Opslag til denne artikel

Emneord:medier, oppositionen, slumkvarterer, ytringsfrihed
Personer:Hugo Chavez, Robert Shaw, Simón Bolívar
Organisationer:ETA, FOX
Steder:Caracas, Venezuela

CARACAS – Det er endnu en varm og fugtig nat i Caracas, og i en café ved Avenida Francisco de Miranda gløder en tv-skærm i hjørnet. Præsident Hugo Chávez holder tale. Lydstyrken er for lav til at man kan høre, hvad han siger, men lader til at være vred. Ved et af bordene længst derfra nipper Laureano Márquez, med ryggen til TV, til en kop kaffe. Det har været en lang dag, og avisklummisten ser bekymret ud.

Han grubler over et dilemma. Det kan lyde som en bagatel, men bør han – og tør han – citere Charlie Chaplin i sin næste klumme? Márquez, som er Venezuelas mest populære humorist og satiriker, har lyst til at citere fra Chaplins tale i slutningen af dennes filmklassiker fra 1940, Den Store diktator: »Diktatorer dør, og den magt, de tog fra folket vender tilbage til folket.« Klummeskribenten rokker uroligt på sin stol. »Problemet er vendingen ’diktatorer dør’. Det er ganske vist ikke mine egne ord, men myndighederne kan tolke den sådan, at jeg giver udtryk for et ønske om, at præsidenten bliver myrdet.« Han ryster på hovedet. »Jeg tror ikke, det er risikoen værd.«

Venezuelas skarpeste pen har måttet lære sig forsigtighed, når han satiriserer over landet iltre leder. En nylig fabulerende klumme, hvori Márquez forsøgte at forestille sig, hvordan Venezuela ville se ud efter Chávez, blev stemplet som et »fascistisk« forsøg på at anstifte til kup, terrorisme og folkemord. »Skribenten retfærdiggør brug af social vold og borgerkrig som midler til magtovertagelse,« erklærede Venezuelas kommunikationsminister Blanca Eckhout og krævede Márquez retsforfulgt.

En anden Márquez-klumme fra i 2006, der var skrevet som et fiktivt julekort fra Chávez’ datter Rosines, kostede dagbladet Tal Cual et sagsanlæg, der endte i en bøde på 50.000 dollars, der var tæt på at lukke avisen. »Humor er en refleksionsakt, som eksponerer magthaveres indre modsætninger og naragtige adfærd,« siger Márquez. »Men denne regering forsøger at holde humor nede gennem intimidering og frygt.«

Holdes nede med frygt

Chávez’ manglende sans for humor er blevet et alvorligt problem. Kritikere siger, at myndighedernes stadig mere ihærdige forfølgelse af satirikere afspejler en bredere tendens mod tiltagende autoritær kontrol, som risikerer at besegle skæbnen for Sydamerikas socialistiske revolutionsflagskib. En regeringskampagne for at inddrage sendetilladelser for uafhængige radio-og tv-stationer virker som et forsøg på at bringe oppositionen til tavshed på et kritisk tidspunkt. Stigende økonomiske og sociale vanskeligheder har næret folkelige protester i flere byer i Andes-regionen, i de caribiske havnebyer og i hovedstaden Caracas. For Chávez, udgør dette en trussel mod hans erklærede mål om at forlænge sit styre i årtier ud i fremtiden.

»Regeringens intolerance over for kritik har nået en grad, hvor enhver form for modstand kan identificeres som en undergravende handling,« siger Catalina Botero, særlig rapportør om ytringsfrihed for Organisationen af Amerikanske Stater (OAS). »Det er ikke let at udtrykke sig frit, når man ved, at det kan få strafferetslige eller disciplinære konsekvenser og føre til fængsel eller konkurs.« Humor og satire, som i sagens natur må involvere overdrivelser og provokationer, fremkalder en særlig vrede,« siger hun. »De bliver direkte kategoriseret som terrorhandlinger.«

Yankee-konspirationer

Sidste uge var forfærdelig for Venezuelas præsident. OAS’ Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder offentliggjorde en 319-siders rapport, der tegner et alarmerende billede af undertrykkelse og intolerance i Venezuela. Chávez reagerede ved at kalde organisationen »mafiøs« og dens ledere for »ekskrementer«. Den tidligere kampvognskommandør måtte tage imod endnu en bredside fra en spansk dommer, der anklagede kredsen omkring Venezuelas præsident for at samarbejde med ETA og FARC-terrorister. Chavez tog til genmæle ved at kalde dommeren del af en »yankeeimperialistisk sammensværgelse«

Samtidig offentliggjorde Venezuelas Centralbank nye tal, der viser at økonomien faldt med 3,3 procent sidste år, hvilket bekræfter tendensen til forværret stagflation. En meningsmåling fra det venezuelanske Institut for Dataanalyse fandt, at 62 procent af venezuelanerne opfatter landets situation som negativ, og at 54 procent kun har »lidt eller ingen tillid« til Chávez – et mismod, der forstærkes af de jævnlige afbrydelser af vand- og elforsyningen, der mørklægger byer og lukker fabrikker.

Samme uge afbrød demonstranter et massemøde for Chávez-tilhængere med en cacerolazo, en smældende kakofonisk koncert med gryder og pander. Og midt i alt dette forekom det kun metaforisk følgerigtigt, at Avila, det skovklædte bjerg, der troner over Caracas, begyndte at brænde. En vedholdende tørke har gjort det til en ren krudttønde, og næsten dagligt slikker flammer op og ned ad skråningerne.

Trods denne modgang er Chávez efter 11 år ved magten dog ikke i nærheden af at falde. Med behændighed og karisma har han modstået talrige kriser, og han har stadig stærke kort at spille. Han er fortsat populær blandt mange fattige, der er taknemmelige over, at han bruger så store dele af landets olieindtægter på sociale programmer, hvilket har betydet, at der er kommet sundhedsklinikker og statssubsidierede fødevarebutikker i los barrios, de slumkvarterer, der omgiver hver større by. Chavistaerne (Chávez-loyalisterne, red.) har fortsat kontrol over de væbnede styrker, over Nationalforsamlingen, domstole, valgkommissioner og det statslige olieselskab. En ny klasse af såkaldte ’boligarker’ – politisk begunstigede matadorer opkaldt efter uafhængighedshelten Simón Bolívar – har investeret deres rigdom og magt i Chávez. Spørgsmål lige nu er derfor ikke, hvorvidt præsidenten kan fastholde magten, men hvordan.

Al kritik undertrykkes

En del af hans strategi går tydeligvis ud på at blokere for kritiske røster i de æterbårne medier. I juli sidste år lukkede Venezuelas regering 32 radiostationer med henvisning til at de overtrådte reglementsbestemmelser og advarede 208 andre om, at de risikerede samme skæbne. I januar i år suspenderede den midlertidigt sendetilladelsen for kabelkanalen RCTV, fordi man herfra afviste at transmittere Chávez’ taler. Det var anden gang kanalen blev lukket. I 2007 inddrog regeringen RCTV’s antennelicens med henvisning til at den støttede et kupforsøg 2002, der kortvarigt afsatte Chávez. Herefter måtte RCTV humpe videre som kabelkanal.

Tv-medier får kniven

Den sidste kritiske tv-stemme, Globovisión, ser ud til at være havnet i et limbo. Chávez har gentagne gange truet med at lukke denne skingre nyhedskanal, der får amerikanske Fox TV til at virke tam. Nu ser en mulig våbenhvile ud til at være kommet i stand. Kanalen fortsætter tilsyneladende sine angreb mod Chávez, men der er forventning om, at den gradvis vil afdæmpe sin dækning, som to andre tidligere mere frimodige kanaler, Televen og Venevision, har gjort.

Chávez modvilje mod de private medier, som bakkede op om det amerikansk støttede kupforsøg i 2002, kan være berettiget, men dette kan ikke legitimere den efterfølgende »langsomme nedbrydning af landets uafhængige medier gennem indirekte og direkte undertrykkelse«, siger Robert Shaw fra International Media Support, en international vagthunde-ngo med hjemsted i Danmark.

Som talentfuld medieperformer dominerer præsidenten sendefladerne i såvel radio som tv. Ikke blot har han sit eget søndagsshow i radio og tv (som kan vare op til otte timer), han benytter sig også rutinemæssigt af en lov, som forpligter alle kanaler, statslige og private, til at afbryde deres programrække for transmittere hans taler live. Siden han overtog præsidentposten har han skaffet sig taletid i de elektroniske medier over 1.923 gange svarende til en sammenlagt sendetid på over 1.252 timer eller 52 dage. Det statslige tv er en smiskende propagandasender, som konsekvent skildrer Venezuela som en socialistisk utopi på vej til virkeliggørelse, men under stadig trussel fra amerikanske angreb. En talkshow kaldet Barberbladet, sender klip af politiske modstanderes aflyttede telefonsamtaler, undertiden tilført lydsekvenser af dyregrynt. Rod Stoneman, der var producer på The Revolution Will Not Be Televised, en dokumentarfilm, der er Chávez sympatisk stemt, beklager det venezuelanske statsfjernsyns tilbagefald til »gammel østeuropæisk stil«, men understreger, at også de vestlige medier har deres fordomme. »Der er en tendens til at overdrive problemerne«, siger han, »og til at overse konteksten: At Chávez ved gentagne valg har fået et klart folkeligt mandat til at forandre landet trods modstand fra de traditionelle eliter.«

Måder at omgås frygten

Eva Golinger, redaktør af den statsstøttede avis, Correo del Orinoco, insisterer på, at Venezuela har »rigelige frihedsgrader«, og at medier kun får problemer, hvis de bryder loven. Og i Márquez’ tilfælde har den retsmyndighederne da heller ikke reageret på regeringens klager. »Intet er sket. Han er der stadig. Og dog er der en kampagne for at miskreditere og dæmonisere regeringen. Hvorfor? For at legitimere udenlandsk intervention og regimeskift.«

En ting er begge parter enige om. Satire stortrives i Venezuela. »Vi har tonsvis af satire,« siger Golinger. »Satiren blomstrer,« siger Márquez. Tal Cual-klummeskribenten får ofte listet sine kritiske pointer igennem ved at kaste sig over eksotiske emner såsom Tutankhamon eller henviser til Chávez ved andre navne, såsom Esteban. »Det er en slags kodesprog, men læserne ved udmærket, hvad det er jeg vil sige.« Alligevel, siger han, er selvcensur blevet reglen. »Du kan sige hvad du vil, men du ved ikke, hvilken pris du risikerer at måtte betale. Dette er ikke frihed.«

Tal Cuals chefredaktør Teodoro Petkoff, kalder konsekvent præsidenten for Chacumbele – en mytologisk ulykkesfugl i cubansk folkekultur, mens bladtegneren, Roberto Weil, skildrer præsidentens hoved som en militær støvle. En hjemmeside, elchiguirebipolar.com, kører fiktive satiriske nyheder og har netop lanceret en tegneserie, Presidential Island, som gør grin med de latinamerikanske ledere i en parodi på tv-serien Lost. Seriens YouTube-link har foreløbig haft over 200.000 hits.

Og virkeligheden har en vane med at indhente karikaturerne. Chávez, som længe er blevet fremstillet som en wannabe Fidel, erklærede sig for nylig marxist og hyrede en cubansk minister, Ramiro Valdés, til at løse Venezuelas elektricitetskrise. Oppositionen, som lige så længe er blevet tilsværtet som en amerikaniseret elite, der foretrækker burgere fremfor den lokale majsbrødsnack, arepas – en populær snack bestående af majs brød boller med en velsmagende fyldning – falder da også undertiden ind i denne rolle. »Jo, vi er fra eliten, det må vi indrømme, siger Arraiz Cristóbal, en 22-årig studerende og oppositionsaktivist, imens han indtager sin aftensmad i en filial af den amerikanske restaurantkæde T.G.I. Friday i et velhavende Caracas-kvarter. »Men de værdier, vi kæmper for, er universelle.«

Ved siden af ham sidder Nicolás Cárdenas, 22 og formand for Universidad Metropolitanas elevråd og ledende medlem af en landsdækkende studenterbevægelse, hvis protester ender ofte med anholdelser, uropoliti og tåregas. »For mig er det sådan, at hvis jeg ikke kæmper for mit land, risikerer jeg at miste mit land. Dette her kan ende i diktatur.«

Cárdenas har en BlackBerry liggende foran sig og spiser baconburger med Jack Daniel’s-sovs, men siger, at han opfatter sig selv som tættere på Venezuelas puls, end en præsident, der bor i et palads og prædiker om behovet for et »nyt socialistisk menneske« for en nation, der er narkotisk afhængig af baseball og shopping. »Chávez er en god taler, men efter alle disse år, kan han ikke længere skjule de ting, som er gået galt. Og han kan ikke blive ved med at tale om de ting, han har tænkt sig at gøre i fremtiden. Folk har fået nok af ham.«

Restaurantens TV-skærme, der indtil for lidt siden transmitterede en fire timers Chávez tale, viser nu en sportskanal, hvor en mand med svulmende blodårer kaster vægte over et net, før han vakler væk derfra, komplet udmattet. En satiriker kunne få noget sjovt ud af en kobling mellem de to programmer, men så lav lydstyrken er, ville middagsgæsterne næppe tage notits af ændringen.

© The Observer og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen