Feminisme har i den grad været forbundet med kampen mod porno, at folk overraskes over, at jeg kalder mig selv feminist og vil forsvare porno.

Feminisme er for mig et slag for kvinders ret til og mulighed for at leve det liv de ønsker, bruge deres krop som de vil og indtage den plads i verden, som de finder værdifuld. Det gælder for alle kvinder, også når de vil andet, end hvad normerne foreskriver.

En kvindes krop er hendes egen. Den tilhører ikke hendes far, mand eller patriarkatet. Hvad hun ønsker at stille op med sin krop, er hendes valg. Hun må udleje kropsdele på timebasis, føde børn, iklæde sin krop i hvilke som helst gevandter, lade sin krop fotografere og male og modificere. Hun må naturligvis også lade være, det er op til den enkelte kvinde - og et frit samfunds pligt at skaffe rum til, at hun har plads til at udfolde sig, når det ikke skader andre.

Derfor vil jeg forsvare porno og kvinders ret til at medvirke i, producere, købe, sælge og nyde porno. Hvis en kvinde får noget ud af at medvirke i en pornofilm, skal hun have lov til det.

Kvinder skal have adgang til at både producere og nyde porno under sikre forhold, alt andet ville være diskrimination og censur.

Godt gokkemateriale

Som prosexfeminist ser jeg sex som en positiv og stærk drivkraft i mennesker. Der kan være negative konsekvenser af sex, men i sig selv er sex et gode. Der er så mange gode ting at hente i sex, som styrker immunforsvaret, øger velbefindendet, er godt for hjerte- og søvnproblemer og giver selvtillid, at alle forhindringer for et godt sexliv bør fjernes. Heriblandt stigmatisering af kvindelig seksualitet, når den udfoldes foran et kamera - med eller uden betaling.

Pornobrugere har længe været klar over, at der var meget godt at hente i porno: Inspiration, tolerance overfor andres seksualitet og tilfredshed med egen krop. Det er stærkt og livsbekræftende at se piercede lesbiske masturbere hinanden til sprøjteorgasmer; gyldne ladyboys sutte den af på store sorte; mænd, at opnå ekstase ved at blive lynet ind i gummidragt og hvad hjertet ellers kan begære af fantasier. Alle varianter af fantasier viser at andre igen tænder på fodboldspillere, fødder eller frodige fede kvinder - og det er trøsterigt at vide, man ikke er alene.

Porno er gokke/gnidemateriale og sammenhængen mellem hyppig onani og et godt sexliv er stærk og etableret forlængst. Det er ikke nødvendigt at bruge porno for at onanere. Men man kan se sine fantasier udlevet, identificere sig med en medvirkende (eller en kropsdel!) eller bare nyde synet af kroppe, der nyder kroppe. Hvis ikke forestillingen om, at porno er skadeligt, kommer på tværs af nydelsen.

Vrangforestillinger

Mange kvinder er negativt stemt over for porno og ønsker slet ikke at se det. Det er en skam. Det er ydermere ærgerligt, fordi væmmelsen ved porno måske kan sætte sig spor i, hvordan kvinder opfatter deres egen krop og seksualitet.

Kvinderne lærer, at de skal sige nej til porno, da det er vold mod kvinder, og får derfor aldrig inspiration fra pornoens rige fantasiverden. De ser ikke unge og gamle kusser i alverdens farver og former og får måske vrangforestillinger om, hvordan de selv ser ud. De tror, at porno er lig med Pamela Anderson-kloner, der tager den i røven og finder måske aldrig deres egne fantasier på film.

Og hvis kvinderne endelig ser porno, kan de ikke nyde det, fordi de overvældes af følelser af skyld og skam over at tænde på ‘nedværdigende kvindefremstillinger’. Tanken om, at de medvirkende kvinder kunne tænde på at blive bollet i både hoved og røv af storpikkede mænd er tilsyneladende fjern.

Fortællingen om hvor skadeligt porno er for kvinder, fastholder kvinder i en trist rolle som passive ofre, der ikke kan handle, tænke og vælge selv - heller ikke på det seksuelle område. Det værste er, at modstanden mod porno ender med at blive en selvopfyldende profeti om det slemme ved porno, hvilket forhindrer kvinder i at få et fuldt tilfredsstillet sexliv.

Nina Søndergaard er historiker fra KU, født 1979. Medstifter af Seksualpolitisk Forum og skribent på prosexfeminisme.wordpress.com

Denne artikel er anbefalet af: