Erlend Loe virker ikke som nogen grinebider. Den høje, næsten ranglede nordmand, hvis bøger vi som læsere sidder og klukler over, hilser alvorligt og besvarer knap nok et smil. Men han er en mester i undertekster. Så snart samtalen bliver flertydig, løfter det ene øjenbryn sig en anelse, og der kommer et underfundigt glimt i øjnene.
Erlend Loe er i København i anledning af sin nye roman, Stille dage i Mixing Part, der helt ud i titlen spiller på de absurde flertydigheder, Loe elsker. Romanen handler om en norsk familie på ferie i Tyskland, og Mixing Part Churches er Google trans- late’s oversættelse af Garmisch Partenkirchen. Udgangspunktet for romanen ligger der, fortæller Erlend Loe. De e-mails, der er aftrykt forrest i bogen, er ikke fiktive, det er de virkelige svar, hans egen familie fik fra et tysk par, de ville leje sig ind hos. Det måtte naturligvis appellere til en Erlend Loe.
Se Erlend Loe læse e-mail korrespondancen mellem de to familier op:
»Jeg opfandt en familie på ferie. Så tænkte jeg, at der er dem, som elsker Tyskland - og så er der dem, der ikke gør. Jeg lod kvinden, Nina, elske alt tysk, og manden, Bror Telemann, min hovedperson, hade det lige så meget.«
Det kommer der mange komiske ordvekslinger ud af.
Ferien danner rammen om romanen. Ind imellem drager Nina med børnene op på Zugspitze. Deres tyske vært, Bader, viser sig yderst behjælpelig - også når Nina er frustreret over sin husbonds uvilje mod hele projektet. Ind imellem drikker Telemann vin og arbejder med sit teaterstykke, uden at der kommer andet end nogle få meningsløse ord på blokken - eventuelt med et par pile fra det ene til det an- det. Hans skabende forsøg ender regelmæssigt i sex-fantasier om tv-kokken Nigella.
»Nigella spiller i ekstrem grad på koblingen mellem mad og erotik. Det kunne jeg bruge. Resten har jeg improviseret frem fra dag til dag,« siger Erlend Loe.
Kønsrollerne
Jeg anfører, at bogen har et noget polariseret syn på kønnene. Nina ‘spørger’ i et væk ‘ind til’; Telemann ‘ved ikke’, eller ‘tænker ikke på noget’. Han lukker sig i stedet inde på toilettet.
»Jeg tænker ikke så meget i køn,« svarer Erlend Loe, »det er måder at snakke på, der interesserer mig. Det er sproget, jeg er ude efter. Men derudover var det personen Bror Telemann, der interesserede mig, en mand som ikke kan se sine egne begrænsninger, som slet ikke indser, at han ikke ligefrem er genial. Det fascinerer mig.«
»Én ting vidste jeg dog på forhånd, at de skulle flytte fra hinanden midt i ferien og på rekordtid gøre alt det, folk gør i anledning af en skilsmisse. Han skulle finde sig en lejlighed, de skulle arrangere sig med delebørn osv.«
»Der er nemlig mange forhold, der ryger, når folk holder ferie,« forklarer Erlend Loe. »Efter jul og påske bliver psykologer og familieterapeuter kimet ned. Folk kan måske godt holde hinanden ud i det daglige, men når de pludselig skal være sammen 24 timer i døgnet, så revner forholdet.«
»I dette tilfælde har Nina fået sin vilje med ferien, han har til gengæld fået de indrømmelser, at han må ryge indendørs og arbejde med teater. Og det synes hun sådan set er ok.«
- Bortset fra hendes små spidse bemærkninger. Det er gennem dialogen, vi lærer personerne at kende?
»Jeg syntes, at dialog fungerede godt, ligesom det fungerede, at jeg ikke i teksten signalerer, hvem der siger hvad. Jeg syntes, at effekten var tilfredsstillende, det gjorde teksten flydende, og man forstår alligevel, hvem der har hvilke replikker. I hvert fald når man når et stykke ned i dialogen. Så kan man tælle tilbage fra det sted, hvor man er sikker på, hvem der taler.«
Tyskland forever
Det, der har tiltrukket Erlend Loe, er det absurde i situationen, siger han. At han for eksempel lader Telemann hade Tyskland og alt tysk på en helt infantil måde. Telemann sætter ‘nazi-’ foran alt, hvad han ser. Spiller erindringen om nazismen stadig en så stor rolle i Norge, spørger jeg.
»Man bliver ikke færdig med Tyskland. Landet har lagt sin nazistiske fortid bag sig og er måske det land, som har ryddet mest op i sin fortid, og som er gået længst, så det er selvfølgelig uretfærdigt, men alligevel er nazitiden helt tydeligt en af de første associationer, man får, når Tyskland nævnes. Der er mange ulægte sår, og det er et evigt aktuelt tema. Jeg skriver også om det i Doppler (dansk, 2005. ) hvor der optræder en mand, som har haft en tysk soldat som far, og som genopbygger den landsby en miniature i Ardennerne, hvor faren er blevet dræbt. Og han kalder sig Düsseldorf, fordi faderen kom fra Düsseldorf.«
Stoffet har dog tillige en personlig side for Erlend Loe, fortæller han,
»Jeg er nok specielt optaget af det, fordi jeg kommer fra en belastet familie. En af mine bedsteforældre var medlem af National Samling, og det er blevet fortiet, jeg opdagede det først efter, at jeg var blevet voksen. Det var en familiehemmelighed, som naturligvis har præget handlinger og følelser meget i det skjulte.«
»Desuden er det slet og ret dejligt, at lege med tabuet på den måde,« udbryder han.
»Telemann er barnagtig og ensidigt kritisk - som John Cleese i Fawlty Towers, der marcherer strækmarch med en finger under næsen, da hotellet får besøg af et tysk selskab. Telemann har den samme glæde ved at pirke.«
- Til gengæld er fornøjelsen på din side, når han tror, han skriver på sit teaterstykke! Alle hans forsøg på at skrive, udarter til pornografiske fantasier?
»Det morer mig, at han tror, han nærmer sig noget, når han nu er så primitiv, som han er. Han ligger under for et stort selvbedrag, men jeg tror, der er mange, der har det som ham, de forveksler sig selv med et geni. Telemann håber faktisk igen og igen, at fantasien om Nigella vil udvikle sig til teater.«
»På den anden side findes der også primitive fantasier, der bliver til god kunst, det er ikke primitiviteten som sådan, jeg er ude efter,« tilføje Erlend Loe, »men der findes også mange, som ikke helt har det talent, de tror, de har,« mener han og får et underfundigt glimt i øjnene. Så fastslår han: »Telemann er en patetisk, tragisk person.«
Vi er irrationelle
- Du har valgt en familie på ferie. Er det moderne familieliv også en del af problemet?
»I løbet af et langt samliv opstår der mange situationer, folk forandrer sig, forelsker sig, der forekommer utroskab, men det er alt sammen noget, man kan komme over, hvis der er højt nok til loftet. Man kan godt være glad for en mærkelig person som Telemann, men her har jeg skildret ægteparret i en fase, hvor der er meget få positive vibrationer, der er faktisk ingen kontakt imellem dem, kun lige til allersidst.«
»Men de skal nok komme over det. At leve sammen i så mange år er en ekstremsport. Men når det går godt, bliver folk ret fleksible, de lærer at tilgive og at forstå. Tag utroskaben, Nina er den, der er utro på den mest typiske måde, hun går i seng med en anden. Det gør han ikke, men han er helt fjern, ikke til stede, hvis svigt er det værste?«
Det er hans, mener vi vist begge, men samtidig gør det bogens syn på seksualiteten nærmest dystopisk, mener intervieweren.
»Hans fantasier er jo bare klassiske sexfantasier om en tilfældig person,« svarer Erlend Loe.
»I virkeligheden er Telemann jo ude på at skrive et teatertstykke.«
»Første gang han drømmer om Nigella, har han drukket et glas vin, han kan høre sin kone og børnene inde ved siden af, og han håber sådan, at det han kommer på, er teater. Men snart glider han ind i en banal sexfantasi.«
»Jeg skriver ofte om sådanne irrationelle forløb. Vi tror, vi har kontrol over, hvad der sker, og pludselig, i et glimt, står vi der og ved ikke, hvad vi har gang i. Rationaliteten er en tynd fernis, der let krakelerer. - Men Telemann er i så henseende min mest ekstreme person indtil videre.«
»Det irrationelle fascinerer mig. Mine observationer er naturligvis amatørobservationer, men så vidt jeg kan se, aner vi tit ikke, hvad vi er ude i. Masser af de mange sammenbrud, man ser, skyldes, tror jeg, at det hele tiden er fuld kraft frem - indtil man et øjeblik sætter sig stille ned med et glas vin, og opdager, at man måske skulle have været lige den modsatte vej. Jo mere, man tror, man har kontrol, jo nærmere er man måske sammenbruddet. Vi er følelsesmennesker.«
At miste kontrollen
- Gælder det også din måde at skrive på?
»Ja, jeg elsker at miste kontrollen og improvisere frit. Jeg elsker at havne et sted, jeg ikke havde forestillet mig. Det gælder både Telemanns seksuelle fantasier og nazifantasierne. Pludselig befinder jeg mig på områder, jeg ikke havde planlagt, men jeg bliver revet med af det, og det er det morsomste.«
»Det samme sker, hvor Telemann begynder at lave lister over dem, de kender, som har fået kræft. Der er mange irrationelle faktorer i spil, når man finder på sådan noget.«
Erlend Loe skriver meget lidt om, fortæller han.
»Jeg skriver aldrig i en vild skaberrus, der varer i månedsvis, men lidt hver dag, stille og roligt. Og så bruger jeg den første time på dagen til at gennemgå det, jeg har skrevet dagen i forvejen. Men så er det også mere eller mindre færdigt - med mindre min redaktør gør indsigelser, og det sker sjældent.«
Tilværelsen
- Gør du grin med det hele, eller er dine romaner alvorligt ment?
»Det kan jeg næsten ikke svare på … men hvis du med det hele mener hele tilværelsen, så er jeg tilbøjelig til at tro, at jeg gør grin med det hele. Livet er både fantastisk og absurd, der er ingen mening med noget som helst. Vi mennesker leder efter skjulte meninger, Gud, skæbnen, den slags, men det tror jeg ikke på. På den måde gør vi først alting absurd, og det er vældig fint og menneskeligt. Men jeg tror, at når vi hele tiden holder sådan et højt tempo, så er det fordi meningsløsheden er vanskelig at indse, så hellere løbe hurtigt.«
- Hvordan føles det at opfatte tilværelsen som meningsløs?
»Der er masser i livet, som er vigtigt. Jeg tror, at jeg er her tilfældigt, og at det er den eneste gang, jeg er her, men netop derfor bliver det ekstra vigtigt at opføre sig ordentligt og sprede varme, ikke på grund af frygt for, hvad der sker en efter livet, men man har kun en chance, og det gør meningen med at leve ekstra intens.«
»Der er sikkert mange, der vil blive skuffet, når de opdager, at der kun var den ene gang!«
- Telemann spilder unægtelig tiden!
»På den anden side er det fint med illusioner. Så længe de ikke afsløres, er de jo en drivkraft.«
- ‘Man skal ikke tage livsløgnen fra et menneske’, du er enig med din landsmand?
»Ja.«
- Er du moralist?
»Nej, jeg føler mig sjældent klogere end andre, så jeg har ikke noget at belære dem om. Jeg ved ikke noget, som andre ikke ved.«
Mandag besøgte Erlend Loe Information til en snak om Stille dage i Mixing Part. Hør hele interviewet nedenfor:







Kommentarer