Det er godt at få snavs på fingrene

Lige inden for hoveddøren af Ian McEwans hus i London står den obligatoriske genbrugskasse med sorteringsrum til papir, plast og glas. »Selvfølgelig går vi ind for genbrug her«, griner han. »Hvem gør ikke det? Og jeg er stor tilhænger af at skære 10 procent af vores CO2-udledning. Og af at opsætte solpaneler i hjemmet. Alt, hvad der nedsætter vores forbrug, er nyttigt. Men i sidste ende tror jeg ikke rigtig, at affaldssortering er løsningen. Dydig adfærd gør det heller ikke. Civilisationen behøver simpelthen en anden energikilde.«

Større billede

Michael Beard, den nobelprisvindende fysiker, grovæder og hovedperson i McEwans seneste roman, Solar, har måske løsningen. Hans forskning i kunstig fotosyntese som metode til udnyttelse af solens magt har gjort ham rig og berømt. Og som McEwan begejstret forklarer, er hans bog faktisk på forkant med de nyeste teknologiske landvindinger, uanset at disse endnu er et stykke vej fra praktisk anvendelse.

»Hvis man nærstuderer omfanget af den nytænkning og opfindsomhed, som udfoldes i Amerika, og hvor meget, der er blevet investeret i nanoteknologi og solenergi, ja så kan man kun blive slået af forbløffelse.«

For McEwan er videnskaben den vej, han ikke selv slog ind på, og han taler med en smule misundelse i stemmen om sin søn, genetikerens forskergerning.

I en alder af 16 havde Ian McEwan selv »svære kvaler« i skolen, for hvad skulle han dog vælge? Kunstens eller videnskabens løbebane. »Mine matematiske evner var faktisk ret middelmådige, men jeg elskede faget, og til sidst fik jeg taget på differential- og integralregning. Det fylder mig med ærefrygt, at Leibniz kunne udtænke disse ting, og at andre mennesker kunne forstå dem.«

Mageløs observatør

Det er blevet en floskel at sige, at hvor McEwans tidlige romaner havde et strejf af new age-sværmeri, så holdes hans senere oppe af en mere udpræget sans for rationalisme i almindelighed og videnskab i særdeleshed. Men de, som er tættest på ham, ser kontinuitet.

Timothy Garton Ash, McEwans ven og fortrolige gennem 30 år, mener, at »forestillingen om, at den unge Ian var åben over for mysticisme, er vrøvl. Han har altid været ekstremt rationel. Og både politisk interesseret og engageret. Som forfatter har han altid været en mageløs observatør af kompleksiteten i de mellemmenneskelige relationer, men også en intellektuel og politisk skribent. Der løber en leg af ideer igennem alle hans bøger.« Men hvor McEwans tidlige bøger fokuserede på sælsomme seksuelle og psykologiske manøvrer, har han siden begyndelsen af 80’erne beskæftiget sig bevidst med både historiske og nutidige begivenheder, og han har efterhånden vundet en status som Storbritanniens nationale samvittighed med al den prestige - og hårde kritik - som dette fører med sig.

»Da jeg begyndte som forfatter, troede jeg, at litteraturen var indesluttet i en boble, som på en eller anden måde flød oven på den verden, som blev kommenteret i aviserne. Men efterhånden blev jeg mere og mere interesseret i at prøve på at inddrage denne verden i mit arbejde.«

Hans første forsøg på at bryde ud af den »klaustrofobiske fiktion«, han skrev i 70’erne og begyndelsen af 80’erne, var hans tv-film fra 1983, The Ploughman’s Lunch, om en journalist, der skriver en bog om Suez-krisen i tiden omkring Falklandskrigen. Den førte »temmelig direkte« over i Child in Time (1987, dansk titel: Tidens fylde), hvor fortællingen om det forsvundne barn opblandes af temaer om både videnskab og indenrigspolitik. Selv om han i dag betragter disse værkers »aversioner imod Thatcher som de mindst vellykkede elementer«, var kursen lagt, og han begyndte at beskæftige sig med presserende politiske spørgsmål som Irak-krigen, og nu: klimaændringer.

»Det er godt at få snavs på fingrene og afprøve, hvor langt ens synspunkter kan bære. Og når man lige har skrevet historiske ting, er det en stor fornøjelse igen at lade sig indrullere i en plausibel gennemspilning af det, som sker lige her og nu. Måske er pligt et lovligt tungt ord for det, for det er helt sikkert attraktivt at føre en roman ind i nutiden.«

I realismens udkanter

McEwan har før antydet, at Solar ikke kun »handler om« klimaændringer, men også vil være komedie. »Jeg synes, romaner, der er opsatte på at være morsomme på hver side, er anstrengende,« pointerer han.

»Men komedie i en mere udvidet forstand, ja, det er den. Den komiske genre giver mulighed for at improvisere legende i realismens udkanter. Man kan være mere luftig, mindre nøgtern i evalueringerne af det mulige.«

Som research til Solar drog McEwan på en rejse til den nordlige polarcirkel i 2005 sammen med en gruppe forskere og kunstnere for at bevidne klimaforandringerne på første hånd.

»Jeg elskede den rejse,« siger han. »Mens billedhuggere og malere passede deres, tog jeg på travetur med enhver, der ville med.«

Imens han vandrede rundt på frosne fjorde med billedhuggervennen Antony Gormley, blev der diskuteret landskaber og fantasi. Under middagen blev der ført »idealistiske samtaler om, hvordan vi som kunstnere skulle lave helt om på vores relationer til regeringen«.

»Men i omklædningsrummet ved siden af var der kaos. Ingen var ondskabsfulde, men folk var letsindige og ville uforvarende låne hinandens grej. Tøj og udstyr, som skulle være på plads for eventuelt at redde liv, og som det ville have været en smal sag for os at passe på, forsvandt uden videre. Det gav mig den tanke, at trods alle fine ord og gode hensigter findes der måske en komisk utilstrækkelighed i den menneskelige natur.«

Klimatopmødet i København bekræftede hans frygt. »Det var uhørt og uden fortilfælde, at verdens ledere her befandt sig indstævnet af videnskaben. Men resultatet blev kaos og konflikt med elementer af farce. Så jeg tænkte, at hvis jeg nogensinde skulle få greb om det her projekt, ville jeg blive nødt til at skrive om en virkelig kikset fyr, en håbløs eller håbløst selvisk person.«

Mens han stadig var i tænkeboks, blev han i 2007 inviteret til et symposium for nobelprismodtagere i Potsdam for at diskutere klimaforandringer. »Jeg blev ret betaget af storheden ved dette samvær med nobelprisvindere. At være i selskab med så mange tænkere på ét sted var noget helt for sig. Alle var selvfølgelig formidabelt kloge og aristokratiske, legender hver på deres egen måde. Og der var her, jeg besluttede mig for, at min klimaforandringsmand skulle være nobelpristager.«

Elsker formler og teorier

Professor Hans Joachim Schnellnhuber, fysiker og ledende klimarådgiver for den tyske regering, var manden, der inviterede McEwan til Potsdam. De mødtes første gang ved et kunstner/forsker-seminar i Oxford i 2004:

»Vi havde en lang snak om klimaproblemet,« fortæller Schnellnhuber.

»Jeg tror, at han dengang var noget skeptisk over for, om kunstnere overhovedet havde en rolle at spille her, men samtidig varmede han da op til det. Da jeg arrangerede nobelsymposiet var jeg glad for at have ham med. Han ønsker virkelig at forstå, hvordan fysikkens love fungerer, og det gav en kvalificeret snak. Og ikke nok med det, han elsker også at tale om formler, teorier og så videre, hvilket er meget usædvanligt for en forfatter. Forfattere synes som regel, at det er cool at kokettere med at være uvidende om naturvidenskab. At være komplet ignorant får dem på en eller anden måde til at føle sig ophøjede. Med Ian er det helt anderledes.«

Ian McEwan understreger, at selv om Solar handler om klimaændringer, skal man ikke glemme, at vi har at gøre med en roman: »At fortælle offentligheden om klimaforandringer sker stadigvæk bedst igennem ikke-fiktion. Der er en omfattende sagprosalitteratur om emnet. Men det, som jeg har ønsket at formidle med denne roman, er en fornemmelse og forståelse for, hvor vanskelig denne her opgave bliver at løfte for os alle. Når dette er sagt og trods København, vil jeg stadig fastholde en optimisme. Tilbagegangen i produktionen af olie og de stigende priser på den vil blive en meget smertefuld proces, som kommer til at presse os til tilpasninger. Jeg tror også, at folk i almindelighed er mere smidige og fleksible, end regeringer tror, de er. Og så er der jo den nye teknologi. Hvem ved, måske vil min og Michael Beards flyvske drømme om kunstig fotosyntese virkelig kunne redde os alle sammen. Det er slet ikke umuligt.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen