Selvfølgelig ryger Det Kgl. Teaters skue-spilchef, Emmet Feigenberg, i forsvarsposition, når teatrets skuespil kritiseres. For en chef er det en rygmarvsrefleks.

Men det, der for alvor bør bekymre ham og den øvrige ledelse, er, at teatret har oplevet en nedgang på 23 procent i antallet af solgte billetter i 2009.

Hvilket antiklimaks! Teatret har fået det længe ønskede nye skuespilhus, som netop skulle stå for noget nyt og åbne sig mod publikum, ikke mindst et yngre, på en anden og bedre måde end det gamle!

I Politiken udtalte teaterforsker Jørn Langsted i går: »Jeg synes, man skulle sprænge Det Kongelige Teater lidt i luften og lave det om til flere forskellige teatre. Jeg er ikke sikker på, at det er en god ide med én mastodontagtig enhedsinstitution.« Præcis det samme synspunkt, som man også kunne læse i Information tidligere på ugen.

I POLITIKEN karakteriserer en skuespiller Det Kgl. Teater som ‘en lukket fest for en lille del af befolkningen’. Mest af alt fortæller teatret blot én historie, nemlig den om ‘den hvide mands smerte’. Information vil i den kommende tid bringe en serie, hvor teaterfolk kommer med kritik af teatret, som i miljøet opleves som en stivnet institution.

Skuespillere og instruktører tør ellers sjældent kritisere mastodonten offentligt. De vil gerne jo gerne have job, men mange oplever også, at teatret er et tungt maskineri at danse med, og det tror da pokker, når man betænker det enorme puslespil, det må være at planlægge en sæson.

En opdeling i selvstændige scener vil betyde, at instruktører selv helt vil kunne sætte deres hold, hvilket vil medføre en opløsning af det faste ensemble, men kan det give mere tiltrækkende teater, er det prisen værd. Ledelsen og kulturpolitikerne bør lytte og tage imod konstruktive idéer. Teatret får en halv milliard i tilskud, hvilket er næsten halvdelen af den mest støttede kunstgenres budget