For ikke så lang tid siden foreslog Pia Kjærsgaard sig selv som kulturminister. Der er brug for et opgør med kultureliten og de selvoptagede kunstnere, mente hun. Ikke mere selvpromoverende lort på dåse, ikke flere hesteparteringer osv. I første omgang kunne dette tyde på, at værdikampen nu breder sig fra indvandrerområdet og ind på kunstens område. Pia Kjærsgaard vil forsvare ’den almindelige dansker’, som står uforstående over for utilpassede indvandrere og mærkelig, moderne kunst.
Hvad nu hvis der er mere i Kjærsgaards refleksioner, end hun selv er klar over? Et godt eksempel på den selvoptagethed, hun taler om, kan læses ud af virakken omkring teaterstykket Villa Salò – en form for totalteater, som involverer publikum i en voldelig og sadistisk handling. Stykket tager udgangspunkt i Paolo Pasolinis berygtede film Salò og Marquis de Sades mindst lige så berygtede bog 120 dage i Sodoma.
De selvoptagede kunstnere
Der kan være mange gode grunde til at sætte denne handling op endnu en gang. Ikke desto mindre synes der at være en iboende fejl i den forargelse, instruktør Signa Köstler præsenterer, når hun – duperet af sin egen aktivitet som kunstner – kritiserer det passive publikum, der stort set aldrig griber ind og forholder sig til de ydmygelser, som de er vidner til i Villa Saló.
Den franske filosof Jacques Rancière har for nylig i sin bog Den frigjorte tilskuer gjort opmærksom på problemet med disse selvoptagede kunstnere i moderne teater, installationskunst, interaktiv kunst osv. Disse kunstnere forsøger at »skubbe publikum ud af deres vante forestillinger«. De påstår, at de vil minimere distancen mellem kunstner og publikum – så vi alle kan blive en form for kunstnere – men de kan kun gøre det ved hele tiden først at skabe selvsamme distance. De er nødt til først at postulere den vidende, aktive kunstner på den ene side og den uvidende, passive tilskuer på den anden side. På grund af denne distance får kunsten en ubehagelig ’opdragende’ effekt. Den lægger ud med at minde os om, at vi som publikum rent faktisk er dumme og umoralske, og at kunstneren eller kunstværket ved en masse mere end os, som vi kan lære af – hvis vi ellers gad tage udfordringen op.
Kjærsgaard som antisnob-snob
Det legende, »Tør du trykke på knappen og blende en guldfisk«, suppleres således ofte af et usagt, men ekstremt stærkt, »Er der ikke noget amoralsk eller hyklerisk over din livsførelse?« Og den relation, som kunstværket forsøger at skabe, bliver således en ulige relation, hvor tilskueren altid allerede er skyldig.
Betyder det så, at vi skal foretrække Pia Kjærsgaard som kulturminister frem for nyudnævnte Per Stig Møller? Disse to politikere står i øjeblikket på hver sin side af Piero Manzonis berømte dåse med lort, som de afviser på hver deres måde. Kjærsgaard mener simpelthen, den er »ulækker«, der er tale om nogle »ejendommelige tanker«. Hun hævder, at hun ikke forstår værket. Det fornemmer man dog, at Per Stig Møller dybest set gør. Han talte forleden med stort overskud i et debatprogram om, at værket »er at gøre nar ad godtfolk«. Hvor Kjærsgaard altså helt tydeligt er et af de sølle godtfolk, som Per Stig Møller kærligt henviser til, så er han selv den, der på vores alles vegne har gennemskuet, at det er et blændværk.
Pia Kjærsgaard er, som vi har været inde på, på rette vej i denne sag, og er måske endda den mest progressive af de to, men falder ærgeligt nok alligevel til sidst for sin egen kritik. Er det nemlig ikke en velkendt mekanisme, at en rap udmelding om egen uformåenhed, »det der kan jeg altså ikke forstå«, i virkeligheden blot er en måde, hvorpå man sikrer sig selv chancen for efterfølgende at sige, »men jeg har forstået, at der slet ikke er noget at forstå«? Hvor Per Stig Møller er en helt almindelig form for snob, afslører Kjærsgaard sig altså som en slags antisnob-snob.
’Entartete Kunstkritik’
Man burde være mere Pia Kjærsgaard end Pia Kjærsgaard her. Sagen er, at forståelse er noget, alle kan. Mennesket er ganske enkelt et intelligent væsen. Vi forstår hele tiden. Vi forbinder hele tiden det, vi allerede ved, med det, vi endnu ikke ved – og sådan indtager vi nye områder af viden og oplevelser. Sådan opfinder vi nye måder at handle på. Derfor bør den såkaldt relationelle eller ’politiske’ kunst også anklages – dog ikke for dens ’underlige tanker’, men for dens forfejlede forsøg på at ”bevidstgøre” et umælende publikum på ulige strukturelle betingelser. Det er en reaktionær og selvpromoverende kunstopfattelse, der afholder os fra udforskningen af den forunderlige frihed, som kunsten nogle gange skaber mellem værk og beskuer.
Det betyder på den anden side ikke, at vi skal lade politikerne tage et opgør med den entartete Kunst, dens »ejendommelige tanker« og dens »gøren grin med godtfolk«. Vi bør snarere være totalitære nok til også at bekæmpe selve den entartete Kunstkritik, der på en ikke mindre selvpromoverende måde vil lave lange lister over, hvad der er kunst, og især hvad der ikke er. For det er i sidste ende den diskussion, Kjærsgaard og Møller ender ud i, og den er der ikke brug for.
Der er brug for en debat om, hvordan vi kan accelerere de nye forståelser og intensivere de oaser af frihed, som kunsten allerede tilbyder os.
Kommentarer
Kan det gøres bedre? Jeg tror det ikke. For denne kunstens analyse kan overføres på mange andre områder af samfundslivet, som det udfolder sig i dag.
Ex. den offentlige forvaltnings voksende mængde af misfostre og misforståede; folkeskolen hvor vi har fokus stift rettet mod de utilpassede børn og unge, hvor vi burde se på de utilpassede lærer og skoleledere. Der bliver rigtig nok gjort “nar af godtfolk” på kunstens område, men i det forhold står kunsten (desværre) ikke alene.
Denne kommentar er anbefalet af:
Interessant debat, eller er det ???
Det er jo kun fordi det er tvangsudskrevne midler som anvendes, at nogen gider beskæftige sig med det lort.
Det er jo kun interessant at nogen skider i en dåse når andre vil betale millioner som de ikke selv har tjent for det.
Nedlæg dog kulturministeriet og brug pengene på mennesker som trænger.
Skægt, det der Center for Vild Analyse. Mere af det !
Meget rammende. Meget godt. Og hvem er bag Center for Vild Analyse?
Det er Informations svar på At Tänke Sig.
Såvidt jeg ved, er Center For Vild Analyse en århusiansk filosofisk-politisk tænketank.
Se evt.: http://www.centerforvildanalyse.dk/
Har dog svært ved at se den umiddelbare kobling mellem selvoptagethed og at ville “skubbe publikum ud af deres vante forestillinger”. Har centrets repræsentant set stykket? Distancens ophævelse synes mig meget tydelig, når publikum føler ansvar over for “skuespillerne”, rettere menneskene, i det helvede, de ser foran sig. Der er forskel på guldfisk og 20-årige mennesker, der bliver ydmyget dag ud og dag ind. Ja. Det er der.
Center for Vild Analyse har også udgivet en bog
Synes helt bestemt at dette er en rigtig spændende vinkel på kunsten og dens reaktionære approprierede form som den lever indenfor kunstinstitutionerne, gallerierne, ministerierne og andre autoritære benævnelser.
- Dette betyder dog ikke at denne artikel præsenterer noget som helst nyt - Den samme kritik med andre ord er fremført af sådanne folk som Guy Debord og andre navnkundige situationister. De tager dog lige analysen skridtet videre og anerkender at ministeren eller institutionen sgu ikke gør nogen forskel og at disse former reproduceres i kunsten så længe den er dem underlagt.
Problemet er ikke overhovedet med den enkelte kunstners selvoptagethed, men langt mere med de former under hvilke kunsten reproduceres.
Situationisterne opfandt tillige en kunstform i hvilken der ikke opstilles en “scene” ligesom i Villa Saló, men nærmere skabes en situation hvor det ikke er folks handlen(tanke/politik) der underlægges kunsten, men kunsten der underlægges folks handlen(tanke/politik).
Kunsten og institutionerne overlevede dog situationisterne, og deres afvisning af kunst og institution kan nu blot ses som et forsøg på det brud der er nødvendigt for at skabe vores omverden som et rum hvor disse dogmer ikke er gældende.
Bruddet og kunisten må og skal løsrives fra det autoritære billede som er ministeren eller Pia K.
For at blive “Oaser Af Frihed”(hvilket jeg på ingen måder mener den allerede er) skal kunsten først opfinde friheden i denne historiske situation hvor friheden, sammen med kunsten(forstået som sandhed), er gået tabt.
Kunsten som sandhed — klap lige hesten. Lad os lade det være op til den kunstner, der ønsker at lave kunst som oaser af frihed, at skabe kunst der på den baggrund kan sættes lig sandhed. Så unik er vores tid heller ikke at vi er de første ufrie, måske tvært imod.
Salò handlede om magt og ansvar.
Denne kommentar er anbefalet af:
Ok. Jeg indrømmer at begrebet “sandhed” var en smule uretmæssigt placeret i denne sammenhæng(ihvertfald uden videre forklaring).
Jeg siger ikke at vores tid er unik, blot at det som er kunstens mål, eksempelvis at skabe frihed, ikke er et synligt projekt for vores nulevende kunstverden mens det har været det for tidligere bevægelser, eksempelvis situationisterne. Vi er således ikke mindre frie end man var tidligere, men det frigørende projekt(bl.a i kunsten) er blot blevet usynligt for os, deri vor tids tab af frihed.
Kritikken er på ingen måde af Saló’s umiddelbart intenderede budskab, men af form og metode.
Mit bud på at “gøre op med” lige præcis denne slags “selvoptagede kunstnere” er at prøve at pudse Arbejdstilsynet på dem, når reportagerne tyder på, at de misbruger deres arbejdskraft.
Det undrer mig hver for sig at Piero Manzonis lort på dåse stadig provokerer og bliver behandlet som om det er samtidskunst og ikke et relikvie fra en forlængst arkiveret modernisme, ligesom det under mig at det at blende en guldfisk skulle være mere provokerende end at koge en hummer. Men til sammen fortæller de to historier en ny historier om hvor lette/nemme vi er at provokere/afsløre som de dobbeltmoralske lemminger vi er og så kan jeg lige pludselig sagtens forstå begge dele. Men jeg vil dog fastholde at der kun er tale om et meget isoleret kunsthistorisk spor og at samtidskunsten i det store og hele bevæger sig andre steder hen. Hvilket gør diskussionen ret ligegyldig, med mindre man som Pia Kjærsgaard eller Per Stig Møller hænger ubehjælpeligt fast i fortiden.
Øjnene der ser.
Der er oceaner af gedigen kræfter i kunstens verden, men hvor rettes øjnene hen.
Mod en dåse lort, og en fisk i en blender. Siger det ikke mere om alt muligt andet………………..
Er der udlagt tvang nogen steder til at lade intellektet rette sig ind på de begivenheder ? Nej ! Men så må man jo betragte tilskueren som en selvpinende idiot, og politikeren som en stakkel der ingen værktøjer har til at begå sig i den verden.
Der er frit valg, og der er fantastiske øjne der ser.
I skal bare se dem.
Som en gratis formidling.
Søg aldrig indsigt i aviser eller den generelle debat hos politikere og den almene stemme.
De gør fagene en bjørnetjeneste med deres uvidenhed. Information inkluderet.
Søg i fagblade. Faglige kompetente Institutioner som højere uddannelser. Kontakt altid faget og luk ørerne for den fattige formidling en journalist eller en politiker kan give.
Savner nu mere et opgør om, hvornår vi - i DK - holder op med at optrappe det såkaldte “opgør” med en af vores største minoritetsgrupper.
Kan ikke se nogen slutning på DF’s forfølgelse af mennesker, der kommer fra en anden kultur.
Selvfølgelig smart at segmentere forskellige grupper, der traditionelt støtter andre menneskers ret til en eksistens.
Det de gør ved kulturen, Katja, er som du lidt er inde på, er at trække dem en efter en ud til en afsondre “gennembankning.”
De tager så det værste af det værste fra emnet, og trækker det frem som repræsentativt.
Alle med faglige kundskaber, er for længst holdt op med at deltage i de debatter.
Carsten Jensen sagde vist noget der dækker det meget fint.
“Det er så fristende at tie.”
Man bliver ærlig talt så træt af de agendaer alle har på andres vejne.
@ Sonja Bautz
Lige netop… til det første… er ikke sikker på, hvad du mener med den nederste linje.
Det sidste, Katja.
Når man kommer ind med en på forhånd tilrettelagt strategi, i en verden man ingen forstand har på, gør man stor skade ved ikke at lytte til de der arbejder i det dagligt.
Agenda er en målsætning, uden hensyn til de faktuelle forhold.
Man bliver træt af at forsvare sig overfor mennesker der ikke lytter - meget træt.
“Vi” har bombaderet det med sønderknusende argumenter, men en agenda lytter ikke til argumenter, kun til sin målsætning.
Man bliver slidt op, i sådanne debatter, og tier til sidst i afmagt overfor uvidenhedens arrogance.
smiler…. mener at kunne huske noget med at blive vred for derefter at resignere.
Har nu tænkt mig at vågne igen - og håber på følgeskab af de andre resignanter…