Opslag til denne artikel

Emneord:kritik, kunstkritik, kunstnere, teater
Personer:Per Stig Møller, Pia Kjærsgaard
Steder:Danmark

For ikke så lang tid siden foreslog Pia Kjærsgaard sig selv som kulturminister. Der er brug for et opgør med kultureliten og de selvoptagede kunstnere, mente hun. Ikke mere selvpromoverende lort på dåse, ikke flere hesteparteringer osv. I første omgang kunne dette tyde på, at værdikampen nu breder sig fra indvandrerområdet og ind på kunstens område. Pia Kjærsgaard vil forsvare ’den almindelige dansker’, som står uforstående over for utilpassede indvandrere og mærkelig, moderne kunst.

Hvad nu hvis der er mere i ­Kjærs­gaards refleksioner, end hun selv er klar over? Et godt eksempel på den selvoptagethed, hun taler om, kan læses ud af virakken omkring teaterstykket Villa Salò – en form for totalteater, som involverer publikum i en voldelig og sadistisk handling. Stykket tager udgangspunkt i Paolo Pasolinis berygtede film Salò og Marquis de Sades mindst lige så berygtede bog 120 dage i Sodoma.

De selvoptagede kunstnere

Der kan være mange gode grunde til at sætte denne handling op endnu en gang. Ikke desto mindre synes der at være en iboende fejl i den forargelse, instruktør Signa Köstler præsenterer, når hun – duperet af sin egen aktivitet som kunstner – kritiserer det passive publikum, der stort set aldrig griber ind og forholder sig til de ydmygelser, som de er vidner til i Villa Saló.

Den franske filosof Jacques Rancière har for nylig i sin bog Den frigjorte tilskuer gjort opmærksom på problemet med disse selvoptagede kunstnere i moderne teater, installationskunst, interaktiv kunst osv. Disse kunstnere forsøger at »skubbe publikum ud af deres vante forestillinger«. De påstår, at de vil minimere distancen mellem kunstner og publikum – så vi alle kan blive en form for kunstnere – men de kan kun gøre det ved hele tiden først at skabe selvsamme distance. De er nødt til først at postulere den vidende, aktive kunstner på den ene side og den uvidende, passive tilskuer på den anden side. På grund af denne distance får kunsten en ubehagelig ’opdragende’ effekt. Den lægger ud med at minde os om, at vi som publikum rent faktisk er dumme og umoralske, og at kunstneren eller kunstværket ved en masse mere end os, som vi kan lære af – hvis vi ellers gad tage udfordringen op.

Kjærsgaard som antisnob-snob

Det legende, »Tør du trykke på knappen og blende en guldfisk«, suppleres således ofte af et usagt, men ekstremt stærkt, »Er der ikke noget amoralsk eller hyklerisk over din livsførelse?« Og den relation, som kunstværket forsøger at skabe, bliver således en ulige relation, hvor tilskueren altid allerede er skyldig.

Betyder det så, at vi skal foretrække Pia Kjærsgaard som kulturminister frem for nyudnævnte Per Stig Møller? Disse to politikere står i øjeblikket på hver sin side af Piero Manzonis berømte dåse med lort, som de afviser på hver deres måde. Kjærsgaard mener simpelthen, den er »ulækker«, der er tale om nogle »ejendommelige tanker«. Hun hævder, at hun ikke forstår værket. Det fornemmer man dog, at Per Stig Møller dybest set gør. Han talte forleden med stort overskud i et debatprogram om, at værket »er at gøre nar ad godtfolk«. Hvor Kjærsgaard altså helt tydeligt er et af de sølle godtfolk, som Per Stig Møller kærligt henviser til, så er han selv den, der på vores alles vegne har gennemskuet, at det er et blændværk.

Pia Kjærsgaard er, som vi har været inde på, på rette vej i denne sag, og er måske endda den mest progressive af de to, men falder ærgeligt nok alligevel til sidst for sin egen kritik. Er det nemlig ikke en velkendt mekanisme, at en rap udmelding om egen uformåenhed, »det der kan jeg altså ikke forstå«, i virkeligheden blot er en måde, hvorpå man sikrer sig selv chancen for efterfølgende at sige, »men jeg har forstået, at der slet ikke er noget at forstå«? Hvor Per Stig Møller er en helt almindelig form for snob, afslører Kjærsgaard sig altså som en slags antisnob-snob.

’Entartete Kunstkritik’

Man burde være mere Pia Kjærsgaard end Pia Kjærsgaard her. Sagen er, at forståelse er noget, alle kan. Mennesket er ganske enkelt et intelligent væsen. Vi forstår hele tiden. Vi forbinder hele tiden det, vi allerede ved, med det, vi endnu ikke ved – og sådan indtager vi nye områder af viden og oplevelser. Sådan opfinder vi nye måder at handle på. Derfor bør den såkaldt relationelle eller ’politiske’ kunst også anklages – dog ikke for dens ’underlige tanker’, men for dens forfejlede forsøg på at ”bevidstgøre” et umælende publikum på ulige strukturelle betingelser. Det er en reaktionær og selvpromoverende kunstopfattelse, der afholder os fra udforskningen af den forunderlige frihed, som kunsten nogle gange skaber mellem værk og beskuer.

Det betyder på den anden side ikke, at vi skal lade politikerne tage et opgør med den entartete Kunst, dens »ejendommelige tanker« og dens »gøren grin med godtfolk«. Vi bør snarere være totalitære nok til også at bekæmpe selve den entartete Kunstkritik, der på en ikke mindre selvpromoverende måde vil lave lange lister over, hvad der er kunst, og især hvad der ikke er. For det er i sidste ende den diskussion, Kjærsgaard og Møller ender ud i, og den er der ikke brug for.

Der er brug for en debat om, hvordan vi kan accelerere de nye forståelser og intensivere de oaser af frihed, som kunsten allerede tilbyder os.

Denne artikel er anbefalet af: