Verdens rigeste er fra de fattige lande

2010 blev året, hvor Microsoft-grundlæggeren Bill Gates måtte vige fra førstepladsen på det amerikanske magasin Forbes’ årlige liste over verdens rigeste for at give plads til en ny mand på toppen: Carlos Slim, telekommunikationsgigant, storaktionær i bl.a. New York Times og … fra Mexico. De seneste år har europæerne og amerikanerne fået skærpet konkurrence fra stenrige mænd fra verdens udviklingsøkonomier.

Mest markant er udviklingen, hvis man kigger på den eftertragtede topfem liste: Her har rigmænd fra de nye vækstøkonomier snuppet hele tre pladser. Udover Carlos Slim har den indiske mobiltelfon-milliardær og olie- og gasinvestor Mukesh Ambani sat sig på en fjerdeplads, mens stålmagnaten Lakshmi Mittal, god for 28,7 mia. dollar, indtager femtepladsen.

»Udviklingen viser, at lande, der ikke er specielt rige, kan producere meget rige mennesker. Det siger noget om, hvordan kapitalisme og markeder fungerer. Og samtidig viser det, at der altså er entreprenører i de her lande, som ved, hvordan man driver forretning,« siger Anthony D’Costa, professor ved CBS’ Asien-forskningscenter.

Asien i top

Særlig én trend er helt klar, når man kigger ned over Forbes’ liste: Asien fører. Antallet af asiatiske milliardærer hoppede fra 130 sidste år til 234 i år, og regionens rigeste øgede deres samlede formue fra 357 milliarder dollar til 729 milliarder.

»Der er forbløffende forandringer på vej i den globale økonomi,« udtalte Forbes’ chefdirektør, Steve Forbes, i den anledning.

Jørgen Ørstrøm Møller er ikke så forbløffet. Den tidligere danske ambassadør, nu lektor ved CBS, er bosat i Singapore og har fulgt udviklingen tæt.

»Antallet af asiater på Forbes’ liste vil stige voldsomt over de næste år,« forudser han.

»Det er egentlig at forvente. Verdens opsparing har fundet sted i Asien, og rigdomme går som bekendt derhen, hvor der er penge til investeringer.«

Læs også: Verdens største stålproducent

Ikke Saudi-modellen

Men det handler også om, at de senere års liberaliseringer af den globale økonomi har åbnet internationale markeder for nogle fremragende forretningsmænd fra asiatiske lande, påpeger Anthony D’Costa.

I f.eks. Indien kommer mange af rigmændene fra familier, der gennem generationer har opdyrket ekspertise i at drive bestemte typer forretning - såsom stålværker. Og nu, hvor de har fået muligheden på de globale markeder, rykker de sådan set bare deres ekspertise videre ud i verden.

Anthony D’Costa bruger fjerdepladsholderen Ambani og hans familiedynasti som eksempel: De har bevæget sig fra at importere syntetiske tøjfibre til at producere dem selv på verdens største petrokemiske kompleks - og videre ud i at bore efter gas og olie:

»Det her er ikke Saudi-modellen, hvor man bare graver lidt i jorden og så bliver rig. Der er tale om meget, meget sofistikerede måder at drive forretning på,« siger han.

Læs også: Indiens rigeste - på olie, gas og telefoni

Forbindelser

Derfor advarer professoren også mod fordomme om, hvordan man laver penge i tredjeverdenslande: Det er ikke bare et spørgsmål om kontakter og korruption. Alle rigmændene har måske nok på et eller andet tidspunkt i deres karriere haft glæde af gode regeringsforbindelser, siger Anthony D’Costa - men ikke nødvendigvis af lyssky karakter. Måske har de bare drevet forretning i en sektor, som regeringen satsede på. Og dermed adskiller mønsteret i udviklingslandene sig grundlæggende ikke fra Vesten:

»Man kan jo for eksempel ikke tænke på Boeing, som er en forsvarsvirksomhed, uden også at tænke på den amerikanske regering. Men Boeing er et aktieselskab, mens der i udviklingslandene er tale om familieejede virksomheder, og derfor virker enkeltpersonerne mere fremtrædende. Der er bare ingen grund til at tro, at Boeings topchef ikke er lige så magtfuld og indflydelsesrig som eksempelvis Lakshmi Mittal,« siger han.

Læs også: Slim styrer telekommunikationen i Mexico

Kina vs. Indien

Få danskere har nok hørt om denne Mittal, men selv et barn ved, at Kina er verdens mest fremadstormende økonomi. Så hvorfor er der ingen kinesere i toppen af listen? Ifølge Asien-ekspert Clemens Stubbe Østergaard fra Aarhus Universitet er der flere gode grunde.

»Listen afspejler nogle grundlæggende forskelle mellem Kina og Indien. Kina har naturligvis en voksende ulighed, men der er grænser for, hvor stort spændet endnu er. Indien har altid haft en større accept af høj ulighed,« siger Clemens Stubbe Østergaard, der dog samtidig tror, at billedet vil ændre sig i Kina fremover. Det aktuelt lave antal kinesere skyldes dog også, at mange store virksomheder i Kina er helt eller delvist statsejede, og at de fleste kinesiske forretningsfolk holder sig til hjemmemarkedet:

»Det er langt overvejende i forbindelse med fast ejendom, at de rige bliver rige i Kina,« siger han.

Tvivlsom indikator

Som man kan se her på siden, skaber Forbes’ liste hvert år overskrifter - men hvor meget kan man egentlig bruge den til?

»Hvem der ryger ind og ud fra år til år, afspejler primært udviklingen i aktie og valutakurserne,« siger Jørgen Ørstrøm Møller. I 2009 blev antallet af russere på listen eksempelvis halveret, mens de er tilbage i topform i år, påpeger han.

»Det handler jo primært om rublens kursudsving, der igen er knyttet til olieprisen.«

Samme indvending har Clemens Stubbe Østergaard:

»De asiatiske børser har nu overgået de europæiske i størrelse, og de asiatiske aktier har ikke været udsat for samme pres som de europæiske. Har man holdt sine penge hjemme, vil det derfor kunne ses på formuen,« siger han.

»Det, man kan bruge listen til,« påpeger Jørgen Ørstrøm Møller, »er at se en trend over flere år. Og den trend er klar nok: Det er de nye økonomier, der formår at skabe milliardærer.«