Politiet atter frikendt i landsretten

Hvis en borger sagsøger en statslig myndighed, skal myndigheden så bestemme, hvilken bevisførelse borgeren må bruge? Hvor er vi henne, hvis den sagsøgte, i dette tilfælde en myndighed under Justitsministeriet, kan få sortereret de mest ubehagelige beviser fra? Hvor er vi henne, når den domstol, der skal dømme i sagen, således forhindrer fremlæggelsen af sagsøgerens afgørende beviser? I Afrika eller Sydamerika? Nej, vi skal ikke længere end til Vestre Landsret i Viborg. Her har man på forhånd frasorteret de eksperter, der ville kunne afgive de mest belastende og afgørende vidneudsagn i den såkaldte Ørskov-sag. De selvsamme udsagn, som chokerede offentligheden og udløste hele retssagen.

Ørskov-sagen handler om Jens Arne Ørskov, en ung mand, der efter en i øvrigt tvivlsom anholdelse ved en byfest i Løgstør mistede livet i politiets varetægt tilbage i 2002. Først undersøgte statsadvokaten i Ålborg sagen med hjælp fra Restmedicinsk Institut i Århus. Det skete for at afklare, om de to betjente, der stod for anholdelsen, havde handlet i strid med reglerne. Det havde de ikke, sagde statsadvokaten. Den i øvrigt raske 21-årige var nemlig død en beklagelig, men hændelig død i politiets varetægt på en rasteplads på vej til detentionen. Han var blevet offer for en slags overophedning i kroppen, fordi han kæmpede hårdt imod, liggende på maven med håndjern på ryggen og undertrykt af de to betjente. Så hårdt, at det havde fået hans hjerte til at stoppe. Det var med andre ord hans egen skyld.

Den forklaring stod, indtil vi som journalister lavede to tv-dokumentar-programmer og skrev en bog om sagen. Det afstedkom en Cavling-pris og blev den direkte årsag til den retssag, som Vestre Landsret i sidste uge lagde lokaler til. Her forsøgte Jonna Ørskov, der er mor til den afdøde, at få Løgstør Politi gjort ansvarlig i et sagsanlæg, der på grund af systemets henholdenhed har været urimeligt lang tid under vejs.

Konklusion var teori

Substansen i vores afsløringer var, at myndighedernes konklusion om dødsårsagen var en teori. Vi fandt, at myndighederne havde været sløsede og inkompetente. Vi fandt også, at myndighederne kunne kritiseres for at være inhabile, fordi den statsadvokatassessor, der havde ansvaret for at undersøge politifolkenes handlemåde, eksempelvis var gode venner med politimesteren i Løgstør, og fordi statsadvokaten selv havde været kollega med politifolkene. Men helt afgørende fandt vi dokumentation for en anden og mere naturlig dødsårsag. Den fremkom, efter at vi havde vist sagen til en række eksperter og retsmedicinere i ind- og udland. De konkluderede, at den unge mand uden tvivl blev kvalt som følge af den fikserede liggestilling under betjentene.

Den konklusion, der altså var helt afgørende for, at den nuværende retssag overhovedet gav mening, måtte disse eksperter ikke fremlægge i retten. Man skulle tro, at en retsinstans kun kunne afsige en velbegrundet dom, hvis dommerne fik underbyggede, saglige argumenter frem fra begge sider. I princippet, helt teknisk og firkantet, handler det jo udelukkende om dødsårsagen: Kunne Jens Arne Ørskov siges at være blevet kvalt under betjentene eller ej?

Men der var ikke en eneste ekspert eller retsmediciner, der forklarede dommerne, at Jens Arne Ørskov blev kvalt, for de måtte som nævnt ikke vidne. Ordet ‘kvælning’ ville retten åbenbart ikke høre i en ekspertmund.

Afviser beviser

Hvem er de kritiske eksperter, retten har afvist? Det er blandt andre to erfarne, britiske retsmedicinere, som kender sagen indgående og som ikke er i tvivl om, at Jens Arne Ørskov blev kvalt. Deres opfattelse deles af en fremtrædende dansk retsmediciner, som retten også har afvist som vidne. Dertil kommer, at retten afviste en erfaren anæstesilæge med særligt kendskab til sagen. Retten har heller ikke kunnet finde tid til vise klip fra de to dokumentarfilm, som har startet hele sagen. Der må ikke læses op fra den bog, vi har skrevet om sagen. Og sådan er det med det ene kritiske element efter det andet.

I månedsvis har advokat Tyge Trier, der fører sagen for Jonna Ørskov mod politiet og systemet, forsøgt at overbevise landsretten om det rimelige i, at disse beviser og disse kritiske eksperter kom til orde i retten. Advokaten har protesteret og klaget, men fået den ene afvisning efter den anden, selv når han har klaget videre til Højesteret. Systemet skal nok selv bestemme, hvem der skal kritisere systemet og hvilke beviser, der i øvrigt er rimelige. Ellers kunne der fremkomme nye, afgørende oplysninger om dødsårsagen, som selv dommere i landsretten ikke kunne sidde overhørig? Man kan i hvert fald konstatere, at sagen med den frasortering af kritiske røster dermed følger behandlingen af lignende afgørelser, jævnfør Tilst-sagen og Benjamin-sagen, hvor myndighederne også blev frikendt i spørgsmålene om betjentenes anholdelsesmetoder (Københavns Politi blev dog idømt en million-erstatning for ikke at have kørt den livløse, delvis kvalte, unge mand direkte til sygehuset efter anholdelsen).

Vi kan sagtens leve med, at man ikke i retten ser vores film eller læser op fra vores bog. Men når man ikke engang med egne øjne vil se, hvad sagen egentlig handler om, eller høre de eksperter, der rent faktisk har gennemgået sagen grundigt og fundet nye afgørende beviser: Nemlig en mere naturlig forklaring på dødsfaldet, så begynder det at ligne en tanke. Man tør næsten ikke tænke den til ende.

Indrømmer uvidenhed

I Løgstør-sagen henviser Vestre Landsret til, at Retslægerådet skal vurdere, hvad Jens Arne Ørskov døde af, da rådet allerede har kigget på sagen i flere omgange. Men til det må man sige, at de to eksperter fra Retslægerådet, man så fandt egnede til at vidne, slet ikke er retsmedicinere, men hjertelæger, og således ikke eksperter inden for det relevante fagområde. De kunne ikke i retten gøre nogen klogere på dødsårsagen. Det vidste man på forhånd, idet de ingen faglig ekspertise har for at kunne udtale sig om, hvordan kvælningssituationer opstår under anholdelser. Den ene af dem har endda over for os indrømmet sin uvidenhed om emnet på bånd, hvilket fremgår af vores film Under Anklage udsendt på DR1 i 2005.

Kun én gang, da Retslægerådet første gang blev spurgt om dødsårsagen, har rådet fundet det nødvendigt at tilspørge en retsmediciner, og han kunne efterfølgende fortælle os, at han for eksempel ikke havde set de retsmedicinske fotos af den afdøde, inden han satte sit navn på besvarelsen af de afgørende spørgsmål. Vi har i den forbindelse hørt en del udenomssnak fra Retslægerådet, der gang på gang har glimret ved at aflevere henholdende og intetsigende svar. Rådet kan faktisk ikke sige noget specifikt om dødsårsagen, så hvorfor skal netop de og ikke andre og mere kompetente eksperter så vidne? Vi kender allerede deres svar og dem kender landsretten selvfølgelig også.

Man må derfor spørge de høje herrer i Viborg, der har sorteret fra i beviserne og ekspert-vidnerne: Skal det helt afgørende spørgsmål i sagen, nemlig om der var tale om kvælning eller ej, afgøres ud fra en så ensidig, ukonkret og usaglig sagsbehandling? Er det, hvad man i Viborg forstår ved en rimelig rettergang?

Spil for galleriet

Hvis man som Jonna Ørskov og hendes advokat var af den opfattelse, at Vestre Landsret ville være en god, troværdig eksponent for det danske retssystem, og at sagen derfor ville få en fair behandling her, så blev man som hende klogere. Det blev vi også. Vi får ikke en troværdig rettergang. Vi får matchfixing og aftalt spil for galleriet. Intet mindre. Landsretten har på forhånd fået rettet sagen til og sorteret den relevante og afgørende kritik fra, så man i bedste fald må betegne retshandlingen som en farce og i værste fald som en skandale.

Dermed banker man endnu et søm i den ligkiste, der hidtil har udgjort myndighedernes troværdighed i Ørskov-sagen. Landsretten fortsætter, hvor Statsadvokaten i Ålborg slap, nemlig med på forhånd at frikende systemets folk. Magtfuldkommenheden rækker dermed meget længere ind i retssystemet, end vi kunne frygte. Systemet vinder. Retsfølelsen og retfærdigheden taber.

Michael Klint og Christian Andersen er journalister og har lavet to dokumentarprogrammer om Jens Arne Ørskov-sagen. De vandt Cavlingprisen for deres dækning af den