Jeg skulle til Ærø, men ankom et par timer for tidligt til Rudkøbing på Langeland, hvorfra jeg skulle videre med Marstal-færgen. Lige den dag interesserede Rudkøbings seværdigheder mig ikke, derfor fandt jeg et lille, trangt værtshus i en lang, smal gade, hvor de fleste af husene var gulkalkede. Jeg drak øl, mens jeg hørte på to stamgæster, der snakkede om fisk. Tjeneren var en lille firkantet mand, der på klassisk bartendervis stod og pudsede glas af i et viskestykke. Sceneriet fik mig til at tænke på en gammel Dylan-sang, den, hvor han synger om, at den countrymusik, der strømmer ud fra radioen, ikke engang er værd at slukke for. Men så skete der alligevel noget, der gjorde det hele lidt interessant. Mr. Orange kom ind.

Mr. Orange var helt sikkert stamgæst ligesom de to fiskesagkyndige. Han så ud til at være et sted i 40’erne, hans hår var langt og uredt, der sad madrester i hans skæg, han havde ikke fået stoppet skjorten ned i bukserne, og så havde han altså en stærkt orange, strikket pullover på. På fødderne havde han nogle flossede kameluldstøfler af den slags, vi i Vendsyssel kalder
hjemmedappere.

Mr. Oranges plads

Vel nok fordi der for engang skyld var en fremmed til stede, nemlig mig, syntes tjeneren, han blev nødt til at sige noget. Nå, sagde han til Mr. Orange, du er nok i dit hjemmedress i dag? Fisherman 1 og Fisherman 2 skreg af grin. Vi har sgu da aldrig set ham i andet, sagde de. Mr. Orange blev sur. Jeg er, som jeg er, knurrede han, og det er jo da her, jeg bor!

Måske til ære for mig gav tjeneren og de to andre sig til at mobbe Mr. Orange. Bare så jeg ikke troede, at de syntes, han var en ganske almindelig gæst på stedet. Han boede i en lejlighed lige over værtshuset, forstod jeg, og han gik altid ‘nedenunder’, efter sin sene morgenmad, for at få sig en bajer. Det var heller ikke til at misforstå, at han aldrig, aldrig nogensinde, mente, at der var nogen grund til lige at nette sig lidt først. Lige lade en kam løbe gennem håret, før han gik ‘i byen’. Men hvad fanden, sagde tjeneren, det her regner du vel for din private dagligstue? Dit hummer deroppe, det er så soveværelset?

Fisherman 1 og Fisherman 2 fnisede.

Jeg lagde mærke til, at Mr. Oranges hænder rystede en smule, da tjeneren var kommet med hans øl. Han sad også og så underligt forknyt hen mod mig. Faktisk fik jeg ondt af ham, jeg troede jo, han følte sig ydmyget af de andre, de tre granvoksne mobbedrenge, der gjorde, hvad de kunne for at lade mig vide, hvor malproper og ulækker, de syntes, han var. Men der gik nu ikke lang tid, før det gik op for mig, at det slet, slet ikke var det, det drejede sig om. Mr. Orange ville i virkeligheden skide hul i de tre andres snak - den var han sikkert vant til. Det, der generede ham, var, at jeg havde sat mig på hans plads! Hans blik var ikke det mindste forknyt, det irriterede ham bare, at jeg skulle sidde
der. Det havde jeg allerede forstået, inden tjeneren kom med en ny øl til ham. Mens Mr. Orange, nu med hænder, der var holdt op med at ryste, selv hældte den op i sit glas, sagde han til tjeneren: ja, i dag sidder jeg jo
her!De to fiskerfyre virkede pludselig nervøse, Mr. Orange var nok ikke helt så hjælpeløs, som jeg umiddelbart troede. De var også lidt bange for ham, kunne jeg mærke. Nåja, sagde de fredeligt, du har vel heller ikke skade af at prøve noget nyt?

Det svarede Mr. Orange ikke på.

Hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne selvfølgelig rejse mig og tilbyde Mr. Orange min plads, men det havde han jo ikke bedt mig om. Hvis han gjorde, ville jeg med det samme lade ham få sin plads. Selvfølgelig. Jeg er også selv et vanedyr. Men når han nu kun sad og lumrede med det, og kom med ‘fine hentydninger’ til tjeneren, så gad jeg ikke. Derfor bestilte jeg en øl til - for at markere, at han lige så godt kunne se det i øjnene: jeg ville blive et stykke tid endnu. Det gjorde ligefrem ondt på ham, kunne jeg se.

Tjeneren kom med en avis til ham, det gjorde han sikkert hver dag. Men Mr. Orange gad ikke læse den. Lyset er for dårligt til at man kan læse den
her, sagde han højt og tydeligt. Og så var det, han gik over stregen. Han tilføjede: men
den herre, der sidder på
minplads, er vel også snart færdig med sin øl, så jeg
venterlidt med avisen!

For tidligt til færgen

Som det hedder i en af de gamle Jørgen Ryg-monologer: Så blev
jegfanderme sur. Jeg bællede hurtigt resten af min øl nummer to i mig og bad straks tjeneren om en ny. Han kom ilende med den - men derefter løb han lige så hurtigt tilbage til sin trygge bardisk, hvor jeg kunne høre, at han afsikrede sin gamle haglbøsse, som han havde liggende for alle tilfældes skyld.

Fisherman 1 og Fisherman 2 holdt helt op med at sige noget. De kurede en halv meter tilbage på deres stole - for bedre at kunne overskue det drama, der var under opsejling. Det fes nu ud i ingenting, da det kom til stykket. I stedet for at erklære, som reglerne ellers foreskrev, at
this town is to small -og så videre sad Mr. Orange længe og måbede. Derefter smilede han - sødligt - med hjemligt gule og sorte tobakstænder. Du bor da ik’ her i Ru’købing, gø’ du? spurgte han. Du er måske kommet for tidligt til færgen, spurgte tjeneren, mens han tørrede sveden af panden i det samme viskestykke, som han lige før pudsede glas i.

Færgen, sagde Fisherman 1 eller Fisherman 2, den er ellers på vej ind nu.

Jeg lod sporrene klirre en ekstra gang, da jeg gik.

På værtshus. ‘Og så var det, Mr. Orange gik over stregen. Han tilføjede: Men den herre, der sidder på min plads, er vel også snart færdig med sin øl, så jeg venter lidt med avisen!, skriver Bent Vinn Nielsen. Tegning: Ib Kjeldsmark