Opslag til denne artikel

Personer:Lene Espersen
Organisationer:Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti
Steder:Danmark

Danmark skal være forberedt på at gå i krig igen, også uden om FN. Denne besked afsendte Lene Espersen forleden i sit første interview som udenrigsminister.

I den forstand lever den konservative partiformand op til tendenserne i dansk udenrigspolitik som søsat af Anders Fogh Rasmussen i dennes forberedelser til NATO-karrieren: Demonstrativ ambitiøs militær synlighed i alliance med USA på fjerne krigsskuepladser. Danmark kan i forvejen opvise en lang tradition for besynderlig udenrigspolitik. 1800-tallets nationalromantiserende enevælde, det åndelige grundlag for neoborgerlige identitetsforestillinger, fik qua Frederik 6.’s livsfarlige dilettanteri i den væbnede neutralitetspolitik skæbne-svangre følger med slaget på Reden og Københavns bombardement. Fra midten af århundredet førte de nationalliberales letsindige kurs i det betændte spørgsmål om hertugdømmerne til katastrofen i 1864. Dumhed er ordet.

I det lys bør nutiden betragtes. Udenrigsministeren bidrager til det fortsatte bizarre opgør med realpolitikken, virkeliggjort i den forstandige radikale/social- demokratiske ikke at forglemme - befolkningsstøttede håndtering af småstatens begrænsede manøvremuligheder i det 20. århundredes første halvdel. Den efterfølgende alliancepolitik efter Anden Verdenskrig forudsatte at væbnede internationale aktioner var forankret i FN og folkeretten.

Ulykkerne forøvet af Fogh Rasmussens og VKO’s såkaldte aktivistiske militante adfærd, uden om FN i selskab med USA - først i en falsk begrundet angrebskrig uden bund i international ret, siden i engagementet i det afghanske morads - illustrerer den farlige illusion om dansk potens. Som Søren Mørch anførte forleden i Politiken, manifesteres indsatsen i Afghanistan i nogle få i det store hele ubetydelige, men til gengæld sårbare assisterende soldater. Disse er sat ind i et uoverskueligt og for Danmarks sikkerheds-politiske interesser irrelevant stormagtsinteressefelt. I en bedre verden og dét for al fremtid, og var det med udgangspunkt i en velfunderet politisk filosofi, ville tragedier af den art undgås.

Bønner er næppe nok

De aktivistiske militære eventyr uden indbygget happy-end har nu kostet flere end 30 danske soldater livet og kvæstet flere. Den ubehændighed som den Fogh Rasmussen’ske og nu Lene Espersen’ske tankegang er udtryk for, tiljublet af DF’s chauvinistiske sentimentalitet og islamofobiske galskab, søges af Espersen kompenseret ved et overkomprimeret hurtigsnakkeorgan som en rundsav i en våd knast, men udgør ingen garanti for indsatsen. Man opsender sine stille bønner til udenrigsembedsværkets fagligt funderede fodslæb. Men med Pind og Espersen i hvert sit hjørne af den vandgrå bygning i Strandgade er bønner næppe nok.

Det er forsat en gåde, hvorfor Danmark er det eneste land - der bliver stadig færre - i den afghanske krig - hvor man ikke fører en løbende debat om rimeligheden i det omfattende, uklare og kostbare engagement. Akkurat som Irak. Hvorfor hersker der næsten total tavshed i en ellers stridbar nation der kan bruge måneder på at diskutere den afghanske kvindelige klædedragt - stort set ikke eksisterende i Danmark - samtidig med at så mange soldater, dér hvor klædedragten bæres, falder eller lemlæstes? For ikke at tale om afghanerne der også dør i hobetal, men over hvem, med eller uden burka, endnu færre løfter et øjenbryn. Det sidste skyldes vel at folk derude er så underlige. Det er ikke til at se forskel på en talebaner i skæg, turban og lange underbukser og en almindelig af-ghaner i skæg, turban og lange underbukser. De er også muslimer, og muslimer kan der ikke blive for få af. Ter-rorister er de i hvert fald, skønt terrorister på vore breddegrader ofte har vist sig at være ganske almindelige unge mænd, bosat men tvivlsomt accepterede og mentalt strandede i vestlige storbymiljøer. Endelig er der jo Bin Laden som man skal se at få knaldet én af dagene. Men det ligger som bekendt lidt tungt.

Forkølet forklaring

Ikke desto mindre er det stadig lige underligt at debatten, så påfaldende som tilfældet er, næsten helt udebliver. Ingen regerende politiker opstiller et krigsmål, hvornår krigen er forbi eller vundet. Eller tabt. Og hvor mange danske soldater skal mon af med livet, før omkostningerne skønnes for store?

En af forklaringerne på danskernes passivitet er måske at soldaterne hyres på kontrakt til deres bloody levevej. De har valgt den, de får penge for at dræbe og må vide at de selv kan blive dræbt.

En forkølet forklaring som ikke klarlægger, slet ikke, hvorfor andre lande som eksempelvis England foretager høringer under vidneansvar om disse krige. Når man kan indkalde en Tony Blair, skulle det jo ikke være uoverkommeligt at indkalde en Fogh Rasmussen og forlange at den fhv. statsminister uden kreativ bogføring under vidneansvar redegør for sine udsagn og handlinger. Dertil kommer de ansvarlige partiers rolle.

Det danske parlamentariske system til kontrol på et ansvarsbetonende grundlag er stift og uflytteligt, når det gælder. Enten skal man have et folketingsflertal for at få etableret en høring eller en kommissionsundersøgelse, hvad man nu kan prange sig til. Eller også skal man ligefrem rejse rigsretssag. Men en sådan betinges af en folketingsbesluttet eller folketingsarrangeret forundersøgelse a la tamilrapporten, så dét bliver heller ikke til noget. Ikke før et eventuelt andet flertal opper sig. Og så er det også mere end tvivlsomt fordi en krig, især hvis den stadig kæmpes, fordrer fodslag og skulder ved skulder. Få politikere om nogen tør stille sig op og risikere at blive beskyldt for upatriotisk adfærd. Man observerer stadig flere af de små sløjfer til støtte for vore soldater på overhalende biler. Det støttende segment der flintrer rundt med den besked på bagageklappen, skal man nok ikke lægge sig ud med.

Mange åbne spørgsmål

Men hvorfor er den danske befolkning så bemærkelsesværdigt udenrigspolitisk sløv i betrækket, endog når det gælder liv og død, og hvorfor kan ingen ansvarlige med andet end floskler og intetsigende besværgelser overbevisende klargøre, hvorfor det skal gælde liv og død, og hvorfor så mange unge mænd både her og der - og dér også et utal af civile - skal miste livet. Og hvorfor afghanerne skulle lade sig overbevise om rimeligheden i en uendelig krig udkæmpet i deres land af fremmede magter, en krig der koster så uendeligt meget, hører også blandt de åbne spørgsmål.

Og uanset alle begrundelser der herefter må vælte frem det store spørgsmål igen og igen: kan krigen meningsfuldt vindes? Tjah, bum, bum. Gu kan den ej.

Da Lene Espersen præsenterede sin anden store politiske udmelding om at få bragt alle forbeholdene til afstemning på én gang og komme nærmere idealet om et EU med én stemme, hørte man tydeligt jubelråbene ovre fra Statsministeriet. Eller er det sådan det lyder, når Løkke Rasmussen skærer tænder? Forslaget eller kravet fra den konservative leder har chancer identiske med skrædderen i helvede. Modstandere af mere union kan tage det roligt. Men den blotte antydning af et krav om en alt omfattende folkeafstemning kan få både Venstre og DF pisset godt op og markerer - som afleveret af den nordenfjordske skærebrænder - at de konservative godt kan selv, og at udenrigsministerpartiformandvicestatsministerinden har lugtet sig til at det største regeringsparti bløder.