Opslag til denne artikel

Emneord:kapitalfonde, landbrug, oppositionen
Personer:Eva Kjer Hansen, Lone Dybkjær
Organisationer:Dansk Folkeparti, Folketinget
Steder:Danmark

Landbruget er i krise og dybt forgældet, og eneste vej ud af elendigheden er at gøre de enkelte bedrifter større og større. Kun derved kan de såkaldte størrelsesøkonomiske gevinster høstes …

Sådan er tankegangen bag lovforslaget, som i morgen forventes vedtaget med et snævert flertal af regeringen og støttepartiet, DF. Lovforslag 39 lægger op til et brud med mere end 270 års danske landbrugstraditioner ved at åbne for, at andre end bønder kan opkøbe landbrugsjord. Ifølge lovforslagets kritikere kan det åbne for strukturændringer i landbruget, som man skal helt tilbage til landboreformerne og stavnsbåndets ophævelse for at se mage til.

Som Lone Dybkjær (RV) sagde det under førstebehandlingen i Folketinget, så indebærer lovforslaget »en af de allerstørste ændringer, ikke bare af dansk landbrug, men også af det danske samfund, som vi i virkeligheden hidtil har set på dette område.«

Og som Lone Dybkjær - i lighed med den øvrige opposition - fortsatte sin kritik:

»Det er jo ikke fuldstændig ligegyldigt, om det er nogle kapitalfonde eller andre fonde af en eller anden slags, der driver de her landbrugsejendomme, og folk er ansat som lønarbejdere, som det vel hedder - man kan også sige funktionærer«.

Kritikken prellede fuldstændigt af på den daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen (V):

»Vi er nødt til at sørge for, at landmanden har mulighed for at tilrettelægge sin drift, så han kan få det til at hænge sammen og på de vilkår, som han ønsker, og i det hele taget har vi brug for at give mulighed for, at der netop også kan komme en kapitaltilførsel udefra. Derfor er det et opgør med de mange begrænsninger, der har været i den hidtidige lovgivning.«

I løbet af de sidste 15 år er således hvert tredje landbrug i Danmark forsvundet, og en uændret gennemførelse af Lovforslag 39 vil efter al sandsynlighed sætte endnu mere fart på den proces. Regeringen ønsker nemlig ifølge Eva Kjer Hansen at fjerne en lang række reguleringer, som navnlig har haft til formål at beskytte bøndernes traditionelle selveje, det vil sige at danske landmænd har haft foden under eget bord.

Ifølge Eva Kjer Hansen er vi »nødt til at sikre, at der er råderum til udvikling inden for landbrugssektoren. Vi er nødt til at sørge for, at landmanden har mulighed for at tilrettelægge sin drift, så han kan få det til at hænge sammen og på de vilkår, han ønsker, og i det hele taget har vi brug for at give mulighed for, at der netop også kan komme en kapitaltilførsel udefra.«

Større, større, større…

En gennemgang af lovforslaget efterlader ingen tvivl om, hvad ambitionen er: Således skal der ikke længere gælde nogen overgrænse for antallet af køer eller svin på en enkelt bedrift. Hidtil har der været en overgrænse på 750 såkaldte dyreenheder. Også den gældende overgrænse for hvor meget jord en enkelt bonde må eje, i dag 400 hektar, ophæves, og det samme gør overgrænsen for, hvor meget jord en bonde må forpagte.

Tilsvarende behøver bonden heller ikke længere at sikre sig tilstrækkeligt med jord til at udbringe gyllen, idet den hidtidige tætte forbindelse mellem stald og mark ophæves. I fremtiden kan der derfor være enorme svinefarme, som slet ikke har jord, hvis gyllen vel at mærke kan blive anvendt til f.eks. biogasanlæg.

Samtidig foreslås den direkte bopælspligt ophævet, således at en bonde ikke længere behøver at bo på sin egen gård. Endelig lempes kravet om, at en landbrugsejendom skal ejes som personlig ejendom. For at tiltrække nødvendig ny kapital skal en landbrugsbedrift fremover kunne organiseres bl.a. som et aktieselskab og derved gøres interessant for pensionskasser eller andre private investorer. Det skal også gøre generationsskift inden for landbofamilier lettere. En uddannet landmand skal dog stadig have den bestemmende indflydelse over bedriften, uanset hvem der i sidste ende finansierer foretagendet.

Selv om de foreslåede ændringer kan blive enorme, så var fødevareminister Eva Kjer Hansen bemærkelsesværdigt tilbageholdende, da hun af Folketinget i efteråret blev bedt om at vurdere lovforslagets perspektiver:

Om lovforslagets miljømæssige konsekvenser nøjedes ministeren således med at fastholde, at gældende miljøregulering »berøres ikke af de foreslåede ændringer.«

Om konsekvenserne af at åbne for andre selskabsformer end selvejet mente ministeren kun, at »ejerformerne i landbruget vil blive mere differentierede, end det er tilfældet i dag.«

Om de forventede jordpriser mente ministeren, at »lovændringen på sigt vil være medvirkende til et fald i jordpriserne«. Det er især afkoblingen mellem stald og mark, der forventes at få denne effekt.

Bondeland år 2015

Organisationen Landbrug & Fødevarer (tidligere Landbrugsrådet) har i en række fremtidsanalyser set på, hvordan strukturændringen kan forventes at ske frem mod år 2015. Analyserne er ganske vist udarbejdet inden Lovforslag 39, men det er rimeligt at antage, at en del af tankegodset bag lovforslaget også ligger til grund for analyserne.

Overordnet vil der om fem år ifølge Landbrug & Fødevarer være sket et yderligere fald i antallet af landbrugsbedrifter, ned til ca. 29.000. Under 10.000 vil være drevet som heltidslandbrug, og det gennemsnitlige areal pr. bedrift vil stige til 90 hektar (mod 57 pr. bedrift i 2006). Antallet af store gårde med over 100 hektar vil stige til 8.200 i år 2015.

Indenfor de forskellige produktionsgrene er udviklingen også markant. Mest inden for svineproduktion hvor Landbrug & Fødevarer forventer mere end halvering af antallet af svinebedrifter, fra 7.842 i 2006 til 3.200 i 2015. Til gengæld vil den gennemsnitlige besætningsstørrelse på svinefarmene stige fra 1.704 til 4.430 søer. Antallet af bedrifter med slagtesvin vil falde fra 1.100 i 2006 til 400 i 2015.

Inden for malkekvæg vil den gennemsnitlige besætningsstørrelse ‘kun’ stige fra 93 i 2006 til 174 i 2015. Også køernes årlige ydelse vil stige, fra 8.163 kg indvejet mælk pr. ko i 2006 til næsten 9.838 kg.

Denne artikel er anbefalet af: