Foråret lader vente på sig, og de store nyheder er dårlige. I Grækenland strejkes der på livet løs mod den socialistiske Papandreou-regerings forsøg på at stramme de offentlige finanser. Situationen er ironisk, for den omverden, der nødvendigvis må hjælpe Grækenland væk fra statsbankerot, har gjort det klart, at der skal endnu krassere stramninger til end dem, den græske regering hidtil har bebudet.
Dermed er Papandreou fanget i et krydspres. Det er slet ikke givet, at han kan finde en løsning, som både grækerne og udenlandske långivere vil affinde sig med. Og hvad så?
Hvis Papandreou må give op, ramler det for alvor i Grækenland. Den konservative opposition har ingen troværdighed som kriseløser, for det var i de konservatives regeringsår frem til 2009, at fusken med de græske statsfinanser fandt sted. Der er reel risiko for, at Grækenland henfalder til det anarki, der har præget landet i ganske mange perioder, siden det i 1830 opnåede sin frihed fra tyrkisk overherredømme.
Udsigten til græsk statsbankerot er uvelkommen i EU. Grækenland er et af unionens ‘gamle’ medlemmer, optaget i 1981, og fik i 2001 sneget sig ind i euroen.
EU tøver
Når EU endnu ikke har klargjort en græsk handlingsplan, skyldes det især to forhold. Dels at andre og vægtigere euro-lande også er i alvorlige økonomiske vanskeligheder. Særligt meget fylder Spanien, der har levet højt på en årelang byggeboble og nu døjer med rædselsfulde arbejdsløshedstal. Enhver redningsplan for Grækenland må på forhånd indtænke, at den kan danne model for en Spaniens-hjælp.
Det flytter fokus over på den anden årsag til EU’s tvesind. Nemlig at den højlydte knagen i euro-zonen skyldes underliggende strukturel svaghed. Landene har nok en fælles valuta og centralbank, men de har ingen fælles økonomisk politik. Er det overhovedet muligt at løse dette problem uden en ny runde af traktatændringer? Tysklands kansler, Angela Merkel, har udløst kuldegysninger i de andre EU-lande ved at hævde, at en traktatændring er nødvendig. Men hvem forestiller sig, at det skulle være muligt at få en ny traktat lodset igennem? Den seneste ændring - Lissabon-traktaten - var så tæt på adskillige grundstødninger, som overhovedet tænkes kan.
De internationale medier har genlydt af forlydender om, at amerikanske finansforetagender har indledt en massiv spekulation mod euroen og måske endda har konspireret om en fælles indsats.
Under alle omstændigheder har usikkerheden om euroen givet dollaren et pusterum. Den amerikanske valuta har i den seneste tid været noteret til svagt stigende kurser.
USA ude af kontrol
Det ændrer imidlertid ikke ved, at de fundamentale ubalancer i amerikansk økonomi fortsat består. Den private og den offentlige gældsætning nærmer sig at være ude af kontrol. Og hvad værre er: Det amerikanske politiske system synes at være så lammet af republikansk obstruktion mod den demokratiske præsident Obama, at langsigtede økonomiske reformer i USA synes aldeles uigennemførlige. Hvis republikanerne ved midtvejsvalget i november i år får fremgang, eller måske endda vinder flertal i ét eller begge af Kongressens kamre, kan der forudses samme kaos, som hærgede USA i de seks sidste af Bill Clintons otte regeringsår.
Til USA’s budgetunderskud bidrager landets store militærudgifter - herunder til tilstedeværelsen i Irak og Afghanistan. Om det lykkes USA at vikle sig helt af Irak, er endnu usikkert. Og i Afghanistan er udsigterne endnu mere dunkle.
Mens Europa og USA døjer med økonomiske ubalancer og udsigtsløse krigsførelser, øger Kina støt og roligt sine vældige overskud af vestlig valuta. Her er en langsigtet trend. Som histo-rikeren Paul Kennedy gjorde opmærksom på i sit 1987-værk Stormagters opstigen og fald dør alle imperier før eller siden af »kejserlig overforpligtelse«. De sætter sig i flere udgifter, end de er i stand til at dække. Det var det, der knækkede det britiske imperium i 1947 og det sovjettiske i 1992.
Vestens økonomiske tumulter skyldes, at befolkningerne har højere krav til levestandarden, end der er dækning for, og at politikerne har større globale militærambitioner, end de har magt at sætte bag. Det er det dybereliggende mønster bag den kommende uges overskrifter, både de store og de små.
Hver mandag leverer et fast panel af Informations skribenter på denne plads et bud på de offentlige debatter, som den kommende uge vil være præget af
Kommentarer
Det er en god ide af Inf. at tage emner op hver mandag ud fra devisen: Hvor glider vi hen?
Rehlings bud her i dag er interessant at læse. Jeg hæfter mig ved en sætning i sidste afsnit, ganske vist ikke så central for artiklen, men central på anden måde:
”at befolkningerne har højere krav til levestandarden, end der er dækning for”
I de go’e gamle dage, hvor tingene var mere rå og enkle, kunne man roligt stille krav om sygdomsbekæmpelse. I dag er vi alle sammen dømt syge. Alt det, man gør for meget, er sygdom: spiser, drikker, trøster sig, dulmer sig, tænker over tingene osv.
Det er synd for alle.
Kravet er i dag, at staten skal gøre noget for os på de områder, hvor vi selv har gjort for meget. De fede skal opereres og plasticopereres bagefter, ekstremsportsfolk skal reddes med helikopter på klippeafsatserne og de, der ikke har kunnet lade være med at kaste sig ud i økonomiske eventyr, bliver staten også nødt til at redde, for man kan jo ikke lade familierne sove på gaden.
Man er et dumt svin, hvis man ikke på solidarisk basis vil hjælpe andre mennesker. Jo, hvis der var penge nok. En dag må det vel gå op for os, at der ikke er det, og hvad mon der så sker?
Rehling skriver om folket og om de overtræk, som landet har foretaget. Vi kender mere end rigeligt de krav, som EU, Den internationale valutafond, Den monitære Union o.a. stiller folket overfor, for når finansverdnen har kørt landet i uføre, findes kun folket til at betale. Statsgælden står vel opført i bankerne, og hvem er folket? Papendreou synes at have brug for alle de gamle græske filosoffer, mest måske Oraklet i Delfi.