Opslag til denne artikel

Emneord:ekstremisme, nynazisme
Steder:Århus

Natten til i går blev to - angiveligt venstrefløjsaktivister - anholdt for at klæbe plakater op på gaden i Århus. På plakaterne er seks navngivne mænd afbilledet, hvor de bliver sat i forbindelse med den højreorienterede hooligangruppen White Pride.

På plakaten bliver de seks mænd anklaget for at have begået vold mod venstrefløjsaktivister, indvandrere og flygtninge. Plakaten opfordrer derudover borgere i Århus til at fortælle mændene, at de ikke hører til i Århus, »hverken på værtshuse, diskoteker, stadion eller andre steder i byen, hvor de kan sprede deres had og vold.«

Både forsker i højreradikale miljøer Jeppe Lyng og politiinspektør i Østjyllands Politi Morten Anker Jensen kalder udviklingen grov. Tilsvining på gadeplan kommer ud til flere i samfundet, og er derfor af grovere karakter, påpeger ekspert Jeppe Lyng:

»På nettet når tilsvininger og personlige angreb kun ud til et specifikt interessepublikum, men på gaden når budskabet tilfældige forbipasserende. For mig at se er dette det hårdeste angreb, man kan lave på sin modstander,« siger Jeppe Lyng.

Forbandet svineri’

I Østjyllands Politi er man ikke bekendt med andre eksempler på denne form for personlig udhængning i det offentlige rum: »Vi har oplevet masser af hagekors og antinazistiske skriverier i det offentlige rum i Århus de sidste fem år. Men det her er langt mere grænseoverskridende. Som politimand kan jeg konstatere, at det ikke er lovligt. Og som menneske, kan jeg konstatere, at det er noget forbandet svineri,« siger Morten Anker Jensen politiinspektør for Østjyllands politi og fortsætter

»Der er ikke ret mange almindelige mennesker, der stemmer konservativt eller socialdemokratisk, som surfer rundt på Uriasposten, Redox eller Modkraft og finder de digitale udgaver af tilsvininger. Så det er en hel anden måde at eksponere hinanden på, når det bliver gjort i gadebilledet. Det er langt mere provokerende,« siger Morten Anker Jensen.

Ikke i København

Selv om konflikten mellem fløjene er mere synlig i Århus, har København også erfaringer med, at de radikale grupperinger har benyttet sig af personlige tilsvininger i gadebilledet.

I 2005 oplevede en borger i Valby at få sit billede og navn hængt op i kvarteret omkring sit hjem. På plakaterne stod der, at manden var nazist.

Men ifølge chefpolitiinspektør i Københavns Politi Jørn Aabye kender politiet ikke til aktuelle eksempler på denne form for offentlig tilsmudsning.

Også den venstreorienterede organisation Demos’ talsmand, Petter Sommerfeldt, benægter, at disse metoder bliver brugt i København i dag:

»Disse metoder bliver ikke brugt i København. Hvis de gjorde, så ville vi vide det.«

Denne artikel er anbefalet af: