Det blev en dag, hvor Kirsten og hendes kolleger ikke fik lavet så meget

Klokken er 8.00 om morgenen torsdag den 4. marts, da lægesekretæren Kirsten møder ind på sit kontor på et af Rigshospitalets sekretariater. Hun tænder for computeren og går ud i køkkenet for at brygge en kop kaffe, mens computeren tænker. I mellemtiden er nogle af hendes kolleger dukket op.

»Allerede fra starten snakker vi lidt om, at det er en speciel dag, og at det er svært at koncentrere sig om arbejdet,« fortæller Kirsten.

Den store sparerunde på hospitalet startede i går, og i dag vil det blive deres tur til at få at vide, om de er fyrde, eller om de får lov at blive.

Sidder løst i stillingen

Kirsten har på forhånd en fornemmelse af, hvordan hendes situation ser ud, for hun »sidder lidt løst i stillingen«, som hun selv beskriver det. Hun har været ansat som vikar i et par måneder, og selv om hun har over 20 års erfaring med lægesekretærjobbet, er hun stadig ny på denne afdeling.

Alligevel kommer det lidt bag på hende, da oversygeplejersken på afdelingen kommer ind på sekretærernes kontor og beder Kirsten følge med. Hun får hjertebanken, og et skud adrenalin bliver sendt rundt i kroppen. Hun kigger kort rundt på de andre og tænker kort: Så får de nok lov til at blive.

Et par sekunder senere er hun på vej mod klinikchefens kontor et par døre længere nede ad gangen.

106 medarbejdere på Rigshospitalet blev sidste torsdag ‘prikket’ og fik at vide, at afdelingsledelsen påtænkte at afskedige dem i forbindelse med Rigshospitalets besparelser.

På Kirstens afdeling tog sekretærerne det største slag. Udover hende blev også to medhjælpere i ambulatoriet fyret. Tre sekretærer blev sat ned i tid, og en enkelt fik tilbudt en anden stilling. Fire sekretærer blev slet ikke berørt af fyringen.

Sekretærerne ramt hårdt

Når så mange af sekretærerne på afdelingen blev omfattet af sparerunden, skyldes det ifølge oversygeplejersken, at afdelingsledelsen i løbet af de sidste måneder har måttet ansætte flere, end de var normeret til. To langtidssygemeldte sekretærer og to på barsel er blevet erstattet, men på grund af sparerunden er ledelsen nødt til at afskedige vikarerne igen.

Til gengæld får alle lægerne og sygeplejerskerne på afdelingen lov at beholde deres job. Besparelserne i de to personalegrupper kan hentes ved at skære de stillinger væk, der i forvejen er ubesatte. Derfor er der ikke behov for at fyre nogen.

Kirsten og de andre på afdelingen er klar over, at de store forandringer i sekretærstaben vil betyde, at der bliver rigtig travlt for dem, der har beholdt deres job.

»Det er selvfølgelig hårdt at blive fyret, men det er også hårdt for dem, der er tilbage. Vi kan jo ikke løbe stærkere, end vi gør,« siger Kirsten. Hendes bekymringer om, hvordan det vil gå de tilbageblevne, deles af sygeplejersken Sarah, der er ansat på afdelingens sengeafsnit.

»Jeg har tænkt på, hvordan det skal lade sig gøre, for især sekretærerne har enormt travlt. Det var overraskende, at det var dem, der røg. For mig har det helt sikkert betydet, at jeg bliver mere bevidst om arbejdsgangene, og jeg tænker mere over, at der sidder nogen i den anden ende og skal løse de opgaver, jeg sender videre.«

Sarahs forventninger om, at der vil komme tiltag til at gøre arbejdsgangene mere effektive, bekræfter oversygeplejersken.

»Helt konkret kan det for eksempel være, at der ikke bliver lige så meget tid til at snakke med de patienter, vi har indlagt. På den måde vil der ske serviceforringelser generelt, selvfølgelig uden at det går ud over patientsikkerheden og fagligheden,« fortæller hun.

Da Kirsten kommer ind på klinikchefens kontor, ser hun først den ledende lægesekretær.

»Du kan sætte dig her,« smiler hun og henviser med en håndgestus Kirsten til den ene langside af bordet, der står ved den ene væg. Oversygeplejersken sætter sig ved siden af den ledende lægesekretær på den modsatte langside, og for bordenden sidder der en kvinde, Kirsten ikke har set før.

»Min egen leder (den ledende lægesekretær, red.) siger: Ja, du ved nok godt, hvorfor vi har hentet dig ind til en samtale? Og det gør jeg jo,« fortæller Kirsten.

»Så siger hun ‘Du har mulighed for at hente en bisidder, der kan være med til samtalen, hvis du vil det’. Jeg vidste ikke, hvem det skulle være, om det skulle være en fra min fagforening, eller en kollega måske. Så jeg siger nej tak. Og så fortæller hun mig, at de desværre er nødt til at sige mig op på grund af besparelserne, og hun understreger, at det ikke er fordi, de ikke er glade for min indsats,« fortæller Kirsten.

Kirsten er medlem af en anden fagforening end stort set alle de andre lægesekretærer, der er organiseret i HK. Derfor har hun ikke fået de samme informationer. I dagene op til den 3. og 4. marts har fagforeninger og tillidsrepræsentanter været i dialog om, hvad de kan gøre for deres medlemmer, men Kirstens fagforening har ikke været inde over. Det kan hun dog stadig nå i løbet af de næste to uger, hvor hun har mulighed for at gøre indsigelser.

Manden er også jobsøgende

Ledelsen er meget venlig, men det er ubehageligt at sidde til samtalen. På Kirstens hals træder røde plamager frem under den tynde hud, som det ofte sker, når hun er påvirket følelsesmæssigt. Den ledende lægesekretær og oversygeplejersken fortæller Kirsten en masse andet, som hun ikke helt husker. Hun lytter og prøver at få det hele med, men hendes egne tanker fylder for meget.

»Jeg tænker mest på, at det er et rigtig uheldigt tidspunkt, fordi min mand også søger arbejde. Det er jo en svær situation at stå i. Og så jeg tænker på, hvad der nu skal ske, og at jeg skal ud at finde et andet arbejde,« fortæller Kirsten.

Derudover er hun ked af at skulle til at sige farvel til sine nye kolleger.

Ved slutningen af samtalen giver ledelsen hende nogle papirer. Blandt andet en liste over ledige stillinger andre steder på Rigshospitalet, som Kirsten kan søge.

Hvordan de andres samtaler forløber, er der lige så mange variationer over, som der er personer til samtale, fortæller sygeplejerskernes fællestillidsrepræsentant, Charlotte Vallys. Hun har ikke haft noget at gøre med Kirstens eller de andre lægesekretærers afskedigelser, men hun har hjulpet de mange sygeplejersker, der også er omfattet af sparerunden.

Og med et samlet tal på 34 er sygeplejerskerne - trods billedet på Kirstens afdeling - den faggruppe på hospitalet, der har flest inde til en samtale i løbet af 3. og 4. marts.

»Nogle har været vrede, nogle blev kede af det, enkelte græd. Mange var i chok, og nogle gav udtryk for, at det her var virkelig noget møg, men at de bare gerne ville komme videre. Det har været så overraskende for mange af dem, og de fleste siger ikke særligt meget inde til selve samtalen. Man lytter og lytter ikke helt alligevel.«

Referat af samtalen

Derfor har tillidsmændene og konsulenterne i personaleafdelingen blandt andet udarbejdet et referat af samtalerne, som afdelingsledelserne kan udlevere til de udvalgte medarbejdere. På den måde kan de gå hjem og læse, hvad ledelsen fortalte dem til samtalen.

For Kirstens vedkommende er det en pudsig oplevelse, at hun til samtalen får udleveret et referat af den samtale, hun netop har haft med sine chefer. Der står alt det, hun lige har fået at vide, men der står også, at Kirsten ikke har nogen kommentarer til samtalen.

Det undrer hende, når hun nu ikke var blevet spurgt på det tidspunkt, hvor referatet blev skrevet.

Chefkonsulent i personaleafdelingen, Helle Pedersen, forklarer hvorfor.

»Referatet er ment som en sikring af, at medarbejderne får de informationer, de skal have. Det er et udkast, og hvis medarbejderne har nogen indvendinger, så har de to uger til at snakke med deres fagforening eller med deres ægtefæller, eller hvem de har brug for, og komme til os med dem. Og så ændrer vi i referatet.«

Beslutningen om fyringen kan der dog ikke ændres på.

Kirstens samtale er slut. Hvor lang tid hun var derinde, er hun ikke helt klar over. Måske 10-15 minutter.

»Det er lidt ligesom til en eksamen. Man mister fornemmelsen for tid og sted,« forklarer hun og trækker kort på skuldrene.

Tilbage på sit kontor kigger de andre på Kirsten med en blanding af nysgerrighed og forlegenhed. Hvordan gik det, hvad sagde de? Kirsten fortæller, og de spekulerer på, hvem der mon er den næste, der bliver kaldt ind. Der går lidt tid, hvor sekretærerne mest snakker og ikke får lavet så meget. På et tidspunkt kommer oversygeplejersken ind igen og henter en af de andre. Det er en svær situation for dem alle sammen, og det er svært at koncentrere sig om arbejdet, så der bliver ikke lavet så meget den dag.