Fortid - fintsnittet og californisk marineret

Lad os tage til Californien. Hvorfor ikke? Solen skinner og temperaturen er tocifret - og noget af tidens mest vibrerende og interessante lyd kommer herfra.

Glem dog Red Hot Chili Peppers, Rage Against The Machine, glem Snoop Dogg og Beach Boys, glem N.W.A. og Dr. Dre. Det er ikke det Californien, vi skal besøge. Det er et mere globalt, ubestemmeligt Californien, fuldt af støvede opgravede vinylplader, der er blevet bulede og krøllede under den ubarmhjertige sol, inden de er blevet nådesløst opklippede af herrer som Gaslamp Killer, Gonjasufi og Madlib.

Sidstnævnte er efterhånden gammel i gårde - han har huseret siden de tidlige 90’ere - og står med sine vidt forgrenede ekskursioner gennem vinylriller og f.eks. indisk, brasiliansk og afrikansk tradition som en slags forfader til den grænseløse samplerdelica, som flyder fra Californien.

Gaslamp Killer eller The Motherfucking Gaslamp Killer, som han også kalder sig, er den tydeligste arvtager på hans fornemme ep
My Troubled Mind.Og vi kommer vidt omkring, til både syrerock, gyserfilm, tyrkiske triller, aldrende funk, bongo-dueller,
easy listening,en brølende flyvemaskine, filmcitater og masser af rillestøj.

Og menageriet er så smukt og frækt snittet, hevet ud af sin sammenhæng og bygget op i nye konstellationer. Ja, man får nærmest fornemmelsen af at hvert enkelt instrument er fra hver sin individuelle kontekst og at vi dermed står med et orkester, som spiller gennem ormehuller i rum og tid.

Soundtrack på syre

At Gaslamp Killer har sammensat sit eget
dream teamaf musikalske performere, indspilninger, produktioner.

My Troubled Mindlyder lidt som om den store turntablist DJ Shadow har taget syre og forsøgt at lave et soundtrack til en kortfilm, hvor man finder både længselsfulde ynglinge og rablende galninge - og så lyder det alligevel som Gaslamp Killer og ingen anden. Tyveri på højt niveau.

Inspiratoren Madlibs navn er en forkortelse af
Mind Altering Demented Lessons In Beats,og det er også en god varebetegnelse for Gaslamp Killers såvel som Gonjasufis udskejelser, der skrider ud i både psykedeliske, urovækkende, rablende og stærkt spirituelle egne, associationer, referencer, tilstande.

Sumach Ecks alias Gonjasufi har tidligere udgivet under andre aliasser og i andre konstellationer. Men det er som Gonjasufi, at han nu vil fange i hvert fald den mere nysgerrige del af musikverdenens opmærksomhed. Ja, oplevelsen af hans debut- album
A Sufi and a Killerkan sammenlignes med første gang, man hørte Portishead. Det er samme fornemmelse af at høre en stærkt besjælet genopfindelse af et svundet musikkatalog. Lige dele sangskrivning og samplerdelica. Stemningen er langt mere syret og funky end hos de melankolske briter, nærmest en slags blues fra en anden planet. Fornemmelsen af eksotisk røntgen gennem lag af tradition er umiskendelig. Og sangene er fremragende.

Krøllet lyd

Gonjasufi sætter også af fra den
no-fi/noisepop,som Californien har været så rig på de seneste år med Ariel Pink, Wavves, No Age, som dyrker en meget spartansk klingende lydkvalitet, der minder om kassettebåndoptagerens begrænsede charme. En charme som har vist sig at være langt mere ekspansiv i en tid, hvor lydperfektion er det nemmeste i verden, og no-fi-navne, chillwave-musikere og altså også Gonjasufi hælder syre i digitaliseringsprocessen og ætser sig til en alternativ lydkvalitet uden for konventionel vellyd, men efterhånden med sin helt egen æstetik. Således dyrker også Gonjasufi en støvet, krøllet lydkvalitet på især sin sangstemme.

A Sufi and a Killerer et skramlende og syret trip gennem 20 sange med hr. Sumach Ecks som spirituel vej- og vildleder gennem et branket og buklet landskab, der er lige så rigt på associationer som stedlige og tidslige kvantespring. Californisk solstik.

Og han kommer vidt omkring. Blues, garagerock, singersongwriter, funk, soul, astrologisk triphop og samp-linger fra tyrkisk, arabisk og fjernøstlig musik. En collagekunstners helt ubesværede, sikkert krydrede og stærkt personlige retter sammensat fra internettets uendelige buffet. Og så synger han duet med sine samp-lede sangere, om det så er indiske eller pakistanske eller amerikanske sangerinder, lige som han danser smuk pardans med solister og rytmegrupper. Og her bidrager hans sære vokalproduktioner til også at løsrive ham fra nutiden og hensætte ham i en samplerdelisk altid.

Eksil og yoga

Som sanger trodser Gonjasufi også den regel at knap-betvingeren er en svag sanger. Det ene øjeblik er han besat af Screamin’ Jay Hawkins forvredne buldren, i det næste et stykke vibrerende pergament-sjæl beslægtet med Horace Andy, i det tredje benådet med en krukket smuk fraseringskunst, der trækker på ingen ringere end Billie Holiday. Den svære kunst, som Gonjasufi mestrer, er så at lyde nulevende, fri af druknedøden i hans egen marinade af erindring. Og så hjælper det selvfølgelig også at han allerede på albummets tredje sang synger
»ancestors, take my hand«.