Hvis man vil gøre sin egen argumentation nærmest urørlig, er der to ord, man skal bruge, eller rettere: To følelser, man skal bringe i spil, så er den hjemme. Man skal enten føle sig krænket, så er man sikker på sympati. Det er en vældig trend, vistnok mest blandt muslimer, jævnfør den latterlige farce mellem Tøger Seidenfaden og en muslimsk advokat.
Eller også skal man føle sig diskrimineret. Det sidste er på det seneste flittigt anvendt i debatten om, hvorvidt kirken skal vie homoseksuelle eller ej. Det kan man ikke sige nej til, vil nogen mene, for så diskriminerer man en seksuel minoritet.
Nu skal jeg ile til med at sige, at jeg selv har foretaget en enkelt kirkelig velsignelse af et registreret partnerskab. Og jeg ville ufortøvet sige ja, hvis jeg skulle blive spurgt igen. Jeg kan helhjertet tilslutte mig biskop Søren Lodberg Hvas, der i sin tid skrev, at der efter hans opfattelse »er forskel på ægteskab og registreret partnerskab: Ægteskab er det forpligtende livsforhold mellem mand og kvinde. Registreret partnerskab er det forpligtende livsforhold mellem to mennesker af samme køn.« (Kristeligt Dagblad 9.september 2004). Så det er altså ikke diskussionen om, hvorvidt to mennesker af samme køn skal kunne få en kirkelig velsignelse, det drejer sig om. Det mener jeg, de har lige så lidt ret til som to mennesker af hver sit køn. Velsignelsen kan aldrig blive noget, nogen har ret til! Men de skal have muligheden.
I forbindelse med biskop Hvas’ kommentar gav jeg udtryk for, at man burde afskaffe begrebet registreret partnerskab. Det mener jeg ikke i dag. Der er forskel på et ægteskab og på et registreret partnerskab. Og man gør ingen nogen tjeneste ved at lade, som om den forskel ikke eksisterer. Som et eksempel på, hvad jeg mener, kunne jeg pege på Grundtvigs tale om lige værdighed i borg og hytte. Med de ord har han jo ikke udvisket forskellen mellem borgen og hytten, men slået fast, at de ikke er afgørende for et menneskes værd.
Absurd diskussion
Det virker lidt absurd, at man diskuterer, hvorvidt homofile skal kunne blive viet i kirken eller ej. Det kan de jo ikke engang blive på rådhuset! Her kan de «kun« indgå et registreret partnerskab. Ikke desto mindre lagde man op til en sådan debat i den grundtvigske højborg Vartov i mandags. Jeg kunne desværre ikke være der, men forud for debatten skrev næstformanden i Grundt-vigsk Forum, sognepræst Helge Baden Nielsen, bl.a.:
»Er det foreneligt med kirkens evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag at velsigne et samliv mellem to af samme køn? Og: Vil kirken i det lange løb kunne kalde sig en folkekirke, hvis et overvejende flertal i befolkningen siger ja til kirkelig vielse af homoseksuelle, mens kirken selv siger nej?« (Dansk Kirketidende 03/2010).
Man bemærker den glidende overgang fra ordet velsigne i det første spørgsmål til vielse i det andet! Til det første spørgsmål kan man roligt svare ja, eftersom ægteskabet ikke i en evangelisk-luthersk forståelse er et sakramente. Det andet spørgsmål: Om folkekirken vil kunne blive ved med at kalde sig folkekirke, hvis den har et flertal imod sig, er derimod irrelevant. Selve argumentationen er dødsensfarlig. For hvad gør man så den dag, »et overvejende flertal i befolkningen« tilkendegiver, at de for eksempel ikke tror på opstandelsen? Følger trop? Det kan jeg ikke forestille mig, Baden Nielsen vil mene!
Så kirkelig velsignelse af registreret partnerskab: Ja. Kirkelig vielse: Nej!
Og da slet ikke efter et eller andet såkaldt ‘kønsneutralt’ ritual!
Kommentarer
Det ægteskabelige ritual der er nu, er enormt centreret omkring mand-kvinde dynamik - endda en noget arkaisk opfattelse af hvad den dynamik består af.
Ang. hvorvidt homoseksualitet er foreneligt med kristendom - så er mannødt til at forholde sig til at folkekirken lige så meget er et kulturelt rum som et religiøst rum. Hvor mange danskere bliver gift i kirken fordi de er dybt troende kristne?
Det er et mindretal, og vi ved det godt.
Så uden at skulle gøre mig alt for klog på det, så tror jeg at grunden til at det er vigtigt for mange homoseksuelle at blive accepteret som en del af kirken beror på dens førstnævnte funktion. Kirken er på mange måder symbol på et samfundsfællesskab som man gerne vil integrere sig i, istedet for at være dømt til at være kronisk underlig outsider pga. seksuel præference.
Hvad om man lavede og tilføjede nogle nye vielses-ritualer der passede til homoseksuelles behov og identitet?
I øvrigt kunne man bruge lejligheden til at blive et ordentligt demokrati og adskille kirke og stat, nu man var i gang med reformeringen.
Lad den retsgyldige, kønsneutrale vielse foregå på rådhuset. Herefter kan folk gå hen og feste, hvor de lyster.
Forbindelsen mellem religiøsitet og seksualitet, skal staten blande sig udenom – også kirken. Når religiøsiteten har med noget andet at gøre end selve den religiøse søgen, bliver den politisk, og så har vi balladen.
Religiøsitet er noget, der altid vil være i os mennesker, og det er ikke den, der er problemet. Det er derimod alle de politiske interesser, der hæfter sig som burrer på den.
Det mest mærkelige er, hvorfor staten skal blandes ind i hvad der sker i kirken.