Med strittende bagdel og hænderne godt begravet i armhulerne fægter jeg løs med mine albuer - op og ned, op og ned, mens jeg skråler som en hane. Jeg dropper mit forsøg på at lege hane og forsøger i stedet at skyggebokse aggressivt ud i luften - og så laver jeg igen ‘hanen’ foran en noget mystificeret tjener en søndag ved frokosttid på en restaurant i Nicaraguas hovedstad, Managua. Min rejsefælle og jeg vil mægtig gerne se en vaskeægte hanekamp, som vi har bildt os selv ind er selve symbolet på den nicaraguanske machokultur. Ingen af os kan spansk. Derfor denne scene.
Efter nogle minutters opslidende fagter og klukken går der en prås op for tjeneren: ‘El gallo mas gallo,’ konstaterer han skråsikkert. Jeg genkender straks ordet ‘gallo’ og ved, at det betyder hane. Fluks stryger vi ud i en taxa og jubler ‘El gallo mas gallo’ til chaufføren, som helt indforstået drøner af sted mod en for os ukendt afkrog af Managua. Pludselig åbenbarer det sig for os. Vi er nået frem til vores destination. Vi stiger ud af taxaen og står nu foran ‘el gallo mas gallo’, som viser sig at være navnet på intet mindre end en nicaraguansk version af hårde-hvidevaregiganten Punkt 1. Det er oven i købet søndag, så de har lukket. Det er en oplevelse, der vil være lageret i min hukommelse altid - eller indtil jeg får alzheimers i hvert fald. Det er en historie, der har holdt meget længere end nogle af alle de sko, jeg har købt i årenes løb. Og det er den slags ubetalelige oplevelser, jeg lever for at rejse efter. Det uforudsigelige, der bliver til sjove anekdoter til stor morskab for venner, familie og vigtigst af alt én selv.
Fra hver et nyt land, jeg overnatter i, udvælger jeg nøje - og med stor barnlig glæde - en magnet til at pryde mit køleskab. Efter at have købt magneter i 48 forskellige lande har jeg efterhånden opbygget mig en hel del gode minder og sjove anekdoter. Men hvor kommer denne rejselyst fra, har jeg ofte spurgt mig selv om. I begyndelsen troede jeg, at jeg var understimuleret. Indtil jeg var 15 år var det eneste udland, jeg havde snuset til, endagsturene med færgen til Lübeck eller Warnemünde, hvis mest eksotiske islæt var tæskebillig chokolade og endnu mere tæskebillig Pisang Ambon. Da jeg blev 15 år og stor nok til selv at udforske verden - ud over tysklandsfærgen - brugte jeg enhver lejlighed til at flyve til eksotiske destinationer rundt om i verden - noget skulle jo indhentes, mente jeg. Men efterhånden som magneterne på køleskabet hobede sig op, indså jeg, at min appetit for mødet med nye mennesker, andre kulturer og flotte landskaber åbenbart bare er ualmindelig stor.
I SKRIVENDE STUND er jeg i Australien for anden gang i mit liv. Det var her, jeg startede mine udenlandseventyr med at tage et år på udveksling, da jeg var 15 år. Jeg stiller mig helt uforstende over for de søde, unge australske piger, jeg møder på min nuværende rejse, der har så rasende travlt med at spare sammen til udbetalingen til et hus. Vi taler kvinder på 22 år, der misundelsesværdigt sukker ‘bare det var mig’ når de spørger til, hvor jeg har rejst, og hvad jeg har oplevet. Hver gang forsøger jeg naivt at overbevise dem om, at hus, mand, bil og børn nok skal komme, når tid er, og at de skal se at få realiseret drømmen om at se lidt af verden. Nogle lytter og overvejer, mens andre bare ryster på hovedet af den 34-rige missionerende rygsæksrejsende, som de mener for længst burde være gift, have sat næste generation i verden og burde have betalt mindst halvdelen af et huslån.
Da jeg var barn, boede vi i en fin andelslejlighed på Frederiksberg. Men en dag kom fogeden og tog vores pæneste møbler, bad os om at pakke resten og smed min mor og jeg på gaden. Min mor havde ‘glemt’ at betale husleje i mange måneder, da hun mente, at den månedlige bistandshjælp skulle fyres af på tivoliture, biografture og ture på bakken - altså kort sagt oplevelser. Ikke, at jeg satser på at blive smidt på gaden igen, men skulle jeg vælge mellem at have betalt et halvt hus eller have leget hane i Managua, så er jeg ikke i tvivl om, at jeg har valgt rigtigt.
Minderne vil jeg altid have. Dem kan ingen tage fra mig. Så kan fogeden bare komme og tage resten.
Kommentarer