I april og maj skal Grækenland rejse 20 milliarder euro, når en ordentlig stak statsobligationer løber ud og skal erstattes af nye.

Det er premierminister Papandreous ene akutte problem. Og det hænger sammen med hans andet akutte problem: At hans plan for at få styr på statsbudgettet bliver stadig mere upopulær. For ikke så længe siden bakkede mere end to tredjedele af grækerne op om spareplanen - den opbakning er nu dalet til 40 procent. I torsdags lagde en generalstrejke skoler, togstationer og lufthavne øde, da en række fagforeninger protesterede mod Papandreous plan om offentlige lønnedsættelser og skattestigninger for i alt 4,8 mia. euro. Papandreou er dermed en lus imellem to negle: På den ene side en stadig mere utilfreds befolkning, på den anden side de internationale obligationsmarkeder, som kræver stramme økonomiplaner. Hver gang noget tyder på øget risiko for, at Grækenland må opgive at betale sin gæld, reagerer investorerne skarpt - ved at kræve mere i rente for at låne grækerne penge ved opkøb af obligationer.

Pres på spekulanter

Mekanikken er ikke gået hen over hovedet på de europæiske politikere, som kan komme til at betale grækernes regning, hvis Papandreou må give fortabt.

EU’s finansministre sidder lige nu i Bruxelles og river sig i håret for at finde ud af, hvordan man kan hjælpe Grækenland, hvis obligationsmarkederne svigter. Den østrigske avis Der Kurier citerede forleden anonyme kilder for, at man allerede er i gang med detaljerne i en nødplan, hvor Tyskland og Frankrig garanterer at hjælpe Grækenland med hovedparten af de i alt 54 mia., som landet ventes at skulle låne i 2010. Foreløbigt har Frankrig og Tysklands finansministre dog i klare vendinger advaret mod at tro, at ugens møde munder ud i en konkret redningsplan. Dermed er grækerne foreløbigt overladt til obligationsmarkederne, som tyske og franske politikere til gengæld ikke holder sig tilbage med at skælde ud på: I sidste uge bad de to lande EU om en undersøgelse af spekulative handlers betydning for markedet for europæiske statsobligationer, ligesom det er blevet foreslået at forbyde de spekulerende hedgefonde at handle med statsobligationer. Også Papandreou har givet spekulanter en god del af skylden for sine problemer.

Professor Ole Risager, der er ekspert i finansiering og international økonomi ved CBS, advarer imidlertid mod at tro, at krisen skyldes glubske investorer:

»Det korte af det lange er, at det er Grækenlands fuldstændig uansvarlige politiske system, der har skabt problemet. Og så har de oven i købet været så frække, at de har løjet om tallene i mange år,« siger han, med henvisning til de fejlrapporteringer og manipulationer, grækerne har foretaget med deres statsbudget. Blandt andet har man, med hjælp fra investeringsbanker som f.eks. Goldman Sachs, solgt forventede fremtidige statsindtægter som finansinstrumenter. Dermed kom statsbudgetterne til at se sundere ud, mens underskuddene reelt blot blev skubbet et par år ud i fremtiden.

»Det er jo ikke markederne, men politikerne, der har skabt problemet, nu bruger de bare den negative stemning mod markederne, fordi det er politisk opportunt,« siger Ole Risager. Det er især Credit Default Swaps, CDS’er, som de europæiske politikere har set sig gale på.

Ikke stort problem

De er udtænkt som forsikringsinstrumenter og giver udbetaling til indehaveren, hvis en obligation ikke viser sig at være det papir værd, den er trykt på. Men de kan også bruges til at spekulere i et lands fallit - og det gælder i særlig grad de såkaldte ‘nøgne’ CDS’er, hvor investorerne ikke ejer den obligation, hvis fallit de forsikrer sig imod. De ‘nøgne’ CDS’er kan muligvis øge usikkerheden i markedet, mener Ole Risager. Men problemet er næppe så stort, som politikerne gør det til, og de almindelige CDS’er er der ingen grund til at se sig gal på:

»Jeg ser dem bare som et forsikringsinstrument - længere er den ikke,« siger han - og påpeger, at CDS’er tværtimod kan trække penge ind i obligationsmarkederne, fordi f.eks. pensionskasser bruger dem til at sikre risikable obligationskøb, de ellers ikke ville have foretaget.

Der er dog også mere omfattende løsningsforslag på de europæiske politikeres borde end forbud mod CDS’er - Tysklands finansminister, Wolfgang Schäuble, har skabt megen polemik med sit forslag om en europæisk valutafond. Den skal i fremtiden kunne redde eurolande i akutte likviditetsproblemer, men djævlen i Schäubles plan ligger som sædvanligt i detaljen:

»Hvis et medlem af eurozonen finder sig ude af stand til at konsolidere sine budgetter eller genoprette sin konkurrenceevne, må det som sidste udvej udtræde af den monetære union, dog uden at udtræde af EU,« skrev Schäuble i fredagens Financial Times om sit forslag. Med andre ord: Kan man ikke leve op til eurosamarbejdets krav om maksimalt tre procents budgetunderskud (grækernes bliver i år på 8,7, vel at mærke hvis Papandreous spareplan lykkes), ja, så er det ud af vagten.