Det pinlige Danmark

Vi kan ikke holde vores problemer ud. Vi vil gerne leve i den danske virkelighed, men vi vil helst slippe for vores pinlige problemer og tarvelige temaer. Det er det, de hjælper os med på teatret. Ude på Frederiksberg Allé opføres nu en forestilling om den nedskudte russiske dissident Anna Politkovskaja. En af Danmarks dygtigste skuespillerinder kæmper mod det onde og undertrykkende russiske system. En sand modstandshelt er hun, og hun dræbes til sidst som martyr. Stykket varer næsten tre timer, så velkendte velfærdsproblemer som balancen mellem arbejde og familie udvikles undervejs, men det kulminerer med en regulær opsang om, at vi skal leve livet og kæmpe for det, vi tror på. Og vi skal ikke have ondt af heltinden: Kampen gav hendes liv en større mening. Det er en ‘aktuel’ og ‘væsentlig’ samtidsfortælling. Den handler måske ikke om det, vi er, men om det, vi ikke har. Den minder os om de kampe, vi ikke selv fører. Vi er glade for sejren og rettighederne, men vi savner kampen og intensiteten. Vi er rige, men konfronteret med frihedskampen opleves det fattigt. Derfor sidder vi og patter på de andres lidelser og lidenskaber.

Vores vigtige liv!

Ikke kun i teatret bemærkes vores lede ved vores problemer. Årets Pressefotos viser adskillelsen af det synlige dramatiske Danmark og det usynlige, pinlige Danmark. Vores almindelige stress og afhængighed og misbrugsproblemer er ikke med på billederne. Fotografierne forestiller dødskampe og dramatiske undtagelser. Der er selvfølgelig en stor serie om afviste irakere i Brorsons Kirke. Deres lidelser er iscenesat med symboler som kors og politi-uniformer. Ikke overraskende er der også fotos af massearrestationer under COP15. Hvilket vigtigt liv, vi lever, siger billederne, kampe mellem politi og demonstranter! Fattigdommen er også med på foto-udstillingen - der er nemlig en reportage-serie fra Boston, hvor vi ser stærkt overvægtige forældre og stærkt svækkede små børn i samme seng. Den amerikanske fattigdom er fotogen. Så den danske fattigdom kommer kun ind i billedet, når den ligner Amerika: Under titlen ‘udenfor’ viser en række billeder hjemløse sovende om natten foran kendte monumenter i København.

Et andet fotografi viser et dansk flag på halv. Men døden finder ikke dramatisk sted i Danmark, så flaget på halv hænger foran en afghansk himmel sammen med adskillige andre billeder af sårede soldater fra Camp Bastion.

Vores forestillinger om vores virkelighed bekræftes af klassikerne: Den fotogene diktator Robert Mugabe, den åndelige leder uden land, Dalai Lama og den grinende amerikanske præsident, Barack Obama. Smadrede bygninger i Gaza, kvinder med bøjede hoveder fra en flygtningelejr i Kenya og eksotiske amazon-indianere i sort-hvid. Udvalgte udtryks-fulde danskere som stjernen Jørgen Leth, sangeren Michael Simpson og bokseren Mikkel Kessler er fotograferet så fornemt, at deres kroppe også er med på udstillingen. Nu skal man ikke tro, der er kun er kendte, krige og drama. Folkedybet er med som kontrast. Der er billeder fra bingo-hallen i Brøndby, som viser, hvor eventyrligt gammeldags den danske almindelighed kan være. Det er en slags selv-orientalisering: Man finder det kulørte i provinslivet, man finder den indre orient og fotograferer den. Det er alle sammen flotte, fine og kompetente fotografier. Det er Danmark, som vi kender det. Det er Danmark, som det ser ud på tv-skærmen. Men det er det ikke det Danmark, som sidder og ser det hele på tv. Det er det synlige Danmark som det virkelige Danmark. Og det er ikke det pinlige Danmark.

Længsel efter gamle fronter

Man ser ikke kun længslen efter de velkendte kampe i teatret og på pressefotos. Offentligheden er fyldt med kampe med store symboler, men små sager. Den evige kamp mod racismeparagraffen kører som principiel kampagne for frihed mod undertrykkelse. En paragraf der forhindrer fri tale! Det mærkelige ved denne kamp er, at man ikke støder på den så omtalte paragraf i praksis. Den danske debat er ikke karakteriseret ved tilbageholdenhed vedrørende udsagn om flygtninge og indvandrere. Den stadige strid om Kongehuset opføres som teater for demokrati mod kongevælde. Igen er det vanskeligt at se, hvordan og hvornår det danske kongehus står i vejen for demokratisk praksis i Danmark. Endnu gang fremstår kampen som nostalgisk længsel efter de gamle fronter.

Spidsfindigt kunne man hævde, at opførelsen af de gamle problemer vidner om, at vi slet ikke har problemer. Vi er blevet for tilfredse til at føre kampe baseret på utilfredshed. Men pointen er omvendt, at vi skammer os over vores problemer. De er ikke de store kampe værdige. Der er flere hundrede tusinder på psykofarmaka og 800.000 i den arbejdsdygtige alder står uden for arbejdsmarkedet i et samfund, hvor identiteten bestemmes socialt af jobbet. De er ikke til at få øje på som samlet flok for diagnoser, særlige paragrafer og kommunale bestemmelser. Langt de fleste kommer aldrig til orde, men det skyldes ikke en principiel paragraf. Det skyldes demokratisk ulighed.

Problematiske værdier

B.T. kunne i denne uge afsløre, at to millioner danskere lider af afhængighedsproblemer: Nogen kan ikke lade være med at spise det usunde, som de ved, de ikke skal spise. Andre lider af sygelig optagethed af sundhed: De kommer ikke steder, hvor de ikke kan tage deres egen mad med. Der er afhængighed af rusmidler, rusgifte, medicin og sågar sex. Men det er ikke til at opføre en kamp mod andre spisevaner som andet end komedie på teatret, og det er ikke til at se på fotografier, for det ligner jo os selv. Og det er så pinligt, at vi patter på de andres fotogene problemer og lækre lidelser. Vi drømmer om de andres drama, men vågner i vores egen virkelighed.

Men de andres drama er aldrig startet lækkert og fotogent. De kampe har altid handlet om at gøre det pinlige påtrængende for dem, der bestemmer. Det har handlet om at gøre det tarvelige til offentlige temaer. Og indtil vi lærer det, kan man sige: Vi har ikke værdige problemer, vi har problematiske værdier.