Teatret, hvor publikum er nogen, man spytter på

En pige står og hulker stille på Krausesvej. En anden pige holder om hende.

Det er onsdag aften, og jeg er lige gået ud af forhaven til Villa Saló, hvor kunstnergruppen SIGNA opfører performance-installationen Saló.

»Er I okay?« spørger jeg.

»Det er ikke noget. Gå bare videre,« siger hende, der holder om hende, der græder.

Da jeg kom til villaen, stod folk i en lang kø op til entreen. De to piger stod ude på gaden, men jeg lagde ikke rigtig mærke til dem. Da jeg havde stået lidt i køen, besluttede jeg at gå igen. Jeg gad ikke vente.

Dagen forinden har jeg besøgt villaen et par timer. Da jeg ankom, var en af husets fire herrer ved at flå fem af børnenes undertøj af. Så piskede ham dem. De skreg af smerte. Til sidst voldtog han en af pigerne bagfra, opad et bord med hvid dug.

Når publikum græder

Saló udforsker magtens perversitet, overgrebets anatomi. Kunstværket er en fri improvisation over Pasolinis brutale film af samme navn.

I huset udnytter fire skruppelløst sadistiske mænd en række børn, spillet af unge skuespillere. Men det var ikke alene de bestialske voldsscener, der gjorde indtryk på mig.

Det er intentionen bag stykket at inddrage publikum. Hvis man vil, kan man deltage i ydmygelserne. Men man risikerer også selv at blive ydmyget. At mærke, hvordan det føles at blive udsat for et overgreb.

Selv fornemmede jeg en udpræget uvenlig stemning i huset. Som da en af stuepigerne spurgte mig, hvad jeg egentlig ville i villaen. Hvis jeg kun var der for at stå og glo, skulle jeg da bare skride igen.

Men jeg blev på ingen måde udsat for noget grænseoverskridende og syntes egentlig, det var interessant at få lov at undersøge, hvordan man agerer i et så dekadent univers.

Da jeg cykler over mod Nørrebro, tænker jeg på en bekendt, der under et besøg i villaen så flere tilskuere sidde og græde. Det så jeg ikke selv, men jeg går ud fra, at de to piger, jeg mødte på Krausesvej, kom inde fra villaen.

Jeg tænker også, at Saló udfolder sig i en etisk gråzone. Forestillingen er givende for mange, men gør nok nogle gange noget ved nogen, som ikke er så godt. Men ingen har rigtig taget diskussionen. Har man indvendinger mod radikale kunsteksperimenter, bliver man alt for let manøvreret over i den reaktionæres position.

Anerkendelse

Jeg besøger Rie Føge i en etværelses lejlighed på Nørrebro. Hun serverer kakao lavet på sojamælk og fortæller mig om sine oplevelser i Villa Saló. Det er nogle uger siden, hun tog hen i huset første gang.

»Jeg kan godt lide sådan noget grænseoverskridende noget,« siger hun.

Nogle af skuespillerne var venlige. De sagde, hun var sød. Det blev hun glad for, selvom det var svært at finde ud af, om de godt kunne lide hende i virkeligheden. Eller om det bare var en del af stykket.

Andre var nedladende og ubehagelige.

»Det blev jeg lidt såret over. Men jeg tror, en af grundene til, at jeg kom tilbage, var, at jeg ville vinde dem over på min side. Jeg ville gerne prøve at komme ind under huden på dem,« siger Rie Føge.

Hun fortalte nogle af stuepigerne, at hun er glad for at lave mad. Og de blev enige om, at hun skulle komme og lave mad i villaen. De kunne nemlig godt tænke sig at smage en ret, hun havde lavet.

Hun besluttede at lave spaghetti bolognese. Skue-spillerne så ud til, at de godt kunne trænge til noget kød, syntes hun.

Hun glædede sig, da hun nogle dage efter var på vej til villaen med fem fulde indkøbsposer.

»Men jeg var samtidig lidt bekymret for, om de ville være grove over for mig. Om det ville være for hårdt for mig,« siger hun.

Og i det øjeblik hun trådte ind i villaen, fornemmede hun omgående, at hun havde haft ret i sine bange anelser. Hun skulle betale entre for at komme ind, og skuespillerne opførte sig aggressivt over for hende. Også dem, der før havde været så søde.

Hun måtte ikke være i køkkenet på stueetagen, men skulle tilberede maden i et lille kælderkøkken. Hun kunne komme op og drikke te, når hun havde en pause, fik hun at vide. Det gjorde hun så, mens pastaen kogte.

»Men da jeg kom ned igen, mærkede jeg, at der var noget galt,« siger Rie Føge.

Kødsovsen lugtede kraftigt af kanel. Hun vidste, at hun ikke havde puttet kanel i maden. Men da hun smagte på den, var den alt for salt og fuld af kanel. Hun gik tilbage og spurgte stuepigerne, om nogen kunne have puttet salt og kanel i maden. Men det var der i hvert fald ingen, der havde gjort, forsikrede de.

Da hun kom ned igen, var der endnu mere salt og kanel i kødsovsen. Nu var den direkte uspiselig.

»Jeg fik det simpelthen så mærkeligt. Jeg kunne ikke forstå, hvad der foregik. Jeg ville helst havet ringet til nogen og talt om det, men man må jo ikke bruge sin telefon derinde, så det kunne jeg ikke. Jeg følte mig helt fanget,« siger Rie Føge.

Gå hjem og onaner

Kort efter kom en stuepige ned og sagde, hun skulle møde op i spisestuen. Deroppe sad en af husets fire herrer, og 15-20 tilskuere stod langs væggene. Han havde kastet en tallerken fuld af hendes mad på gulvet, og nu sad han ved bordet med en ny portion foran sig.

»Jeg sagde til ham, at det ikke var mig, der havde ødelagt maden, og at jeg virkelig havde brug for at tale med ham om, hvad der kunne være sket,« siger Rie Føge.

Han svarede, at hun skulle gå hjem og onanere. Det gjorde han altid selv, hvis han blev vred over noget. Og så kunne hun komme tilbage på søndag. Så ville han straffe stuepigerne, mens hun så på.

Alligevel kaldte han pigerne ind i entreen, da Rie Føge var på vej afsted. De fik besked på at tage alt tøjet af. Så begyndte han at piske dem. Og imens spyttede de på Rie Føge og råbte, at hun var en kælling, som skulle tage hjem til sig selv i stedet for at komme og ødelægge deres liv.

Alt sammen noget, som tilskuerne betragtede.

»Hvad er det, der foregår? Kan vi ikke lige tale almindeligt om det?« spurgte hun en af skuespillerne. »Livet er et spil, og det her er et spil,« svarede han.

»Jeg måtte nærmest flygte ud af huset. Og lige efter havde jeg det faktisk okay. Jeg var så glad for, at jeg var sluppet derfra. Det var så ubehageligt og ydmygende at være derinde,« siger Rie Føge.

Men et par dage efter begyndte hun at få det dårligt. Hun følte sig angst, og en morgen da hun cyklede gennem byen, begyndte billeder at dukke op.

»Jeg så det hele for mig igen og igen. Det var frygteligt. Jeg følte skam over, hvad der var skete foran alle de mennesker. Jeg havde virkelig brug for at tale med nogen om det,« siger Rie Føge.

Et etisk svigt

Rie Føge er datter af den nu afdøde kulturskribent og forfatter Hans-Jørgen Nielsen. Da hun var barn, blev han skilt fra hendes mor og gift med Tania Ørum, der er lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet og en af landets førende avantgardeforskere.

Og det var hende, Rie Føge valgte at snakke med om sin oplevelse i Villa Saló.

Jeg ringer til Tania Ørum. Vi taler om, at overskridelsesæstetikken, som SIGNA dyrker i Saló og gruppens andre værker, i sig selv er en lidt altmodisch kliché. Normbruddet er ikke nyskabende længere. Men på den anden side er der noget meget gennemført og meget fascinerende over forestillingerne.

»Det er en virkelig interessant måde, de slører grænserne mellem fiktion og virkelighed på. Men når man blander kunst og liv, har man jo også samme etiske ansvar som i livet iøvrigt. Og det er jeg bange for, de slet ikke forholder sig til,« siger Tania Ørum. Hun har fulgt SIGNA gennem længere tid, men har ikke haft lyst til at besøge Villa Saló.

Selvfølgelig ved tilskueren godt, at man løber en vis risiko ved at bevæge sig ind i et univers som det i Villa Saló, understreger Tania Ørum. Men ydmygelsen bliver ikke nødvendigvis mindre reel af, at den foregår i et konstrueret univers:

»Det er en helt bevidst strategi at behandle tilskuerne brutalt, blandet andet ved at gøre dem usikre på grænserne mellem liv og kunst. Men så må man også være etisk forpligtet på at have en nødudgang - nogen, der kan tale med folk, der har brug for det. Som det er nu, svarer det til en gestaltterapeut, der får folk til at bryde sammen, men ikke samler dem op bagefter.«

Vækker enorme kræfter

En anden forsker, der har beskæftiget sig med SIGNA’s værker, er psykolog og lektor i performance-design ved RUC Henriette Christrup. Hun fortæller, at hun ser store psykologiske potentialer i kunstneriske interaktionseksperimenter.

»Jeg har faktisk været meget positivt overrasket over, hvad den slags kunst kan tilbyde af muligheder for konstruktiv personlighedsudvikling. Folk oplever, hvordan de agerer i et helt andre omgivelser, end de normalt befinder sig i, og det kan være udviklende,« siger hun.

Men der er også en anden side af sagen. Henriette Christrup hæfter sig ved, at Saló lægger op til publikumsinteraktion i et meget voldsomt univers, hvor stærke følelser kan være på spil:

»God kunst griber så meget fat i os, at vi ikke tænker på, at det er fiktion. Men nogle folk bliver draget ind i fiktionen uden helt at kunne overskue, hvad de bliver en del af. På den måde mener jeg, Signa og Arthur (ægteparret Köstler, der leder SIGNA-gruppen, red.) nogle gange kører på nogle farlige grænser. De piller ved psykologiske grundmekanismer hos tilskuerne. Det kan sætte nogle enorme kræfter i gang i folk, og man kan spørge, om det er etisk forsvarligt.«

Under sit eget besøg i Villa Saló lagde Henriette Christrup mærke til, at tilskuere, der ankommer sammen, bliver splittet op, så de ikke følges gennem huset.

»Jeg mener ikke, det er hensigtsmæssigt,« siger hun. »Efter at have set og måske været med i noget voldsomt, er det netop vigtigt, at man sammen kan bearbejde fælles oplevelser. Men her bliver man forhindret i at opleve det samme som dem, man kunne tale med om sine oplevelse.«

Teater skal forandre

Signa og Arthur Köstler, der står bag Saló, kan jeg ikke komme til at tale med. De opholder sig døgnet rundt i villaen, hvor de spiller bestemte roller, som de ikke forlader, før forestillingen er forbi i næste uge.

Men Hans Christian Gimbel, der er teaterdirektør for Republique, som arrangerer forestillingen, vil gerne tale med mig om Saló.

»Hvis man ikke kommer ud og er berørt bagefter, har vi fejlet med den forestilling. For os at se, er det største teater det, hvor publikum kommer ud og er forandret bagefter, fordi de har været inde og få en oplevelse, som har rykket noget i dem,« siger han.

Hans Christian Gimbel mener ikke, man kan forvente andet end at blive hårdt behandlet af skuespillerne.

»De figurer, man er i dialog med, er jo perverse. De er magtsyge og bruger andre mennesker. Og man må forvente at blive behandlet derefter, hvis man vælger at deltage aktivt i handlingen. Man kan selvfølgelig ikke rykke skuespillerne ud af de karakterer, de er i skuespillet,« siger han og tilføjer:

»Man kan i virkeligheden ikke sige stop på andre måder end ved at gå ud af forestillingen. Men det er man jo så også fri til at gøre på hvilket som helst tidspunkt.«