Den, der kontrollerer Kandahar, kontrollerer Afghanistan. Det viser Afghanistans omtumlede historie. Utallige herskere har forsøgt at erobre byen, der er kendt som Sydens Juvel, men ingen af dem har haft held med at bevare kontrollen ret længe.

I øjeblikket strømmer tusindvis af amerikanske soldater til Kandahar, hvor det store slag om Afghanistans fremtid skal stå. Så snart de er tilstrækkelig mange, bliver offensiven indledt. Det har den amerikanske forsvarsminister Robert Gates netop bekræftet.

Og alle holder vejret. For trods ISAF-styrkerne tilstedeværelse har Taleban de seneste to år reelt overtaget kontrollen med størstedelen af Kandahar-provisen, der er lidt større end Danmark. Selv dele af Kandahar by er i dag unders oprørernes kontrol. Kandahars betydning for krigens udfald kan ikke undervurderes. Det er her, Taleban har sit åndelige og kulturelle udspring. Det er her Talebans leder Mullah Omar er født. Det er her Taleban-regeringen havde sit hovedkvarter indtil invasionen i 2001, og det er her, oprørerne har koncentreret deres militære indsats lige siden.

»Kandahar er Talebans vigtigste strategiske mål«, konstaterer forsker Jeffrey Dressler fra det ansete amerikanske Institute for Understanding War. Han har sammen med kollegaen Carl Forsberg specialiseret sig i Talebans organisering, baggrund og strategi. Han understreger, at oprørerne i dag har overtaget kontrollen med provinsen med undtagelse af Kandahar by. En kampagne, der er gennemført »stort set uden, at de begrænsede koalitionsstyrker har kunne stille noget op.«

Og det er ikke, fordi den 2.800 mand store canadiske styrke i Kandahar ikke har forsøgt.

Canada har haft store tab, især i forsøget på at bevare kontrollen over den strategisk vigtige Arghandab-floddal, vest for Kandahar by. Så sent som i går blev soldat nummer 140 dræbt.

Styrker fordoblet

Selv NATO’s øverstkommanderende i Afghanistan general Stanley McChrystal betegner Talebans tilstedeværelse i Kandahar-provinsen som »faretruende.«

»Slaget om Kandahar er altafgørende,« bekræfter Canadas førende forsvarsjournalist David Pugliese fra Ottawa Citizen. Han er lige kommet hjem fra Afghanistan og fortæller, hvordan tusindvis af amerikanske styrker i øjeblikket flyttes til provinsen som forberedelse til det store slag.

Ifølge NATO’s egen opgørelse har ISAF i øjeblikket 47.300 soldater i det sydlige Afghanistan, heraf hovedparten i Kandahar. Sidste år på samme tid var koalitionsstyrken knap det halve.

Hvor mange afghanske sikkerhedsstyrker, som er flyttet til Kandahar, er uklart, men både den afghanske hær, det afghanske politi ventes i stort omfang at deltage i den kommende offensiv. Bl.a. fordi det er dem, der skal overtage ansvaret, når offensiven er fordi.

Præcis hvornår, slaget om Kandahar går i gang, er en militær hemmelighed, men at offensiven kommer, har NATO valgt at annoncere vidt og bredt.

Ligesom det var tilfældet i forbindelse med slaget om Marjah, Talebans sidste store bastion i Helmand, håber koalitionen, at advarslen vil få en del af talebanerne til at stikke af. Men fremgangsmåden bliver skridt for skridt.

»Det bliver en trinvis operation, hvor vi nærmest klemmer fjenden ud,« siger brigadegeneral Ben Hodges, næstkommanderende for alle ISAF- styrker i det sydlige Afghanistan.

Terrorregime

Og Talebans tilstedeværelse i Kandahar er da også så omfattende, at det ikke kan lade sig gøre at fjerne dem med et slag.

Ifølge Jeffrey Dressler har Taleban opbygget en frygtindgydende skyggeadministration i Kandahar-provinsen med egen guvernør, embedsmænd, domstole og skatteopkrævere - alt sammen bakket op af militsgrupper, der fungerer som en blanding af hær, politi, efterretningstjeneste og dødspatruljer.

Og Taleban regerer ved hjælp af terror.

»Taleban har gennemført en avanceret trusselskampagne,« fortæller Dressler. Midlerne omfatter alt fra personlige trusselbreve til offentligt ansatte afleveret i ly af natten, likvideringer af politibetjente, lærere og håndværkere, der arbejder på projekter finansieret af regeringen.

Negativ indflydelse

Attentatforsøg og systematiske drab på politichefer, sikkerhedsfolk, parlamentsmedlemmer, medlemmer af distrikts- og provinsråd, moderate imamer, lokale landsbybeboere og landsbyledere. Som oftest bliver de halshugget og deres hovedløse kroppe udstillet til skræk og advarsel for resten af befolkningen. F.eks. blev 26 landsbybeboere likvideret, fordi landsbyen havde modtaget udviklingsmidler fra regeringen.

En netop offentliggjort meningsmåling fra gallup.org viser da også, at selv i de mest konservative pashtunske områder mener to ud af tre afghanere, at Talebans indflydelse på samfundet er negativ.

På et punkt har Taleban dog haft succes. Bevægelsens omrejsende sharia-domstole er populære, fordi det statslige retssystem ikke fungerer, selv i Kandahar by, hvor blot otte dommere skal tage sig af alle tvister.

Jeffrey Dresssler beskriver i det hele taget Taleban som en langt mere sofistikeret, ressourcestærk og velorganiseret fjende end for bare to år siden.

»Måske er den største fejl, Vesten har begået, at undervurdere den fjende, man står over for,« mener han.