jeg har ret: hvorfor skulle de ellers have benægtet, at der var netop to bjørneunger. Det er jo klart, at hvis man skulle stå imod påstanden om, at han var skabshetero, ja så var det en kvinde man skulle benægte eksistensen af efter at have set ind i skabet, det siger sig selv. Men det, at de benægtede lige nøjagtigt tallet to, beviser at det var det de så inde i skabet!
Jeg går ikke ind for konspirationsteorier og den slags. Jeg tror i stedet på det store kollektive selvbedrag. Som Kåre Fog ser jeg det som min opgave at afsløre selvbedraget over alt, hvor vi finder det. Bjørnen Lomberg er ikke bare en besættelse. Han er over alt i det moderne samfund. Verden er et stort selvbedrag.
Min anbefaling går til Kåre Fog
Steen: Er du ikke på den forkerte tråd?
Denne kommentar er anbefalet af:
Kære Ole Falstoft
Det afhænger helt af øjnene der ser!
Nå ja, hadlitteratur er vel også litteratur. Men det er nok klogt af læseren at holde sig for øje, at hadlitteratur er hvad dét her er, uanset hvad teksten i øvrigt måtte have af meritter.
Og med hensyn til hvorfor det lige var Warhol hun skød, så var det vist mere af personlige end af teoretiske årsager.
Kære Klare
Jeg har også meldt mig ud af “fællesskabet”. Se mit første indlæg.
Kære klare liske
Jeg ser artiklen som et rigtigt godt udtryk for en gang uforpligtende absurd langhåret teater. Det er på trods af værkets slet skjulte mandehad fuldstændigt uskyldigt. At begynde at tale om kvindeterror som Fog gør i sit første indlæg, er lige så absurd. Og så tæsker jeg videre i de absurde baner, Kåre Fogs livsværk, hans slet skjulte biologisme, for lige som at få lidt ironisk distance på i hans eget univers.
Sådan er det med ironi. Fatter man det ikke, så sov sødt videre.
På vore egne isolerede betingelser, og kun på dem kan vi alle fortsætte med at leve i den tro, at alle andre er nogle idioter.
Undskyld men hvem er det lige der er ironisk? Solana skød Warhol men det var måske kun udtryk for en særlig slags performance kunst, vi blot skal le af? Hun opnåede da at ødelægge resten af livet for Warhol. Tragedien for Solana var vel at ingen troede hun mente noget alvorlig med det hun skrev endtil hun viste at det gjorde hun. Så derfor synes jeg ikke vi skal fortsætte i samme spor af respekt for Warhol og Solana
Når jeg læser artiklen, har jeg lidt svært ved at se, at den egner sig til en humoristisk tilgang. Jeg har en vis humoristisk sans på visse felter, men det inkluderer ikke artiklen her. Linjen i artiklen er sådan noget i retning af “Døden er smuk - så lad os finde nogen at slå ihjel”. Er det sjovt ? I mine øjne er det bare sindssygt.
Når Information kan bruge det meste af et dobbeltopslag på dette, og når Rösing kan bruge ord som “æstetisk højspænding” og “på det herligste”, så bekræfter det blot mine fordomme om at der er personer der i den grad går op i skønlitteratur, at formen bliver indholdet. Blot noget pirrer den æstetiske sans, så er det “herligt”. Jeg har altid haft svært ved at se nytteværdien, eller værdien i det hele taget, i skønlitteratur, og dette kan blot tjene til at forstærke den holdning hos mig.
Hvad der lovprises her, er det samme som de historier vi desværre af og til læser i formiddagsbladene om personer der har slået deres elskede i hjel. Hvis man lovpriser den slags, må man være sindssyg, og jeg synes ikke at Information skal bruges til at lovprise sindssyg vold.
Man kan synes, at det rigtige er bare at ryste på hovedet af det her, og lade sindssyge kvindfolk dyrke deres perverse tanker i fred. Vi har ytringsfrihed, og den omfatter også SCUM-manifestet. Men hvorfor skal Information dog bruge plads på sindssyge perversiteter, i stedet for at lade dem synke hen i størst mulig glemsel?
Så længe skønlitteratur primært er underholdning, så fred være med den. Men når behovet for effekter og adrenalin-kick bliver så stort, at man finder det herligt at læse om mordforsøg, så har læseren et problem, som vedkommende burde gå til lægen med.
Denne kommentar er anbefalet af:
Ville det ikke være en god ide at få en der har bare lidt forstand på litteratur til at anmelde dette sindssyge manifest?
Og det kunne lyde som om at skribenten kunne trænge til en omgang god sex.
DEr er ikke noget så vidunderligt som god sex haha.
VH Heidi Madsen
Er kunsten kunstneren? Er sandheden videnskabsmanden? Er kulturen sine forudsætninger? Er naturen alt (naturen=kultur/kulturen=natur) = natur er natur er natur…!
Artiklens budskab om Solanas univers i min kortform:
”Det store fællesskab består af passive mænd, dvs. kvinder som prøver på at overbevise sig selv om, at de er mænd ved aktivt at kneppe kvinderne, som ikke bare ”er” kvinder, men som enten vælger at fortsætte med at være det, eller gør oprør og bliver som Solana.”
Som videnskab er budskabet løgn.
Som kunst er det sandt.
Som kultur siger det mere, end den videnskab der forklarer det som natur.
Kulturen omfatter videnskab, kunst og kaskader af kriterier for at afgøre hvad der er natur, sandhed, og kultur.
Hvis forbudet mod at anvende krigens sande grusomhed i kunsten var efterkommet, så ville både kunsten, kulturen med dens kunst og videnskaben om kulturen være løgn. For krigen tilhører kulturen, og kulturens videnskabelige beskrivelse af sig selv.
Hvis løgnen var ekskluderet fra arsenalet af effekter i den kunstneriske gengivelse af kulturen, så ville kunstværket mangle den kontrast, som bærer sandhedsværdien i kunstværket.
Hvis en beskrivelse ikke kunne falsificeres, havde den ingen sandhedsværdi.
Solanas mord på Andy Warhol er i kulturel forstand uret, grusomt, æstetisk frastødende. Både uretten, grusomheden og det æstetisk frastødende er uundværlige ingredienser i kunsten, i kulturens kvalificerede forsøg på at realisere sig selv.
Naturvidenskaben i naturvidenskabsmanden byder ham at reducere budskabet, dette kunstprodukt, stykke kultur, til naturen.
Han illustrerer på den måde den totale mangel på evne til at forstå forudsætningerne for modtagelsen af sit i andre sammenhænge ellers nok så kvalificerede naturvidenskabelige budskab. Og forstand på kultur, det har han heller ikke.
Klara Liske gav mig først fuckfingeren. Hun gentog den med henvisning til Søren Kierkegaard og et citat, der bringer lidt af alt det forfængelige metafysisk vås til udtryk, der præger hans forfatterskab.
Min holdning til fuckfingeren kan afkodes af den vågne læser her: http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-10.pdf
Og så til noget helt andet:
Sjofn
( til Lovr ):
Dit virke’s nødvendigheder
er jo AFHÆNGIGT af Odin og/eller Frigg’s særheder
der jo lige DER ka’ være no’en tørvetrillere -
eller ligefremt bar sån’ no’en brøndpissere -
så: Hvad har du at sige te’ di’ forsvar - om noget ?
–
Lovr ( til Sjofn ): Jeg begynder at satse på et nyt område.
–-
Sjofn ( til Lovr ):
Kød m.m. har jo aldrig lige helt været dig -
så lad mig gætte: Shop-amoking ?
–-
Lovr ( til Sjofn ): Næh - for i virkeligheden er jeg lissom dig: Begærer
i virkeligheden aldrig mænd - vil dem aldrig. –
@ Steen Ole Rasmussen:
“Solanas mord på Andy Warhol er i kulturel forstand uret, grusomt, æstetisk frastødende. Både uretten, grusomheden og det æstetisk frastødende er uundværlige ingredienser i kunsten, i kulturens kvalificerede forsøg på at realisere sig selv.”
Uundværlige? Jeg kan ellers godt undvære dem.
Hvis kulturen kun kan realisere sig selv ved at fremhæve grusomhed, så kan jeg godt undvære kulturen.
” . . naturvidenskabsmanden . . illustrerer på den måde den totale mangel på evne til at forstå forudsætningerne for modtagelsen af sit i andre sammenhænge ellers nok så kvalificerede naturvidenskabelige budskab. Og forstand på kultur, det har han heller ikke.”
Fuldstændig korrekt. Jeg har ikke forstand på kultur, og hvis kulturen har den karakter, som her antydes, så har jeg heller ikke noget ønske om at forstå den.
@ Kåre Fog
Grusomheden og uretten i mordet og i krigen er desværre en stor del af vores kultur. At forbyde det afskyelige i at komme til udtryk i kunstens univers, ville være det samme som at gøre kulturen endnu mere handikappet end uretten, mordet og krigen allerede har gjort den.
Først den dag, hvor man ikke engang kunne sige om kulturen, at den ikke var opstået af vold og uret, ville man kunne sige om den, at den kunne realisere sig selv uden at inddrage vold og uret i sin kulturelle selvbeskrivelse.
Jeg “kunne” også klare mig uden kulturens vold og grusomhed, hvis jeg var en anden, levede i en anden kultur.
Du har din spidskompetence inden for naturvidenskaben. Jeg har fuld respekt for dit arbejde her. Vi kunne slet ikke undvære sandheden, som den kvalificeres af folk, der ud fra deres beherskelse af teorier og metoder kan skelne mellem hvad der er sand og falsk viden i naturvidenskabelig forstand.
Jeg refererer således med respekt til den videnskab og de resultater, som jeg ikke selv kan vurdere den videnskabelige sandhedsværdi af. Jeg ved, at der findes arbejdsdeling og at kompetencerne er fordelt forskelligt af samme årsag.
Vi fokuserer derfor helt forskelligt på fænomenet bjørnen Lomberg. Lige fra begyndelsen har jeg fokuseret på, hvordan og hvorfor han havde den position i vor kultur, som han har. Selv om du på naturvidenskabens grundlag har vist, at han lyver hurtigere end en hest kan løbe, så får han lov at lyve højt og klart i ethvert medie, og man lytter til ham, som om det var sandt, det han siger. Det er absolut værd at forske i, dvs. en sociologisk og kulturvidenskabelig opgave hvor både digtning og viden kan hjælpe.
Vi kender alle historien før og efter afgørelsen i UVVU, hvor et lille flertal dømte ham videnskabelig uredelig, og hvordan politikeren Helge Sander efterfølgende forsøgte at få dommen omstødt. Allerede dengang så jeg primært på bjørnen som et kulturprodukt, og fokuserede på hvordan han var blevet det han var: http://www.information.dk/77265
Min lille leg, første kommentar her i tråden, var et forsøg på at lave lidt absurd teater med udgangspunkt i Lomberg som eksemplet på det, der i artiklen blev beskrevet som det store fællesskab af passive kødklumper med pik, der i en uendelighed forsøger på at overbevise sig selv om, at det ikke er ren passiv kvindelighed ved at kneppe de kvinder, som burde slå de aktive (mænd) ihjel, i stedet for at lade sig kneppe. Mit billede på Lomberg, som den erklærede bøsse (vi ved forhåbentlig alle at Lomborg er erklæret bøsse), skulle så forestille dette fællesskabs indsættelse af bjørnen som det omvendte sandhedsvidne, hvor fællesskabet af løgnere, ser ham som mand der erkender kvinden i sig selv, modsat fællesskabet, der benægter kvinden, det passive, i sig selv. Og da han er ansat til at vende det hele på hovedet, og da han i dette univers, fællesskab med egen entre, er selve den omvendte verden, løgnen i sig selv, ja så må han være ”skabshetero” (logisk modsætning til udsprunget bøsse). Historien handler så om, at han i virkeligheden har kone og to bjørneunger i skabet, lyver værre end et tæskeværk, og bliver betalt for det af alle dem, der foretrækker løgnen om sig selv og sin rolle i det store spil om at være de gode, sande og skabende.
Sådanne små lege er selvfølgelig ikke videnskabelige. Og når du, kære Kåre, ikke kan bruge dem til noget som helst, ja så skyldes det de dyder, du har, og som jeg respekterer dybt.
Jeg er også meget glad for, at verden er så mangfoldigt indrettet som den er, hvad kognitive kompetencer angår. Og jeg nærer ingen illusion om, at det hele en dag skulle gå op i det store sandfærdige fællesskab. Det der bekymrer mig, er at man tenderer mod at fortsætte selvdestruktionen på trods af den viden vi har om at det er det vi gør, når vi forfølger de gældende succeskriterier. Virkeligheden er, sådan som jeg ser den, absurd! Surt men sandt!
Til Steen Ole Rasmussen:
Tak for kommentaren. Den bevæger sig ret langt væk fra trådens emne. Så kun kort dette:
Jeg forstår udmærket, at Lomborg (ikke Lomberg) er et kulturelt fænomen, og stort set ikke andet. Næsten alt hvad han siger, er notorisk falsk, alligevel bliver han båret frem af alle medier. Jeg forstår det sådan, at han dels råder over et imponerende arsenal af dybdepsykologiske virkemidler, og dels at han bliver båret frem af meget magtfulde økonomiske interesser.
Hvis humaniora skulle være til nogen nytte, så skulle den forklare mig og andre, hvordan vi får åbnet folks øjne for den slags svindel, og hvordan vi kommer af med løgnen. Men her har humaniora vist sig i bedste fald magtesløs, og i værste fald netto virket til fordel for løgnen.
For nu at vende tilbage til trådens emne; Hvis humaniora var noget værd, så kunne den fortælle os, hvad der er galt med Valerie Solanas, og hvordan vi kommer af med hendes fascination af at dræbe mænd. Men der sker det modsatte. Humaniora (her repræsenteret ved Rösing) taget et vellystigt styrtebad i dødsfascinationen.
I det hele taget forekommer det mig, at humaniora handler om fascinationen af hvad fantasien kan producere. Jeg har et sted hørt det udtrykt, at jo mere et teaterstykke fjerner sig fra virkeligheden, jo mere betaget er vedkommende af det. Humaniora forekommer mig således at være fascination af fantasi, opdigtning og løgn; altså er humaniora lige præcis det vi IKKE har brug for når det gælder om at bekæmpe samfundsskadelig løgn.
Tak til Kåre Fog
Vi er begge imod videnskabeligt fusk. Det er slet ikke der den ligger.
Det handler om at indse begrænsningerne i rækkevidden af den naturvidenskab, som du indskriver dig under.
Fysikere har en tilbøjelighed til at forstå universet som ren fysik. Biologer har en tilbøjelighed til at forklare sig selv som ren biologi. Humanisterne har tradition for at se sig selv som ånd, der hæver over naturen. Marxistiske og liberale økonomer har hver på deres måde haft ambitioner om at kunne redegøre for samfundet ud fra hver deres økonomiske modeller. Og ingen videnskabelig teori er for alvor i stand til at indskrive sig i universet, kulturen med sit respektive bud på sandhed, uden at gøre det på sine egne forudsætninger. Men jo bedre en teori formår at reflektere både sine egne og andre kognitive traditioners forudsætninger for at kvalificere selvbeskrivelsen og fremmedbeskrivelsen her som der, jo bedre er den til at reflektere sig selv og andre kognitive traditioner i en kontekst/biotop, og genkende tilbøjelighederne til eksklusivt kun at tillade sandheden på egne præmisser.
Med blik for de mange forskellige kognitive traditioners forudsætninger kommer det bedre frem hvorfor:
- fysikeren forklarer sig selv og alt andet med fysik,
- biologen forklarer sig selv og kulturen som biologi,
- dem, der orienterer sig ud fra den ontologiske distinktion mellem ånd og materie, overhovedet har svært ved at se hvordan verden ontologisk hænger sammen,
- økonomerne prøver på at reducere det sociale til økonomi.
Når en naturvidenskabsmand på naturvidenskabens grundlag således ikke forstår nytten af humaniora, så er det måske fordi han er fanget ind af en gammel tradition for at skelne alt for rigidt imellem netop humaniora og naturvidenskab. Og når han føler sig kaldet til at diskvalificere selve kulturen, fordi den orienterer sig som den gør, dvs. ud fra andre kriterier for at kvalificere erfaringen end hans, så afslører han, at han ikke forstår at kulturen simpelt hen ”er” forskellige ”måder” at beskrive sig selv og omverdenen på! At han ikke forstår den klangbund, som hans naturvidenskabelige budskab falder på, ja det følger så også af sig selv. Men hans fordømmelse, af det han ikke forstår som unyttigt og usandt, fordi han ikke forstår det, det er udtryk for hans eget kognitive svigt.
Et faktum, et uomtvisteligt og aldeles veldokumenteret sociologisk faktum, er, at kulturen ”er forskellige måder at beskrive sig selv og alt andet på”! Og så hjælper det ikke, at en kommer og siger, at sandheden er naturvidenskabens. Det beviser kun, at hans egen biologi går fejl af det, der ikke kan reduceres til biologi, lige som fysikken går fejl af det der ikke kan reduceres til fysik og økonomerne går fejl af det, der ikke kan reducere den til økonomi.
Og nu vil han sikkert sige, at vi er kommet langt uden for emnet. Men det er vi ikke. For artiklen handler om litteratur, altså kunst. Kunsten er karakteriseret ved at opbyde egne kriterier for at kvalificere egne semantiske universer af betydning. Kunsten falder som et kulturelt tilbud om at skabe og leve i nye betydninger, der ikke kan reduceres til hverken Kåre Fogs biologi, økonomernes økonomi, folks sædvanlige seksualitet eller nogen anden i forvejen etableret kognitiv tradition. Den danner sin helt egen ramme. Den er hverken sand eller falsk i entydig forstand, men noget helt tredje, en legeplads, stedet hvor intuition og skabelse og noget som f.eks. også Niels Bohr var fuldstændigt på det rene med som en nødvendighed for ethvert tænkende og videnskabeligt arbejdende menneske. Niels Bohr han slæbte kunstnere og aldeles uvidenskabelige typer til i rå mængder, fordi de var så aldeles frugtbare for ham og hans forskeres arbejde.
@Kåre Fog
Hvis du bekymrer dig på (natur)videnskabens vegne - burde du måske klage lidt mere over de markedsøkonomer der vil: Intet ( ej heller ( natur)videnskaben ) over og intet ved siden af det markedsmekanismen bestemmer ( mht. det fælles bedst mulige )
––—
@Steen Ole Rasmussen
Så vidt jeg husker er Svend Hazel stadig den danske forfatter der har solgt bedst - markedsmekanismen gav ham altså de mange penge - hvad lidt mere tankevækkende er: At hvis det også anses for: At markedsmekanismen’s afgørelser ( nærmest pr. tautologi - “thi hvad den gør - eller lader - er altid det rigtige mht. det fælles ” ) ) så bliver det også det FÆLLES bedste bud på kvaliteten: Lødigheden -
og hvis - så må man jo bare indse: At Svend Hazel minsandten så også er den hidtidigt mest lødige danske forfatter.
Klare Liske
Normalt opfatter jeg bemærkningen “gå hjem og vug” som synonymt med den berømte og lidet konstruktive fuckfinger. Men lad dog for guds skyld den dumme finger sove i fred.
Det er ikke just tværvidenskab jeg tror på, men evnen til at se de mange måder at se på. Den er sjælden, men helt sin egen.
Kim Gram
Marx har ikke levet forgæves. Og jeg kender lidt til ham. Måske har jeg stjålet fra ham, når jeg taler om den autisme, der prøver på at overlade kritikken af markedet til markedet.
Citat:
Hvor det religiøse dogme i middelalderen stod for forbudet mod at så tvivl om trosindholdet, der har vor tid markedet og demokratiet, …
.
Fundamentalisternes performativt selvbekræftende argument er autistisk, kontekstuafhængig og formelt. Dvs. konklusionen er den samme, uanset hvilke anfægtelser deres tro udsættes for: ”Markedet har ret”, siger de, og fortsætter: ”Hvis anfægtelsen af markedet ikke kan sælges på markedet, så er det forkert, og hvis det kan sælges på markedet, så bekræfter det markedets lov, også selv om det går på, at markedets lov netop ikke er ret”.
http://arbejdsforskning.dk/pdf/art-78.pdf
Jeg er langt hen ad vejen enig med dig, Steen Ole Rasmussen, men du gør mig nok mere ensidig, end jeg er.
Jeg går netop langt uden for grænserne af mit eget felt for at forstå verden. For at kunne skrive min bog om mænd og kvinder har jeg f.eks. læst store mængder psykologisk faglitteratur, og også en hel del sociologisk litteratur (hvortil kommer kvindestudier, skønlitteratur og andre “suspekte” genrer).
I mine forsøg på at modgå Bjørn Lomborg har jeg læst store mængder økonomisk faglitteratur, f.eks. et helt værk om diskontering med bidrag af bl.a. nobelpristagere i økonomi. Og jeg har skrevet udførligt om de økonomiske aspekter på Lomborg-errors hjemmesiden.
I den aktuelle debat har jeg forhåbentlig tydeligt udtrykt, at i sidste ende er det de økonomiske magtforhold der afgør, hvilken sandhed folk tror på (hvorfor jeg selvfølgelig mener, at der burde laves om på de økonomiske magtforhold, specielt i USA, hvor valg afgøres af hvem der har mest økonomisk støtte i ryggen).
Du finder nok ikke mange mennesker, der fagligt set dækker så bredt, som jeg forsøger at gøre.
På den baggrund har jeg alligevel stadig svært ved at se, hvad skønlitteratur skal gøre godt for, bortset fra ren underholdning..
Nu er der ingen grund til at gøre nogen mere snæver end nødvendigt, heller ikke i forlængelse af forsøget på at åbne øjnene for de begrænsninger, der virker bag om ryggen på os, når vi tror det er den skinbarlige virkelighed, der tårner sig op for øjnene af os. Og grænsen mellem kunst og ikke kunst, lige som spørgsmålet om kunstens legitime virkemidler og funktion i det hele taget, det bliver der aldrig konsensus om. Og det er slet ikke meningen med det: det ville ikke være “nyttigt”.
Dem der f.eks. lægger hele deres autoritet bag forsøget på at forbyde menneskelort på dåse i de fine kunstmuseer, de indskriver sig performativt i selve koncept, som kunstneren så for sig, da han lod dåsen fylde under fuld mediebevågenhed, dvs. de bliver del af selve værket. Stik imod deres egen intention bidrager de til selve kunsten i deres misforståede forsøg på at få dåsen ud af museerne, og beviser dermed at kunsten er langt større end dem selv.
De stakkels guldfisk, som gik til i blenderen, de fik alle de gode dyrevenner på banen. Det var meningen, for kunsten var fra begyndelsen af tænkt som det, der skulle afsløre de gode menneskers kognitive adfærd, dvs. deres selvgodhed i relation til et par liter guldfiskgemos, hvor de selv samme mennesker hver dag konsumerer millioner af tons gris, høns, køer, kalkuner, kyllinger, urskov, konsumfisk osv., som har været udsat for ufattelige lidelser, før de endte i kummefryseren i netto.
Og hvad skønlitteraturen gør, er sådan set det samme. Den kan afsløre den måde, de forskellige sociale begivenheder falder på i vidt forskellige perspektiver, hvordan hver eneste genstand, begivenhed, kan falde vidt forskelligt ud i kraft af de mange forskellige former for kognitive praksis, som altså ”er selve kulturen, livet”.
Det sociale, dvs. kulturen ”er” sine måder at se sig selv på. Kulturen er alt andet end nyttighed, heldigvis. Det kan kunsten spærre øjnene op for, hvilket naturvidenskaben ikke kan. Den må begrænse sig til det at være nyttig, for livet, dvs. være livets ydmyge tjener, selv om den er tilbøjelig til at bortforklare både kunsten og livet som ren og skær unyttighed: http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-50.pdf og http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-62.pdf
Mange takk til Lilian Munk Rösing for den flotte anmeldelse av SCUM-Manifest som nå foreligger på dansk!
Wencke Mühleisen oppsummerer i sitt forord til den norske oversettelsen av SCUM-Manifest som kom i høst:
“I stedet for å innta den kvinnelige offerposisjon som skaper gjenkjennelse og en form for anerkjennelse, slår den ‘usympatiske ’ teksten tilbake og besudler den gjengse logikken i forventningene til kjønn og seksualitet. Dermed utøver teksten symbolsk vold og revolt. SCUM Manifest er ikke en positiv politisk utopi. Den er heller ikke et velmenende innlegg eller fremtidsrettet politisk program. På denne måten bekrefter SCUM Manifest den negativiteten som filosofien, teorien og politikken har fastskrevet kvinnen i, men vender fantasiens vold og raseriets poetikk mot det dominerende kjønnssystemet for å parodiere og sprenge den katastrofale forskjellstenkning mannssamfunnet er grunnlagt på.”
Ja; manifestet bærer i seg en voldsom aggressivitet som utløser aversjon (og mange, mange andre motstridende følelser) i de fleste av oss som lesere - ikke minst fordi aggressiviteten og voldsomheten er en kvinnes.
Det interessante må være å prøve å forstå: Hva er det som har gjort Valerie Solanas så rasende? Hva sier det om vårt samfunn at hun må gå så radikalt til verks som å skissere en utopi om utryddelsen av alle menn fra jordens overflate for å få oss til å forstå hennes opprørthet og raseri? Og hva er det med den litterære formen som gjør at hun lykkes bedre med å formidle raseriet herigjennom, enn utenfor det estetiske?
Snarere enn å la seg provosere av Munk Rösings anmeldelse vil jeg anbefale kritikerne å lese manifestet; det er en for de fleste overkommelig tekst på 50-60 sider, i spenningen mellom ‘logisk form og vilde indfald’ - og man blir overrasket over logikken det har når man leser det…
Mühleisen anbefales for videre kontekstualisering av manifestet. Forordet hennes kan lastes ned fra (det norske) Nationaltheaterets hjemmesider: http://nationaltheateret.no/?module=Articles;actio… (ettersom utgivelsen kom i forbindelse med iscenesettelsen av Sara Stridsbergs “Valerie Jean Solanas skal bli president i Amerika” høsten 2009).
Anbefales gjør også Sara Stridsbergs flammende poetiske, personlige og politiske forord til hennes egen oversettelse av manifestet i 2003: http://www.bokus.com/b/9789188748577.html?pt=searc…
Den stereotype oppfattelsen av Valerie Solanas (som vi rent biografisk vet ganske lite om) er knyttet til meninger om SCUM-manifest (som de fleste har sterke meninger om, men ikke har lest) og mordFORSØKET på Andy Warhol (han overlevde jo heldigvis…) som to felles, men i utgangspunktet ikke sammenhengende, referansepunkter. I 2005 gav Sara Stridsberg oss et nytt ankerpunkt i forståelsen av Solanas og hennes prosjekt, da hun skrev romanen Drömfakulteten som mottok Nordisk Råds litteraturpris i 2006. I denne litterære fantasien vender Stridsberg det hele på hodet og forsøker å forstå SCUM-Manifest i konteksten av en fiktiv Valerie Solanas’ liv, i stedet for de stadige forsøk på å forstå og forklare den biografiske Valerie Solanas liv og valg innenfor konteksten av SCUM-Manifest. Romanen finnes på svensk her: http://www.bokus.com/b/9789100111854.html?pt=searc… og i dansk oversettelse her: http://www.williamdam.dk/skoenlitteratur/skoenlitt… Drömfakulteten demonstrerer nettopp hvordan skjønnlitteratur kan være så uendelig meget mer enn ren underholdning.
Man kunne selvsagt ønske seg at verden var et mindre grusomt sted, men enn så lenge den ikke er det - og så lenge jeg ikke ønsker å leve i forstillelsen om at den er det - deler jeg definitivt Munk Rösings entusiasme, som jo selvsagt ikke er rettet mot det voldelige og mannshatende som sådan, men mot Solanas’ evne til litterært å formidle sin uendelige ‘vilde vaginale vrede’ på en måte som gjør det umulig å ikke bli berørt av den.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Lilian Munk Rösing
.”Jeg er ikke helt sikker på, at jeg går ind for Solanas’ primære konkrete handlingsplan, tilintetgørelsen af det maskuline køn,”
Okay, men mens du tænker over det, vær sød at skåne vores liv. Jeg er for ung til at dø
.»Sex i sig selv er en sublimering« - hvad siger I så?”
Det er bare så queer. Bortset fra det, kunne det være interessant, at se en diskussion mellem Solanas og Søren Fauli.
Til Henriette Thune
Jeg kan virkelig ikke se meningen med det, du skriver.
Du skriver om “Sara Stridsbergs flammende poetiske, personlige og politiske forord”. Alene navnet - Stridsberg !!! Nå, men her står der om at erstatte meningsløs sex med venskab. Jamen for pokker, en kvinde kan vel selv bestemme hvem hun vil dyrke sex med hvornår. Hvis den pågældende sex er meningsløs, så er det fordi kvinden har valgt forkert. Det er da ikke “patriarkatet”s skyld. Og når det så skal erstattes med “venskab”, består det i at begå drabsforsøg. Her må alle finurlige kunstgreb for at få mening i galskaben komme til kort. Dette er regulær sindssyge.
En anden form for sindssyge er pyromani. Ingen tvivl om at en brændende bygning kan være et smukt syn. Men kan den æstetiske værdi i en brændende bygning nogensinde retfærdiggøre at man sætter ild til den? Et sådant forhold til æstetik er og bliver sindssyge.
Mht.:tilintetgørelsen af det maskuline køn,
der menes vel forhåbentligt kun: orgasmen’s/udløsningen’s ego-død ?
Ja ja håbet/kærligheden er jo lysegrønt/rødt
@Kim Gram
.”Mht.:tilintetgørelsen af det maskuline køn,
der menes vel forhåbentligt kun: orgasmen’s/udløsningen’s ego-død ?”
Ja, vi dør allesammen og kommer i himlen, hahaha.
“Jeg er ikke helt sikker på, at jeg går ind for Solanas’ primære konkrete handlingsplan, tilintetgørelsen af det maskuline køn”
Man kan prøve og forestille sig denne sætning erstattet med følgende: “Jeg er ikke helt sikker på, at jeg går ind for Auschwitz, og tilintetgørelsen af jøderne, selv om min indre radikalist godt vil støtte dele af projektet” Der er næppe mange, som ville blive beroliget af et sådant udsagn.
For alle der er så fastlåste i en feministisk verdensopfattelse, kan et feministisk udsagn aldrig blive for hadefuldt, for diskriminerende, for fascistisk og for voldsforherligende. Det vil altid blive opfattet som noget der dybest set er velbegrundet.
Problemet er ikke længere Solanas, men at femifascismen stadigvæk har sine apologeter.
Det undrer mig, at når skønlitteraturen gør det muligt for alle, som vil, at se ind i et univers som Solanas, der modsat andre terrorister, vil eksponere sit univers, frem for bare at agere terroristisk ud fra dets selvretfærdighed, ja så forarges man, og mener ikke, at det kan bruges til noget som helst. Alt imens vi har en regering, som har bidraget til drabet på hundreder af tusinde uskyldige irakere i demokratiets navn, brudt grundloven osv. i kampen mod terror, dvs. ageret som lovløse terrorister i terrorbekæmpelsens navn! Hvor helvede er jeres proportionssans, og hvor er jeres sans for kultur henne?
Tænk sig, at nogle mener, at en forbryders forbrydelser gør det illegitimt at forholde sig til hendes inderste tanker, og påstå at man ikke kan lære af det! Kan i slet ikke se, hvordan jeres moralitet forhindrer jer i at se, hvad der bliver lagt for dagen her, lige til at se og lære at forstå af!
Denne kommentar er anbefalet af:
Lærerigt og oplysende, utvivlsomt. Jeg har haft mange gode oplevelser med hadlitteratur. Det irriterer mig bare, når folk påstår at SCUM-manifestet ikke er hadlitteratur. Det er så skræmmende åbenlyst lige hvad det er, og når folk forsvarer manifestet som ikke-hadlitteratur, får det folk til at lukke af, hvoraf man ellers godt kunne have nået nogle med mindre morderiske kønspolitiske argumenter.
Et strålende manifest om polarisering - enhver sexsuel rørelse rummer kim til både polarisering og syntese.
Denne kommentar er anbefalet af:
Sådan som jeg læser SCUM Manifesto er det en slags litterær, psykologisk, kulturel analyse af mandssamfundet, Mænd er grundlæggende passive og ude af stand til at opleve noget og må kompensere for det ved, at udkæmpe en dominanskamp via pengeystemet o.s.v. bakket op af Farmands Piger. Solanas havde sikkert nogle pointer, men personligt tror jeg, at hun som sikkert mange revolutionære, glædede sig for tidligt.
Når mænd var blevet udryddet og hvedebrødsdagene var ovre, ville det sikkert også i længden blive kedeligt, at gå rundt og være en af de “dominant, secure, self-confident, nasty, violent, selfish, independent, proud, thrill-seeking, free-wheeling, arrogant females” som hun skriver om.
Kunne man forstille sig en mand der først udgav en skrivelse, hvor kvinder lægges for had, dernæst forsøger at dræbe en kendt kvindelig kunstner og endeligt senere bliver hyldet af andre mænd for sin indsats for mandskønnet? Måske? Næppe i Information. Og jeg undrer mig. Ikke så meget over at det er i Information, men over at man hylder Solana på den facon.
@Torben Pedersen
Et hurtigt blik på europæisk ide og litteraturhistorie og du vil finde mange tusinde udfald mod både kvindekønnet og mod navngivne kvinder.
I øvrigt blev også nogle tusinde britiske blåstrømper, fængslet, tortureret og voldtaget alene af den grund af de gik på gaden og krævede lige rettigheder for kvinder og mænd… Det var fra officielt hold at man ønskede dem behandlet således fordi man mente at deres holdninger var syge.
I det perspektiv er en enkelt rabiat feminist måske ikke så slem …
Problemet i en nøddeskal er selvfølgelig i hvilket omfang nulevende mænd skal gøres ansvarlige for de systematiske overgreb mænd har begået mod kvinder de sidste 5-6000 år.
Men sålænge mænd (og kvinder) ikke anerkender at kvinders vrede mod mænd er fuldt berettiget og ikke kan heles før den anerkendes, kommer vi ikke videre.
Ikke hermed sagt at mordforsøg er anerkendelsesværdigt - det kan bare ikke undre at vreden tager den form.
Jeg mener ikke at kvinders vrede mod mænd er fuldt berettiget.
@Kåre: LOL
@Kåre Fog
Nu synes jeg jo det er ganske grov kost at betegne andre mennesker som sindssyge i noget som skulle ligne en dannet debat, især når vi taler om en forfatter. Munk Rösing kommer ind på Otto Weininger til slut i teksten, en relevant parallel. Weininger var højt respekteret i sin samtid hvor intellektuelle tog hans rabiate kønsteori om at kvinden var naturligt underlegen for højværdig tænkning. Der var altså ingen som kaldte den velstillede og veluddannede Weininger for sindssyg selvom han stort set siger det samme som Solanas, bare med omvendte fortegn. Måske man ud fra dette kan snige sig til at antyde at køn og klasse har betydning når det gælder kanonisering, og netop derfor ligger der er vigtigt arbejde i at præsentere tænkning som kommer fra gaden, fra en Nobody som Solanas. Anbefaler Hulda Garborgs polemik mod Weininger “Kvinden skabt af manden” (1904) udgivet anonymt.
Vreden er rettet i den forkerte retning.
Som alle sexister tager hun fejl når hun mener at der findes “kvinder” og “mænd”
Ja, der er tale om mennesker med samme biologiske struktur men det har for det første kun med reproduktion at gøre og intet med sexualitet at gøre, for det andet er der ikke to ens mænd eller kvinder.
Det er kulturens ensrettende virkelighed der undertrykker menneskets natur og sætter så meget vrede i verden.
@Kåre Fog
Som sagt kommer vi aldrig videre hvis mænd ikke acceptere at kvinders vrede er berettiget.
@Andreas Trägårdh
Jeg er 100% enig, men samtidig er man nødt til at erkende den kønshistoriske realitet.
Kvinder i dag er som misbrugte børn der lige er gået ind i voksenlivet - nogle benægter fuldstændigt at et misbrug har fundet sted, ofte med den konsekvens at de selv ender med at blive misbrugere eller støtte et misbrug. Nogle erkender misbruget men nægter at erkende at det påvirker dem. De ender f.eks. som prostituerede. Nogle magter ikke at tage opgøret og bliver sindsyge, mens nogle tager kampen og arbejder sig igennem traumerne og ud på den anden side til et ordenligt liv.
De ekstremt få der magter at undertrykke erindringen og stadig have et rimeligt liv kan ikke ophæves til norm for alle de andre.
Man snakker så meget om at kvinder skal holde op med at gøre sig til ofre og det er da også sandt. Men det nytter ikke noget at tro at kvinder aldrig har været mænds ofre, for det er simpelthen historiske løgne at hævde.
Tiden er kommet, ligesom den kommer for et misbrugt barn der bliver voksen, hvor kvinder har muligheden for at træde ud af offerrollen og ind i rollen som aktivt, ligeværdigt individ - men vejen går igennem accepten og bearbejdelsen af at mænd historisk set har begået overgreb på overgreb mod kvinder, som individer og som gruppe.
Hvis vi prøver at lyve os fra det eller fortie det så sidder vi for altid fast et sted hvor der eksisterer mænd og kvinder og hvor de grundlæggende har forskellige interesser.
Charlotte: Jeg er ikke helt sikker på hvad du mener med acceptere? Måske kan vi mænd godt forstå at kvinder kan være vrede over hvad visse mænd har gjort og gør mod kvinder, men vreden mod mandekønnet som sådan kan vi som mænd ikke blot acceptere.
Jeg tror ikke på arvesynden og har ikke tænkt mig at gå skyldbetynget gennem livet fordi mænd har behandlet kvinder dårligt gennem tiderne
*Suk*
Enkeltindividers handlinger mod enkeltindivider er alt sammen undtagelser, som det er det nemmeste i verden at afskrive som “ikke noget at gøre med mig”. Sagen, som er vel værd at være vred over, er at der er strukturer, systemer, mønstre, “situationens logik” og så videre, som netop udgør reglen snarere end undtagelsen, og her har kvinder været (og er i ikke ringe grad stadigvæk) placeret i en systematisk ufordelagtig position, specifikt i forhold til mænd.
Dét er vel værd at være vred over, og forsøge at gøre noget ved. At det så er knald i låget at holde individuelle mænd og drenge personligt ansvarlige for 5.000 års undertrykkelse, er så hvad det er. Men vi lever stadig i og med undertrykkende mønstre som er arv og eftervirkninger af dén undertrykkelse, og dét betyder at ja, det handler om dig personligt, hvem end du er, for du er en del af samfundet. Det er ikke bare nogle mænd (ikke mig!) som gør noget mod nogen andre.
Troels: Det ok med vreden mod med struktturer og systemer men vrede mod kønnet er en blindgyde
Kønnets element af social struktur gør det til et yderst egnet mål for vrede. Lyserød og lyseblå er for fa’n ikke genetisk betingede (og lyserød var drengefarven tilbage i 1800-tallet, sjovt nok). Men ud over biologi er køn OGSÅ en social struktur, og her har vi alle en rem af huden, med tilhørende ansvar for hvordan vi forvalter vores hjørne af den sag.
Men efter selv at have været udsat for en folkeskolelærer, som holdt mænd i almindelighed og lille ti-årige mig i særdeleshed personligt ansvarlig for 5000 års undertrykkelse, er jeg da helt med på, at den slags raseri ikke på nogen måde er fed.
Troels
Helt enig
“Lyserød og lyseblå er for fa’n ikke genetisk betingede”
Kommentar: Jo, det er der tegn på at de er.
“Kvinder er placeret i en systematisk ufordelagtig position”
Mon dog?
Kvinder lever længere end mænd, og her i Danmark er kvinder generelt lykkeligere end mænd
(Link: http://www.djoef.dk/djoefbladet/Nyheder/Akademiker…)
Kvinder står stærkere end mænd med hensyn til sociale netværk, venskaber m.m., dvs. nogle af de vigtigste ting i livet. Kvinder er mere tilfredse end mænd med pengeforhold. Mænd er i gennemsnit mere tilfredse med deres job; det hænger så også sammen med, at mænd mere søger tilfredsstillelse i jobbet, mens kvinder mere søger tilfredsstillelse i privatlivet. Fraskilte mænd og andre der har mistet sociale kontakter er særlig ulykkelige.
Så hvem er i en systematisk ufordelagtig position?
Hvad der irriterer mig ved den slags argumentation, er at den altid peger i retning af at mænd skal ændre sig, og det på en sådan måde at disse mænd får det dårligere. Mænd skal gives kronisk dårlig samvittighed ved kunstigt oppustede statistikker om sexchikane, hustruvold, voldtægt osv. Mænd forsøges hele tiden afmaskuliniserede, på trods af at netop afmaskuliniseringen meget ofte gør manden mindre lykkelig - en afmaskuliniseret mand føler at han skal betvinge sin egen natur, og samtidig har han ringe mulighed for at skaffe sig en partner (hvis han er heteroseksuel). Hvilket, jvf. ovenstående, mere end noget andet bidrager til at han sandsynligvis bliver et ikke-lykkeligt menneske.
Mange kvinder forsøger konstant at presse mænd ud i situationer, hvor disse mænd har det dårligt. Det er vel det man kalder undertrykkelse. Kvinderne gør det ikke ved hjælp af magt og penge, men ved hjælp af psykiske virkemidler. Jeg ved ikke om sådanne kvinder ønsker at gøre mænd ondt med vilje, men virkningen er i hvert fald at mange kvinder gør mange mænd ondt.
Derfor gider jeg acceptere nogen som helst dagsorden om at det er mest synd for kvinderne. Kvinder i vore dages samfund får det hele.
@ Kåre Fog:
Om lyserød og lyseblå: Så har generne ændret sig fundamentalt siden 1800-tallet, hvilket jo er ret usandsynligt. Eller, langt mere sandsynligt, det er et eksempel på at kulturelt betingede fænomener bliver ophøjet til ur-natur.
Med hensyn til den slags sociale netværk, som man kan bruge til at få højt betalte jobs inden for sin profession tyder alle tegn på, at mænd gennemgående er langt bedre udrustede end kvinder, som ikke i samme grad kan omsætte deres sociale netværker i magt og penge, uanset at de stereotypt tilskrives overlegne sociale færdigheder.
Og mht. lykke kan jeg ikke undlade at tænke på de undersøgelser du selv for nyligt henviste til, om at ægteskab gør mænd lykkelige (måske fordi man så ikke behøver at bekymre sig om huslige småting, for den klarer husalfen?), mens ægteskab ikke lader til at gøre noget videre for kvinder, lykkemæssigt (og hvorfor mon det?). Uanset om der er kvinder, som “forsøger konstant at presse mænd ud i situationer, hvor disse mænd har det dårligt.”
Jeg har en mistanke om, at hvis kvinder udtrykker større tilfredshed med deres pengesituation, er det fordi en kvinde som beklager sig er en forbistret møgkælling, som ingen kan lide, mens en tilsvarende mand er stærk og brav og forsvarer sig og sine, sådan i det store og hele.
Dét som skal ændre sig er det sæt af normer, hvor en mand ikke må være svag, og en kvinde *skal* være svag for ikke at være en bitch. Hvor en mand må (og skal!) hungre efter sex for at være en rigtig mand, mens en kvinde som begærer for nydelsens skyld er en luder. Hvor børn og husholdning per definition falder tilbage på kvinden, som så må (og skal!) forsøge at passe begge dele på fuld tid, mens manden har sit brave hyr med at blive såvel retsligt som socialt accepteret, hvis han rent faktisk går op i sine børn. Hvor unge kvinder i hobetal rager ud i spiseforstyrrelser for at komme overens med groteske kropsidealer om kvinden som lolitadukke, og hvor hvem véd hvor mange unge mænd æder steroider som slik for at komme til at ligne parodier på Action Man.
Det er ikke “bare” én eller anden, eller manden, eller kvinden, som skal ændre sig. Det er spillet.
Charlotte
Der er ingen kønshistorie.
Den kønnede formering har ikke ændret sig blandt menneskedyret, formentlig nogen sinde.
Ja ja, i dag har vi da reagensglasbørn og rugemødre, adoptioner osv. men det er mere en påtaget opfattelse i morale og socialoptik.
Biologien er den samme. Vi formerer os som vi altid har gjort det. Der knytter sig ingen historie til det, derfor er fundamentet for din kritik noget sludder og vrøvl.
Når drengebørn bliver udsat for vold og omsorgssvigt, sexualovergreb osv. er det meget mere taburiseret end når de samme overgreb gælder pigebørn.
Drenge skal bare tage overgreb “som en mand - tavst i ensomhed”
Jeg har ingen grund til at mene at kvinder og mødre mishandler deres børn mindre, end mænd og fædre, måske forholder det sig ligefrem modsat, at de står for mere omsorgssvigt, ikke mindst i kraft af det herskende kvindeideal stadig er mor og derfor har kvinder mere samvær med børn.
@ Andreas Trägårdh:
.”Der er ingen kønshistorie.”
Den kulturelle udmøntning af kønslivet har ændret sig ikke så pokkers lidt, og varierer ikke så pokkers lidt fra sted til sted. F. eks. vil jeg frejdigt hævde, at der er en forskel på forholdet mellem kønnene i, lad os sige det sydlige Afghanistan, og så i Danmark, som jeg tvivler meget på er genetisk betinget.
Ligeledes er der sket en hel del ændringer i Vesten. Uanset at der er et biologisk fundament, er der *også* en kulturel udmøntning og forvaltning af biologien, som det er uklogt at fornægte.
Vreden mod et køn er ikke alene latterlig men kontraproduktiv. I virkeligheden kan vreden kun egnes mod ens eget køn. Men formentlig fordi man har glemt og fortrængt sin undertrykkelse og siden optrådt som en fuldkommen kujon, i bestræbelsen på at opretholde resterne af ens fortabte identitet, kan man kun konfrontere kilden til ens biologiske natur, og den skal findes i det modsatte køn.
Skaden er at man agter at være til hele tiden. At eje et selv. I jakten på denne forjættelse tager vi forplantningsorganerne til gidsel, for disse, har det vist sig, kan forsyne os med den højeste form for energiudladning og dermed den længst varende oplevelse af konsistent tilværelse - orgasmisk extase, tidsløs forglemmelse og den slags.
I virkeligheden er vi kun er mand og kvinde sammen, og kun i dette ubegribelige forplantnings øjeblik. Resten af vores eksistens er vi slet ikke mand og kvinde, ikke på noget tidspunkt er vi i nærheden af det. At påstå andet er neurotiskt.