I går var det FN’s internationale dag mod racisme. Dagens formål var at skabe opmærksomhed om den racisme og diskrimination, der foregår verden over og dagligt er årsag til konflikt og tragedie.

Men giver sådan en dag overhovedet mening i Danmark?

Desværre, ja. Vi skal ikke kigge dybt i den nye regerings arbejdsprogram, før diskriminationen er til at få øje på.

Her præsenteres en integrationsindsats, som i bedste fald er ufrivilligt dobbeltmoralsk og i værste fald diskriminerer på baggrund af etnicitet, køn og religion.

I arbejdsprogrammet fastslår regeringen, at »burka og niqab ikke hører hjemme i Danmark«, fordi brugen af disse beklædningsgenstande »fører til parallelsamfund« og/eller »ødelægger den praksis vi har for gensidig omgang, som findes i danske skoler og institutioner i øvrigt«. Regeringen siger i arbejdsprogrammet at niqab og burka er udtryk for et menneske- og kvindesyn, vi ikke går ind for.

Man kan mene, hvad man vil om niqab og burka, men det er altså personer, der har dem på. Mennesker, kvinder med intellekt, vilje og personlighed. Mennesker vi anstændigvis må antage er i stand til at fægte for sig selv og vælge deres eget tøj. Er det ikke diskrimination af kvinder, der gerne vil gå i burka, at regeringen blander sig i det, selv om det ikke er ved forbud?

Pudsigt nok lægger den nuværende regering generelt stor vægt på den enkeltes ansvar for egen ligebehandling og succes i livet. Regeringen afviser for eksempel at forholde sig til den strukturelt betingede diskrimination, der holder kvinder ude af ledelsesgange, forskning og høj løn. På disse felter må kvinderne og familien »selv finde ud af det«.

Men når det kommer til kvinder af anden herkomst end pure dansk og med en anden religiøs baggrund end kulturkristen, så er regeringen pludselig offensiv. Så handler det ikke om at skulle klare sig selv. Her tager staten over og vil påvirke - selv ned i detaljen om påklædning.

Det kan kun begrundes i dobbeltmoral og i at regeringen ikke som udgangspunkt ser ligeværdigt på etnisk danske og etniske minoriteter.

Derfor giver det meget god mening, at vi i Danmark brugte den 21. marts til at reflektere over racisme og diskrimination.

Jane Korczak er næstformand i 3F