Opslag til denne artikel

Emneord:skuespillere
Steder:USA

Sagen er: Man ved ikke, hvad han har i sinde.

Det er det, hans gummiansigt signalerer. Han er Mr. Mystisk. I en spionfilm vil man umiddelbart tro, at han er dobbeltagent. Han kan også spille en helt almindelig mand, som regel en bekymret en af slagsen, ligesom han i den anden ende af spekteret har spillet den amerikanske præsident i en gæsterolle på tv.

Han har spillet sammen med de største skuespillere i amerikansk film, men næsten altid i mindre roller og oftest i små, uafhængige, selvom han meget gerne vil med i nogle store, dyre udstyrsfilm. Han har dog haft hovedroller. og var en enkelt gang Oscar-nomineret, nemlig for sin rolle som bilforhandler i filmen Fargo.

William H. Macy er med andre ord en kendt skuespiller, selvom mange nok ikke kan sætte navn på eller erindre, hvad det var for film, de så ham i. En joker kalder han rammende sig selv. Han har også spillet med i mange tv-serier, ligesom han har instrueret og været underviser inden for både film, teater og tv. Således har undervist i sin egen teknik, som han kalder praktisk æstetik, og om den er der skrevet en håndbog for skuespillere.

Hippie på LSD

Oprindeligt læste han til dyrlæge, men så blev han grebet af antikrigsbevægelsen under Vietnamkrigen, og blev hippie med indtagelse af diverse stoffer som marihuana og LSD. Men heldigvis for ham fik han foden indenfor i teatrets verden, hvor han især samarbejdede med David Mamet, en af USA’s førende dramatikere, der fik sit gennembrud med American Buffalo, hvori Macy selv kreerede sin rolle.

Sammen oprettede de to venner deres eget teaterensemble, og Mamet tog ham med, da han begyndte at instruere film. Så sent som i fjor spillede han med i et Mamet-stykke på Broadway.

I dag bor han i Californien, hvor han har fået sin egen flise på Hollywoods Walk of Fame. Poltisk engagerede han sig til fordel for John Kerry i 2004. Macy er gift med skuespillerinden Felicity Huffmann fra tv-serien Desperate Housewives.