En af de anstrengende ting ved 90’erne var den grasserende brug af ironi, som nu vanen med at med fire fingre sætte gåseøjne om snart sagt hvert et udsagn, som i »Hvor ser du dog godt ud, min ven«. Det tog brodden af mange samtaler, men måske vi bare var så lettede over Muren fald, at vi kollektivt besluttede os for aldrig at tage noget alvorligt igen.
Eller også havde vi ovenpå grungens tænderskærende og følelsesmættede intensitet brug for at holde det socialt uacceptable på afstand. Måske derfor oplevedes engelske Tindersticks i så høj grad som rette band på rette sted. Europæiske til marven, inderlige, seriøse og mørkt romantiske, så det gjorde ondt, ramte de en nerve hinsides ironien og dette glad-i-låget-årtis generelle hedonisme. Derfor var det også interessant at møde forsanger og sangskriver, Stuart Staples, som viste sig at være en lun fætter, tilmed en snakkesalig sådan - ulig hans image som an incurably romantic og generel alvorsmand.
Som da han fortalte om omslagsillustration til gruppens første album, Tindersticks (1993): »Folk troede det var KUNST! Det var et billede, der hang på væggen på den kinagrill, hvor vi hentede forsyninger under indspilningen. Vi synes bare det kunne være sjovt. Folk troede, det var dødelig alvor. Men det var kitsch! God kitsch, men kitsch. Man skal være varsom med den slags.«
- Men det er jo en del af værket?
»Ja, det er jeg uhyggeligt bevidst om,« siger Staples.
»Det er derfor også så genialt, at vinyl har fået et comeback. Selv min teenagedatter har grammofon nu. For der er intet som en lp, når man skal præsentere en stribe sange … det er det smukkeste medie. Og så lyder det bare bedre end det digitale hejs.«
En god lydmand
»Jeg voksede op med min storesøsters samling af soulplader. Hun var en del af Northern Soul-scenen, og jeg hørte stort set ikke andet, før jeg blev 12 og punken meldte sin ankomst. Det blev så min musik. Og jeg føler mig stadig udspændt mellem de to poler.«
-Så I spiller altså punksoul?
»Det kan man godt sige,« smiler Staples.
- Men ikke rock’n’roll?
»Ikke sådan som jeg opfatter det. Der er en vis dumhed forbundet med rock’n’roll … selv om det nu nok var værre i 90’erne. Den satans britpop.«
Staples smiler, så det er svært at se om han mener det. Mest af alt snakker Staples meget om vigtigheden af, at alt af praktisk og teknisk natur, er i orden.
»Det vigtigste for mig er en god lydmand. At der er orden i lyden på såvel scenen som i salen. Hvordan skal vi ellers nå derhen, hvor vi glemmer hvem vi er?«
- Ligesom Van Morrisons konstante insisteren på rapture (trance)?
»Ja, netop. At vi forsvinder ind i musikken. Det er det vigtigste for mig. Det er derfor man spiller koncerter. Og derfor elsker jeg vores lydmand. Han er ung, han er tjekket, og han er dedikeret. Han gør det let for os andre at udfylde vores roller.«
Klingede gudeskønt
Der var stopfyldt i Store Vega samme aften. Masser af gamle fans, men også mange nye proselytter. De blev budt velkommen af den danske septet Cody, som gav et perfekt eksempel på opvarmning, når det er bedst.
Anført af sangskriveren Kaspar Kaae gjorde gruppens debut-cd indtryk med sin tone af lavmælt melankoli, sine luftige arrangementer og florlette produktion, men som også på scenen torsdag er det først som sidst Kaaes sangskrivningstalent, der imponerer.
Raffineret harmonisk og ubesværet rytmisk er det kun tekstuniverset, som ind imellem hænger fast i klicheen. Feltet er den grasserende americana, men af en sådan kaliber, at det ville kunne gøre sig internationalt, når gruppen får slebet de sidste par kanter af og finder helt ind til sangenes kerne. Og måske giver en smule mere los fremover.
Endelig gik de syv herrer, der i dag udgør Tindersticks - gruppen holdt en pause i midten af 00’erne for at vende tilbage i 2006 med en kerne på tre originalmedlemmer - ellers på scenen og viste de tilstedeværende, hvor det musikalske skab skal stå. Graciøst, lydhørt, dynamisk og dybfølt. Sådan.
De spillede med en enkelt undtagelse hele deres seneste album, Falling Down a Mountain (2010), garneret med rigtig mange oldies, but goodies såsom »Marbles«. »A Night In« og »City Sickness«, og det var svært at bevare pessimismen, når musikken nu klingede så gudeskønt.
Informations udsendte faldt da også jævnligt i trance på samme måde som Staples & co. ved flere lejligheder så aldeles henførte ud. Tingene kommer og går, men Tindersticks består.
Indtil videre, i hvert fald. Heldigvis.
Tindersticks + Cody, Store Vega, Kbh., torsdag
Kommentarer