Brevkassen: Hvorfor gider de ikke deres egne børnebørn?

Thorbjørn
34, København Ø

Jeg skriver, fordi mit forhold til mine forældre er gået lidt i hårdknude. Problemet er, at de stort set aldrig stiller op, når vi har brug for at få passet børnene på tre og fem år. Det kan både være, fordi de er syge, og vi skal passe vores arbejde, men også hvis min kone og jeg har brug for at få lidt tid som kærester sammen og eksempelvis dyrke forholdet på en weekend til Paris eller bare på en tur i biografen.

Vi ser med misundelse vores venner få passet i tide og utide, det ser endda ud som om børnenes bedsteforældre ser ud til at nyde samværet med deres børnebørn, men sådan er det ikke hos os. Mine forældre er pensionerede og bor i Århus, og i sidste måned er min mor kun kommet til København en enkelt gang, fordi det var yderste nødstilfælde – den lille var igen blevet syg, og både min kone og jeg havde vigtige møder på arbejdet.

Vi har begge svært ved at passe vores arbejde på grund af de mange sygedage her i vintermånederne, og her forleden påpegede min chef, halvt i sjov – men jeg er nu sikker på at han mente det – om det ikke snart var på tide med en sygedag, jeg havde jo ikke haft nogen siden den første (det var den 4. i måneden, han lod bemærkningen falde). Jeg har sagt til mine forældre, at min kærestes forældre stiller langt mere op end de gør, men min mor siger, at hun bliver stresset af det, at hun ikke kan klare lige så meget som før, og at hun har brug for at restituere i fire dage efter at have passet børn en enkelt dag. Desuden har hun et dårligt fysisk helbred, siger hun. Men hun er åbenbart rask nok til at passe hver eneste kaffeaftale med veninder, til at gå til kor og rejse til Italien i tide og utide.

Men kan man ikke godt forvente, at ens forældre hjælper til med at passe børn en gang imellem?

Svar I:

I lyder som en rigtig presset småbørnsfamilie, og ja, det er virkelig hårdt! Men jeg havde alligevel forstået din frustration bedre, hvis dine forældre havde boet i Århusgade, Kbh. Ø og ikke i Århus. Der er immervæk tre timers rejse hver vej, og hvis din mor, som du skriver har passet ungerne en enkelt dag, så har hun derudover rejst små syv timer, og så forstår jeg godt, at hun har brug for restituering.

Men er man tilstrækkelig presset, skrumper indlevelsesevnen nemt, det sker for os alle. Og på dit brev lyder det lidt, som om du udelukkende behandler din mor som tilkaldevagt. Kan noget af problemet ligge i, at du kun har ork til at stille krav og blive frustreret, hvis de ikke bliver opfyldt?

Måske skyldes din mors modvilje, at børnebørn for hende altid er syge børn? Har dine forældre aldrig ungerne nogle dage ad gangen, når de er raske og glade? Hvis den stod på Tivoli Friheden i Århus i stedet for snot og feber på Østerbro, blev hun måske mindre stresset? Og hvis I selv inviterede på weekend med god mad og et besøg i Anemoneteatret, var farmor og farfar måske mindre fodslæbende, når lokummet brænder?

Kort sagt: Har dine forældre haft reelle muligheder for at få deres eget forhold til børnebørnene? Jeg synes, man med rette kan forvente, at ens forældre interesserer sig for deres børnebørn, men det kræver jo, at de har mulighed for at følge med i deres liv. Virker det så ikke, er det værst for dem selv.

Karen Syberg

Svar II:

Jeg synes, du er urimelig i dit krav til dine forældre. De har sat dig og dine evt. søskende i verden og åbenbart være så gode i forældrerollen, at du synes, de skal være klar til en delvis runde til. Men så langt rækker deres ansvar ikke.

David Rehling