»Det er noget lort,« sagde kulturminister Per Stig Møller, da han for nylig i Jersild Live på DR1 blev bedt om at forholde sig til Piero Manzonis kunstværk Merde d’Artiste, som består af 90 dåser med den italienske kunstners egen afføring.
»Jeg synes det er at gøre nar af godtfolk at sætte sådan noget i en montre,« slog Per Stig Møller fast.
Men kulturministerens smagsdom synes ikke at have gjort synderligt indtryk på billed- og performancekunstneren Uwe Max Jensen, der i dag på Louisiana Kunstmuseum vil gøre Manzoni kunsten efter og udstille sin egen afføring i en klassisk stempelkande fra Bodum.
I en pressemeddelelse forklarer Jensen, at hans kunstneriske performance ikke bare er gammel lort på nye dåser, men derimod en »radikal nyfortolkning« af Manzonis klassiske værk:
»I Uwe Max Jensens værk er indholdet lagt blot, og denne åbenbaring af kunstnerens inderste (i stempelkanden) taler midt imod Manzoni’s skjulende mytologisering af samme (i dåsen).«
Bodum, der uforvarende må lægge kande til kunstnerens fækalier, bidrager i øvrigt til til Louisianas drift med fem mio. kr. årligt.
Er det kunst?
Uwe Max Jensen har imidlertid ikke orienteret Louisiana om sine planer, og dagens happening vil derfor blive gennemført uden forudgående tilladelse fra museet.
»Det er ikke noget, han har clearet med os,« fortæller sikkerhedschef Poul Hasbeck, der dog er klar til at tage imod den skidende kunstner:
»Vi kan ikke forhindre ham i at gå rundt med en klassisk Bodum-kande med lort i, hvis han har den i sin taske. Men det er klart, at hvis han stiller den ud på gulvet, så kan vi af sikkerhedsmæssige grunde ikke tillade det. Enten må vi bede ham fjerne den - eller også må vi fjerne den for ham. Men vi vil ikke gøre noget dramatisk ud af det«.
- Synes du, det er kunst?
»Jeg er heldigvis bare tekniker, så det behøver jeg ikke have en holdning til. Jeg har selvfølgelig en personlig mening, men den behøver jeg ikke give udtryk for.«
Det er ikke første gang, Jensen laver et lorteprojekt. I 2000 udførte han en lignende performance med titlen I en hel uge vil jeg kun benytte Aros Århus Kunstmuseum, når jeg skal skide. Og i forbindelse med indvielsen af Herning Kunstmuseum i 2009 afslørede han, at han to år forinden havde forrettet sin nødtørft på grunden, og at museet derfor var opført på »en sokkel af lort«.
I et interview med Politiken har Uwe Max Jensen tidligere forsøgt at tidsfæste, hvornår hans bizarre besættelse med afføring tog sin begyndelse: Han var seks år gammel og på feriekoloni, kummen var stor, drengen lille, lorten landede på gulvet, hvor den blev liggende, indtil en af pædagogerne opdagede ulykken og brød ud i et skrig:
»Det må have været der, det gik op for mig, at afføring er et fantastisk materiale. Når det kunne skabe så stor en effekt,« siger Uwe Max Jensen i interviewet.
Dagens performance på Louisiana skal vise om den nu granvoksne mands afføring stadig kan vække bestyrtelse og skabe »effekt« blandt museumsgæsterne på Louisiana. Eller om det med kulturministerens ord bare »er noget lort«.








Kommentarer
Haha, hvor godt. Per Stig Møller går lige i fælden. Kunsten provokerer åbenbart Hr. Møller, så mon ikke vi kan kalde det kunst ; )
Godt gået Per Stig : P