Slut har allerede skabt sit egen kult. For her er der endelig en teaterforestilling til det erfarne publikum, der fylder sæderne - og som ikke behøver at skaffe babysitter til i aften.

Så når Finn Nielsen fra 1937 blæret laver armbøjninger, bliver han modtaget med piften. Når Maria Stenz fra 1940 kommer i tanker om et Møllehave-citat, hun alligevel ikke kan huske, så får hun smil. Når Anne-Lise Gabold fra 1941 udfører japanske bevægelser fra Odin Teatret, virker trinene moderne. Og når youngsteren Claus Bue fra 1947 blærer sig med, hvor mange af hans børn, der er blevet skilt, så falder brikkerne på plads: Brikkerne i billedet af Gammeldanmark lige nu. Vreden er påfaldende. Som Kirsten Peuliche fra 1943 udtrykker det: ‘Hvis jeg havde vidst, jeg skulle dø, havde jeg da ikke brugt otte år på at gå til spejder.’

Instruktøren Kamilla Wargo Brekling har igen begået en vellykket forestilling efter sin devising-metode: Hun søger inspiration til teksten hos performerne og skriver sammen. Slut er dog ikke så overbevisende som PIS fra 2007. Teksten er ikke stram nok. Og selv om Maja Ravns sjove retroscenografi med ægte tæpper og ryatæpper - og tilhørende skøre lamper fra krystaller til orange lak begejstrer - så bliver forestillingen mærkeligt rumløs. Som om performerne manglede nogle sofaer at smække stængerne op i. Men indrømmet: Gråt guld er kult.

Slut. Tekster: Kamilla Wargo Brekling, de medvirkende og Karina Dichov Lund. Iscenesættelse: Kamilla Wargo Brekling. Scenografi: Maja Ravn. Øster Fælled Torv. til 27. marts. www.republique.dk