Slangetæmmernes sagte toner strømmer ud af fløjter, der fra slangerne til at posere til ære for turisterne. Mænd med aber i lænker kæmper en magtkamp med aberne, som til hver en tid ser sit snit til at flygte. Her sælges friskpresset appelsinjuice til 5 dirham (godt 3 kr.), vandsælgere har klædt sig ud i traditionelle vandsælgerkostumer, en enkelt bod forsøger at komme af med brugte gebisser og løse tnder.
Vi er på Djemaa el Fna, som er hovedpladsen i Marrakech’ medina, den gamle bydel. Om aftenen forvandles pladsen til noget, der er som taget ud af 1001 Nats Eventyr. Her summer af liv - og ikke kun til ære for de turister, der besøger Nordafrikas mest charmerende by, Marrakech.
En rand af mennesker har taget plads foran en historiefortæller, der tryllebinder tilhørerne med røverhistorier fra gamle dages Marrakech. Et par unge fyre underholder med et par trommer, mens en danser lystigt bevæger sig til trommerytmerne. En ældre mand troldbinder tilskuerne med en række tryllekunster og ser fluks sit snit til at inddrage et par godtroende turister, der må af med 20 dirham for at være en del af hans trylleshow.
I baggrunden af gedemarkedet stiger osen fra det store folkekøkken, der hver aften ruller ind på pladsen. Her kører tjenerne en intern konkurrence i at charmere turisterne ind i lige netop deres madbod - og hvis det lykkes dem at lokke dig ind, bliver du mødt af klapsalver, piften og et fedtet, lamineret menukort. Her bliver der disket op med alt fra lammespyd, friteret blæksprutte, tomatsalat, oliven, kylling samt hummus og fladbrød, naturligvis.
Prut, prut, prut
Byen ved foden af de snetoppede Atlasbjerge oplever hvert år flere og flere turister og agerer med sin uimodstelige charme forståeligt nok også kulisse for en række film. Blandt andet brugte Alfred Hitchcock Djemaa el Fna-pladsen i sin film fra 1956, Manden der vidste for meget. Sex and the City-pigerne blev i efteråret 2009 spottet stavrende rundt i stiletter rundt i Marrakech’ ujævne gader. Flere af den nye Sex and the City-films scener (premiere i forsommeren, red.) er tilsyneladende optaget her.
Vi kan ikke komme uden om, at i Marrakech handler en del af besøget om at købe sig fattig i alskens niks-naks i de mange boder i medinaen. Lædertøfler, lædertasker, træskærerfigurer, levende leguaner og marokkopuder i læder, selvfølgelig - tæpper og tørklæder, der aldrig har set skyggen af hverken kashmir eller pashmina, selv om de handlende bilder dig det ind. I krydderiboderne kan man købe billig safran, tørrede hibiscusblomster, olivensæbe, arganolie, som er en lise for hud og hår, samt ‘magisk’ slankete.
Det hele købes ikke, før en noget omstændelig handel har fundet sted. For her skal i høj grad pruttes om priserne. Det gælder om at have tid, tålmodighed og et evigt smil på læben. Et lille trick er, at når sælgeren kommer med sin første pris, så smiler og griner man og siger pænt nej tak - fordi det er alt for dyrt til ens budget, mens man bevæger sig ud af boden igen. Herefter kommer sælgeren løbene efter én med en ny og bedre pris, man så kan handle ud fra. Det vigtigste er at smile og grine under hele processen, det gør sælgeren - og i sidste ende din pengepung - glad. Varerne skal minimum ned på halv pris af første pris. Nogle gange skal de helt ned til en femtedel af det, den snedige sælger først forsøgte sig med.
Uden for kulissen
Marrakech’ charme oplever man netop bedst ved at få hele dage til at gå rundt i medinaen.
Efter en hel dags indtryk trænger man til et lækkert måltid mad, og Terraces des Epices ligger godt gemt som en perle blandt mange ligegyldige restauranter. Det virker også logisk, at i en kultur, hvor diskretion er en dyd, så ligger de bedste restauranter ikke på de mest turistede gader.
På Terraces des Epices serveres lækre tagines og marokkanske kyllingetærter toppet med flormelis. Efter maden nyder man en nargila - en vandpibe - med sødlig bletobak. Kald det en slags kompensation for at drikke cola og vand til aftensmåltidet.
Hvis man vil bevæge sig ud af ‘kulissen’ ved Djemaa el Fna og trænger til lidt ‘europæisk afveksling’ og er blevet træt af at blive tilbudt souvenirs, gode (eller mindre gode) restaurantoplevelser, et telefonnummer på en lokal friskfyr, og hvad de nu ellers kan finde på, så er Marrakech’ nye bydel, Ville Nouvelle, et tiltrængt pusterum. Området er koncentreret omkring Avenue Mohammed V og byder på vesterlandske tøjbutikker, europæisklignende cafer, der rask væk serverer gin tonics, og her ligger naturligvis og den obligatoriske McDonalds.
Bliv i den gamle bydel
Det hele bilder sig ind at være en smule eksklusivt i den nye bydel, men i virkeligheden er det bare en god undskyldning for at skrue priserne en tand op.
Når man finder ud af, at medinaen er grunden til, at man er kommet til Marrakech, skynder man sig at praje en hestevogn og tager turen hjem til sin riad.
På vej hjem har et vold af boder stadig åbent og sælger saltede mandler, dadler og de mest velsmagende oliven, som kan tages hjem til ens riad og fortæres med hjemmebragt vin på tagterrassen om aftenen til lyden af muaddhinen, der kalder til bøn, og synet af solen, der går ved siden af Marrakech ældste og største mosk, Koutoubia.
Kommentarer