Da Uffe Ellemann-Jensen blev formand for Venstre, var det egentlig mest af nød. Og han var i tvivl om det fornuftige i at bestride netop de to poster samtidig.

»Jeg mente, at det ville være kropumuligt at være formand samtidig med, at jeg var udenrigsminister. Jeg havde jo hele den store portefølje. Jeg rejste utroligt meget og kunne ikke passe en formandspost,« fortæller Uffe Ellemann-Jensen i bogen Udenrigsminister.

Når han blev det alligevel, var det for at styrke sin egen position i en truende magtkamp i regeringen, forklarer cand.mag. i historie ved Syddansk Universitet Jon Bloch Skipper, der er forfatter til bogen sammen med Jakob Kvist.

»Det giver også en magtbase og en autoritet at være udenrigsminister. Der ligger nogle profileringsmuligheder i det gamle ministerium, og det har også indgået i Lene Espersens overvejelser,« siger Jon Bloch Skipper om den nye udenrigsminister, der gentager dobbeltrollen, blot som formand for de konservative.

Siden Uffe Ellemann-Jensens tid er der imidlertid sket to ting. Udenrigspolitik er ikke længere en afgørende slagmark, og udenrigsministeren har afgivet betydning til statsministeren.

I dag samles regeringslederne langt hyppigere på topmøder, når de afgørende internationale aftaler, skal indgås. Af samme årsag er Statsministeriet vokset i størrelse på bekostning af blandt andet Udenrigsministeriet, hvor flere af de dygtigste embedsmænd er blevet rekrutteret. Det har givet gentagne gniderier mellem de to ministerier.

Lene Espersen og statsminister Lars Løkke Rasmussen har arbejdet hårdt på at ændre deres eget anspændte forhold. Regeringsrokaden, det nye arbejdsprogram og en aftale om at afstemme alle udspil med hinanden først skal hjælpe dem til at spille bedre sammen på den hjemlige scene.

Men professor i statskundskab Tim Knudsen frygter, at rivaliseringen i stedet bliver skubbet over på den internationale scene:

»Bekymrende er det jo, at Lene Espersen ofte vil markere sig som partiformand i stedet for som minister. Samtidig må vi konstatere, at Løkke ikke har ret meget international erfaring og ikke gjorde en god figur på klimatopmødet. Så jeg forstår godt, at nogle ser på fremtiden på dette område med bekymring.«

Jon Bloch Skipper vurderer, der fortsat vil opstå konflikter mellem de to ministerier, men det bliver ikke nødvendigvis direkte mellem Espersen og Løkke.

Manglende erfaring

»Omfanget af sammenblanding mellem ministerierne afhænger også af, hvor stort kontrolbehov statsministeren har. Anders Fogh er et eksempel, men Poul Nyrup var også meget kontrollerende. Udviklingen startede allerede under hans regeringstid,« siger Jon Bloch Skipper.

Tidligere er Lene Espersen blevet betegnet som en minister, der i høj grad lader embedsapparatet udforme den konkrete politik. I Udenrigsministeriet har hun et særligt stærkt embedskorps at støtte sig til, fastslår lektor og ph.d. ved CBS Anna Leander, der er ekspert i international politisk økonomi.

Men man skal ikke undervurdere, den indflydelse udenrigsministerens personlige engagement kan skaffe Danmark og dansk erhvervsliv, fortsætter hun.

»Det har en enorm betydning, hvilke netværk ministeren har, og hvilke mennesker hun regelmæssigt er i kontakt med.,« siger Anna Leander.

Traditionelt er det den afgående udenrigsministers opgave at introducere sin afløser for de vigtigste udenlandske kontakter, men der går uvægerligt noget tabt i overdragelsen, mener tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S).

»Per Stig havde en erfaring, et netværk og en viden, som Lene Espersen ikke uden viden kan overtage. De personlige bekendtskaber er noget, man opbygger over tid,« siger Mogens Lykketoft og advarer Lene Espersen mod at undervurdere den meget krævende opgave, hun har påtaget sig med sin dobbeltrolle.

Andre peger dog på, at Lene Espersen er en gevinst for udenrigsministeriet. Hun har større mulighed for at tvinge ministeriets forslag igennem i regeringen end Per Stig Møller, der fik dikteret de store udenrigspolitiske linjer fra oven.

Desuden er der en helt konkret årsag til, at medarbejderne på Asiatisk Plads måske bliver glade for Lene Espersen, forklarer forfatter Jon Bloch Skipper.

»Konflikten med Statsministeriet handler også om bevillinger. Der er det måske ikke nogen dum ide for Udenrigsministeriet at få Lene Espersen som minister med den profilering og øget opmærksomhed, der følger med,« siger Jon Bloch Skipper.