Søndag gav den nye kulturminister, Per Stig Møller, et større interview til Politiken, hvor han causerede over både mediepolitik og kunstsyn. I den forbindelse efterlyste han tv-programmer med viden, der afspejlede »det, der har taget tid at tilegne sig«. Det kunne være professionelle mennesker, men også almindelige mennesker, som dem i det hedengange ‘Kvit eller dobbelt’. De kunne noget, der virkelig kunne imponere.
I dag ser Per Stig Møller ‘Hvem vil være millionær’ som et symptom på skreddet fra niche til bredde.
»Kæler du kun for nichen, bliver den et tempel, hvor de fleste mennesker føler sig fremmed. Men hvis du kun har bredde - hvad jeg altså føler, vi er på vej til, i hvert fald i massemedierne - flader bredden mere og mere ud. Og så mangler de højdepunkter, der skulle løfte den. Det gælder altså også public service,« sagde Per Stig Møller, og det er svært ikke at være enig.
Tv ikke er det medie, der lægger størst vægt på ‘viden’. Tværtimod synes mange af de mest populære udsendelser fra denne uge at være skåret efter læsten ‘jeg ved lidt, men føler meget’. Tænk bare på Paradise Hotel. Eller Luksusfælden.
Bonderøven og Price
Bonderøve, som er blandt de nominerede til årets TV-guld, er et helt andet program, der dog har det til fælles med Paradise Hotel, at det har tårnhøje seertal. Men her stopper sammenligningen også. Hvor Paradise Hotel og Luksusfælden handler om følelser, handler Bonderøven om passion. Hemmeligheden bag programmet er ikke Bonderøvens indsigt i et autentisk landbrugsliv. Tværtimod.
Hemmeligheden er Bonderøvens passion. Han er simpelthen dybt passioneret omkring projektet og det gør, at han sætter sig ind i de særeste detaljer.
Samme formel gør sig gældende for et af tv-verdenens nyeste højdespringere, Brødrene Adam og James Price, der står bag programmet Spise med Price. Fra fine seertal på DR2 brager de nu uge efter uge ind på Gallups tv-hitlister.
Hemmeligheden bag programmet er ikke opskrifterne. Det er heller ikke den drillende tone mellem brødrene eller de joviale manderøvspåfund (som indtagelse af surstrømning eller kælen med pattegrise). Slet ikke efter programmet er flyttet over på moderkanalen og køkken-slapsticken har fået lov til at fylde lidt vel rigeligt. Tværtimod tager de mange drillerier og påfund fokus fra det, der er den sande hemmelighed bag programmet: Adam og James Price ved enormt meget om mad. De ved, hvordan den skal tilberedes, hvordan den skal nydes, de kender forskellige køkkener, forskellige traditioner, de ved imponerende meget. Ja, man må vel sige, at de er passionerede. Så banalt er det at kunne lave godt fjernsyn.
Godt tv
Vi kan grine nok så meget af Bonderøven, og det er der sikkert mange, der gør. Vi kan også grine af Piet van Deurs og af Poul Thomsen, og nu vi er i gang, burde vi også huske ham den svenske nisse med briller og fipskæg, der styrede Kontrapunkt.
Viden er vigtigt, men viden er ikke nok. Hvis nogen skulle finde på at genudsende Kontrapunkt, ville vi falde i søvn under første runde. Så hvis vi lige hopper ud af elfenbenstårnet, ned fra den høje hest eller andre passende metaforer, må vi tage hatten af for de passionerede nørder, som DR 2 har avlet i sit public service-væksthus - Camilla Plum eksempelvis, brødrene Price og Bonderøven. Deres viden er bygget på passion, og derfor er det så godt tv.
Kommentarer
Link til artikel i Politiken Søndag bl.a om Per Stig´s syn på dansk TV.
http://politiken.dk/kultur/article917651.ecP
“ham den svenske nisse” hed Sten Broman og var bla. komponist og musikkritiker:
http://da.wikipedia.org/wiki/Sten_Broman
Kære Ida Willig,
“Viden er vigtigt, men viden er ikke nok.”, skriver du. - men hvilken viden, og hvad skal den krydres med.
Som jeg læser dig, så er du tilfreds, blot der er tale om stærkt fragmenteret trivia om dette og hint fagområde, præsenteret med passion, - som i f.eks. Bonderøven og Spise med Price.
Men både bonderøven og Pricerne er mere i familie med “Hvem vil være Millionær?”, end med Piet van Deurs, respektive Steen Broman (fra Kontrapunkt).
Forskellen liger nemlig - når vi tale om viden - i reservenkapitalen. Når Piet van Deurs eller Steen Broman causerede over deres specialer, så skøjtede de elegant og tolkende hen over en overflade, hvorunder man tydeligt fornemmede et dybt hav af detaljeret specialviden. De var de i sandhed nørder, men de havde samtidig evnen til at popularisere og formidle deres indsigt.
Når bonderøven og Pricerne jonglerer med deres trivia, så kan de bestemt måle sig med van Deurs og Broman i begejstring over emnerne, men reserven - det underliggende hav af viden, som er nørdens adelsmærke - det glimrer (for mig at se) tydeligtvis ved sit fravær, og vi får ikke mere kvalificeret oplysning, end hvis vi surfede en times tid på nettet.
De er passionerede, - men at kalde dem nørder er at devaluere begrebet. Nørderi kræver specialisering i en , til det perverterede grænsende, grad. Men f.eks. bonderøvens program handler om det der ligger forud for nørderiet, - hans program er en reportage om en person der er blevet fascineret af et emne, og om hvordan han engagerer sig i det og prøver at lære noget om det, så skal ordet overhovedet bruges i forbindelse med ham, så må det blive som “en nørd in spe”.
Og den triste kerne i alt dette er, at flertallet kun er interesseret i det udtalte, og ikke længere sætter pris på det implicitte. Groft sagt kunne man genindspille f.eks. Kontrapunkt skuespilsmæssigt, - altså bruge programmerne næsten ordret som drejebog, og blot med skuespillere i opdaterede persontyper, og med lidt moderne scenografi, så ville den såmænd nok trække det samme seerantal som “Hvem vil være Millionær?” eller Bonderøven, selvom personen i Bromans rolle blot citerede en nyerhvervet og fragmenteret viden.
Hvis Bonderøven havde været nørd, så havde han citeret fra f.eks. BR08, BB200, SR6 o. lign. hvert andet øjeblik, - ikke for gennemsnitsseerens skyld, men for det første fordi han ikke ville kunne lade være, og for det andet for at legitimere sin underliggende ekspertise overfor seere med en rimelig grad af indsigt. For pricerne ville referencerne måske være Brillat Savarin, Girardet og andre klassikere. Men det gør (og måske kan?) de ikke, og dermed bliver programmerne blot til reportager om passionerede amatører.
Så ja, - viden er vigtig, men foreløbigt er det altså stadigt et yderst sjældent indslag i DRs programflade ;-)
Denne kommentar er anbefalet af:
@Sven Karlsen: Hørt, hørt!