CARACAS – Det er endnu en varm og fugtig nat i Caracas, og i en café ved Avenida Francisco de Miranda gløder en tv-skærm i hjørnet. Præsident Hugo Chávez holder tale. Lydstyrken er for lav til at man kan høre, hvad han siger, men lader til at være vred. Ved et af bordene længst derfra nipper Laureano Márquez, med ryggen til TV, til en kop kaffe. Det har været en lang dag, og avisklummisten ser bekymret ud.
Han grubler over et dilemma. Det kan lyde som en bagatel, men bør han – og tør han – citere Charlie Chaplin i sin næste klumme? Márquez, som er Venezuelas mest populære humorist og satiriker, har lyst til at citere fra Chaplins tale i slutningen af dennes filmklassiker fra 1940, Den Store diktator: »Diktatorer dør, og den magt, de tog fra folket vender tilbage til folket.« Klummeskribenten rokker uroligt på sin stol. »Problemet er vendingen ’diktatorer dør’. Det er ganske vist ikke mine egne ord, men myndighederne kan tolke den sådan, at jeg giver udtryk for et ønske om, at præsidenten bliver myrdet.« Han ryster på hovedet. »Jeg tror ikke, det er risikoen værd.«
Venezuelas skarpeste pen har måttet lære sig forsigtighed, når han satiriserer over landet iltre leder. En nylig fabulerende klumme, hvori Márquez forsøgte at forestille sig, hvordan Venezuela ville se ud efter Chávez, blev stemplet som et »fascistisk« forsøg på at anstifte til kup, terrorisme og folkemord. »Skribenten retfærdiggør brug af social vold og borgerkrig som midler til magtovertagelse,« erklærede Venezuelas kommunikationsminister Blanca Eckhout og krævede Márquez retsforfulgt.
En anden Márquez-klumme fra i 2006, der var skrevet som et fiktivt julekort fra Chávez’ datter Rosines, kostede dagbladet Tal Cual et sagsanlæg, der endte i en bøde på 50.000 dollars, der var tæt på at lukke avisen. »Humor er en refleksionsakt, som eksponerer magthaveres indre modsætninger og naragtige adfærd,« siger Márquez. »Men denne regering forsøger at holde humor nede gennem intimidering og frygt.«
Holdes nede med frygt
Chávez’ manglende sans for humor er blevet et alvorligt problem. Kritikere siger, at myndighedernes stadig mere ihærdige forfølgelse af satirikere afspejler en bredere tendens mod tiltagende autoritær kontrol, som risikerer at besegle skæbnen for Sydamerikas socialistiske revolutionsflagskib. En regeringskampagne for at inddrage sendetilladelser for uafhængige radio-og tv-stationer virker som et forsøg på at bringe oppositionen til tavshed på et kritisk tidspunkt. Stigende økonomiske og sociale vanskeligheder har næret folkelige protester i flere byer i Andes-regionen, i de caribiske havnebyer og i hovedstaden Caracas. For Chávez, udgør dette en trussel mod hans erklærede mål om at forlænge sit styre i årtier ud i fremtiden.
»Regeringens intolerance over for kritik har nået en grad, hvor enhver form for modstand kan identificeres som en undergravende handling,« siger Catalina Botero, særlig rapportør om ytringsfrihed for Organisationen af Amerikanske Stater (OAS). »Det er ikke let at udtrykke sig frit, når man ved, at det kan få strafferetslige eller disciplinære konsekvenser og føre til fængsel eller konkurs.« Humor og satire, som i sagens natur må involvere overdrivelser og provokationer, fremkalder en særlig vrede,« siger hun. »De bliver direkte kategoriseret som terrorhandlinger.«
Yankee-konspirationer
Sidste uge var forfærdelig for Venezuelas præsident. OAS’ Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder offentliggjorde en 319-siders rapport, der tegner et alarmerende billede af undertrykkelse og intolerance i Venezuela. Chávez reagerede ved at kalde organisationen »mafiøs« og dens ledere for »ekskrementer«. Den tidligere kampvognskommandør måtte tage imod endnu en bredside fra en spansk dommer, der anklagede kredsen omkring Venezuelas præsident for at samarbejde med ETA og FARC-terrorister. Chavez tog til genmæle ved at kalde dommeren del af en »yankeeimperialistisk sammensværgelse«
Samtidig offentliggjorde Venezuelas Centralbank nye tal, der viser at økonomien faldt med 3,3 procent sidste år, hvilket bekræfter tendensen til forværret stagflation. En meningsmåling fra det venezuelanske Institut for Dataanalyse fandt, at 62 procent af venezuelanerne opfatter landets situation som negativ, og at 54 procent kun har »lidt eller ingen tillid« til Chávez – et mismod, der forstærkes af de jævnlige afbrydelser af vand- og elforsyningen, der mørklægger byer og lukker fabrikker.
Samme uge afbrød demonstranter et massemøde for Chávez-tilhængere med en cacerolazo, en smældende kakofonisk koncert med gryder og pander. Og midt i alt dette forekom det kun metaforisk følgerigtigt, at Avila, det skovklædte bjerg, der troner over Caracas, begyndte at brænde. En vedholdende tørke har gjort det til en ren krudttønde, og næsten dagligt slikker flammer op og ned ad skråningerne.
Trods denne modgang er Chávez efter 11 år ved magten dog ikke i nærheden af at falde. Med behændighed og karisma har han modstået talrige kriser, og han har stadig stærke kort at spille. Han er fortsat populær blandt mange fattige, der er taknemmelige over, at han bruger så store dele af landets olieindtægter på sociale programmer, hvilket har betydet, at der er kommet sundhedsklinikker og statssubsidierede fødevarebutikker i los barrios, de slumkvarterer, der omgiver hver større by. Chavistaerne (Chávez-loyalisterne, red.) har fortsat kontrol over de væbnede styrker, over Nationalforsamlingen, domstole, valgkommissioner og det statslige olieselskab. En ny klasse af såkaldte ’boligarker’ – politisk begunstigede matadorer opkaldt efter uafhængighedshelten Simón Bolívar – har investeret deres rigdom og magt i Chávez. Spørgsmål lige nu er derfor ikke, hvorvidt præsidenten kan fastholde magten, men hvordan.
Al kritik undertrykkes
En del af hans strategi går tydeligvis ud på at blokere for kritiske røster i de æterbårne medier. I juli sidste år lukkede Venezuelas regering 32 radiostationer med henvisning til at de overtrådte reglementsbestemmelser og advarede 208 andre om, at de risikerede samme skæbne. I januar i år suspenderede den midlertidigt sendetilladelsen for kabelkanalen RCTV, fordi man herfra afviste at transmittere Chávez’ taler. Det var anden gang kanalen blev lukket. I 2007 inddrog regeringen RCTV’s antennelicens med henvisning til at den støttede et kupforsøg 2002, der kortvarigt afsatte Chávez. Herefter måtte RCTV humpe videre som kabelkanal.
Tv-medier får kniven
Den sidste kritiske tv-stemme, Globovisión, ser ud til at være havnet i et limbo. Chávez har gentagne gange truet med at lukke denne skingre nyhedskanal, der får amerikanske Fox TV til at virke tam. Nu ser en mulig våbenhvile ud til at være kommet i stand. Kanalen fortsætter tilsyneladende sine angreb mod Chávez, men der er forventning om, at den gradvis vil afdæmpe sin dækning, som to andre tidligere mere frimodige kanaler, Televen og Venevision, har gjort.
Chávez modvilje mod de private medier, som bakkede op om det amerikansk støttede kupforsøg i 2002, kan være berettiget, men dette kan ikke legitimere den efterfølgende »langsomme nedbrydning af landets uafhængige medier gennem indirekte og direkte undertrykkelse«, siger Robert Shaw fra International Media Support, en international vagthunde-ngo med hjemsted i Danmark.
Som talentfuld medieperformer dominerer præsidenten sendefladerne i såvel radio som tv. Ikke blot har han sit eget søndagsshow i radio og tv (som kan vare op til otte timer), han benytter sig også rutinemæssigt af en lov, som forpligter alle kanaler, statslige og private, til at afbryde deres programrække for transmittere hans taler live. Siden han overtog præsidentposten har han skaffet sig taletid i de elektroniske medier over 1.923 gange svarende til en sammenlagt sendetid på over 1.252 timer eller 52 dage. Det statslige tv er en smiskende propagandasender, som konsekvent skildrer Venezuela som en socialistisk utopi på vej til virkeliggørelse, men under stadig trussel fra amerikanske angreb. En talkshow kaldet Barberbladet, sender klip af politiske modstanderes aflyttede telefonsamtaler, undertiden tilført lydsekvenser af dyregrynt. Rod Stoneman, der var producer på The Revolution Will Not Be Televised, en dokumentarfilm, der er Chávez sympatisk stemt, beklager det venezuelanske statsfjernsyns tilbagefald til »gammel østeuropæisk stil«, men understreger, at også de vestlige medier har deres fordomme. »Der er en tendens til at overdrive problemerne«, siger han, »og til at overse konteksten: At Chávez ved gentagne valg har fået et klart folkeligt mandat til at forandre landet trods modstand fra de traditionelle eliter.«
Måder at omgås frygten
Eva Golinger, redaktør af den statsstøttede avis, Correo del Orinoco, insisterer på, at Venezuela har »rigelige frihedsgrader«, og at medier kun får problemer, hvis de bryder loven. Og i Márquez’ tilfælde har den retsmyndighederne da heller ikke reageret på regeringens klager. »Intet er sket. Han er der stadig. Og dog er der en kampagne for at miskreditere og dæmonisere regeringen. Hvorfor? For at legitimere udenlandsk intervention og regimeskift.«
En ting er begge parter enige om. Satire stortrives i Venezuela. »Vi har tonsvis af satire,« siger Golinger. »Satiren blomstrer,« siger Márquez. Tal Cual-klummeskribenten får ofte listet sine kritiske pointer igennem ved at kaste sig over eksotiske emner såsom Tutankhamon eller henviser til Chávez ved andre navne, såsom Esteban. »Det er en slags kodesprog, men læserne ved udmærket, hvad det er jeg vil sige.« Alligevel, siger han, er selvcensur blevet reglen. »Du kan sige hvad du vil, men du ved ikke, hvilken pris du risikerer at måtte betale. Dette er ikke frihed.«
Tal Cuals chefredaktør Teodoro Petkoff, kalder konsekvent præsidenten for Chacumbele – en mytologisk ulykkesfugl i cubansk folkekultur, mens bladtegneren, Roberto Weil, skildrer præsidentens hoved som en militær støvle. En hjemmeside, elchiguirebipolar.com, kører fiktive satiriske nyheder og har netop lanceret en tegneserie, Presidential Island, som gør grin med de latinamerikanske ledere i en parodi på tv-serien Lost. Seriens YouTube-link har foreløbig haft over 200.000 hits.
Og virkeligheden har en vane med at indhente karikaturerne. Chávez, som længe er blevet fremstillet som en wannabe Fidel, erklærede sig for nylig marxist og hyrede en cubansk minister, Ramiro Valdés, til at løse Venezuelas elektricitetskrise. Oppositionen, som lige så længe er blevet tilsværtet som en amerikaniseret elite, der foretrækker burgere fremfor den lokale majsbrødsnack, arepas – en populær snack bestående af majs brød boller med en velsmagende fyldning – falder da også undertiden ind i denne rolle. »Jo, vi er fra eliten, det må vi indrømme, siger Arraiz Cristóbal, en 22-årig studerende og oppositionsaktivist, imens han indtager sin aftensmad i en filial af den amerikanske restaurantkæde T.G.I. Friday i et velhavende Caracas-kvarter. »Men de værdier, vi kæmper for, er universelle.«
Ved siden af ham sidder Nicolás Cárdenas, 22 og formand for Universidad Metropolitanas elevråd og ledende medlem af en landsdækkende studenterbevægelse, hvis protester ender ofte med anholdelser, uropoliti og tåregas. »For mig er det sådan, at hvis jeg ikke kæmper for mit land, risikerer jeg at miste mit land. Dette her kan ende i diktatur.«
Cárdenas har en BlackBerry liggende foran sig og spiser baconburger med Jack Daniel’s-sovs, men siger, at han opfatter sig selv som tættere på Venezuelas puls, end en præsident, der bor i et palads og prædiker om behovet for et »nyt socialistisk menneske« for en nation, der er narkotisk afhængig af baseball og shopping. »Chávez er en god taler, men efter alle disse år, kan han ikke længere skjule de ting, som er gået galt. Og han kan ikke blive ved med at tale om de ting, han har tænkt sig at gøre i fremtiden. Folk har fået nok af ham.«
Restaurantens TV-skærme, der indtil for lidt siden transmitterede en fire timers Chávez tale, viser nu en sportskanal, hvor en mand med svulmende blodårer kaster vægte over et net, før han vakler væk derfra, komplet udmattet. En satiriker kunne få noget sjovt ud af en kobling mellem de to programmer, men så lav lydstyrken er, ville middagsgæsterne næppe tage notits af ændringen.
© The Observer og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Kommentarer
Afspejler ovenstående artikel også Informations borgerlig had til Venezuelas Hugo Chávez ? En journalistik i familie med USAs borgerlig had til samme ?
For reel journalistik følg med i Democracy Now´s dækning af Chávez og hele Latinamerika - klik på:
http://www.democracynow.org/
Apropos:
Informations heksejagt på Zelaya fornylig indebar betegnende nok, intet belæg for at sætte Zelaya i bås med anti-demokratiske kræfter. Hvad har Information i klemme på venstreorienterede i Latinamerika?
––––––––––—
Informations heksejagt på Honduras Zelaya?
Man siger at USA’s forfatning, i visse tilfælde, rummer en accept af et folkets voldelig oprør eller f.eks. et militærkup.
Det er, i tilfælde hvor en regering selv er blevet en ulovlig regering. Så må man endda bruge våbenmagt til at afsætte denne for at genindføre demokratiet. Og det er nemlig dette tema Informations ”Fokus” , d. 3. marts 2010, handlede om.
Men min, og måske andres, opfattelse af bladets mentale tilstand kommer til at lide ubodelig skade, når ”den mindst ringe” (blandt danske tabloider?) inkluderer Honduras Zelaya, den fornyelig afsatte demokratisk valgte leder i Honduras. Hele Informations implicite og eksplicite tankegods i denne artikel ”Militærkup skaber dilemma”, slået op på avisens forside, tillader ikke at inkludere Zelaya blandt udemokratiske statsleder.
Vi abonnenter på Information må derfor, af de redaktionelle ansvarlige, afkræve belæg for at stigmatisere Zelayas regering som kriminel lovløs og som selv var i fuld gang med at gøre landet mere demokratisk da et militærkup fjernede demokratiet.
Min kilde til Zelaya problematikken er Demokracy Now – klik på: http://www.democracynow.org/
Denne kommentar er anbefalet af:
Når Information henter sine politiske meninger i USA og blandt de amerikanske ytringsfanatikere, er resultatet givet.
Vil Information ophæve det danske forbud mod majestætsfornærmelser eller indføre lige straf for at hælde maling ned af nakken på Lars Løkke Rasmussen og Jørgen Hattemager? Mener Information, at det var en skueproces, at domstolen her i formiddags afsagde en dom på ½ år til anklagede fra foreningen Oprør for støtteudtalelser og en fiktiv indsamling til Columbias oprørsbevægelse, FARC.
Sidste år lod Columbia sine tropper gå ind i Venezuela, og de fra USA-imperialismens dage meget stærke højrekræfter i Bolivia og Veneziela har ofte brugt medierne til at udsende regulære opfordringer til voldelige oprør, bl.a. i forbindelse med parlamentsvalg. Yankee’rne opererer overalt i Sydamerika. Også på Information?
At Information også er repræsenteret af højrefløjen gør måske, at bladet indimellem må føre krig. Socialisme er noget skidt, ikke sandt, så de amerikanske terrorlister er også vore, og USA’s fjender er også vores.
Denne kommentar er anbefalet af:
Den gode journalist Rory Caroll, er allerede i 2008 blevet kritiseret for sine ensidige artikler fra Venezuela, den gang i the Guardian.
http://www.redpepper.org.uk/Carroll-in-wonderland-…
Altså Bush regeringen foranstaltede et mislykket kup, og nu skal vi så alle sammen hade Chavez?
Venezuela har verdens 5. største oliereserve, men har frigjort sig fra USAs dominans - så nu skal de lige pludselig dæmoniseres, men er det også Informations holdning som denne artikel afspejler?
Denne kommentar er anbefalet af:
@: http://www.redpepper.org.uk/Carroll-in-wonderland-…
Du godeste - kunne redaktionen ikke forsøge sig med at Google de internationale skribenter de trykker, inden de trykker dem? Når man er vant til de glimrende analyser som Informations egne skribenter, i skikkelse af f.eks. Mads Frese og Lasse Ellegaard leverer, så bliver det for ujævnt med så journalistisk underlødigt et produkt som dette.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg kan kun tilslutte mig de øvrige kommentarer! Det er ondsindet propaganda, at påstå der ikke er fuldstændig ytrings- og pressefrihed under hos kammerat Hugos alfaderlige ledelse.
/ironi kan forekomme i dette indlæg/
er de en privatstøttede organisationer som måske samarbejder med f.ek som Council on Foreign Relations, bedre kendt som CFR? (som jo også bare er sådan en ‘analyse’ og ‘interresse’ gruppe af ‘bekymrede’ ‘borgere’)
Revolutionen må fuldføres.
Proletariatet må overtage magten i alle dele af samfundet.
Mange tak Lars Hansen, men jeg er bange for, at du overvurderer min indflydelse…
Med venlig hilsen
Det var nu også den anden Hugo jeg havde i tankerne ;0)
;-)
Hugo Chávez ville så gerne være Fidel Castro men han når ham ikke til sokkeholderne..
Fordi en mand kalde sig socialist betyder det ikke at han er socialist, jeg har mødt mange som kalder sig venstreorienteret men var ikke i nærheden af det. selvfølgelig hvis censur, støtte til terror bevægelser og paranoid er socialistisk jamen er Chávez en stor socialist
lol Thomas, den eneste grund til vi i vesten ikke gør oprør, er fordi vi tror vi er fri, i Sovjet vidste de i det mindste at ‘nyhederne’ var propaganda. hvis du vidste hvad der bliver censureret ud af de vestlige medier ville du få et chok, paranoid har manden gode grunde til at være da USA(de ikke siger de har noget med det at gøre, selvom the money trail går direkte tilbage til dem)har prøvet at stage et kup imod ham(som ikke lykkedes), og på grund af amerikanske TV ‘præster’ som næsten opfordrer på åben skærm, nogen at tage den beslutning helt ad sig selv, til at SNIGEMYRDE ham,.. socialist eller ej, så hader vesten alle de ledere i Syd Amerika og den tredje verden som det lykkes for at slippe fra deres tyranni, ved f. eks at ophæve urimelige olieaftaler og eller minedrift, hvor folk lever af sulteløn så vestens firmaer kan få det til den ‘rigtige’ pris, og hvis disse lande ikke spiller med, gør de alt i deres magt for at destruere og styrte vedkommende leder. mvh
de sender folk som John Perkins på dem, han var hvad han selv kalder economic hitman som nu har afsløret hvordan de arbejder, hvis de ikke opnår en ‘aftale’, så sendes de hårde drenge af sted for at ‘ordne’ situationen..
Så kører møllen igen…
Chavez er imod USA altså må, per Informations debattører, automatisk være en oprigtig forkæmper for alt godt. Når han så ovenikøbet kalder sig socialist så kan det kun være rendyrket imperialisme hvis han kritiseres.
Er det virkelig så svært at forstå at en mand der er kommet til magten gennem et populistisk folkeskred, og som derefter har lavet sociale reformer, har svært ved at slippe magten og har skabt en afhængig klasse af klakører der sammen med ham ønsker et nyt diktatur?
Det ville ikke være første gang!
IB.. det er netop det verden har brug for, flere Hugo’s og færre olie våben og olie-milladere som prøver at afskaffe al ligestilling og lave verden til et tyranniskt sted jeg ikke gad at bo.
i
men de højreradikale fascist-nazister kan jo altid bare bruge alle deres penge til at styrte ‘idioter’ som laver reformer til nationens fordel,.. ??? hvor længe skal vi leve under det her dobbeltmoralske styre,.. det er ok at torturere,.. så længe det er ‘the good guys’ som udøver torturen?,.. er vi alle sammen blevet kollektivt syge i hovedet eller er der elementer i vores samfund som kyser os andre med at vi skal makke ret og være enige i AT TORTUR ER GODT?,.. helt ærligt,.. jeg skammer mig over den adfærd.
COP15 demonstrerede jo klart at USA (det døende monster) ikke bliver taget alvorligt af hverken Brasilien, Venezuela, Peru, Mexico, Argentina og Columbia for ikke at tale om resten af verden. Latinamerika vil ikke lege mere med USA.
Tak for det.
Bare lige lidt extra. Indenfor de næste 2 år kinesiske CPU´er på markedet, slut med Intel og AMD. Europa kan naturligvis ikke finde ud af den slags, ikke engang en erstatning for det amerikanske GPS system kan vi få til at fungerer.
I min bog er Hugo Chavez en helt, og han har gjort et af de mest forgældede nationer til et forbilede hvad angår demokrati.
Chavez var i modsætning til George W. Bush demokratisk valgt med folkeligt flertal, og ude valgfusk, men det forhindre ikke danske medier i at forsøge at udråbe ham til ond diktator.
Og i modsætning til Fogh, der har bragt en u-udslettelig skam over dette land i sin iver over at lege med de store, og deltage i en invasion af Irak der har kostet over 1 million civile livet, så tør Chavez sige USA imod.
Hvis man tænker på Rupert Murdochs medieimperium m. bl. a. Fox News og Berlusconis italienske medie- og regeringscirkus, forekommer det mig, at Chavez’ indflydelse ikke er meget værre end Cepos’ DF, DI og DA’s indflydelse på danske medier, med mikrofonholderi og meget andet til følge. Men selvfølgelig, man får jo ikke de fede jobs som medierådgivere hvis man har været ude med riven efter magten. At Latinamerika har afkastet det amerikanske åg skal naturligvis straffes (!), men de gamle tilstand vender ikke tilbage. Vi må nok se i øjnene, at nu skal regningen for flere hundrede års udbytning af andre folkeslags naturlige og menneskelige ressourcer betales, og det bliver dyrt…. Det klogeste ville muligvis være at acceptere dette og være imødekommende, men sådan bliver et nok ikke…
Sune Hansen:
Adolf Hitler og Benito Mussolini mente også at de havde lavet det perfekte demokrati. de valgt også magten gennem et folkeligt flertal og uden valgfusk.
Kriminalforfatteren ved, at løgnen kan være lige så spændende som sandheden, og imens vokser historiefuskerens anseelse. Hitler og Mussolini mente så meget, men folkeligt flertal fik de aldrig.
Efter forlydender var Chavez i sidste uge i færd med at sikre de europæiske olieforbrugeres forsyningssikkerhed. Som det fremgår af Information 20/3 var den almægtige Putin på besøg i Hviderusland, men Lukasjenko rejste demonstrativt i stedet til Venezuela for at indgå en energiaftale, og Putin blev henvist til en minister i Minsk.
Uanset flertal, så var det nazisterne der allerede i jan.-april 1933 omdannede samfundet.
Nazisterne oprettede den første koncentrationslejr med medicinske forsøg på bl.a. politiske modstandere (Dachau), Rigsdagen opløses (1/2 33), forbud mod de frie fagforeninger, bogafbrændinger, forbud mod SPD, det kommunistiske partikontor i Berlin besættes, SA-gadevold mod demonstranter og straffrihed for politiets våbenbrug, opstilling af enheder af SA og SS, det nye hemmelige politi, mange Weimar-love ophæves og erstattes af nødlove og beskyttelsesarrest (som vi kender fra dagens antiterrorlovene), indførelse af dødsstraf, forøgelse af hæren, bygning af militærkøretøjer og autostradaer, fremtrædende kunstnere og akademikere tvinges bort fra de højere læreanstalter, de første jødeforfølgelser og arie-love, hagekorset afløser det rød-hvide banner.
Her blot nogle ændringer i de første 4 måneder, sluttende med at 1.maj bliver “Dagen for nationalt arbejde”. Og alt dette kunne enhver følge med i og mange udlændinge var begejstret, bl.a. skrev Kaj Munk fordelagtige artikler til Jyllandsposten og Olympiaden i 36 blev en verdenssensation.
Og tilbage til flertallet:
Trods ovenstående og massive forhindringer ved valget 5.marts 33, stemte kun 43,9% på NSDAP. (Men det siges, at hvis en løgn bliver fortalt tilstrækkelig mange gange, bliver den om ikke sandheden, så det, som folk tror på.).
Hugo Chavez er ganske enkelt en diktator. Dette uanset at manden er blevet valgt. Demokrati identificeres ikke kun ved afholdelse af valg og om en leder er blevet valgt. Der er mange andre indikatorer som f.eks. rule-of-law. Og alt dette findes ikke i Venezuela.
jeg siger aldrig at Hugo Chavez skulle være en folkehelt eller helgen, men simpelthen at det er lykkedes ham at nationalisere olien, ta olierettighederne fra internationale/USA’s olie firmaer som har fået olien til dumping priser, dette var nok til at styrte Mohammed Mossadeq i 1953-54, da han ville gøre det samme i Iran, jeg påpeger bare at de er sådan specielt er efter ham fordi han har taget ‘magten’ tilbage fra oliefirmaerne, i andre lande som har diktatorer som vesten har i lommen og rettigheder til at udvinde deres olie osv. selvfølgelig, dem har vi ikke så travlt med at sammenligne med Hitler eller dæmonisere dem på andre måder. mvh
At sammenligne med tidligere regimer er anakronismer, der ofte bortleder debatten.
Men sammenligner man historiske forløb -
som sket her i debatten - må sammenligningen bygge på historiske fakta og et fælles sammenligningsgrundlag.