Antiterror rammer mange andre end terroristerne

Tilhørerne var blandt andet fra Pakistan og Kina. Professorerne i panelet kom fra London, Paris og New York. Og temaet var meget passende en stribe globale dilemmaer, da professor Jude Howell forleden præsenterede sit arbejde på Institute for Public Knowledge, IPK, ved New York University.

Howell er leder af Centre for Civil Society ved London School of Economics, LSE, og leder desuden det britiske Non-Governmental Public Action Research Programme. I sin egen forskning og i to nye bøger sætter hun via feltarbejde i Afghanistan, Indien, Kenya, USA og Storbritannien fokus på integrationen af civilsamfund, nye skærpede sikkerhedstiltag og udviklingsbistand over det seneste årti.

Det er velkendt, at terrorangrebet 11. september 2001 fik regeringer verden over til at indføre såvel ny lovgivning som ny politik og praksis: Overvågning, udveksling af fanger, indsats mod hvidvaskning af penge. Men også mere bredt: En ny tilgang til udviklingsbistand, flygtninge- og asylpolitik, uddannelse, engagement i lokalsamfund og anti-radikaliserings-programmer. Det er også velkendt at en del af disse tiltag har mødt kritik fra menneskerettighedsorganisationer, advokater og forskere. Men også for de civile samfund har den nye sikkerhedsdagsorden haft store konsekvenser, lyder Howells pointe:

»Obama bruger ikke længere begrebet ‘krig mod terror’ men hovedparten af sikkerhedstiltagene er her endnu. 90’erne var en storhedstid for civilsamfundene, som blev hyldet for deres demokratiske dyder. Men efter 11. september blev de pludselig sat under mistanke,« sagde Howell, der talte energisk og inddrog adskillige citater og eksempler fra sin forskning undervejs:

»Organisationer, der repræsenterede suspekte grupper, kom i søgelyset. Politiske ledere som f.eks. Gordon Brown talte om, at velgørende organisationer blev misbrugt til pengevask eller andre aktiviteter, selv om der faktisk er ganske få beviser på det.«

Rammer de fattige

Den udvikling har ifølge Jude Howell givet en ny splittelse i ‘det gode’ og ‘det onde’ civilsamfund. Det ‘gode’ forstået som de moderate ledere og organisationer, som vestlige regeringer gerne vil støtte og dyrke og i dialog med; Mens ‘det onde’ er de organisationer, som man ønsker at begrænse, undertrykke og overvåge.

»Der har i særlig grad været mistanke til de muslimske samfund: Overvågning af religiøse skoler, moskeer, islamiske boghandlere og centre,« sagde Howell, der kritiserer det øvrige civile samfund for at have forholdt sig passivt:

»Andre ngo’er, som var finansieret af regeringer og donorer, har haft tendens til at tie stille og indordne sig. De har opfattet konsekvenserne af anti-terror-politikken som noget, der kun vedrørte de berørte lokalsamfund og grupper.«

I flere lande har regeringer og ledere brugt anti-terror-retorik til at retfærdiggøre indgreb mod politiske modstandere og uafhængighedsbevægelser, sagde Howell og nævnte blandt andre Kina og Uzbekistan:

»Og i lande, hvor politi- og retssystemerne er svage eller korrupte, har anti-terror-lovgivningen ramt de fattige, marginaliserede og sårbare grupper hårdest - dem der ikke har viden, penge eller kontakter til at forsvare sig,« fortsatte hun.

En del regeringer og donorer har strammet deres krav til samarbejdspartnerne i ulandene. USAID kræver f.eks. et skriftligt løfte om, at ingen ansat i partner-organisationen har forbindelse til terrorgrupper.

Men omvendt har især den britiske, og lidt senere også USA’s regering, også forsøgt at engagere civilsamfundet og gå i dialog for at få f.eks. muslimske grupper involveret i anti-radikaliserings-indsatsen, påpeger Howell. Den økonomiske bistand til lande i frontlinjen som Irak, Afghanistan og Pakistan er vokset betydeligt. Og en del donorer har samtidig satset direkte på projekter, der imødegår ekstremisme; Howell nævnte blandt andet et projekt for unge muslimer i Kenya, et forsøg på at reformere pensum i Pakistans religiøse skoler, og et generelt fokus på mere uddannelse.

Normalisering af undtagelserne

Endelig er grænserne mellem militær og civil indsats blevet langt mere flydende, vurderer hun:

»De væbnede styrker spiller en større rolle i udviklingsarbejdet - ud fra et rationale om, at det at vinde hjerter og hjerner via f.eks. infrastruktur og social velfærd er afgørende for at bekæmpe oprørsbevægelser,« sagde hun, men advarede også om, at sammenblandingen har gjort livet farligt for hjælpearbejdere, der har fået sværere ved at arbejde uafhængigt og neutralt.

Det nye fokus på sikkerhed og de mange nye tiltag ser ud til at være kommet for at blive, sluttede Howell, så det er både vigtigt og relevant at forny debatten om, hvilken rolle stater, donorer og civilsamfund kan og bør spille - og hvordan de på en gang løser sikkerhedsopgaven og beskytter mindretal og udsatte grupper.

»Der er ved at ske en normalisering af det exceptionelle. Lovgivning og tiltag, som blev til i en krisesituation og opfattet som exceptionelle, er ved at blive almindelige. Demonstranter og selv turister bliver rask væk anholdt i London, hvis de står og fotograferer,« sagde hun: »Så det er vigtigt at vi arbejder videre med alle de spørgsmål, det rejser, praktiske såvel som de teoretiske.«

Den efterfølgende debat blev modereret af IPK-leder Craig Calhoun, som havde inviteret Peter Myers fra Sorbonne i Paris og Edward Flynn fra FN’s Counter-Terrorism Committee i New York til at kommentere.

Myers rejste spørgsmålet om, hvorvidt ‘civilsamfund’ overhovedet er et brugbart begreb længere, eller der er brug for at udvikle et nyt:

»Jeg bryder mig ikke selv om at inddrage organisationer som al-Qaeda eller sikkerhedsfirmaet Blackwater,« sagde han: »Men det er man nødt til med den klassiske forståelse af begrebet.«

Svar om 20-30 år

En anden central indvending fra Myers gik på, at der måske nok har været en voksende integration af sikkerhedshensyn, holdningen til civilsamfund og udviklingsbistand siden 90’erne, men at dette også var helt almindelig standard under Den Kolde Krig.

»Hvilket historisk perspektiv er det rigtige,« spurgte han og læste blandt andet højt af en militærrapport fra Vietnam-krigen, hvor amerikanske specialstyrker berettede om en ny sundhedsklinik og undervisning af stammefolk på grænsen til Laos.

Flynn pegede på sin side på, at truslen fortsat er reel og legitim. Der er en sikkerhedsopgave at løse, og han efterlyste nye bud på, hvordan det så kan gøres, hvis den tidligere strategi i nogle tilfælde fører til mistænkeliggørelse og undertrykkelse. Også fra salen var der flere uddybende spørgsmål til Howell, som endte med at vende tilbage til Myers pointe om koldkrigstiden:

»Jeg er helt enig i, at det historiske perspektiv er interessant, og jeg er ikke i tvivl om, at det vil være givtigt at undersøge parallellerne til Den Kolde Krig nærmere. På den måde handler det jo også om 1990’erne som årti: Måske var der tale om en exceptionel periode? Det vil vi kunne se meget klarere om 20-30 år.«